Herfra: http://www.facebook.com/?ref=tn_tnmn#!/photo.php?fbid=236554653067276&set=a.212356272153781.52976.212102705512471&type=3&theater

Styg – styggere – araber. Jeg kan ikke gøre for det, men jeg finder dem udtryksfuldt grimme på en skrækindjagende måde – indvendigt såvel som udvendigt.

Men de er dygtige. Sidst gik der 1024 muslimer på en israeler, så nu stiger prisen nok på olien igen.

Jeg var også vild med Polle med svenskerhåret. Kaj og Bøje er også ok.

Men altså, jeg bliver flintrende over den med Livol. En tindrende sund og smuk mor kommer halsende ind i sin mors køkken, hvor mormor og lille datter har haft det hyggeligt, mens den sundhedsfikserede mor har spænet rundt for at købe porrer og andet grønt.

Mormor stikker ungen en lille småkage, og den sundhedsstruttende flår småkagen ud af den arme unges hånd. “Jeg vil altså ikke have, at hun får så meget sukker”.

Mormors “jamen, det fik du også nogen gange” bliver fejet af bordet med “Nå ja, men nu gør jeg altså tingene lidt anderledes, end du gjorde dengang”, kan få mig op i det røde felt, som det hedder på nudansk.

Hvad bilder gimpen sig ind?

Hvis mormor fodrede ungen med småkager fra morgen til aften, skal mor selvfølgelig sige fra, men et sundt og rask barn tager ikke skade af en lejlighedsvis småkage.

Gimpen har selv fået en småkage i ny og næ, da hun voksede op, og det ser ikke ud til at have ødelagt hendes sundhed og helbred. Eller er det mon de småkager, hun trods alt fik, der har fået hende til at udvikle sig til en rethaverisk mokke?

Hvis mormor var børnepasser hver dag, så var snakken en anden, men det er der ikke noget, der tyder på, for så ville gimpen ikke udbryde “Hvordan er det gået“, når hun træder indenfor medbæreposerne fyldt med porrer og andet grønt.

Jeg er lidt i et dilemma over, hvem jeg skal blive mest arrig på. Mormor fordi  hun har fostret en gimpe? Gimpen fordi hun har sundhed på hjernen? Eller manuskriptforfatterfen for simpel dumhed?

Mit næste glas vitaminpiller bliver ikke Livol. Jeg køber ikke produkter af nogen, der generer mig med dårlige reklamefilm.

Jeg er glad for jeg ikke har børn på den skole. Så skulle jeg have ulejlighed med at flytte dem.

Der er indvandrerkvinder, hvis mænd ikke mener, at kvinderne må deltage, hvis der er andre mænd til stede,« siger skoleleder Søren Ellesøe og uddyber sin begrundelse for ikke at give fædrene lov til at deltage:

»Det kan være et nødvendigt hensyn at tage for at skabe en kontakt med en gruppe forældre, som ikke normalt kommer så ofte på skolen, og som ikke rigtig er dus med vores skoletradition.«

Man behandler egentlig disse muslimske familier som laverestående individer. Som om de ikke er i stand til at opfatte, hvor de selv har valgt at befinde sig og hvordan man skik følger eller land flyr.

Fædre ingen adgang 

Imellemtiden har pigens far fundet ud af datterens aktiviteter og han er en handlekraftig herre! Da den forhåbningsfulde mandlige chatter ankommer venter der ikke en yndig ung pige på 15 – til gengæld møder han sit livs røvfuld, hvorefter han tages i hoved og røv og kyles i en kanal.
For at sige det rent ud … havde det været min 15-årige datter havde jeg også ønsket at han fik en røvfuld og en afkølende dukkert!
Faktisk kan jeg ikke sige mig fri for – at jeg grinede noget af historien

Tæv var hævn for sex-chat

Hvad siger I? Selvtægt er det jo … men jeg kan ikke finde ud af, at forældre ikke skulle have lov at stikke en røvfuld i sådan et tilfælde.

Iaftes var de på besøg hos den alsiske virksomhed, Linak, som producerer actuatorer – dvs. den anordning som sidder på hæve-sænkeborde og sygehussenge og som kan hæve eks. hovedgærdet vha. fjernbetjening. I kan orientere jer mere om virksomheden her:

www.linak.dk

Flere ansatte blev interviewet under udsendelsen, og den sidste,  en  ingeniør, var den mest interessante.

