Det var Estrid, der forårsagede rodet. Altså i begyndelsen. Hun ville nemlig lægge noget med en html-kode og den slags ind, og det medførte, at man kun kunne se hendes postering og intet andet.

Så gik kloge jeg ind i de helligste haller og ville fjerne det derfra. Jeg tænkte ikke lige over det, men da jeg havde bekræftet sletning af indeks, så bekræftede jeg også sletningen af vores indgang til siden.

Hvis vi absolut skal udpege syndere, så får Estrid 30 procent, og jeg må æde 70.

Hvor mange folkevalgte og statsansatte kan rent faktisk være ved at vågne op? Alt det som foregår i store byer foregår også i de mindre ude i provinsen – med lidt forsinkelse, men det foregår.

Visse steder har unge muslimer forsøgt sig som copycatte, men av av av – det gør de ikke igen foreløbig. Om det nu er fordi der ikke indtages så meget cafe latte og sushi i provinsen, som stegt flæsk og persillesovs eller om vi bare ikke er en pind imponerede af kulturer som fra dag ét har gjort elendig reklame for sig selv er umuligt at vide.

Her ude på landet falder det os ikke ind at spørge politiet om, hvad de mener. Det ville nemlig være ret dumt, ved vi godt. Har man politifolk i vennekredsen, ville det være direkte hjerteløst. De går nemlig rund i råddenskaben til daglig.

Og politikerne! Valg eller ej, så har de NÆSTEN ædt den samme model i uld. De egravede for år tilbage tænderne i ordet dialog; det giver flere og flere deres gode udkomme, mens de søger efter betydningen af det indbringende ord. Konsekvenserne har alle kendt  årevis.

” Der er ingen mer’, at stemme på”, som en af de der er født med VENSTRE i blodet siger. Det gav hans revisor ham helt ret i. Han er/var RADIKAL som sine forældre og bedsteforældre.

Gamle glødende socialdemokrater fra skibsværftstiden taler om GENERALSTREJKE, og om ikke at kunne stemme ‘på partiet’ mere. ”Ikke kunne være bekendt” er udtrykket ordret. Der er ikke eneneste tøsedreng i Nakskov.

Endnu har brandfolk, ambulancefolk og indsatsledere – på arbejde her omkring – stenkast til gode; diverse andre ’tiltag’ er blevet kureret i opløbet på privat innitiativ, så stenene kommer måske slet ikke i spil. Kulturberigere har ingen steder at putte sig her – alle ved alt og er ikke spor bange for at lukke munden op. Det skaffer nogle af  ”pralerøvene” ud af billedet for kort eller længere. Det er så ikke noget familierne er så stolte af. De forventer ikke RESPEKT for intet.

Og så skal hele Danmark i kirke på søndag, hører jeg. I Tingbjerg. Og senere på måneden skal der ringes med grønne klokker. Det skal nok tiltrække FREDSVAGTER, BEDSTEMØDRE og deres samtalepartnere og få rigtig søndagsgang i Langhusvej. Så kan man også tjekke om præstegården er alle pengene værd.

Var det ALLE københavnske politikere, der enedes om at turde tone rent flag for hele landets skyld ved, at stå vagt ved Tingbjerg Kirke på søndag under gudstjenesten for den faste menighed kunne der være en symbolværdi. Især hvis de ”efterfølgende’, som politiet siger, forholdt sig til virkeligheden. Der – udenfor kunne alle ansvarlige give begrebet KIRKEGÆNGER et nyt perspektiv. Gå tavse, skulder ved skulder rundt om kirken mens gudstjenesten pågår. Kirken skal tage sig af evangeliet, og det er ikke det sammen som ytringsfrihed.

Det kommer ikke til at ske. Politikere fra næsten alle partier tror, Herren hjælpe os, ”de taber ansigt” og VÆLGERE ved at sige: Vi tager grueligt fejl, fordi vi regner med alle disse helt almindelige kulturelle mennesker på flugt, ved et tilfælde vælge Danmark.

