Imellemtiden har pigens far fundet ud af datterens aktiviteter og han er en handlekraftig herre! Da den forhåbningsfulde mandlige chatter ankommer venter der ikke en yndig ung pige på 15 – til gengæld møder han sit livs røvfuld, hvorefter han tages i hoved og røv og kyles i en kanal.
For at sige det rent ud … havde det været min 15-årige datter havde jeg også ønsket at han fik en røvfuld og en afkølende dukkert!
Faktisk kan jeg ikke sige mig fri for – at jeg grinede noget af historien

Tæv var hævn for sex-chat

Hvad siger I? Selvtægt er det jo … men jeg kan ikke finde ud af, at forældre ikke skulle have lov at stikke en røvfuld i sådan et tilfælde.

Det kræver en smule forhistorie.

For det første har jeg næsten lige holdt et mindre, pænt selskab i anledning af min fødselsdag, som iøvrigt var meget vellykket.

Jeg holdt det hos min svigerfar, da han så ikke behøvede at stige op af alle mine trapper og ligeledes min gamle mor.

Jeg fik en hel del gaver, men min søde svigerfar begavede mig yderlige med et større beløb (efter min målestok), og nu kommer vi så til anden del af historien, nemlig at min kære veninde og jeg tager på vores årlige tur til Prag på lørdag, og så synes han at jeg skulle have noget at “snolde” for, det kære menneske.

Nu ligger det imidlertid sådan, at jeg har forelsket mig i et stort fad, og det ville jeg købe, så der ligesom var en ting, til syn for sagn, istedet for bare at klatte pengene væk.

Igår gav jeg mig så småt til at pakke kuffert, og vile finde mit pas frem, der eller har sin plads i mit pengeskab.

PASSET VAR VÆK!!!

Jeg ledte og ledte, medens jeg tænkte – hva´ gør jeg??

OK, jeg kunne måske få udstedt et midlertidigt pas, og så gav jeg mig til at lede efter mine private papirer – I ved attester, eksamenspapirer o.lign. – De var også pst. væk.

Jeg plejer at have pinlig orden i mine sager og ved ganske nøje hvor alt befinder sig, men nu var det hele kaos og jeg blev mere og mere panisk.

Så greb jeg telefonen og ringede til “borgerservice” og forelagde dem sagen.

Det var ikke noget problem at få udstedt et midlertidigt pas, jeg skulle bare komme, så kunne de orde det med det samme.

Det koster naturligvis 600,- kr. + et nyt billede, så summa sumarum, der bliver ikke noget fad i denne omgang.

Jeg fik et midlertidigt pas, men hvor i himlens navn er mine private papirer?

Jeg leder stadig!

Det er to yderst velopdragne piger på hhv. 11 og 9 år, og medens vi sad og spiste spurgte den yngste: “Var der nogen i din klasse med sjove navne?”

Der gik lidt før jeg opfattede spørgsmålet, som det var stillet. Hun mente ikke fx. Orla og Egon, men “fremmede” navne.

“Æhh – nej du, da farmor var barn var der ingen fremmede i landet, der var kun danskere og så man endelig en neger på gaden, så vakte det opsigt!”.

Hun gloede på mig, somom jeg fortalte hende et eventyr, somom jeg stammede fra en anden tidsalder – men det gør jeg jo igrunden også.

“Er det rigtigt?” – sagde hun så med undren i stemmen.

Tja – jeg kunne også have fortalt hende, at er ikke heller var nogen narkomaner, ingen knivdrab, ingen ghettoer, ingen afbrænding af biler og ingen bander, rockere og ingen bistandslov – men jeg lod det være godt, med denne ene oplysning, som åbenbart gjorde indtryk på hende.

Datoen var iøvrigt 11. september og da jeg fortale dem om Tvillingetårnenes skæbne hin 11. september, sagde den store: “Det skal du ikke fortælle hende, så kan hun ikke sove”.

Det undrede mig faktisk, at de ikke vidste noget om “den sag” om ikke andet fra skolen, for det er jo en “historisk dato”, men det skyldes måske netop det faktum, at det er en “blandet” klasse, og man kan jo ikke have, at der skabes problemer – så hellere fortie - i den hellige konfriktskyheds navn!

 Den lille bid, der handlede om min datters første skoleår:

 Min datter startede i børnehaveklasse, glad og stolt som de fleste andre børn der gør det. Og som alle andre forældre, så syntes jeg, at hun var ALT for lille, til at skulle slippes ind på en stor skole. Men som storebroren før hende, så gik hun ind ad døren med stor selvtillid og helt tændt på at skulle gå i skole!

De kom igennem børnehaveklassen, og barnets vidnesbyrd var at ”hun er en god kammerat, der bekymrer sig om de andre”. Nøj hvor var jeg stolt!

I første klasse fik vi så fortalt, at den gruppe kurdiske børn, der var lavet special-klasser for, hver især var blevet tilknyttet en dansk klasse. Jamen det lød da fint og integrationsmæssigt FLOT. Til min datters klasse blev der først tilknyttet to, det var dog kun den ene vi nogensinde hørte om. Måske kom den anden aldrig, måske faldt han/hun bare ind.

