Så tænker jeg lidt på vores eget land. Her er vi jo meget fredelige, ikke
sandt? Og tolerante.

Men jeg finder det skræmmende, at knive bliver benyttet som helt almindelige
våben, når folk bliver uvenner, at vi har bander, som lever fedt af narko,
røverier og overfald på gaderne og i hjemmene.

At helt almindelige “lovlydige” borgere køber rockernes narko og køber
hælervarer, bare de er billige nok.

Og at både unge mennesker og familiefædre, der af kedsomhed tager til
fodboldkamp udelukkende for at slås, og lægger dermed beslag på
tusindvis af polititimer og samtidig brokker sig over, at der ikke er politi til at
tage sig af indbrud, biltyverier og lignende småsager.

Vi forarges over kvindehandel, men benytter os alligevel af luderne.

Og folk snyder i skat, kører for stærkt på vejene, arbejder sort eller får lavet
sort arbejde, småstjæler fra arbejdspladsen.
Ærlighed er noget, der bedst eksisterer, hvis der er risiko for at blive opdaget.

Og unge mennesker tager til fest kun med det formål at blive fulde.
Og det er helt normalt med kokain og lykkepiller både her og i de mondæne
dele af Danmark. Så rockerne og indvandrerbanderne har kronede dage.

Alt det her gælder naturligvis ikke dig, men måske din nabo?

Og selv om Danmark ligger i toppen, hvad angår rigdom, forsømmes de gamle
på plejehjemmene.
Bankskandaler. Politiske skandaler. Sjusk på hospitalerne. Manglende
disciplin i skolerne.

Grafittisvineri på murværk, tog, biler, ja, overalt, hvor der er en ledig plads. Og vi
kalder dem kunstnere.

Hærværk på kirkegårde, tyverier fra kirker. Intet er helligt.

Ja, hvordan mon jeg kan holde ferie i Israel?

Der myrder de jo løs på kvinder og børn, og er kun ude på at erobre hele verden.
Som bomber og sønderlemmer og udsulter Gaza. Som nægter dem mad
fra hjælpeskibe…

Så er det mildeste, jeg kan sige, at jeg undrer mig.

Enhver sammenligning mellem de to lande falder bestemt ud til Israels fordel.

Som ateist er jeg ikke tynget af spekulationer om de religiøse forskelle, selv om jeg
nok vil mene, at jøderne har førsteret til Jehova.
Religiøst lever jøderne nok ligesom i Danmark. De fleste er nok nationale jøder,
medens andre er “almindeligt” troende og endelig de ortodokse, som virkelig er
ekstreme og naturligvis er et billede, som verden elsker at fokusere på.

FREDELIGE TEL AVIV
Jeg startede som frivillig i Isarel og har har siden været der som turist i flere år.
Som jeg oplevede styrken og den resolutte adfærd i hæren, sådan oplever jeg nu
roen og harmonien i det daglige liv.

Min daglige spadseretur fra Allenby Street i Tel Aviv til loppemarkedet i Jaffa er en af
mine rigtig gode oplevelser.

Det brede fortov på den smukke, bugtede strandpromenade er næsten altid fyldt med
mennesker af alle slags: gamle og unge og børn i et virvar imellem cyklister og knallerter
og dertil hunde og katte i gensidig respekt.

Og hver morgen er der et mylder af motionsløbere. Mest unge mennesker, og jeg
forestiller mig, at det er hjemsendte soldater, som holder sig i form, fordi de ikke ved,
hvornår de pludselig er i krig.

Og aldrig så meget som antydning af konflikt. Det emmer af fred og tolerance.
På alle tider af døgnet føler jeg mig mere tryg her end hvor som helst i Danmark.
(Og her er det, at jeg ofte bliver kaldt en løgnhals, når jeg fortæller folk i Danmark
om det, men kom selv og se det).

Langs promenaden er der grønne områder med legepladser til børnene, bænke til
gamle som mig og om aftenen til kærestepar.

Noget af det bedste synes jeg, er motionsredskaberne, der kan benyttes af alle,
fordi de er så snildt indrettet,at man er sin egen kontravægt.
De bliver benyttet meget flittigt af både børn og voksne. Jeg tager selv en tur hver
eneste morgen. Det forhøjer nydelsen af resten af dagen, synes jeg.

Om fredagen er det muslimernes dag. Overalt på græsplænerne sidder muslimerne
familievis med deres medbragte mad. Fred og idyl og ikke et eneste
skævt blik fra andre borgere.
Stranden er varm og levende som på Gran Canaria, – og lige så fredelig.,

- – - – - – - – -

Tænk, at dette lillebitte land på størrelse med Jylland rummer så meget historie,
så megen lidelse, ufred, så mange synspunkter, så mange religioner.
Der kan næppe være nogen mennesker i verden, som ikke kender Israel. Og
næppe nogen, der ikke har taget stilling til dets eksistensberettigelse.

Men ligesom folk, der kendte til jødernes skæbne under anden verdenskrig,
vendte det blinde øje til, så er det tilsyneladende stadig det nemmeste
at lukke øjnene.