Ovre på et andet blogsted har en selvudnævnt jovial blogger med et ædelt menneskesyn skrevet en blog om en bænk. Ja. Om en bænk. Der står ikke et ord om, hvad han agter at stille op med bænken, der blev åbenbaret under en udflugt. Men et billede af bænken, som han angiveligt selv har taget, er der da. 

Så fredelig har han ikke altid været. Jeg fjumrede rundt på nettet i jagt på et eller andet, jeg ikke kan huske. Og så faldt jeg over en af hans gamle blogs. 

Hans ærinde med bloggen var at fortælle omverdenen, at han ikke kan fordrage mig.

Det er der ikke noget nyt i, for det er der så mange, der ikke kan, og normalt interesserer det mig mindre end prisen på den nyeste model af røremaskiner, hvad dovne papirclips og andre kulturpersonligheder af samme kategori mener om min person. 

Hans ærinde var at harcelere over, at jeg engang på et andet sted brugte mit profilnavn som tag, fordi jeg skrev mange blogs, og dermed endte mit profilnavn som meget dominerende på tagskyen.

 Det var ikke noget, jeg selv havde fundet på. Jeg havde engang undret mig over, hvorfor en skabagtig bøsses profilnavn stod bøjet i neon, og jeg fandt ud af, at det var fordi, navnet blev brugt som tag. En krigerisk fredsvagt brugte samme metode, ligeledes gjorde en øbo på afvænning.

Bloggen blev til et studie i menneskelig fornedrelse. Vel har jeg grinet, så ruderne duggede, og jeg fik sidesting, men nu hvor jeg læser bloggen og kommentarerne igen, ser jeg den i et andet lys. For da den dovne papirclip erkendte, at ideen med at bruge profilnavne som tags kom fra den skabagtige bøsse og den krigeriske fredsvagt, fik chillumen en anden lyd.

 Nu handlede det pludselig ikke længere om navne og tagskyer. Nu handlede det om intet mindre end uforfalsket had. Til personer han aldrig har mødt i levende live. Og heller aldrig vil møde. 

Tænk sig. En granvoksen mand med ansvar for et barn, kaster sig ud i sådan en gang lirum larum. Det var ikke kun mig, mit profilnavn og mit engagement på Møgkællingerne, der fik et fur. 

Det gjorde Hemekas bamse også. Den beskrives en lille brun bondage bamse, bundet og bastet med små dannebrogsflag på en snor.

Senere hvæser og spytter han , at jeg beklikker hans moral og ærlighed.

Han slutter med at erklære, at han skriver blogs for at blive læst. 

Det bliver han garanteret. Især når han skriver om bænke.

Lørdag den 3. oktober har Lars Hedegaard en kronik i med overskriften: ”Islam er stor og bliver større.” Den ville jeg gerne linke til, men så vidt jeg kan rode mig frem til er det ikke muligt – endnu. Indlæg fra august af LH er det seneste man kan få sine nassefingre i. Jeg væbner mig med tålmodighed. Kronikken bliver ikke uaktuel. Desværre!

LH starter med et citat fra Erdogan (det er for tidligt på dagen til at afskrive hans fornavne), der har udtalt til et armensk nyhedsbureau, ”det er Tyrkiets mål, at genoprette det Osmanniske rige”!!!
Derfor ville jeg gerne diskutere den, kronikken, med jer.

I mellemtiden kom jeg, under denne higen og søgen, over dette:

http://jp.dk/morgenavisen/meninger/article1555123.ece

Der er og var noget (ufrivilligt) latterligt og utroværdigt, hævngerrigt og sladdervorent over Bonnichsen. Eller rettere – sådan ser jeg ham OG, hvad bilder jeg mig ind? (Så skulle den være klaret?)

Sommetider undrer jeg mig over, at danskere har personligt råd til ofentligt at sige det de gør af angst for at ”tabe ansigt”. Der er ikke grund til at bringe begrebet begavelse ind. Det vil bare forvirre.

Skulle man tro billedet af idag, har ingen pt. politisk rettroende nogensinde taget fejl.
Hvor enestående.