Når jeg hæfter mig ved denne, hvor han analyserer Vestens indblanding i Libyens interne forhold, så er det, fordi han har nogle væsentlige pointer.

Vi bringer her klummen i dens fulde omfang – med tilladelse naturligvis.

Lars Hedegaard fortæller om de sejrende libyiske oprørere, der har meget travlt med at få implementeret sharia i den nye forfatning.

Stik imod hensigten ser NATO ud til at have banet vejen for et teokratisk styre i Libyen. Men man var advaret.

Retten på Frederiksberg frikendte Lars Hedegaard, der er formand for Trykkefrihedsselskabet,  for overtrædelse af 266B. Østre Landsret var uenig og dømte ham.

Nu har procesbevillingsnævnet godkendt, at sagen kan prøves ved Højesteret.

Tidsskriftet Sappho bringer nyheden, og Sajdet iler med at gengive artiklen. Naturligvis med tilladelse.

Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, får nu prøvet sin sag for Højesteret.

I et brev til advokat Karoly Németh, der er forsvarer for Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, meddeler Procesbevillingsnævnet den 28. juli, at Hedegaard får adgang til at indbringe sin racismedom for Højesteret.

Det kommer selvfølgelig ingen ved, hvem statsadvokaten omgås privat, men når smalltalken bringes ind ud det offentlige rum, så kan vi alle forholde os til det.

Her er et resume af, hvad samtalerne gik ud på:

Jeg snakkede forleden med vicestatsadvokaten i København om forskellene på racismeparagraffen og injurier. Han kom med samme forklaring som Estrup gjorde på et tidspunkt her i gruppen: Man kan ikke dømmes for racisme og injurier hvis man kan bevise/dokumentere sine påstande.

En halv time senere:

Jeg spurgte statsadvokaten, om hvis der findes en befolkningsgruppe hvor alle mændene faktisk voldtog deres døtre, ville det så være lovligt at sige, at (den pågældende befolkningsgruppes) mænd voldtager deres døtre. Det var hans opfattelse, at det ville være lovligt.

Lars Hedegaard prøvede at fremføre sandhedsbeviser som koranen. Men koranen kan næppe bruges som statistisk bevisførelse for, om muslimske mænd voldtager deres døtre. Det er en fuldstændig absurd påstand som er åbenlyst forkert. Derfor blev han dømt.

Konstateringen af sandheden som man kan bevise, kan aldrig være ulovlig i henhold til straffelovens §266b eller §267 (populært kaldet racisme og injurier). 

Fra i går:

At sige sandheden, kan sommetider være injurierende og ærekrænkende.

Nej. Hvis du kan påvise det er sandt, kan det hverken være injurierende eller æreskrænkende i juridisk forstand. Det var det klare budskab jeg fik fra vicestatsadvokaten.

Og man kan ikke bruge koranen som bevisførelse for de enkelte menneskers holdninger og handlinger. Det var den fejltagelse som både Lars Hedegaard og Karen Jespersen begik.

Står det virkelig så ringe til?

Nicolai Sennels har taget initiativ til en indsamling for at betale Lars Hedegaards bøde.

Nicolai Sennels, psykolog, forfatter til bogen Blandt kriminelle muslimer. En psykologs erfaringer fra Københavns Kommune, udgivet af Trykkefrihedens Bibliotek i 2009, folketingskandidat for DF i Århus Storkreds, skribent og debattør har netop udsendt en pressemeddelelse, og da Sajdet er en del af det danske mediebillede, så bringer vi den her. I uredigeret form.

YTRINGSFRIHEDENS GRÆSRØDDER: Da Lars Hedegaard blev dømt efter den kontroversielle paragraf 266b, sms’ede jeg med tre andre venner om det. Vi var alle dybt skuffede, og hos os alle fire var den første tanke: “Den bøde hjælper vi ham med”. Dommen var jo ikke kun en bøde på 5.000 kr. til Lars, men en dom, der stadfæster dybt problematiske grænser for vores alle sammens ytringsfrihed. I denne sag er vi alle Lars.

Dem af os, der har lidt penge, har allerede spyttet i kassen. Flere har hjulpet med at lave hjemmeside, Facebook-gruppe, kontaktet venner og bekendte osv. Initiativet kalder vi “Vi er Lars”.

Der er allerede en del andre, som også har indbetalt på donationskontoen. Alle kan være med ved at bidrage til at udbedre den økonomiske skade, som staten stik imod den demokratiske ånd har forvoldt på Lars – og være med til at financiere appelsagen, som Lars tålmodigt og idealistisk vil gå igennem for vores alle sammens skyld.