Men når seks millioner mennesker bliver udsat for en så systematisk udryddelse
med velovervejede metoder og omhyggelige regnskaber og kontrol over kvoternes
overholdelse.Ikke som mennesker, men som slagtedyr, så er det vel forståeligt,
at man som et folk siger: ” Nu er det nok”.

Der var en gammel jøde, der i TV på spørgsmålet om hans mange smykker
svarede, at de var nemme at have med, når man skulle flygte.Og når man som
fremmed i et land ikke kan blive embedsmand må man jo slå sig på handel.
Hvorpå man bliver kaldt for pengepuger.

Og egentlig har de jo gemt sig eller flygtet i 2000 år. De har været
“fremmearbejdere ” i al den tid.Og behandlet derefter. Hvem kan en leder
bruge som prügelknabe, hvis han får indenrigste problemer?
De rødhårede
De tykke?
De tynde?
Nej, her har han en lille gruppe jøder, hvor udryddelsen kan foregå
uden særlige protester.

Og det på trods af, at jøder i meget stort omfang altid har beriget verden som
viden skabsfolk, musikere, forretningsfolk, kulturudøvere eller formidlere.
Eller måske snarere derfor.

I 1938 blev 14 000 jøder slået ihjel i en såkaldt pogrom i Leipzig, altså
før det blev en verdenskrig med smarte aflivnings-metoder som gas.
Det må verden da have vidst.

Og jeg har stadig i hovedet billedet fra den tyske reportage, hvor jøderne
står i kø, bliver gennet gruppevis frem og ned i massegraven, hvor de
bliver skudt. Og tænk, de går ikke, de løber derhen!

Men den metode var naturligvis alt for dyr…………

En gammel kone på loppemarkedet i Jaffa sagde til mig: “Der vil aldrig mere
være nogen, der kan få os til stille os i kø for at blivet gasset”.
Jeg håber, hun får ret.

Forskellen på de tre store religioner må nok nævnes her. Både kristendommen
og islam er aggressive, forkyndende religioner, som har til endemål at hele
verden skal tilhøre netop dem.

Men jøderne har bare deres gud og ønsket om at leve i fred.
Og når de holder fast ved deres tro og kultur, ja, så er de jo nemme at skille ud
og bruge i magtk

- – - – - – - – - – -

Når jeg tager rundt i landet, starter jeg naturligt nok fra centralbusstationen.
For at komme fra mit sædvanlige hostel Haykon48 spadserer jeg så en halv
times tid ad Allenby Street, som går lige over i HaAaliya (jeg kan ikke udtale det
og kalder det bare for hallejuja) og så til venstre ad Levinsky.

Når man skal ind på stationen, som også er et meget stort indkøbscenter, må
man lige igennem et lille taskecheck ved indgangen. Det foregår helt roligt, og
det er en helt naturlig del af hverdagen overalt i Israel.
Og dejligt sikkert.

Indenfor er der et mylder af mennesker på indkøb eller på vej til eller fra arbejde.
Eller som mig, på vej ud til andre byer.

Før og efter sabbatten fylder soldaterne en hel del i centret. Første gang,
man ser det, kan det være lidt skræmmende, fordi mange af dem har deres
gevær med. Det er dog meget fredeligt. Soldaterne skal bare til eller fra orlov,
men som altid skal de være klar til at blive angrebet, og så er det kan det jo
være katastrofalt, hvis de først skal ud på kasernen og hente deres våben og
så endelig ud til fronten.
- – - – - – - – - -

Når jeg fortæller Israelerne, at vi har været nødt til indføre forbud mod knive
over syv cm og et generelt forbud mod våben, samt at der jævnligt
bliver begået drab og voldtægt samt meget anden kriminalitet i Danmark,
ja, så måber de.

Deres største bekymring er de russiske tilflyttere,fordi prognoser viser, at
araberne vil være i flertal i 2050. Derfor har man udvidet bestemmelsen om
indfødsret. “Birthright” siger, at hvis din mor er jøde, er du automatisk jøde
med indflytningsret i Israel, men ikke, hvis din far er jøde.
Udvidelsen består nu i, at også hvis din far er jøde, ja, også hvis dine
bedsteforældre er jøder, så har du uden videre krav på at blive Israeler.

Disse russere tilskrives altså en del kriminaltet.

Der kan også være noget ballade med de unge,når de går i byen fredag aften.
Og hvis det hører med til Israels større bekymringer, står det nok ikke så galt til.

Der er værnepligt for både mænd og kvinder i Israel. To år for kvinderne
og tre for mændene.
Så alene deres soldatererfaring ville nok holde enhver tanke om overfald på
gaden langt væk.
Det samme med bank- og butiksrøverier.Ikke alene er der sikkert altid nogen
i nærheden, der ville gribe ind, men røveren kan jo ikke vide, hvilken slags
ekspedient, han står overfor.
Og som omtalt er der ved alle center og større forretninger vagter, der
skal se, hvad du har i tasken.

