Hastværk er lastværk…
Fire danske indbrudstyve brød ind i en villa. De var kommet ind ved at kravle op på husets tag og ind af et åbenstående vindue. Der blev bl.a. stjålet smykker. Politiet oplyser, at de fire alle havde efterladt fingeraftryk samt dna, og at det vides, hvem de er. ”Så de kan selv vælge, om de vil komme herind på politigården og få afklaret sagen, eller om vi skal komme ud til dem. Det er altså bare et spørgsmål om hvor lang tid, der skal gå”.
Ja, så kan de jo i fred og ro nå at omsætte smykkerne til rare kontanter, så de i det mindste får noget ud af deres besvær. Og hvorfor skulle politiet også forhaste sig? De bestjålne er nok alligevel ikke interesserede i, at få deres smykker tilbage.

Oplæring
En mand fik den idé at tage sin 12-årige søn med på tyvetogt. De blev opdaget, og der blev ringet til politiet, som sendte en patruljevogn af sted. Den mødte manden og hans søn kørende i en bil. Manden blev anholdt. Udover en sigtelse for tyveri blev han også sigtet for at køre uden kørekort. Det er han nemlig tidligere blevet frakendt. Sønnen blev sendt hjem til moren. De sociale myndigheder blev underrettet.
Lyder det usandsynligt, at de sociale myndigheder nok for længst har fået kendskab til, at der er noget helt galt i den familie? Lyder det usandsynligt, at der ikke har været gjort noget effektivt for at sikre, at et barn ikke skal oplæres i kriminalitet?

I næste uge kan jeg med usvigelig sikkerhed læse flere tilsvarende historier. Her går det godt, fru kammerherreinde.

Jeg er tilhænger af at få konflikterne frem i lyset, og i lighed med, at jeg inviterede Margrethe S. Hansen hertil, så vi kunne diskutere Hansens problem med andre mennesker, vil jeg også gerne invitere Pia aka Jordbærtærte hertil, så vi kan få klarhed over, hvad jeg skulle have truet hvem med.

Kagekonen må for min skyld mene om mig, hvad hun vil, men jeg er ikke fornøjet over hendes gentagne insisteren på, at jeg truer folk, så kom frit frem Pia og lad os få klaret luften.

Tak til Frulau for følgende:

Mht Vm er det jo ingen nyhed. Og jeg har længe ment at hendes trusler mod folkene bag 24t har haft den effekt at de har lagt sig i støvet for hende og givet hende adgang til at ødelægge hvad der passer madammen.
Jeg opfordrer stadig til alle med en nogenlunde anstændig moral nedlægger deres profiler med en nedlukning hvor der står RIP…………. men ikke sletning.
således vil kun vm og hendes slæng hærge herinde og så må 24 t jo erfarer om firmaerne stadig vil lægge reklamer ind til at det højrenationaliske og mobbende pladder der florere fx i stifinder og i de blogs der så er tilbage.

Det var ikke det der var mit ærinde men jeg går rundt med et efterslæb fra min 1. periode på 24 dengang det hed Mingler.

Der var en der skrev en blog hvor hun fortalte om sin kæreste. Hun fortalte, at da hun havde rejst sig fra elskovslejet havde den udkårne kigget kærligt på hende og sagde “tak fordi du er ægte”.

Hvem var kæresteparret?

Hvis nogen skal på Herningmesse i næste måned, så kom hen og få et glas og en pose brochurer. Vi har hyret et reklamebureau til at lægge en plan og jeg har nedlagt forbud mod bannerannoncer på 24.dk.

Nomadefamilier kalder man den slags familier, og de kendetegnes ved at være forsvundet, når kommunen er klar til at skride ind. Og i den nye kommune skal der først bygges en ny sag op, for den gamle ligger ikke på nettet lige klar til at overtages i den nye kommune.

Det er en kendt sag, at sagsakter forsvinder, når de flyttes fra det ene sted til det andet.

Det var en forstemmende oplevelse at opleve en sagsbehandling på et jobcenter. Det bør være en ommer.

Det kan jeg skrive under på, for jeg har været bisidder. Ikke i en børnesag, og der var heller ikke noget med vanrøgt eller den slags. Sagen drejer sig i al sin enkelhed om en ansøgning om førtidspension.

Hvem sagen handler om, er ikke væsentlig. Men sagsbehandlingen er. Og den er mildest sagt under al kritik.

Sagen handler om en kvinde, som vi for nemheds skyld kan kalde Åse, og hun er i sidste halvdel af 40’erne. Hendes voksenliv startede som de flestes. Ud af skolen og skaffe en læreplads i det fag, hun allerhelst ville. Fremtiden tegnede lys og lykkelig.

Svendebrevet kom i hus, og senere et diplom fra en højere læreanstalt, så hun var så godt rustet som hun overhovedet kunne blive.

