- ja, savner du spænding i den daglige trummerum, så vil et job som tegner, give dig et maksimalt udbytte på en tilværelse der adskiller sig markant fra den trivielle småborgerlige hverdag.

 - du vil opleve hvordan adrenalinen pumper både dag og nat, udløst af en telefonopringning eller lyden af en dørklokke vil give dig et “kick” for ikke at tale om når der bankes på døren med en økse.

 - og der er ingen forældelsesfrist, en tegning som du moske forlængst har glemt alt om, kan risikere at cirkle rundt i årevis inden den når til den “rette” Muhammedaner der føler sig så  fornærmet, at han føler at han er kaldet til at “eliminere” ophavsmanden til fornærmelsen af “Profeten” hvis du så er meget heldig og får anelse om at nogen gerne vil gi’ dig et tilbud du ikke kan afslå, så er det med at komme ud af bagdøren og få skaffet dig en ny adresse og identitet, til HELE din familie.

 - altså med andre ord du får aldrig mere brug for at leje spændingsfilm eller gå i biografen.

Talsmand: ‘Jihad Jane’ ville myrde svensk tegner

 http://politiken.dk/udland/article920177.ece

Uwe Max Jensen har netop postet en artikel på tidsskriftet Sappho om Informations uvilje til at informere og forkærlighed for at misinformere.

Artiklen bringes i sin fulde udstrækning med redaktionens tilladelse.

Misinformation

10. marts 2010       Uwe Max Jensen

Søndag 28. februar blev to personer anholdt og en række adresser ransaget, da Politiets Efterretningstjeneste (PET) i samarbejde med flere politikredse slog til mod det venstreekstremistiske miljø og gennemførte en større aktion i forbindelse med efterforskning af voldelig politisk ekstremisme. Ved én af ransagningerne beslaglagde PET en computerserver, som indeholder personfølsomme oplysninger om personer med tilknytning til den politiske højrefløj – herunder flere politikere. Desuden er der oplysninger om voldelige overfald på nogle af personerne, som er registreret i databaserne.

Anholdelsen af de to personer fra den yderste venstrefløj fik straks Information til at bringe en artikel med rubrikken ”Rabiat højrefløj holder øje med venstrefløjen”. Artiklen er skrevet af journalist Sofie Tholl, der tidligere har skrevet for det venstreekstremistiske site Modkraft. Udover den journalistiske vinkling på højrefløjens overvågning af venstrefløjen, der i sig selv kan synes bemærkelsesværdig, når det netop er personer fra venstrefløjen, der er blevet anholdt for at overvåge højrefløjen, rummer Informations artikel en bemærkelsesværdig udeladelse. I artiklen står der, at den ene af de to anholdte blev ”varetægtsfængslet for vold samt ulovlig registrering af personfølsomme informationer om den radikale højrefløj”.

I Berlingske Tidende kan man imidlertid læse følgende om samme person:

“Han er sigtet for grov vold og for overtrædelse af en af de “mildere” terrorparagraffer, der handler om at yde støtte til grupper, som har til hensigt at bruge magtanvendelse for at udøve indflydelse på “offentlige anliggender” eller for at “forstyrre samfundsordenen”. En forbrydelse, der kan give op til seks års fængsel. Han er desuden sigtet for at have overtrådt våbenloven, og ifølge Ekstra Bladet går sigtelsen mere detaljeret på, at han igennem flere år har deltaget i vold mod højreorienterede og for ulovlig registrering og dataindbrud i forbindelse med, at han har skaffet private oplysninger om højreorienterede personer.”

Giver ikke lyd fra sig

Sappho har i den anledning spurgt journalist Sofie Tholl og Informations chefredaktør Palle Weis om, det ikke var på sin plads, at Information oplyste sine læsere om, at manden ikke “kun” er sigtet for vold, men derimod for grov vold, overtrædelse af terrorparagraffen og overtrædelse af våbenloven?

Hverken journalist eller chefredaktør har ladet høre fra sig.
Sofie Tholl har tidligere skrevet en artikel om Facebook-trusler mod bloggeren og medlem af Det Radikale Venstre, Margrethe Monika S. Hansen. I artiklen beskyldes bloggeren Kim Møller fra Uriasposten, der er blevet både truet og overfaldet som følge af sin blogvirksomhed, for injurier.

Jeg så et sted, at nogle skulle ud og promenere de nye tørklæder i solidaritet med de muslimske medsøstre, for der er vist ikke noget så kulturelt som islam og tilslørede kvinder er det mest bedårende, empaterne kan forestille sig.

Sjovt nok er det egentligt, når man sammenligner med andre kvinders skæbner.

Det er mindre end to år siden, verden gik i chok og koma over Josef Fritzl, der spærrede sin datter inde i en kælder og avlede børn med hende. Der var vist ikke mange, der var uenige i, at manden skulle på hjul og stejle samt druknes, hænges og skydes.

Når det kommer til muslimske kvinder, er tonen en hel anden. Ingen løfter en finger, når piger i de muslimske miljøer, trues, tvinges, tæves, tages ud af skolen, sendes på genopdragelse i  familiens hjemland eller tvangsgiftes, nægtes at forlade hjemmet uden følgeskab af ægtemænd eller andre mandlige familiemedlemmer – eller dræbes.