Vi gør det for at vise vores foragt for dommen, racismeparagraffen og for at markere vi almindelige borgeres vilje til at beskytte ytringsfriheden. Vi gør det også for at vise solidaritet med en frihedskæmper i nød. Politikerne og domstolene skal vide, at vi danskere står sammen om ytringsfriheden, uanset hvad magthaverne mener. Som den franske filosof Voltaire sagde: “Jeg er uenig i hvad De siger, men jeg vil forsvare til døden Deres ret til at sige det.”

Vi har kontaktet Lars Hedegaard, som var tydelig taknemmelig for både den moralske og økonomiske støtte. Han skrev tillige et kort takkebrev: “Mange tak for støtten til mig og vores fælles kamp for ytringsfriheden. Jeg kan forsikre, at ethvert beløb der kommer ind, vil gå ubeskåret til at forsvare den frie tale. Der vil komme andre kampe, og derfor er vi nødt til at være forberedte. Med venlig hilsen, Lars Hedegaard”

Ja, der vil komme andre kampe. Vi kan tilsyneladende ikke vente meget hjælp fra vores naive og politisk korrekte politikere og medier. Værdier som solidaritet, venskab og idealisme er derfor vigtigere end nogensinde.

For det frie ord i en fri verden.

Formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard og hans advokat Karoly Nemeth umiddelbart efter landsretssagen

Vicestatsadvokat Bo Bjerregaard var ikke karrig med de dramatiske virkemidler, da han i sin procedure i sagen mod Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, i Østre Landsret sagde, at Hedegaard havde optrådt som en bombemand, der tænder lunten, smider bomben fra sig og forlader stedet uden tanke for uskyldige ofre.

Videre procederede Bo Bjerregaard for, at det menneskesyn, der hævdes at gælde for islam smitter af på muslimer, der indirekte forhånes og nedværdiges.

Forsvarer Karoly Nemeth sagde i sin procedure, at han var træt af at se et tredje anklageskrift.

Netop det ændrede anklageskrift blev trukket frem under indledningen til landsretssagen, og de tre juridiske dommere, retsformand Arne Brandt samt Michael Lerche og Dorthe B. Kristoffersen, trak sig tilbage for at diskutere, om anklageskriftet var ændret på væsentlige punkter, og de kom tilbage og afsagde kendelse om, at det var det ikke.

Forsvareren procederede for stadfæstelse af frifindelsesdommen i Retten på Frederiksberg den 31. januar, og han lagde vægt på, at de to vidner, Asger Trier Engberg og Steen Raaschou begge forklarede i både by- og landsret, at Lars Hedegaard ikke vidste, at han blev videofilmet under interviewet om sin og Mogens Camres bog 1400-års krigen. I landsretten understregede de begge, at den uredigerede lydoptagelse blev lagt på nettet uden, at Lars Hedegaard havde haft lejlighed til at nikke til resultatet.

- Anklagemyndigheden har ikke påvist, at udtalelserne er forkerte, sagde Karoly Nemeth.

Der var fyldt godt op på tilhørerpladserne. Fremtrædende medlemmer af Trykkefrihedsselskabet var til stede.

Blandt andre Jesper Langballe, der kort før jul sidste år erklærede sig

Folketingsmedlem Jesper Langballe, DF, blev kort før jul dømt i byretten i en udløber af sagen mod Lars Hedegaard (th), formand for Trykkefrihedsselskabet og dømt for racisme. Billedet er taget på landsrettens trappe umiddelbart efter retsmødet.

 skyldig i at skrive i et indlæg i Berlingske Tidende at Lars Hedegaard selvfølgelig ikke skulle have sagt, “at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) – og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt”.

Fra pressen var Ritzau og Berlingske Tidende tilstede.

Landsrettens dom over Lars Hedegaard har været grundigt beskrevet, og her får i en række links til beskrivelser af sagen. Der er sikkert mange flere, men dem finder I selv.

Politiken: En skandaløs dom

Berlingske: Lars Hedegaard dømt for racisme

Sappho: Han har opført sig som en bombemand

Sappho: De muslimske piger og ytringsfriheden har tabt

Sappho: En trist dag for det politiske Danmark

Sappho: Racismeangiver klar til flere angivelser

Sappho: Klumme af Poul Osmundsen: Et attentat mod ytringsfriheden

Vi bringer her hans tale i sin fulde længde.

Lars Hedegaard og hans advokat Karoly Nemeth efter retsmødet.

Jeg er, som det måske vil være den høje ret bekendt, uddannet som historiker i den gode tid på Aarhus Universitet. Min lærer i historisk kildekritik var den senere justitsminister og formand for Folketinget, H.P. Clausen. Her lærte jeg, at en historiker skal have modet til at stille de vedkommende spørgsmål, uanset hvor populært det måtte være at gøre det. Hvis idealet var, at alle historikere skulle mene det samme, kunne man spare en masse penge ved at nøjes med én statsautoriseret hofhistoriker.

