Jeg kender en mand. Der er ingen grund til at gå i detaljer om bekendtskabets natur og intensitet, så lad os bare holde os til, at jeg kender ham.
For mange år siden sad vi på en færge og nød udsigten over den stockholmske skærgård. Pludselig udbrød han “Det er også her i området, at Simon har sommerhus”. Jeg kløede mig i nakken, mens jeg tænkte, så det bragede, for jeg kendte ikke nogen Simon, der havde sommerhus på de kanter, så jeg spurgte forsigtigt “Simon hvem?”. Svaret faldt prompte “Simon Spies selvfølgelig”.
Nå ja, Simon Spies selvfølgelig. Ham havde jeg hørt om, læst om og interesseret mig for, men jeg kendte ham ikke personligt, og det gjorde min bekendte heller ikke.
Jeg har altid undret mig over trangen til at være på fornavn med politikere, kongelige, skuespillere og andre kendte. Jeg vedkender mig gerne, at jeg også ligesom de fleste her til lands var på fornavn med en tidligere statsminister. Af en eller anden grund virkede det absurd at referere til ham som Jørgensen.
Anker Jørgensen var ikke en af efterkrigstidens bedste landsfædre. Underbudgettering, inflation, devalueringer og afgrundens rand på første klasse er nogle af de begreber, der knyttes til hans tid. Uanset hvor katastofalt Danmarks situation var på den tid, så stod der en menneskelig respekt om statsminister Jørgensen.
Utallige er de vittige hoveder, der omtaler den nuværende statsminister som Helle. Bevar os, det er et smukt navn, der var på top 10 listen over pigenavne op gennem 50′erne og 60′erne, så hun skal skam ikke skamme sig over sig navn. De vittige og joviale hoveder mener heller næppe, at der er noget galt med navnet.
I dag bemærkede jeg to links på Facebook. Det ene handler om statsministerens måske, måske ikke skattesag. Det andet citerer hendes forgængers opfordring til at passe godt på nøglerne, for de er kun til låns. I begge tilfælde benytter linklæggerne sig af muligheden for at demonstrere, at de godt ved, at statsministeren hedder Helle til fornavn.
Man kan spørge sig selv, om linklæggerne har en menneskelig respekt for statsministeren, og svaret er, at det har de næppe. Jeg skal ikke føre socialdemokratisk korstog, og jeg skal bestemt ikke forsøge at forklare eller forsvare socialdemokratisk politik, så mit ærinde er ikke som en tyrk på det berømte hus at kræve respekt. Mit ærinde er en stille undren.
Undren over, hvorfor det tilsyneladende gør så godt at slynge omkring sig med for- eller tilnavne. Vi husker jo Anders Fjogh og Lars Uløkke/Ulykke eller Lille Lars fraGræsted for ikke at tale om fadbamserne.
Hvem får sidestik af grin over den slags? Hvem synes, der bare er antydningen af humor over forsøg latterliggørelse?
Jeg tror, det handler om magtesløshed. Man kan ikke stille noget op, men man kan da altid forsøge sig med en humor, der nok kan få en gruppe børnehavebørn til at trille rundt på gulvet af grin. Hvis man da ikke går over i den modsatte grøft og omtaler de vederstyggelige med Hr. eller Fru og det fulde navn. Det er nemlig bare så chikt.
JA TAK til Tydelig mærkning af Halalfødevarer



Nye kommentarer