De aner ikke, hvad Hells Engles og Bandidos er, og narko er så lille et område,
at det næsten kan siges at være ukendt.

Og de gamle er ikke bange for de unge som i Danmark. Jeg har i bussen hørt
en gammel morlil gøre to højrystede unge mennesker flove og undskylde ved
at bede dem dæmpe sig.

Men alt i alt er det mit indtryk, at både jøder og arabere er ordentlige mennesker.
Og de omgås til daglig på aldeles fredelig vis.
Et eksempel er loppemarkedet i Jaffa, som alle besøgende i Israel burde besøge.
Et kæmpeområde med alskens ragelse, men med mulighed for at finde “skatten”.
Jeg selv søger bøger og har ofte held med det.

HJEMLØSE

Der er ganske få hjemløse, som regel lidt ældre, og de ligger eller sidder med
en lille papæske til skillingerne. De går ikke rundt som de danske og spørger
direkte om penge
.
Der er heller nogen af disse rumænere, der kommer til f. eks.
Danmark i bus og stiller sig op og ser ynkelige ud.
(I København tilbageholdt politiet en gammel rumænsk kvindelig tigger,
som havde 18 000 danske kroner i lommen. Tjent på én uge)

NAZARETH

Besynderligt at komme til Nazareth på en søndag, som jeg gjorde.
Der var helligdagslukket.
Byen, hvor Jesus blev født, er på ca 63 000 indbyggere med ca.en trediedel
arabere og en tredie del kristne. Kirken er virkelig imponerende og et
populært turistmål.

Men foran kirken har muslimerne i agressiv stil anbragt et kæmpebanner
med en advarsel om, at hvis man ikke holdt sig til islam, vil det gå
skidt i evigheden.
Og deres næste skridt er at bygge en moské klods op af kirken.
Hvor er det ærgerligt, at en religion, der kalder sig fredselskende,
gør sådan noget.
De har jo ikke en eneste god grund til det.
Jeg spurgte flere arabere på stedet om hvorfor, men det lykkedes mig
ikke at få et svar.

Nabobyen Nazareth Illit er på ca 40 00 jødiske indbyggere, og de to byer
er på vej til at smelte sammen.
Det vil jo muligvis skabe en helt ny befolkningsmæssig situation.

Her har araberne også prøvet at provokere. I 2010 ansøgte de om
tilladelse til at opstille et juletræ.

I en jødisk by!!!

S´DEROT

Sderot er en by i det sydlige Israel, med et indbyggertal på ca 20 000.
Byen ligger tæt ved grænsen til den palæstinensisk kontrollerede Gazastribe.

Byen var et hyppigt mål for raketangreb fra den militante bevægelse Hamas.
Disse raketangreb blev blandt andet udløseren til de israelske luftangreb på
Gaza i december 2008.

Sderot, der ligger mindre end en kilometer fra Gaza, har fra 2001 og til
modangrebet i 2008 været mål for angreb, der har dræbt 13 israelere
og forårsaget snesevis af sårede, samt anrettede skader for millioner af
dollars, og forstyrret det daglige liv voldsomt.

Fra midten af juni 2007 til medio februar 2008 blev 771 raketter og 857
mortergranater affyret mod Sderot og det vestlige Negev,
et gennemsnit på tre eller fire hver dag.

Alle lokale skoler er blevet befæstet, og busstoppestederne er opført
i armeret beton.

En ung mand fortalte mig, at det største problem med disse raketter
er, at de ikke er styrbare. Så ingen ved, hvor de rammer.

Det er besynderligt, at næsten ingen medier fortæller om det, medens
bare ét angreb fra israelsk side øjeblikkelig står på forsiderne.

Jeg gik ad en lille sti ud til et udsigtpunkt, hvorfra jeg med en almindelig
kikkert kunne se ind i Gaza. Og så sidder jeg og undrer mig: Tror
Hamas virkelig på, at de kan udslette israelerne, som de udtrykker det?

En lille pudsighed: I bytte for alle disse raketter får Gaza elektricitet.

- – - – - -

Jerusalem er en meget travl by med mange nationaliteter og
religioner.
Som seværdighed er Grædemuren jo nok den vigtigste. Man bør
vise respekt for dens betydning for jøderne, synes jeg.
Og det forventes da også, at man er klædt anstændigt.

Mænd og kvinder færdes adskilt på området, og det vil de
ortodokse jøder gerne have udvidet.
Det er blevet blæst vældigt op, at en pige er blevet
tævet, fordi hun gik på det forkerte fortov.
Dumt, – og unødvendigt af de ortodokse jøder
Og de samme jøder i Jerusalem vil også have, at kvinderne skal
sidde bagest i bussen adskilt fra mændene.

Det er altså for ærgerligt. Nu skriger verdenspressen: “Der kan man
bare se, hvordan jøderne er”. Og folk sluger det råt….
Men ud af en jødisk befolkning på 6,2 millioner er der nogle få tusinde
rigtigt ortodokse, så det er nok ikke så farligt.

