Jeg er glad for jeg ikke har børn på den skole. Så skulle jeg have ulejlighed med at flytte dem.

Der er indvandrerkvinder, hvis mænd ikke mener, at kvinderne må deltage, hvis der er andre mænd til stede,« siger skoleleder Søren Ellesøe og uddyber sin begrundelse for ikke at give fædrene lov til at deltage:

»Det kan være et nødvendigt hensyn at tage for at skabe en kontakt med en gruppe forældre, som ikke normalt kommer så ofte på skolen, og som ikke rigtig er dus med vores skoletradition.«

Man behandler egentlig disse muslimske familier som laverestående individer. Som om de ikke er i stand til at opfatte, hvor de selv har valgt at befinde sig og hvordan man skik følger eller land flyr.

Fædre ingen adgang 

Imellemtiden har pigens far fundet ud af datterens aktiviteter og han er en handlekraftig herre! Da den forhåbningsfulde mandlige chatter ankommer venter der ikke en yndig ung pige på 15 – til gengæld møder han sit livs røvfuld, hvorefter han tages i hoved og røv og kyles i en kanal.
For at sige det rent ud … havde det været min 15-årige datter havde jeg også ønsket at han fik en røvfuld og en afkølende dukkert!
Faktisk kan jeg ikke sige mig fri for – at jeg grinede noget af historien

Tæv var hævn for sex-chat

Hvad siger I? Selvtægt er det jo … men jeg kan ikke finde ud af, at forældre ikke skulle have lov at stikke en røvfuld i sådan et tilfælde.

Iaftes var de på besøg hos den alsiske virksomhed, Linak, som producerer actuatorer – dvs. den anordning som sidder på hæve-sænkeborde og sygehussenge og som kan hæve eks. hovedgærdet vha. fjernbetjening. I kan orientere jer mere om virksomheden her:

www.linak.dk

Flere ansatte blev interviewet under udsendelsen, og den sidste,  en  ingeniør, var den mest interessante.

Det var en midaldrende, vietnamesisk mand, sompå formfuldendt dansk fortalte sin bevægende historie. Efter en dramatisk flugt fra det kommunistiske Vietnam, var han som bådflygtning kommet til en FN-flygtningelejr i Malaysia. Herfra var han kommet til Danmark som kvoteflygtning. Så vidt jeg kunne forstå sidst i 70′erne.

Af alle steder havner han i Aabenraa. Efter et ½ år på sprogskole, kommer han i mekanikerlære, og da han er udlært kommer han på Teknikum i Sønderborg, hvor han læser til ingeniør.

Han fortæller, at han er meget taknemmelig for at være kommet til Danmark, som har givet ham alle de muligheder – mange flere end han havde haft i Vietnam. Han lagde ikke skjul på, at det havde været vanskeligt for ham at omstille sig fra vietnamesisk kultur og til dansk kultur, men at han kun havde mødt venlighed og hjælpsomhed. Som han lidt pudsigt udtrykte det: Jeg blev modtaget med åben arm.

Journalisten spørger, om han kan forklare den vellykkede integration, og han siger: Det kommer an på indstillingen!

Det var lige før jeg fik tårer i øjnene over denne tiltalende mand og hans historie. INGEN offerretorik! INTET klynk!INGEN tale om racisme eller “fucking luderland”.

Nej – taknemmelighed over det land, som tog imod ham, gav ham sikkerhed og muligheder. Til gengæld fik vi en hæderlig, arbejdsom og tiltalende medborger.

Sig mig:  Kan man ikke lave et byttesystem?

Og så selvfølgelig chips og cola. Og pomfritter til aftensmad. Og selvfølgelig is til dessert.

Derhjemme er han et stakkels mishandlet barn. Tænk, han må ikke sidde foran computeren lige så meget som han vil. Hans onde børnemishandlende forældre insisterer på, at han skal ud og røre sig i frisk luft – føj i dagslys – og han skal også spise sunde madvarer.

Nu er det stakkels vanrøgtede barn ankommet, og hos farmor er der ingen smalle steder, for her kan han bare tage den bærbare, og han behøver ikke slukke den, før han drager hjem igen på søndag.

Selvfølgelig skal den bærbare stå tændt i døgndrift, for hvis man nu vågner om natten, er det rart at kunne spille et lille spil, inden man falder i søvn igen.

Behøves det at blive nævnt, at det ikke kunne falde os ind at spise dynger af grøntsager hele weekenden. De grøntsager vi skal have, får vi i remouladen.

Det kræver en smule forhistorie.

For det første har jeg næsten lige holdt et mindre, pænt selskab i anledning af min fødselsdag, som iøvrigt var meget vellykket.

Jeg holdt det hos min svigerfar, da han så ikke behøvede at stige op af alle mine trapper og ligeledes min gamle mor.

