Center for Europæisk Islamisk Tænkning 
- Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet

Det skal nok gå altsammen.

http://www.moskeforeningen.dk/?page_id=3

Og så er der alle de andre! I finder det hele lidt efter lidt, men gå ikke glip af denne:

http://www.moskeforeningen.dk/?page_id=13 

Allah har travlt.

Det er en udtalelse fra 19. august 2009 – altså længe inden hr. Saidenfaden krøb rundt og fik blanke ‘knæer’ i bukserne.
http://journalisten.dk/politikens-oplag-ryger-under-100-000

Det hedder videre: Ifølge de foreløbige indberetninger til Dansk Oplagskontrol ligger Politiken nu under de magiske 100.000. For blot tre år siden var oplaget 126.380 i første halvår af 2006. I juli måned i år var tallet 98.986.

Der er ikke noget der som kedelighed kan få avispatrioter til at rende.

Men så skulle der jo ske noget, der kunne få læserne til at strømme tilbage igen.

I BØRSEN står i dag:

Oplagsfaldet hos dagbladet Politiken tog voldsomt til i efteråret og accelererede yderligere til 6,7 pct. i januar – det højeste niveau i op mod to år.

Udviklingen falder tidsmæssigt sammen med, at Politiken har skruet op for sine værdipolitiske markeringer, og er landet i en række større, politiske kontroverser.
I september sidste år udgav Politiken den omdiskuterede jægerbog om krigen i Afghanistan, i november oprettede avisen Irak Centeret, der skal tilbyde beskæftigelse
til afviste irakiske asyl-ansøgere, og i slutningen af februar indgik avisen et kritiseret forlig
med en gruppe af profeten Muhammeds efterkommere.

DEN FYR ER IKKE TIL PÆNT BRUG.

Her er resten: pdf.borsen.dk/reqpdf.php?src=2010/03/201003101038.pdf (snup det lige selv i musen og sæt det ind i Google/søg, thi jeg ved ikke, hvordan jeg skal gøre.)

Iflg kristendommen, så slår de kristne deres egne børn ihjel. Abraham var på Guds befaling parat til at slå sin egen søn ihjel.

Nej, modsat kristendommen som tror at Jesus var Guds søn, så var Muhammed ikke men blot en profet, ligesom islam har flere profeter. Selv Jesus blev anderkendt som profet for Gud.

Men når det nu står sådan til, er det mig en gåde, at de selv samme, der afslører denne ”himmelråbende” uvidenhed kan udtale sig om en religion som Islam og hvad deraf følger med en overbevisning, så der ikke er et øje tørt i miles omkreds.

Jeg er glad for jeg ikke har børn på den skole. Så skulle jeg have ulejlighed med at flytte dem.

Der er indvandrerkvinder, hvis mænd ikke mener, at kvinderne må deltage, hvis der er andre mænd til stede,« siger skoleleder Søren Ellesøe og uddyber sin begrundelse for ikke at give fædrene lov til at deltage:

»Det kan være et nødvendigt hensyn at tage for at skabe en kontakt med en gruppe forældre, som ikke normalt kommer så ofte på skolen, og som ikke rigtig er dus med vores skoletradition.«

Man behandler egentlig disse muslimske familier som laverestående individer. Som om de ikke er i stand til at opfatte, hvor de selv har valgt at befinde sig og hvordan man skik følger eller land flyr.

Fædre ingen adgang 

Indholdet vækker ikke udelt begejstring – heller ikke blandt Politikkens faste stok.

”Også et af tidens mest kontroversielle emner, muslimske tørklæder og burkaer, giver toleranceprincippet svar på. Og mit gæt er, at det trods den hidsige debat, ikke er et specielt kontroversielt svar. Svaret er, at for så vidt denne livsform opretholdes ved tvang over for de berørte kvinder, så bør den ikke tolereres. Ikke fordi det er tørklæder, men fordi det er tvang (toleranceprincippet siger desværre ikke, hvordan vi så i praksis skal identificere tilfælde af tvang, eller hvad vi skal stille op i sådanne tragiske sager).

Formentlig går kun ret få kvinder i Danmark med tørklæde, fordi de er tvunget til det. De fleste muslimske kvinder, der bruger tørklæde, gør det af samme grund, som nonner gør det, nemlig for at markere et kulturelt og religiøst tilhørsforhold. Det skader ikke nogen, så det beskyttes af toleranceprincippet.

I nogle tilfælde kan valget af beklædningsgenstande naturligvis være en form for ytring. Hvad man ikke siger med ord, siger man med sit valg af beklædningsgenstande. Et tørklæde kan, som mange andre symboler, bæres for at udtrykke en politisk eller religiøs holdning, og netop det er vel en hovedgrund til, at vi overhovedet diskuterer tørklæder. Men er tørklædet udtryk for en religiøs eller /politisk holdning, så bør det netop ydes en særlig beskyttelse, i det mindste i det offentlige rum.