Historien om kvinder bagest i bussen er nu ikke iøjnefaldende.Jeg tilbragte
næsten en hel dag med at studere busser, og kun én eneste gang så jeg
tre personer en kvinde og to mænd sidde adskilt. Ellers sad de hulter til
bulter som i alle andre busser.

I alle religioner er der “ortodokse”, som altid råber højt, men som sjældent
har den store betydning.
Herhjemme har vi jo en ( efterhånden ret mild) Indre mission.
Og den meget agressive Hiz But Tahrir, som vil afskaffe alle kendte
forfatninger og indføre kalifherredømme.
Deres betydning kan vel sammenlignes med Nazisternes.

ANKOMST

Alene ved indrejsen begynder man at forstå alvoren. Først incheck med
efterfølgende interwiev: Hvem har pakket rygsækken? Var jeg alene, da jeg
pakkede? Og så videre.
På vej ind til min plads i flyet viser jeg passet to gange.
I Ben Gurion-lufthavnen viser jeg igen mit pas og bliver spurgt om mit formål
med besøget og hvor jeg vil opholde mig.

Jeg tror ikke, at en rocker med rygmærke vil have store chancer for at komme
ind, som jeg har set det på Mallorca og Tenerife.

Ligeledes ville de rumænske tiggere helt afgjort blive afvist.

FORSVARSBUDGET

Israel har netop øget forsvarsbudgettet med 780 millioner dollars på grund af
den politiske ustabilitet i regionen.

Netanyahu havde ellers tidligere lovet nedskæringer i forsvarsudgifterne for at
finansiere sociale reformer i en tid, hvor mange israeleres leveomkostninger stiger.
.
Dette budget påvirker naturligvis samfundet. I sær på det sociale område. Jeg
har talt med pensionister, der samlede flasker eller jern, fordi deres pension bare
lå på 2500-300 kroner.

I oktober sidste år talte man om, at forsvarsbudgettet skulle reduceres for at
finansiere sociale reformer.
Men så længe Hamas eksisterer, sker det nok ikke.
Forsvarsbudgettet er på 14 milliarder dollars, hvoraf de tre milliarder kommer fra USA,

Og de penge er jo kun nødvendig, fordi Israels omgivelser ønsker dets udslettelse.

Jeg valgte efterlønnen fra fordi den er lavere end understøttelsen der kun lige akkurat dækker mine faste udgifter. Jeg har været igennem mit budget med en tættekam og kan ikke se der er meget at skære ned på. Jeg bor et sted med dårlige busforbindelser, og skulle jeg få lyst til at gå i biografen til den tidlige aftenforestilling kan jeg ikke kome hjem igen hvis jeg ikke synes det er rart at gå 4 km fra landevejen og herop til bebyggelsen hvor jeg bor. Mit dårlige knæ kan ikke klare lange traveture.

Jeg bor i et dejligt område men jeg har langt til alting, så min gamle udslidte bil er nødvendig. Jeg prioriterer også telefon og netforbindelse. Ud over det har jeg kun husleje, el, varme og nødvendige forsikringer, så der er ikke meget at fornøje sig med.

Jeg er bitter på min tildligere arbejdsgiver, fordi man valgte at smide mig over kanten. Jeg har været en tro og loyal arbejdskraft i mange år, og det har aldrig skortet på velvilje fra min side, hvis en akut opstået opgave skulle løses. Jeg havde haft en forventning om, at loyaliteten også gik den anden vej, men det var ikke tilfældet.

Jeg har søgt masser af job, og kun i et eneste tilfælde nåede jeg til samtale. Jeg var en af 3 ud af 130 man ville tale med. Jeg fik ikke jobbet, men det føltes godt i det mindste at være blevet bemærket.

Ellers ruller standardsvarene ind i mailboksen. “Vi takker dig for den opmærksomhed, du har vist vores virksomhed, og vi beklager at meddele, at stillingen er besat”. Jeg er begyndt at sende mail tilbage, hvor jeg spørger hvorfor jeg blev kasseret. I enkelte tilfælde bliver der meldt tilbage med, at der havde været tale om et stærkt felt. Sådan et svar tænder mig af, for hvad bilder de ind at påstå, at jeg er svag. I de fleste tilfælde kan jeg sige, at jeg allerede havde erfaring i mit fag, da deres nyansatte blev født, og så kommer jeg ikke i betragtning.

En ting er kampen om jobbene, når dåbsattesten er så gammel, at den er gulnet og næsten skrevet med gotiske bogstaver. Noget andet er Jobcentret og A-kassen. Vel er de søde og venlige, og den arrogance, som andre har oplevet i kommunen har jeg ikke oplevet. Men det er en frustrerende omgang at stå til rådighed for en masse konsulenter, der ellers ville være totalt overflødige. Man bliver jo sidste det led i fødekæden, der spises først.