Når de sager dukker op i offentligheden, er de empatiske og de menneskekærlige sært spagfærdige. Vist er det da ikke rart med en dræbt pige eller kvinde MEN der er også danskere, der slår koner eller døtre ihjel. Og den muslimske kultur har jo sådan en smuk tradition med at sætte familien højt, og de respekterer kvinder.

I de somaliske miljøer i Europa omskærer de pigerne. Det er godt nok forbudt her i landet, men så sender familien bare pigen til et land, hvor indgrebet foretages under uhygiejniske forhold med infektioner til følge.

Hvor er solidariteten med disse piger? Kan de regne med solidaritet fra den krigeriske fredsvagt og fra andre skøre madammer? Vil de skære en stump af deres klitoris af lutter solidaritet?

Og hvad så, kan man spørge, for der er næppe nogle øjenvidner tilbage fra dengang, og herregud, de var jo allesammen tyrkere – eller rettere sagt osmannere.

Javist var de allesammen osmannere. Det Osmanniske Rige havde udgangspunkt i det nuværende Tyrkiet og bredte sig fra Balkan i vest til Irak i øst. Alle, der boede indenfor disse grænser, var osmanner.

Det Osmanniske Rige var magten i det nuværende Mellemøsten i 450 år. Det var osmannerne, der erobrede den kristne metropol Byzans, det var osmannerne, der skamferede østkirkens catedral, der var på linie med Peterskirken i Rom, når det drejer sig om væsentlighed, og omdannede den til en moske med skrigetårne.

Det var osmannerne, der bemægtigede sig en god bid af Europa, og det var osmannerne, der belejrede Wien.

Det var osmannerne, der tvangsislamiserede overalt, hvor de kom frem, og det var osmannerne, der stod folkedrabet på halvanden million kristne armenere.

Man kan argumentere for, at det kan være ligemeget, hvad der skete for knap 100 år siden, men man er nok lige lovlig flot på den, hvis man affærdiger drabet på halvanden million mennesker, fordi de ikke delte religion med herrefolket.

Hvad kan armenerne bruge en anderkendelse til? Nok først og fremmest som en slags opbakning og en anderkendelse af, at der blev begået en blodig uret mod dem.

Jeg har en net-bekendt i Sverige. Han ankom som barn sammen med sin familie til Sverige som politiske flygtninge fra Tyrkiet. Tidsmæssigt er vi i begyndelsen af 1960′erne. Han fortalte på et tidspunkt, at selv om det var svært at lære det mærkelige sprog og vænne sig til alt det nye, så hjalp det meget, da han og familien havde lært svensk nok til at kunne fungere i samfundet.

Han fortalte, at han slap let over kulturchokket, for familiens traditioner var ikke væsentlig anderledes. Den armenske familie fejrede også jul og påske plus huskede helligdagene.

Min bekendt fortalte om sin traumatiserede bedstefar, der som stor dreng var den eneste i sin familie sammen med en håndfuld andre var eneste overlevende i landsbyen efter osmannernes besøg. Bedstefaderen fortalte om voldtægter af de unge kvinder og en sanseløs blodrus, hvor alt levende blev hakket i stykker.

Ingen nulevende er ansvarlig for, hvad der skete dengan.g. Men det er en enorm hjælp til at lægge fortiden bag sig, når omverdenen anderkender, at hvad der skete var et folkemord, ligesom den systematiske udryddelse af Europas jøder under Anden Verdenskrig.

Læs JP’s leder om emnet her.

Problemet er blevet sporet til bundkortet. Vistnok. Det har været hårde dage uden kontakt til cyberspace, men nu er jeg ved at være på omgangshøjde igen.

Det føltes meget livsagligt at gå stuegang. Lad mig anbefale den hjemmebanden. Det er meget præcist udtrykt.

Tidligere i dag læste jeg en kronik i Berlingske Tidende om verdens lykkeligste folk, der hader sig selv. Og så var det, at jeg på dagens stuegang faldt over denne : “Jeg ved ikke hvad jeg skal mene om dagens danskere, men rare er de nu ikke“. Nu er det ikke fordi, jeg tager denne bidragyder for et sandhedsvidne på noget område overhovedet, men udtalelsen er symptomatisk.

Danskerne er ikke rare, nogle skammer sig over at være danskere, andre igen er flove over, at fremmede landes borgere bliver bedt om at rejse hjem og nogle går så langt, at de truer dem, de ikke deler opfattelser med fysisk.

Er det er specielt syndrom, der rammer borgere i miniput-nationer? Handler det om at komme de store drenge i forkøbet og selv gøre opmærksom på vores lidenhed og uformåenhed?

Jeg synes – som kronikøren – at vi har ikke så lidt at være glade for og stolte af. Tænk, at en lille gruppe mennesker på en lille plet, der er ganske fattig på rådtoffer og andre rigdomme har kunnet skabe et samfund, hvor der er sammenhængskraft, demokrati, ubetydelig korruption, et godt sundhedsvæsen og alt det andet.

Jeg mener det, for eksempel, er det beløb en sum i banken kan kaste af sig.

Men se så her:

Hemeka hver tirsdag og fredag.

Rehabilitering