Jeg fik en hel del gaver, men min søde svigerfar begavede mig yderlige med et større beløb (efter min målestok), og nu kommer vi så til anden del af historien, nemlig at min kære veninde og jeg tager på vores årlige tur til Prag på lørdag, og så synes han at jeg skulle have noget at “snolde” for, det kære menneske.

Nu ligger det imidlertid sådan, at jeg har forelsket mig i et stort fad, og det ville jeg købe, så der ligesom var en ting, til syn for sagn, istedet for bare at klatte pengene væk.

Igår gav jeg mig så småt til at pakke kuffert, og vile finde mit pas frem, der eller har sin plads i mit pengeskab.

PASSET VAR VÆK!!!

Jeg ledte og ledte, medens jeg tænkte – hva´ gør jeg??

OK, jeg kunne måske få udstedt et midlertidigt pas, og så gav jeg mig til at lede efter mine private papirer – I ved attester, eksamenspapirer o.lign. – De var også pst. væk.

Jeg plejer at have pinlig orden i mine sager og ved ganske nøje hvor alt befinder sig, men nu var det hele kaos og jeg blev mere og mere panisk.

Så greb jeg telefonen og ringede til “borgerservice” og forelagde dem sagen.

Det var ikke noget problem at få udstedt et midlertidigt pas, jeg skulle bare komme, så kunne de orde det med det samme.

Det koster naturligvis 600,- kr. + et nyt billede, så summa sumarum, der bliver ikke noget fad i denne omgang.

Jeg fik et midlertidigt pas, men hvor i himlens navn er mine private papirer?

Jeg leder stadig!

Heldigvis er der ikke udelukkende dårlige nyheder derfra, nogle gange lykkes det faktisk! – De historier bringer mine arme helt op over hovedet!

Leonida gjorde det, selvom hun er født Tutsi-prinsesse ..

Historier som hendes gør mig glad i låget :-D

Leonida

Det er to yderst velopdragne piger på hhv. 11 og 9 år, og medens vi sad og spiste spurgte den yngste: “Var der nogen i din klasse med sjove navne?”

Der gik lidt før jeg opfattede spørgsmålet, som det var stillet. Hun mente ikke fx. Orla og Egon, men “fremmede” navne.

“Æhh – nej du, da farmor var barn var der ingen fremmede i landet, der var kun danskere og så man endelig en neger på gaden, så vakte det opsigt!”.

Hun gloede på mig, somom jeg fortalte hende et eventyr, somom jeg stammede fra en anden tidsalder – men det gør jeg jo igrunden også.

“Er det rigtigt?” – sagde hun så med undren i stemmen.

Tja – jeg kunne også have fortalt hende, at er ikke heller var nogen narkomaner, ingen knivdrab, ingen ghettoer, ingen afbrænding af biler og ingen bander, rockere og ingen bistandslov – men jeg lod det være godt, med denne ene oplysning, som åbenbart gjorde indtryk på hende.

Datoen var iøvrigt 11. september og da jeg fortale dem om Tvillingetårnenes skæbne hin 11. september, sagde den store: “Det skal du ikke fortælle hende, så kan hun ikke sove”.

Det undrede mig faktisk, at de ikke vidste noget om “den sag” om ikke andet fra skolen, for det er jo en “historisk dato”, men det skyldes måske netop det faktum, at det er en “blandet” klasse, og man kan jo ikke have, at der skabes problemer – så hellere fortie - i den hellige konfriktskyheds navn!

Mig og min fætter skul’ til Danmark, ik – med en lil’  flyvemaskine. Den har 4 motorer – men da vi had’ fløjet lidt, holdt  ene motor op med at virk’.

Piloten sa: Så blir vi forsinket 10 minutter.

Nå, sa’ min fætter

Lidt efter  anden motor holdt op med at virke.

Piloten sa’: Desværre – nu bliver vi ½ time forsinket

Øv, sa’  min fætter.

Lidt efter holdt  tredje motor op med at fungere.

Piloten sa’: Kedeligt, men nu bliver vi 2 timer forsinket

Min fætter ble’ utåmodig og råbte til piloten:

Alså – hvis du blir ved sån, kommer  vi jo ik’ til Danmark før  imorn!!!

 Den lille bid, der handlede om min datters første skoleår:

 Min datter startede i børnehaveklasse, glad og stolt som de fleste andre børn der gør det. Og som alle andre forældre, så syntes jeg, at hun var ALT for lille, til at skulle slippes ind på en stor skole. Men som storebroren før hende, så gik hun ind ad døren med stor selvtillid og helt tændt på at skulle gå i skole!

De kom igennem børnehaveklassen, og barnets vidnesbyrd var at ”hun er en god kammerat, der bekymrer sig om de andre”. Nøj hvor var jeg stolt!

I første klasse fik vi så fortalt, at den gruppe kurdiske børn, der var lavet special-klasser for, hver især var blevet tilknyttet en dansk klasse. Jamen det lød da fint og integrationsmæssigt FLOT. Til min datters klasse blev der først tilknyttet to, det var dog kun den ene vi nogensinde hørte om. Måske kom den anden aldrig, måske faldt han/hun bare ind.