Efter at have været væk fra systemet i halvandet år, har jeg igen meldt mig ledig. Det medførte kontakt til kommune og til a-kasse for at få papirarbejdet på plads. Fint nok. Så blev jeg indkaldt til en cv-samtale i a-kassen. Sådan en tager over 2 timer og desuden skal jeg rejse et ret pænt langt stykke, da min a-kasse ikke har filial i hver en stationsby. Fra tidlig formiddag til spisetid tog det. Oven i købet lå der en p-bøde under viskeren på bilen, der var efterladt på en gabende tom parkeringsplads et spytkast fra banegården. Hvis jeg havde gjort mig den ulejlighed at rende rundt på p-pladsen ville jeg selvfølgelig have opdaget, at denne parkeringsplads var beregnet for andre end sådan nogle som mig, der var kommet i tidsnød efter at have ledt efter en tom p-plads i tilknytning til banegården.

Kort efter skulle jeg møde i det kommunale jobcenter. Jeg fik en kompetent og venlig behandling, og konsulenten gav mig et par valg mht ekstern aktør. Jeg kendte ingen af dem, men han sagde, at et af dem havde den fordel, at de var gode til netværker, hvilket skulle være min chance til igen at få et job, så jeg fulgte rådet og sagde ja tak.

Nu skal jeg igen krydse øer og bælter for at komme til en ny amtale i a-kassen. Her skal man vurdere, om jeg står til rådighed. Sådan noget kan i vores elektroniske tidsalder ikke klares pr. mail eller telefon. Personligt fremmøde skal der til.

I mellemtiden skriver jeg ansøgninger til alle, der søger en med mine kvalifikationer. De får alle en velovervejet ansøgning uden copy/paste bortset fra det medsendte cv. Alle får en ansøgning, der fortæller, hvorfor jeg søger stillingen, hvad jeg kan bidrage med og hvad jeg kunne forestille mig.

Det er efterhånden blevet sådan, at når jeg ser en mail med en fremmed mailadresse, tænker jeg “Hvad vil de mig?”, for jeg har glemt, hvad jeg har søgt og hvor. Men jeg bliver ved med at skrive ansægninger, for man ved aldrig, hvad konsulenter rundt omkring tænker, føler og konkluderer.

Efter mange år på arbejdsmarkedet er det frustrerende, at det ser ud til at være umuligt at få det hedt attråede job. Det behøver ikke at være et spændende, udfordrende, givende eller noget andet job, bare det er et job, som jeg med mine ikke så få kvalifikationer kan matche.

Jeg ved godt at grunden til den nuværende lovgivning skal findes i en tid, hvor arbejdsgiverne var desperate for at få ledige job besat, og hvor de udlovede dusører til dem, der kunne finde en egnet kandidat, de kunne skrive en ansættelseskontrakt med. Selvfølgelig var det urimeligt, at arbejdsduelige og kvalificerede kandidater sad hjemme og puttede sig.

Sådan er det ikke mere. Jeg overvejer alvorligt at tage et banklån for at kunne udlove en dusør til den, der kan skaffe mig en ansættelseskontrakt, så mine sidste 10 år på arbejdsmarkedet kan foregå på en fornuftig måde.

Tak for opmærksomheden
Ane i Kæret

taby

Derfor har jeg igår blokeret flere tidligere venner, da jeg ikke ved hvem, der har hapset billeder hos mig og sendt til ZØLCK’s DF-hadeside “DF-nyt” !

Så pas på hvad I siger, selv i disse grupper, og pas på hvem I tager som venner.

Lad os se lidt på, hvad teksten fortæller. En udefinerlig skare leder efter Jesus og hans disciple ved bredden af Genesaret Sø uden held, og de beslutter sig til at sejle tværs over søen til Kapernaum, der i parentes bemærket var den store by I Gallilæa med stor synagoge og et rigt handelsliv.

Da skaren når frem og finder Jesus, snakker de lidt frem og tilbage, og Jesus slår fast, at de ikke har rendt ham i hælene, fordi de fik en guddommelig tilskyndelse, men fordi de var mætte og tilpasse, og han minder dem om, at det da er godt nok at få noget i skrutten, men den åndelige føde er mindst lige så vigtig.

Er den åndelige føde vigtig, så er det overordentligt vigtigt at gennemskue, hvem kokken er. Noget kan se godt og pænt ud, og det kan såmænd også ligge godt i både mave og i sjæl, men hvis kokken ikke har gode hensigter, så kan selv den lækreste dessert indeholde farlige stoffer.

Er det noget, vi kan kende fra vores hverdag? Ja, det kan vi.

” Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.”

Sådan lyder teksten. Verden er delt mellem godt og ondt, og sådan har det altid været. Jesus taler flere gange om Djævelen, der frister og lokker mennesker med lækkerbiskner til at arbejde i det ondes tjeneste. Han fremstiller det onde om en fysisk skikkelse, for hvordan skulle han ellers få uuddannede bønder og fiskere til at forstå budskabet?