 Et enkelt svarindlæg:
”AF Jac 14:36 15. JAN
Tolerance er blevet lig med kulturrelativisme, og derfor må jeg erklære mig som intolerant. Om ikke andet så ihvertilfald for en sikkerheds skyld for de tolerante er på nuværende de farligste mennesker der befinder sig i det her land eftersom de dyrker en tollerance ideologi, hvor mennesket kommer i anden række… Ideen over mennesket. Skaden er allerede sket i de europæiske storbyer, med raceoptøjer og splittelse af de oprindelige befolkninger, og destabilisering….Og hvad er så mere provokerende end en “frelserfarisær” der belærer almindelige mennesker om at udvise tollerance og frisind, i en tid hvor man med egne øjne kan se hvad den abstrakte tollerance har ført til ??? …Nej tak siger jeg bare. Tiden er inde til en god gang gammeldags intollerance og sund fornuft. Vi er en hel del der har fået nok af de frelstes hadske oikofobi og deres uansvarlige politik der kun skader de fremtidige generationer her i landet…..”

Har I mod på at diskutere begrebet tolerance?

Jeg tager ikke særligt ofte i kirke mere …

Denne søndag gjorde jeg dog, og af helt nye grunde. Og denne gudstjeneste var så vigtig, at jeg tog turen helt fra Vendsyssel til København for at opsøge den. I den anden ende af landet havde Estrid og hendes gemal taget samme beslutning.

En dansk folkepræst er blevet fordrevet fra sin kirke og sin gerning, af kræfter, der vel på de kanter nærmest har fået lov at blive en besættelsesmagt. Om det var fordi han var kristen, fordi han er bøsse, eller fordi han sagde fra overfor chikanerierne  – det ved kun han og lømlerne. Uanset har uanstændigt FÅ vist vilje til at forsvare både ham og vores folkekirke.

Hovedet på sømmet var et lille klip fra TV2s dækning i sidste uge. En af de unge lømler, på knallert stopper op og spørger på gebrokkent dansk ”Har i fået LOV at filme her?”. DANG!!! Fået lov??!!?? Med andre ord, lømlerne skal give tilladelse, det er deres territorie!

I Tingbjerg er de i knæ, det ses tydeligt, selv på lokale politikere. Som en af dem siger i interviewet i dag til DR – ”jeg bor her, jeg skal ikke have noget sagt”. Vi bor der jo så netop IKKE, og så må vi vel rykke sammen omkring dem, tænkte vi.

Så jeg kørte fra Vendsyssel, stoppede umiddelbart efter Lillebælt og fulgtes resten af vejen med Estrid og hendes gemal. Sammen gjorde vi noget så dansk, fredeligt og helt igennem almindeligt som at deltage i en gudstjeneste. – Sammen med kirkegængerne fra Tingbjerg.  

Glade blev vi, da vi opdagede, at statsministeren havde gjort samme valg, det var et vigtigt signal at få sendt! Så i Tingbjerg Kirkes lille kirkerum sad man tæt i dag, og rundt om de, der fik siddeplads stod man tæt. Imens vi lyttede til søndagens prædiken og sang om blus der bæres med glæde igennem mørke tider, fordi de lyse altid følger efter.*

De lokale kirkegængere må have følt sig helt pakket ind, i alle os der stod rundt om sæderne i det lille kirkerum.

Jeg overkommer ikke at køre tværs over landet hver søndag, men jeg håber mange i Kbh. vil vælge Tingbjerg det næste lange stykke tid, hver søndag. Lige indtil de rette forstår, at vi ikke lader os kolonisere af en flok uvorne bøller!

*Skyerne gråner, og løvet falder
Mel.: Thora Borch 1866
N.F.S. Grundtvig 1847

En af de nærmeste dage har filmen The Stoning of Soraya M. premiere her i landet. Og lur mig, om ikke reaktionerne på filmen vil blive lige nøjagtig så forudsigelige som mangelen på opbakningen til præsten i Tingbjerg. 

At påstå, at stening har noget med religion at gøre er fremmedfjendsk og islamofobisk, for man praktiserede også steninger på Det Gamle Testamentes Tid og sågar også på Jesu tid. Der fortælles jo om kvinden, der er tæt på at blive stenet for utugt. 

Ja, det er jo rigtigt, at der i oldtiden blev praktiseret steninger i det gamle jødiske land, og jo, det blev også praktiseret på Jesu tid. Men hvor har man været så fascineret af den ide at grave kvinder halvt ned i ørkensandet og stene dem til døde? Sker det i det moderne Israel? I Europa? I USA? I Canada? i Australien?