Som alle ved, er der slanger i Paradis, og i dette tilfælde udviklede hun en multiallergi som reaktion på de flygtige stoffer, der blev brugt i faget. Stofferne er fedtopløselige, så gæt selv, hvordan det er gået.

Hukommelsessvigt, koncentrationsbesvær og tab af færdigheder er nogle af konsekvenserne, og sat sammen med en arvelig fysisk sygdom, skal der ikke meget fantasi til at finde ud af, at denne kvinde burde have haft den pension for mange år siden.

Først sagde hun nej til pension, for hun troede på, at hvis bare hun fik et par piller og fred i et par uger, ville hun komme oven på igen. Det kom hun ikke og en dag blev det meddelt, at hun ikke længere kunne få sygedagpenge.

Nu var hun blevet så realistisk, at hun var klar over, at hun ikke kom tilbage på arbejdsmarkedet, og hun indvilgede i at søge en pension. Mens ansøgningen blev behandlet, hed det kontanthjælp.

Tiden gik, og der skete ikke noget. Omsider meddelte kommunen, at man ikke kunne behandle sagen, for sagen var blevet væk. Hvem der havde smidt den væk og under hvilke omstændigheder var uklart. Journalen var væk.

To år senere blev journalen fundet bagest på en reol på et andet offentligt kontor. Alle oplysninger og speciallægeerklæringer var blevet for gamle, for systemet kan intet foretage sig, hvis man ikke har generet diverse læger mest muligt.

Under processen med at reetablere journalen, forsvandt den igen. Der var flere, der ledte på sandsynlige steder, men den var væk. Denne gang dukkede den op efter blot halvandet år.

Proceduren var ved at være velkendt. Min gode veninde følte sig trådt ned under gulvbrædderne og var på nippet til at opgive totalt. En venlig sagsbehandler noterede i vinter, at ”borgeren søger førtidspension”.

Endelig kom meldingen, at der skulle være en afklarende samtale, og belært af års slendrian, blev jeg spurgt, om jeg ville tage med som bisidder.

Det var godt, at jeg gjorde det. Jeg havde nemlig holdningen, at kommunale medarbejdere havde borgernes ve og vel som førsteprioritet. Jeg troede også, at man kunne vente en kompetent sagsbehandling.

Men det kunne man ikke på Musvågevej i København NV.

På trods af, at sagsbehandleren sad med et stykke papir i hånden, hvor der stod, at ”borgeren søger førtidspension”, skulle den kommunalt ansatte høre, hvad hendes klient havde tænkt sig i fremtiden.

Journalen havde hun ikke. Kun de sidste ark papir, og uden journal kunne hun selvfølgelig ikke gøre noget, og mens hun kunne da godt se, at en speciallæge stærkt anbefalede en pension, så lå denne anbefaling mere end et år tilbage, så det kunne ikke bruges.

Min veninde måtte underskrive endnu en erklæring om, at kommunen må indhente lægelige oplysninger, og nu skal hele forløbet starte forfra. Åse havde en kopi af sin samlede journal med, og den kunne sagsbehandleren godt tænke sig at låne. Bare så den kunne kopieres. Men klog af skade blev der ikke udleveret så meget som en stump papir. Sagsbehandleren måtte selv rekvirere sagen fra et andet kontor.

Jeg er ikke imponeret over Jobcentret på Musvågevej, og det kan godt være, at sagsbehandleren er et hit og en rollemodel i København NV, og det vil hun nok også være i København N, i Vollsmose, Gellerup, Mjølnerparken og hvad de steder ellers hedder, men det vil hun ikke være andre steder.

Imens Københavns Kommune smider folks journaler væk og i tilgift optræder hovent og arrogant overfor deres borgere, så er vi nogle stykker, der betaler ikke så lidt i skat for at opretholde dette cirkus.

Selvfølgelig skal en ansøgning om førtidspension vurderes grundigt, inden der siges ja, og selvfølgelig skal kommunale medarbejdere ikke optræde som støttepædagoger og lege klappe kage med borgerne, men man kan som et minimum forlange, at de ikke smider folks private papirer væk.

Tilbage til sagen fra Brønderslev, forstår jeg godt, at følelserne sidder uden på tøjet. Sagen er en af de mest groteske i mange år. Jeg så udsendelsen forleden, hvor familiens to ældste børn fortalte om de forhold, de levede under, og forskellige kommunale medarbejdere, der fralagde sig ansvaret.

Jeg bemærkede en, der forklarede, at når en journal sendes til en ny kommune, så forsvinder der typisk en del af den. De forsvundne akter må forsvinde ud i det sorte hul, hvor kuglepenne, sokker og den slags forsvinder hen. Og måske er det sorte hul simpelt hen overfyldt af forsvundne sagsakter fra Musvågevej.

Det tror jeg på.

Lars Hedegaard og andre kloge mennesker kalder dommen skandaløs, og kan det undre, spørger der Überböse og giver selv svaret: Hele konceptet bag det at være et racistisk svin er jo, at man anser sig selv for at være bedre end andre.

