Her er de så - skabekrukkerne.

Mit fjernsynet har kørt i baggrunden, og her til aften var det Toppen af poppen, hvor en række sangere er taget til Caribien for at grine og fjante og synge hinandens sange.

Det slog mig, hvor utroligt krukkede og krampagtige de er at høre på. De taler om peaks, og det handler ikke om sex men om karriere, og når man har en karriere, så performer man.

Er det deres normale måde at kommunikere på? Så forstår man bedre, at der kun skal sælges 100 cd’ere for at få en platinplade. Sådan da.

Jeg sætter stor pris på Anne Linnet, Søs Fenger og Brødrene Olsen. Jeg kan ikke stå for Sys Bjerre og hendes sang om lejligheden, der er lidt brændt af og katte, der har der godt. Lina Rafn kender jeg ikke, og Rasmus Nøhr og Joey Moe havde jeg aldrig hørt om.

Ideen med at lade dem synge hinandens sange er god og sjov. Bare de da ville lade være med at være så skabagtige og krydre deres sprog med amerikanske vendinger. De minder lidt of meget om 24′s postordrebrud, da hun var værst og desperat for at demonstrere hvor klog hun var.

Er det noget, der kendetegner musikbranchen generelt – altså at være så skabagtige?

Jeg husker jo så godt, dengang Jørgen Mylius – uden de – præsenterede gruppen fra Liverpool i England og deres sang She loves you.

Wow for en sang. Jeg var solgt til stanglakrids, og jeg blev en inkarneret fan.

Jeg husker de små pakker tyggegummi, hvor der udover et lille stykke tyggegummi, der smagte kemisk, også var et billede af enten en af beatlerne eller alle fire. Jeg mener, tyggegummiet kostede 50 øre, og jeg købte mange pakker. Tyggegummiet gav jeg min lillebror, men billederne beholdt jeg selv.

Er der nogen, der kan huske kjolerne med deres kontrafejer på? Sådan en sag kostede den uhyrlige sum af 78 kroner.

Dengang i 1964 var der ikke mange, der kunne eller ville bruge 78 kroner på en kjole. Bortset fra en inkarneret fan, der arbejdede efter skoletid.

Det var også i 1964, Beatles kom til København, hvor de gav koncert i KB-Hallen. Billetterne kostede 50 kroner, men jeg havde ikke råd til at være med.

Jeg var syg for at tage i lufthavnen og være med i velkomstkomiteen, men skoleinspektøren meddelte koldt og kynisk, at uanset hvor mange sedler, vi havde med hjemmefra, så blev der ikke givet fri til læge- eller tandlægebesøg. Fodterapeut var også udelukket, og skulle nogen formaste sig til at være syge, så skulle de efterfølgende stille med en lægeerklæring.

Damn, men noget måtte sættes i scene. Vi vidste, at beatlerne skulle indlogeres på SAS-hotellet, og ingen uempatisk og koldhjertet skoleinspektør kunne forhindre nogen i, at troppe op foran hotellet – efter skoletid.

Her stod vi som de berømte sild i tønder. Talstærkt politi holdt os tilbage. Informationer blev sendt gennem flokken. Nu ankom Jørgen Mylius i taxa. Nu kom der civile hotelgæster, nu kom journalister og fotografer.

Og endelig – Beatles ankom. Os der var presset over på det andet fortov, stod på tæer det bedste, vi havde lært, men vi så ikke så meget som et glimt af de verdensberømte frisurer.

Senere ændrede beatlerne stil fra at være et band, der lavede iørefaldende og glad popmusik til mere eksperimenterende musikere. Jeg husker tydeligt sangen om Mr. Taxman, Eleanor Rigby og alle de andre.

I 1970 var det slut. Der kom ikke flere koncerter eller albums.

I 1980 blev John Lennon myrdet i New York. I 2001 døde George Harrison. De to sidste, Ringo Starr og Paul McCartney, er stadig aktive, men uanset hvor aktive, de er, så repræsenterer de en tid, der er forbi.

When I’m 64, sang Paul McCartney engang, og selv om vi alle sang med, så gled mundvigene opad. 64 – det var jo langt ude i fremtiden. Nu er han 67.