I vor tid og i vor del af verden har vi en vis træning i abstrakt tænkning. Altså sådan generelt. Vor tids mennesker tror ikke på en fysisk skikkelse, der lokker og frister til at gøre ondt. Moderne mennesker ved, at ondets rod ofte ligger nede i de dybe lag, som er svære at afdække og som sender velduftende blomster op igennem muldlagene.

Tag nu sådan et begreb som menneskerettigheder. Smukke er de og skabt i euforien over, at en frygtelig krig, der krævede mange millioner liv, nu var ovre, og nu skulle der skabes gode forhold for alle. Helt uden krig og ufred, ja man kan næsten sige, at fremtiden skulle være som i 1000-års riget, hvor løver og lam græsser side om side.

Hvad er det blevet, og er menneskerettighederne universelle? Næh, de gælder ikke for hvide kristne.

Så er der tolerance og rummelighed. Disse smukke ord, der i bedste fald kun rummer varm luft og i værste fald udspringer fra selve det onde.

Sådan kan man blive ved og ved. Da Jesus står og snakker med den udefinerlige skare, minder han dem om, det gode kommer fra Gud, og da han er den, han er, så er det fint nok, at skaren tror på ham, for så er de på rette spor.

Hvis Jesus levede i dag, er jeg sikker på, man kunne finde ham i onlinedebatterne, eller måske ville han have sin egen blog. Hans budskab ville med garanti være, at man skal være forsigtig med, hvad man æder råt. Der er den igen den med at arbejde for brødet men også huske den spirituelle side af livet.

God søndag.

Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: »Rabbi, hvornår er du kommet hertil?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.« Så sagde de til ham: »Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?« Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.« Da sagde de til ham: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spist manna i ørkenen, som der står skrevet: ›Brød fra himlen gav han dem at spise.‹ « Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.” De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. [Men som jeg har sagt til jer: I har set mig, og I tror ikke. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.«] Joh 6,24-35[36-37]

Du dukker op

I varmen

Hjertevarmen

Breder sig

Hjerter Dame på spil

Et hjerteskærende spil 

Flammende hjerter i dans

Omkranser dig

Dine læber formet til kys

Og øjne til nærmere beskuelse

Dybe de klare søer

Vindens og sivets ven

Månens og planetens smykke

Den blå himmels og den hvide skys

kys 

Og tillokkende som haren

En barm der bør berøres

Holdes, omkranses varmt

Som fugleungen i reden 

Arme så varme og runde

Hvide og blødt nærværende

Dine hænder

Prisgiver enhver

Afføder duften

Af søde blommer 

Der under snehvide hvælvinger

Hofternes glødende ild

Hårets gyldne fald

1000’er af føjelige slanger

Lystrer muntert mine fingres kald 

Øret rubinrødt

Krystes af et bid

Hjertets tunge slag

Din boblende latter og kroppens vrid

De hvide tænder

Farligt ufarlige

Som det hvide i øjnene 

Blodets duven imod ballens fald

Lårenes bløde skrænters skælven

Kærtegner den lune luft 

Ørets intense lytten

Akkompagnerer dit hjertes ven

Kødets hede

Og hjertets kald

Skødet i knop

Kvinden imod blomst

Hendes enestående frugtsommelighed 

Vinteren bryder op

Smeltevandet presser imod

Kildens spring

Snart skal hesten drikke

Du tager den ved mulen

Og fører den til din brønd 

Den røde ganger i gnistrende ridt

Kilden atter på spring

Riddersmand rytter

I brynjeklædt galop

Hvælvets sten fjernes

Tag for tag

Nu synger og danser Hjerter Dame

Langt om længe

Atter frit. 

Piraten Enballe.

Digtet skriver ikke sig selv
Du dukker op
I varmen
Hjertevarmen
Breder sig
Hjerter Dame på spil
Et hjerteskærende spil

Flammende hjerter i dans
Omkranser dig
Læber formet til kys
Og øjne til nærmere beskuelse
Dybe de klare søer
Vindens og sivets ven
Månens og planetens smykke
Den blå himmels og den hvide skys
kys

Og tillokkende som haren
En barm der bør berøres
Holdes, omkranses varmt
Som fugleungen i reden

Arme så varme og runde
Hvide og blødt nærværende
Dine hænder
Prisgiver enhver
Afføder duften
Af søde blommer

Der under snehvide hvælvinger
Hofternes glødende ild
Hårets gyldne fald
1000’er af føjelige slanger
Lystrer muntert mine fingres kald

Øret rubinrødt
Krystes af et bid
Hjertets tunge slag
Din boblende latter og kroppens vrid
De hvide tænder
Farligt ufarlige
Som det hvide i øjnene

Blodets duven imod ballens fald
Lårenes bløde skrænters skælven
Kærtegner den lune luft

Ørets intense lytten
Akkompagnerer dit hjertes ven
Kødets hede
Og hjertets kald
Skødet i knop
Kvinden imod blomst
Hendes enestående frugtsommelighed

Vinteren bryder op
Smeltevandet presser imod
Kildens spring
Snart skal hesten drikke
Du tager den ved mulen
Og fører den til din brønd

Den røde ganger i gnistrende ridt
Kilden atter på spring
Riddersmand rytter
I brynjeklædt galop
Hvælvets sten fjernes
Tag for tag
Nu synger og danser Hjerter Dame
Langt om længe
Atter frit.