Der var store kræfter sat ind, for at sikre integrationen. En del af skolen var afsat til kurder-klasser. Den del blev moderniseret, de fik musikterapi og alt andet der kunne hjælpe dem. Resten af skolen havde man så ikke råd til at gøre så meget ved. Men vi var faktisk ret stolte af, at have en kommune, der kunne afse overskud til den slags. Imens tilbød en del af os forældre, at male, sy gardiner og små-renovere resten af skolen – det satte fagforeningerne en stopper for. Man må ikke tage fagligt arbejde fra nogen – det er nok også ok.

I de små klasser kom de tilknyttede kurdiske børn så mere og mere i deres danske kontaktklasser – og her startede min datters mareridt. Det stod på ALT for længe, og har ekkoer helt op i hendes nuværende liv. Det kostede hende faglige bagslæb, som hun næsten har indhentet. Men hendes følelsesmæssige overlast tumler vi stadig med.

Min datter fik en stor del af sin barndom og hele sin tryghed ødelagt af misforstået hensyntagen til én eneste kurdisk dreng – og ikke mindst koret af mennesker der fortalte os, at vi skulle FORSTÅ, at drengen og hans familie jo havde haft det svært. Det er garanteret rigtigt, de har haft det stygt! Det betvivler jeg ikke ét sekund.

Alt alt alt for længe levede hun med prygl og nedværdigelser, imens vi forsøgte DIALOG med skolen og lærerne. Ingen vil jo være racistisk og ufølsom og den tone lå hele tiden over det – at det ville være racistisk at gøre noget ved det.

Efter al for lang tids dialog tog de kontakt til drengens familie. SÅ skete der noget!!! For kort efter stod der en mand fra drengens familie i fritidsordningen og truede med at ”den næste der klager over XXXXX slår jeg ihjel!” – da meldte vi pas og opgav dialogen. Vi flyttede hende simpelthen til en anden skole.
Det kan være svært at være taknemmelig i den slags sammenhænge, men lige hér var jeg taknemmelig for, at hun faktisk ikke var iblandt den flok drenge, som han havde fået samlet i et hjørne, imens han afgav sin trussel. Det gik ud over helt uforvarende drenge i hendes alder.

Gud ske tak og lov havde de ikke røbet hvem XXXXX’s offer var.

I dag ejes vores lille by af 2.g’s libanesere og kurdere, ingen af vores unge færdes der mere. Vi viger når vi ser dem komme, for vi tør ikke andet.

De færdes i den smule natteliv der er her, som ejere. De går ind på de 3-4 værtshuse der findes, rækker ind over baren og tager hvad de skal bruge i kassen. Ingen gør noget, for ingen tør. Det er slut med at ringe til politiet, for de kommer sent herude og det straffes prompte med tæv. Da den første værtshusejer var slået gul og blå af “ejerne”, så holdt de op med at ringe efter hjælp.

Og DET er virkelighed! Det er ikke smukt eller skønt – og I guder hvor ville jeg ønske at det var anderledes. Men det ér virkeligheden her! I vores lille provinsby.

Den tårevædede mor er i TV-avisen, og jeg får da også ondt af hende. Det mere end antydes, at faderen har været voldelig overfor hende, og hun er også bange for, at han nu ikke kan styre sig overfor sønnen.

Og med fare for at være selvretfærdig og bedrevidende, så KAN jeg altså ikke lade være at ærgre mig over, at moderen har været så dum at indlade sig med en syrisk mand - og få barn med ham. For pokker da – uanset hvor flot og flink en sådan  mand måtte være, så er risikoen for at havne i en  situation som den nuværende tårnhøj.

Situationen er jo ikke enestående, selv om der ikke er så meget focus på problemet. Disse stakkels mødre foretrækker at leve i tavshed for om muligt at se deres børn igen. Ifølge en artikel i Politiken d. 31. august drejer det sig om 81 danske børn i lande som Syrien, Libanon og Somalia.

Disse lande giver pokker i udleveringsbegæringer – udenrigsministeriet er uden reelle muligheder for at få barnet udleveret, selv om der efter dansk lov er tale om en strafbar handling at tage disse børn med uden moderens samtykke.

Er der ingen, der advarer de unge piger? Eller er de ofre for den tågetykke, våde snak  fra politikere, empater, præster, medier osv.,  så de blinde og døve går ind i sådanne forhold? Er der ikke et par forældre, der har advaret hende – ?

Ja, hvor er Adam? Sandsynligvis væk for evigt – for sin mor i hvert fald. Ført ned til en familie, der vil opdrage ham i den rette tro og lære ham at foragte en dansk, vantro mor.

“Ikke uden min datter” burde være pligtlæsning i folkeskolens 9. klasse.