Tilmed forstærkes Hedegaard og hans venner i deres vrangforestillinger af en flok lallende danske medier som velvilligt stiller sig til rådighed for ekstremister som Hedegaard og som medvirker til at legitimere deres ytringer ved at sidestille dem med almindelige politiske betragtninger.

Der Überböse svovler videre og skriver, at “blandt højrefløjens racister” tales der om de fremmedes manglende evne til at tilpasse sig livet i Vesten, og det passer slet ikke, mener manden med hang til tyl, for i USA var disse racistiske svin blevet drevet ud af en hvilken som helst by.

Tilbage sidder man og undrer sig. Undrer sig over det voldsomme had til en kultur, der giver rum og accept for Der Böse og mand at være accepterede. Kunne han og manden gå en fredelig tur på Strøget i Teheran, Baghdad, Amam, Gaza City, Cairo eller Tripoli og forvente at komme levende hjem?

Ikke for det, han gør jo ingen skade som han sidder der og svovler på Blogspot.com, hvor ikke en levende mors sjæl kommenterer hans blogs og hvor hans faste læserskare tæller personligheder som postordrebruden og den rabiate og venstreekstremistiske Pia Konstmann.

Indtil DR pludselig besluttede at sende ukodet via internettet, har jeg ikke skullet betale licens. At jeg skal det nu, skyldes, at folketinget for DR’s vedkommende har lovliggjort en handling, der, hvis den blev begået af enhver anden forretning, ville være at betegne som bedrageri.

Hvis DR vil modtage penge for at sende via internettet, må de gøre som alle andre medier, der ønsker at tjene penge samme sted: Sælge adgang til deres udsendelser på en måde, så kun folk med en kode, kan se dem. Hvor svært kan det være? Nå ja, hvis man har en beskidt moral, er det selvfølgelig ikke interessant, hvis man ikke kan opkræve penge for en vare, folk ikke modtager.

Jeg er naturligvis klar over, at de virkelige skurke er folketingets medlemmer, og jeg har da også tænkt mig at bede hvert enkelt medlem om en forklaring. Ikke fordi jeg tror, at det vil ændre noget, men de skal få lov til at forklare, hvorfor de har lovliggjort, hvad andre ville blive straffet for.

Men mon ikke de fleste vil undlade at svare? Det er i hvert fald min erfaring fra tidligere. I bedste fald får jeg nok blot nogle intetsigende svar, som end ikke er værd at bruge som toiletpapir. Men så må jeg jo blot spørge igen. Og igen. Og igen. Noget ”sjov” skal jeg da have for mine penge!

Var der nogen, der sagde demokratisk retssamfund? Nævn ikke disse ord i min nærhed!

Den herboende iranskfødte kvindelige kunstner Firoozeh Bazrafkan har, sammen med en herre ved navn Dan Ritto, meldt Blachman til politiet for at kalde danskerne blegnæb. De mener, at det er overordentligt forhånende overfor danskerne.

Om deres happening kan jeg kun sige:

Hvad bilder de sig ind at tage de etniske danskere som gidsler i deres politiske spil? Som dansker opfatter jeg Blachmans udtalelse som humor. Jeg ved godt, at mange i den kultur, Firoozeh Bazrafkan kommer fra, har en anden form for humor, men så må hun til at lære, hvad humor er for det folk, som hun har valgt at bosætte sig iblandt. At hun har fået en dansker uden humoristisk sans med på galejen, er ikke et bevis på, at danskerne ser udtalelsen som forhånende. Det beviser blot, at der også blandt danskere findes tåber.

Deres omklamring og udnyttelse af danskerne er uønsket. Ligeledes er deres forsøg på at stække dansk humor.

Havde deres ideer om, hvad man må sige, været normen i Danmark, ville programmer som HOV-HOV og UHA-UHA aldrig nogensinde have set dagens lys, og nutidens standup’ere ville drukne i politianmeldelser.

Vi har ikke brug for moraliserende mørkemænd og -kvinder, der vil binde os på mund og hånd!

Eneste hjælp I får er, at bloggeren er hankøn og vist ikke bryder sig om DF. Jeg ved godt, den er svær, men kom nu ind i kampen og leg med.

Det kan jo gå galt, når man stikker næsen ned i den grågrønne grumsede Limpoppoflod.

I kender sikkert godt de konkurencer, hvor man stirrer sig blind på to næsten ens tegninger. Helt ens er de ikke, for på den ene er der fem fejl. Og dem skal man finde.

Jeg vil gerne relancere ideen dog under et nyt koncept. Hvad er der galt med nedenstående udsagn? :

Min mor tog thalidomid da hun ventede mig, og midt i graviditeten blev farligheden offentliggjort.
Hendes angst, indtil jeg kom ud i fix og færdig og hel stand, var barsk.