 Jeg skal ikke påstå, at jeg kender historien om Soraya M i detaljer. Hvad jeg ved er, at hendes mand anklager hende for at bedrage ham, og hun hendes ord har ingen vægt. Hun dømmes til at blive stenet til døde.

 Alt dette foregår ikke i en eksotisk fortid men i ayatollahernes Iran i 1986.

 Jamen, det har ikke noget med islam at gøre, vil det lyde fra apologeter, rosenkinder, skabagtige bøsser, islamofile folkekirkepræster og de andre, der på zombi-facon blot plaprer efter. 

At mændene med ekstatiske blikke og med orgastisk fryd brøler allah akbar har heller ikke noget med religion at gøre, for sådan siger man altså på de kanter. 

Nu kan man jo ikke spørge Soraya M, men det kommer sikkert som en lettelse for hende at høre, at drabet på hende blot er noget kulturelt og intet har med islam at gøre.

 Det handlede heller ikke om islam, da Tingbjerg-præsten blev drevet fra hus og hjem. 

Det handler heller ikke om islam, når flere og flere bydele i både Danmark, Europa og Australien overtages af muslimske tilvandrere. 

Der var heller ikke nogen amerikanske soldater i Baghdad, og tyskerne kunne aldrig forcere Maginot-linien.

Dette fra Berlingeren:

“Verdens politiske ledere vil blive mødt af klokkeklang, når de kommer til København for at forsøge at forhandle en klimaaftale på plads under COP15, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten tirsdag.

Grøn Kirke og en klimagruppe under Danske Kirkers Råd opfordrer landets kirker til søndag den 13. december kl. 15 at lade klokkerne ringe 350 gange til »alarm, håb og handling«.

Ringningen anbefales af bl.a. Haderslevs biskop Niels Henrik Arendt og biskoppen i Roskilde, Peter Fischer-Møller, der understreger, at ringningen skal ske i forbindelse med gudstjenester eller andagter og efter godkendelse af den lokale biskop.”

Grøn kirke?  Her troede jeg det var en KRISTEN kirke!?

Klimagruppe under Danske Kirkers Råd?  Hva’ behar? Klimagruppe ???????

 Hvad søren er det dog for et sammenrend i sorte kjoler og kalvekrøs, som karakteriserer Folkekirken i dag? Dialogpræster, grønne præster, klimapræster, asylpræster – you name it!

Skal vi gætte på, at den klokkerne ringer for er Den Dansk Folkekirke?

Ach, du lieber Augustin

 Er det mon klimagruppen på ekskursion?

Here goes:

Jamen, det er jo hele tre ting. Det går virkelig ikke.

Det gjorde det heller ikke for Tingbjergs flygtende præst, Ulrich Vogel.

Et er, at han er kristen. Noget andet er, at han er bøsse. Noget tredje er, at han ikke gjorde en hemmelighed ud af den side af sit liv.

Hvorfor skulle han da også det? Omkring en halv snes procent af befolkningen er homoseksuelle, vi lever i et land, der som det første i verden gav homoseksuelle rettigheder i forbindelse med ophævet samliv eller arv efter partner.

Det er ikke længere siden end i sommer, at man i vores hovedstad kunne rende ind i bøsser med fuldskæg, tarzan-slips – og lyserøde tylsskørter. Fjollet og skabagtigt? Ja, det synes jeg, men det kunne aldrig falde mig ind at synes, at sligt skal forbydes. Forbud overlader jeg til de tolerante og de menneskekærlige. De ved nemlig ikke noget bedre.

De tolerante og de menneskekærlige har også i en menneskealder ikke forsømt nogen lejlighed til at plædere for fredens religion og dens tilhængere – kulturberigerne. Disse fredelige mennesker, der intet andet ønsker sig her i livet end fredelig sameksistens mellem mennesker af alle slags opfattelser.

Så er det, jeg ikke fatter et suk. Hvordan kan det være, at præsten fra Tingbjerg Sogn i årevis har måttet leve med chikane og indbrud/hærværk i sin embedsbolig? Netop kulturberigerne, der bekender sig til fredens religion må jo være entusiastiske ved lejligheden til at bevise, hvor fredelige og tolerante, de er. Ikke sandt?

Hvad er det, jeg ikke forstår? Hvis man synes, det er rimeligt, at Vogel er blevet chikaneret væk fra sit embede og ditto bolig, så må det jo være, fordi nogen finder det provokerende at være enten kristen eller bøsse. Eller begge dele. Eller at fortælle om det.

Hvem er det, der synes, det er provokerende at være præst og bøsse? Og hvem er det, der til stadighed har forsøgt at tie det faktum ihjel, at netop bøsser og erklærede kristne ikke er kulturberigernes livret?