Der var store kræfter sat ind, for at sikre integrationen. En del af skolen var afsat til kurder-klasser. Den del blev moderniseret, de fik musikterapi og alt andet der kunne hjælpe dem. Resten af skolen havde man så ikke råd til at gøre så meget ved. Men vi var faktisk ret stolte af, at have en kommune, der kunne afse overskud til den slags. Imens tilbød en del af os forældre, at male, sy gardiner og små-renovere resten af skolen – det satte fagforeningerne en stopper for. Man må ikke tage fagligt arbejde fra nogen – det er nok også ok.

I de små klasser kom de tilknyttede kurdiske børn så mere og mere i deres danske kontaktklasser – og her startede min datters mareridt. Det stod på ALT for længe, og har ekkoer helt op i hendes nuværende liv. Det kostede hende faglige bagslæb, som hun næsten har indhentet. Men hendes følelsesmæssige overlast tumler vi stadig med.

Min datter fik en stor del af sin barndom og hele sin tryghed ødelagt af misforstået hensyntagen til én eneste kurdisk dreng – og ikke mindst koret af mennesker der fortalte os, at vi skulle FORSTÅ, at drengen og hans familie jo havde haft det svært. Det er garanteret rigtigt, de har haft det stygt! Det betvivler jeg ikke ét sekund.

Alt alt alt for længe levede hun med prygl og nedværdigelser, imens vi forsøgte DIALOG med skolen og lærerne. Ingen vil jo være racistisk og ufølsom og den tone lå hele tiden over det – at det ville være racistisk at gøre noget ved det.

Efter al for lang tids dialog tog de kontakt til drengens familie. SÅ skete der noget!!! For kort efter stod der en mand fra drengens familie i fritidsordningen og truede med at ”den næste der klager over XXXXX slår jeg ihjel!” – da meldte vi pas og opgav dialogen. Vi flyttede hende simpelthen til en anden skole.
Det kan være svært at være taknemmelig i den slags sammenhænge, men lige hér var jeg taknemmelig for, at hun faktisk ikke var iblandt den flok drenge, som han havde fået samlet i et hjørne, imens han afgav sin trussel. Det gik ud over helt uforvarende drenge i hendes alder.

Gud ske tak og lov havde de ikke røbet hvem XXXXX’s offer var.

I dag ejes vores lille by af 2.g’s libanesere og kurdere, ingen af vores unge færdes der mere. Vi viger når vi ser dem komme, for vi tør ikke andet.

De færdes i den smule natteliv der er her, som ejere. De går ind på de 3-4 værtshuse der findes, rækker ind over baren og tager hvad de skal bruge i kassen. Ingen gør noget, for ingen tør. Det er slut med at ringe til politiet, for de kommer sent herude og det straffes prompte med tæv. Da den første værtshusejer var slået gul og blå af “ejerne”, så holdt de op med at ringe efter hjælp.

Og DET er virkelighed! Det er ikke smukt eller skønt – og I guder hvor ville jeg ønske at det var anderledes. Men det ér virkeligheden her! I vores lille provinsby.

Og så er det snart tiden for noget af det andet bedste ved dansk sensommer, nemlig danske æbler!

Hvert år i netop denne weekend er der marked, det er stadig stort for de unge og en årligt tilbagevendende familiebegivenhed. Her på egnen kommer udflytterne tilbage til jul og til marked.

Så i weekenden har jeg, som hvert år, været belejret af unge mennesker, der er kommet sent hjem og har sovet længe dagen efter.

En af dem er min datters veninde gennem hele barndommen. Hun er kommet her siden hun var ganske lille – hun har ikke altid haft det lige sjovt derhjemme og har siden hun var ganske lille været fjernet og boet et par andre steder. Det er længe siden hun sidst fandt sin foldemadras frem fra skuret og smed tasken herind. Hun gik lidt rundt her da hun ankom – kommenterede på et par forandringer jeg har lavet og afsluttede med; “nå men, det er også længe siden jeg har været hjemme”.

Ganske uventet stod den store søn, natten til lørdag, så pludseligt i døren til mit soveværelse og spurgte efter en ekstra dyne, han frøs inde i stuen på sovesofaen. Det er længe siden han har overnattet hos mor!

Teenagerne forlod jeg lørdag, for at tage ned og passe min brors børn på 3 og 5. Det er ikke så tit jeg har haft dem for mig selv, så det nød jeg. Når nu mine egne er gået hen og blevet voksne, så er sådan et par små terrorister fantastiske at låne! Kl. 21 kunne jeg sætte mig i sofaen, med to nybadede børn, der faldt i søvn på hver side af faster under et uldent tæppe. De syntes det var monster hyggeligt, at få lov at falde i søvn i sofaen. Og så er de jo ikke større, end at jeg kunne bære dem ind i deres senge lidt senere.

Nu er de alle taget hjem, på nær en enkelt. De kom tidsnok op i dag, til at de kunne vaske og tørre lidt tøj, inden de tog til deres respektive adresser. Jeg indstillede for nogen tid siden mit “hjemmevaskeri”, og erstattede det med et opslag på væggen i bryggerset, med anvisninger om hvordan man sorterer og vasker. De må gerne vaske her, men jeg gør det ikke mere for dem.

Næste år, samme weekend, om ikke før, så er jeg invaderet igen. Jeg må jo kunne li’ det.

/Gassen
- mor, faster og lånemor