Gode historikere kendetegnes netop ved, at de stiller de spørgsmål, som andre helst lader ligge. Det får man sjældent ros for, for det vil normalt blive betragtet som en samfundsundergravende aktivitet. Det er ligesom med ytringsfriheden: den består i retten til at sige det, som folk ikke vil høre – som George Orwell udtrykte det.

Magthaverne har til alle tider prøvet at feje ubehagelige problemer under gulvtæppet ved at forbyde folk at snakke om dem.

Det kan de også sagtens gøre – især hvis de kan støtte sig til en tjenstvillig anklagemyndighed. Omkostningen er blot, at problemerne ligger inde under gulvtæppet og tager så meget på i vægt, at der med tiden opstår enorme buler, som folk falder over og først tør tale om, når det er for sent at gøre noget ved dem.

Det er derfor vi har ytringsfrihed. Ytringsfriheden er – ud fra et samfundsmæssigt synspunkt – en institution, der skal sikre, at vi bliver gjort opmærksomme på problemer, før de bliver uløselige.

Ytringsfriheden er derfor grundlaget for, at vi kan have folkesuverænitet, demokrati og lighed for loven. Begynder man at regulere, hvad der må siges, og hvad der må tænkes, er det jo udtryk for, at magthaverne allerede mener sig i besiddelse af sandheden. Al historisk erfaring viser, at sådanne velfriserede samfund må gå til grunde, fordi en alvidende og algod øvrighed aldrig har eksisteret. Erfaringen viser også, at en øvrighed, der mener sig så alvidende og algod, at den tyr til indhug i ytringsfriheden, står for fald. 

Historien rummer en lang række eksempler på forfølgelser og fordømmelser af personer, hvis tanker måtte forekomme ethvert anstændigt menneske at være oplagt vanvittige, usaglige eller til fare for sædeligheden og den offentlige orden, men som alligevel – når de formastelige var blevet brændt på bålet, sat i fængsel eller på anden måde tvunget til tavshed – viste sig at indeholde en sandhed.

Det anklageskriftet, jeg søges dømt efter, kan deles i to principielt forskellige bestanddele: 1) Den implicitte og åbenlyst urimelige beskyldning mod mig for at ville anklage alle muslimske mænd for voldtægt. 2) Anklagerens forsøg på at gengive min tolkning af islams kvindesyn, som han åbenbart finder kriminel.

Den første afdeling drejer sig menneskelige handlinger. Den anden om indholdet af den islamiske tro, der ikke påvirkes af menneskelig adfærd. Ligesom kommunisme stadig ville være kommunisme, selv om der ikke fandtes en eneste kommunist, og ligesom en facitliste ville være en facitliste, om der så ikke fandtes et eneste menneske, der kunne regne rigtigt, består islams trosindhold, som det er nedfældet i de hellige skrifter, uanset om alle muslimer kom på andre tanker. I så fald ville man sige, at der engang fandtes et sådant trossystem, men at menneskeheden heldigvis er kommet videre.

Som jeg skriver i forordet til min nye bog, “Muhammeds piger”, frygter jeg, at anklageren tror, at det er mit kvindesyn, der er gengivet i anklageskriftet. Det er det absolut ikke. Det er islams eget kvindesyn, jeg har søgt at beskrive.

Der kan naturligvis være forskellige meninger om, hvorvidt min gengivelse af dette kvindesyn er træffende. Sådan er det med ethvert historisk fænomen. Man finder sjældent to historikere, der er absolut enige om så massive emner som kristendommen, islam, jødedommen osv. Og det er, som det skal være.

Hvis nogen med fornuftsargumenter kunne overbevise mig om, at jeg er gået galt i byen, ville jeg med glæde bøje mig.

Det betænkelige ved at inddrage historiske tolkninger i et anklageskrift er, at domstolen – hvis jeg bliver dømt på dette grundlag – hermed tiltager sig myndigheden til at afgøre historiske fortolkningstvister. Så er historiske problemstillinger altså ikke længere noget, der står til fri debat blandt historikere og ikke-historikere, men en sag for domstolene.

Hvad bliver så det næste, der skal afgøres i Landsretten? Det sande indhold af kommunismen? Den statsautoriserede udlægning af de Radikales partiprogram? Om Jordens opvarmning skyldes CO2? Hvem der havde ansvaret for Trediveårskrigen? Om Jesus døde på korset, som de kristne tror, eller om han ikke gjorde, som muslimerne tror?

Der er ingen ende på de sager, domstolene i så fald skulle tage stilling til.