Piraten Enballe

Forestil jer, at Jesus kommer traskende hen ad en støvet landevej sammen med sine disciple, og møder de en gruppe mennesker, de falder i snak med. Om det er helt almindelige mennesker, eller om det er skriftkloge eller endog farisærer, melder Johannes’ ord i Joh 8,42-51 ikke noget om, og det er for så vidt også ligegyldigt.

Teksten bekræfter det gamle ord om, hvor der er to jøder, er der tre meninger, så de implicerede gør det, de er så gode til. Nemlig at debattere, så fjer og støv står dem om ørerne. Fra Det Nye Testamente ved vi, at Jesus ikke lader en chance for en god debat gå fra sig.

Hvis Jesus levede i dag, ville han nok anskaffe sig en bærbar med mobil netopkobling og kastet sig ud i netdebatterne.

Hvis Jesus havde levet i dag, ville han næppe vandre rundt på støvede landeveje. Han ville garanteret have anskaffet sig en lækker bærbar og deltaget i de mange onlinedebatter, som den moderne teknologi byder på, og han ville svinge krabasken over løgnere og dogmatikere.

Forestil jer dagens tekst udspille sig i et debatforum. Udgangspunktet for debatten har fortabt sig, men den kører videre og videre. Vi ser det på Facebook, hvor stærke personligheder, hidsigpropper, fantaster og lystløgnere kappes om opmærksomheden til at definere, hvad der er godt og ondt.

Jeg forstår godt Jesus. Ikke at jeg skal drage nogen sammenligning mellem ham og mig – slet ikke – men vi har det til fælles, at vi siger cut the crap og forhold jer til fakta.

Decideret fakta bliver opfattet som den rene og skære manipulerende ondskab i mange onlinedebatter. Når Jesus kommer tilbage, vil jeg stærkt fraråde ham at oprette en profil på for eksempel 24.dk, for der vil gå cirka en uge, så har farisærerne, der jo kendetegnes ved at lede efter svar i regelsæt og kalder hinanden for kammerater, blevet samlet for at iværksætte en kampagne med konstante klager til ypperstepræsterne, og når der er samlet nok, går de til support for at få ham korsfæstet en gang mere. Sandheden er ilde hørt.

Tilbage til onlinedebatten. Forestil jer, at Jesus deltager i en politisk debat. Han ved, for han har undersøgt det, at sandheden ikke er den, som de fleste helst vil tro. Den ligger et andet sted, og der er en række faktorer, man ikke må overse. Men så sætter debatmodstanderne trumf på. De ved bedre, for de har selv læst leksikon.org, i arbejderen.dk, på modkraft.dk eller sågar på P77, og han kan selv læse sandheden der.

Glem lige alt om det med at vende den anden kind til. Jesus er aldrig konfliktsky, og han vender ingen kinder til, men han opfordrer til, at man lige tænker sig om, inden man reagerer.

Man kan med lidt rette sige, at han glemmer sine egne gode råd, for han sprutter og hvæser det bedste, han har lært. Han ved, at han har ret, og han mødes med våserier som ekstremistiske menneskers vådeste drømme.

Piet Hein skrev et engang et meget rammende gruk:

En yndet form for polemik,
består af det probate trick,
at dutte folk en mening på,
hvis vanvid alle kan forstå.

Dette gruk kan bruges i nutid, datid og selv i før nutid, og lidt omskrevet er det også det, Jesu debatmodstandere gør, da de alle sammen står der på den støvede grusvej og råber hinanden ind i hovedet om løgne og sandheder.

De mener, de lister ham i en fælde ved at spørge, om ikke han er en samaritaner, der er besat af en ånd.

Samaritanerne var jo ikke med i fangenskabet i Babylon, hvor de jødiske skriftlærde udviklede den sofistikerede Torah. Da jøderne efter 70 år vendte hjem igen, var det en flok moderne mennesker i modsætning til dem, der boede i Samaria, der ikke havde problemer med at røre ved et lig, men lad os tage historien om den skamredne samaritaner en anden gang og nøjes med at konstatere, at ved at spørge, om ikke Jesus var samaritaner, antydede de, at han vist ikke helt havde fattet pointen, og da de sætter trumf på ved at insinuere, at han er besat af en ånd, siger de lige ud, at han har en skrue løs.

Har Jesus en skrue løs? Nej, for han kender sandheden, og han er kommet fra Gud i modsætning til dem, der stopper halm i ørene for ikke at komme til at høre sandheden. De er kommet fra Djævelen og har lyttet til onde kræfter. Eller som Scopenhauer så fint udtrykker det:

Ingenting er så ærgerligt, som når man diskuterer med en person og med gode argumenter gør sig umage for at overbevise ham og så pludselig opdager, at det ikke er hans forstand man har med at gøre, men hans vilje. Han vil ikke forstå.