Man ville så kunne afskaffe de fleste universitetsfag og nøjes med ét: juraen.

Jeg vil bede den høje ret inddrage disse betragtninger, før den fælder dom. Ikke bare – og ikke først og fremmest – for min skyld, men for vore efterkommeres. Det er ikke så mange steder i verden, at friheden har slået rod. Jeg sætter min lid til, at denne høje ret ikke vil bidrage til at underminere den i vores fædreland.

En domfældelse af mig vil i øvrigt ikke hjælpe. Uanset hvad, vil min samvittighed også i fremtiden byde mig at sige sandheden.

Det er nemlig ikke tilrådeligt at handle mod sin samvittighed.

Jeg er overbevist om, at også danske dommere er udstyret med en samvittighed.

Reportage i Trykkefrihedsselskabets tidsskrift Sappho.

Reportage i Berlingske Tidende.

Jeg ved det, for jeg er også en af dem, der har læst bogen, inden den rammer boghandlernes diske, og jeg bemærkede ordvekslingen mellem Hans Erling Jensen og Lars Hedegaard, hvor forfatteren siger, at man ikke bør glæde sig til at læse bogen, for der er ikke noget i den, der kan glæde eller opløfte.

Lars Hedegaards bog udkommer tirsdag

Hvis man gerne vil tjene mange penge på en let og ukompliceret måde, kan man uddanne sig til gynækolog og give sig til at rekonstruere mødomme. Efterspørgslen er stor.

En god muslimsk pige skal være jomfru på bryllupsnatten, og er hu ndet ikke, så må hun sørge for at blive det. Hvis pigen er vokset op i et vestligt land og har ladet sig inspirere af vestlige jævnaldrende og haft en kæreste, kan så let som ingenting finde en mødomssnedker og få klaret problemet på få minutter og næsten uden ubehag.

Så er der alle de gifteklare piger, der lever i muslimske lande. Den sociale kontrol er så veletableret, at pigerne er under opsyn døgnet rundt uanset om de moser kikærter i køkkenet eller er studerende eller udearbejdende – slægtens øjne hviler altid på dem, og vé nåde og trøste dem, hvis …..

Alligevel forsvinder mødomme som dug for solen, og hvor forsvinder de hen? 

Den syriskfødte psykiater Wafa Sultan fortæller om oplevelser fra den gynækologiske klinik i Aleppo i Syrien. Her blev den samme historie fortalt igen og igen med visse afvigelser, men det handlede altid om en ung kvinde, der skulle giftes i nær fremtid og som barn var faldet så uheldigt, at hun blødte fra underlivet.

Hun havde brug for en jomfruattest, og efter indgående snak med de unge piger, handlede det om seksuelt misbrug, der var foretaget af nære familiemedlemmer.

Lars Hedegaard lægger vægt på at understrege, at det selvfølgelig ikke er alle muslimske mænd, der voldtager deres døtre eller andre nærtstående familiemedlemmer.

Bogen udkommer tirsdag, og Hans Erling Jensen har lagt de relevante links til hvor og hvordan man kan købe bogen. Man kan eventuelt (gen)læse interviewet med Lars Hedegaard.

Lars Hedegaards bog udkommer den 26. april.

Man kan indvende, at det gør vi andre skam også, så der er ingen forskel. Men det er der. Vi kan selvfølgelig ikke frasige os, at vi fødes som en mands datter, men vi kan selv bestemme, om vi vil være nogens kone eller nogens mor.

Nogle muslimske piger er heldige, og de får gode og tilfredsstillende liv. Men der er mange, der ikke har fået appelsiner i hovedbeklædningen.

Børn og kvinder kan risikere seksuelt misbrug i alle kulturer, men i den muslimske kultur er det ikke en teologisk synd.

En nybagt brud skal være jomfru, og er hun ikke det, er fanden løs. En ny mødom kan konstrueres let, uden nævneværdigt ubehag og til en overkommelig pris. Og mødomme fremstilles på samlebånd både i Vesten men i lige så høj grad også i muslimske lande.

De forsvundne mødomme er et mysterium al den stund, at piger i et muslimsk land overvåges døgnets 24 timer, så hvor bliver mødommene af?

Lars Hedegaard – ja ham der blev frikendt for hatespeech ved Retten på Frederiksberg men som skal i Landsretten i samme sag, fordi anklagemyndigheden har anket – har skrevet bogen Muhammeds piger med undertitlen vold, mord og voldtægter i Islams Hus.

Bogen udkommer på Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, koster 150 kroner og udkommer den 26. april, der også er dagen, hvor Østre Landsret skal tage stilling til, om muslimer blev forhånede, nedgjort eller tilsvinet.

Læs interview med Lars Hedegaard om bogen.