God søndag.

Sådan lyder en overleveret opsang i min familie, og meningen er tydelig nok. Hvor skal vi skamme os, hvis vi roder, og præsten kommer og opdager det. Præsten var en af dem i samfundet, der nød stor respekt. Sammen med skolelæreren, sognerådsformanden og den lokale storbonde.

Meget er sket siden da. Storbønder er konstant i defensiven, for de beskyldes for stort set alt. Døde hummere i en fjord, ozonlag og jeg ved snart ikke hvad. Respekten for skolelæreren kan ligge i udskrabet fra en nedbidt lillefingernegl. Altså generelt talt. Og så er der præsten.

Lad mig skynde mig at sige, at de præster, der bor og arbejder i mit område, kan der ikke sættes en finger på. Engagerede, vidende og meget spændende mennesker. Men generelt ser billedet anderledes ud.

Tag nu bare Præster for det Ukristeligste, der sammen med Bedstemødre for det Utroligste, politiske bøsser, Advokater for egen Godhed og hvad ved jeg, der går sammen for at underminere den Folkekirke, der har virket upåklageligt siden grundlæggelsen.

Præster er lige som alle andre mennesker. Nogle er kloge, andre er dumme, nogle er venlige, andre er uvenlige, nogle har ægtefælle og børn, andre har valgt partnere af samme køn, nogle er engageret i samfundsdebatten, andre er ikke. Og så er der dem, der er så kloge, at de kan undvære hovedet.

Kristeligt Dagblad har i dag en artikel, der fortæller, at det er præsterne, der skræmmer kirkegængerne væk ved simpel arrogance.

Marianne Gaarden, tidligere sognepræst og nu ansat på Pastoralseminariet, hvor hun skriver ph.d.-afhandling om kommunikationsprocesser i prædikenen, advarer mod tung teologi og en arrogant attitude over for manglende bibelkundskab.

Sørine Gotfredsen, forfatter og sognepræst i Jesuskirken i København, er inde på, at mange præster forsømmer at drage paralleller til moderne menneskers liv, og dermed bliver mange prædikner kedelige og uvedkommende.

Det vil vi her på Sajdet gerne gøre noget ved. De næste søndage gennemgår vi dagens tekst og udlægger den på nudansk i håbet om, at Sajdets trofaste  læsere får en ekstra facet på søndagen.

På søndag handler det således om  Markus-evangeliets kapitel 9 vers 14-29. Teksten handler om Jesus, der helbreder en syg.

http://www.bt.dk/

Med hvilken udsøgt ømhed sørger vi  ikke for disse voldsmænd. Korte straffe for at ødelægge andres liv og helbred,  ophold i fængsler, hvor de naturligvis skal have mulighed for uddannelse og deltagelse i hellige sangkor, som vi kan opleve i TV transmitterede gudstjenester. (Ofrene for forbrydelserne kan kigge med – i fald de har overlevet.)

Selv om voldsmanden er udenlandsk statsborger, er det naturligvis danskernes pligt at betale for deres fortsatte ophold og resocialisering her i landet. For vi ved jo godt, at i deres varme hjemlande har man ikke altid helt samme ømme forståelse for deres behov. Der risikerer de at blive behandlet som forbrydere.

Er de muslimer, skal der naturligvis være en imam og koraner til rådighed, så de kan holde deres had til de vantro ved lige i den korte tid fængselsopholdet varer.

Så det er kun i naturlig forlængelse af den omsiggribende interesse og fascination for forbryderne, at vi får lov at se med, når Marlene Duus’ voldsmand skal på skærmen.  Han skal nok opnå kultstatus og blive omsværmet. Hvor længe går der, inden han som Jønke skal på foredragsturné?

Er der nogen – ud over Malene Duus – der synes, at deres retsfølelse er krænket? Der synes, at hensynet til ofrene tæller mere end hensynet til forbryderne? At de egentlig hellere så, at ofrene havde første prioritet? Glem det, eksperterne og politikere, hasteindkaldt til DR og TV2 efter at Malene Duus rettede sine anklager mod systemet, har igen og igen forsikret os, at det hele jo er for at forhindre nye forbrydelser.

Enhver mistanke om, at Malene Duus voldsmand (der slet ikke kan forstå Malenes frustration) meget vel kunne begå en lignende forbrydelse, hvis han føler sig afvist og krænket igen, må manes i jorden. ( Måtte han være langt fra forskærerkniven, når …) Hvem gider tage sig af det, når han om ikke længe toner frem på skærmen i hvidt forklæde og kokkehue på en mondæn restaurant? Det er jo godt fjernsyn..!

Og lad være med at spørge, hvornår der kommer en dokumentarserie, der følger Malene Duus’ og andre voldsofres kamp for at komme tilbage til en bare nogenlunde tilværelse. Det sker nemlig aldrig. De er aldeles uinteressante – for DR, for TV2, for os, for retsvæsenet og de politikere, der  totalt  har mistet deres moralske kompas.