Det var en midaldrende, vietnamesisk mand, sompå formfuldendt dansk fortalte sin bevægende historie. Efter en dramatisk flugt fra det kommunistiske Vietnam, var han som bådflygtning kommet til en FN-flygtningelejr i Malaysia. Herfra var han kommet til Danmark som kvoteflygtning. Så vidt jeg kunne forstå sidst i 70′erne.

Af alle steder havner han i Aabenraa. Efter et ½ år på sprogskole, kommer han i mekanikerlære, og da han er udlært kommer han på Teknikum i Sønderborg, hvor han læser til ingeniør.

Han fortæller, at han er meget taknemmelig for at være kommet til Danmark, som har givet ham alle de muligheder – mange flere end han havde haft i Vietnam. Han lagde ikke skjul på, at det havde været vanskeligt for ham at omstille sig fra vietnamesisk kultur og til dansk kultur, men at han kun havde mødt venlighed og hjælpsomhed. Som han lidt pudsigt udtrykte det: Jeg blev modtaget med åben arm.

Journalisten spørger, om han kan forklare den vellykkede integration, og han siger: Det kommer an på indstillingen!

Det var lige før jeg fik tårer i øjnene over denne tiltalende mand og hans historie. INGEN offerretorik! INTET klynk!INGEN tale om racisme eller “fucking luderland”.

Nej – taknemmelighed over det land, som tog imod ham, gav ham sikkerhed og muligheder. Til gengæld fik vi en hæderlig, arbejdsom og tiltalende medborger.

Sig mig:  Kan man ikke lave et byttesystem?

Og så selvfølgelig chips og cola. Og pomfritter til aftensmad. Og selvfølgelig is til dessert.

Derhjemme er han et stakkels mishandlet barn. Tænk, han må ikke sidde foran computeren lige så meget som han vil. Hans onde børnemishandlende forældre insisterer på, at han skal ud og røre sig i frisk luft – føj i dagslys – og han skal også spise sunde madvarer.

Nu er det stakkels vanrøgtede barn ankommet, og hos farmor er der ingen smalle steder, for her kan han bare tage den bærbare, og han behøver ikke slukke den, før han drager hjem igen på søndag.

Selvfølgelig skal den bærbare stå tændt i døgndrift, for hvis man nu vågner om natten, er det rart at kunne spille et lille spil, inden man falder i søvn igen.

Behøves det at blive nævnt, at det ikke kunne falde os ind at spise dynger af grøntsager hele weekenden. De grøntsager vi skal have, får vi i remouladen.

Det kræver en smule forhistorie.

For det første har jeg næsten lige holdt et mindre, pænt selskab i anledning af min fødselsdag, som iøvrigt var meget vellykket.

Jeg holdt det hos min svigerfar, da han så ikke behøvede at stige op af alle mine trapper og ligeledes min gamle mor.

Jeg fik en hel del gaver, men min søde svigerfar begavede mig yderlige med et større beløb (efter min målestok), og nu kommer vi så til anden del af historien, nemlig at min kære veninde og jeg tager på vores årlige tur til Prag på lørdag, og så synes han at jeg skulle have noget at “snolde” for, det kære menneske.

Nu ligger det imidlertid sådan, at jeg har forelsket mig i et stort fad, og det ville jeg købe, så der ligesom var en ting, til syn for sagn, istedet for bare at klatte pengene væk.

Igår gav jeg mig så småt til at pakke kuffert, og vile finde mit pas frem, der eller har sin plads i mit pengeskab.

PASSET VAR VÆK!!!

Jeg ledte og ledte, medens jeg tænkte – hva´ gør jeg??

OK, jeg kunne måske få udstedt et midlertidigt pas, og så gav jeg mig til at lede efter mine private papirer – I ved attester, eksamenspapirer o.lign. – De var også pst. væk.

Jeg plejer at have pinlig orden i mine sager og ved ganske nøje hvor alt befinder sig, men nu var det hele kaos og jeg blev mere og mere panisk.

Så greb jeg telefonen og ringede til “borgerservice” og forelagde dem sagen.

Det var ikke noget problem at få udstedt et midlertidigt pas, jeg skulle bare komme, så kunne de orde det med det samme.

Det koster naturligvis 600,- kr. + et nyt billede, så summa sumarum, der bliver ikke noget fad i denne omgang.

Jeg fik et midlertidigt pas, men hvor i himlens navn er mine private papirer?

Jeg leder stadig!

Heldigvis er der ikke udelukkende dårlige nyheder derfra, nogle gange lykkes det faktisk! – De historier bringer mine arme helt op over hovedet!

Leonida gjorde det, selvom hun er født Tutsi-prinsesse ..

Historier som hendes gør mig glad i låget :-D

Leonida

Det er to yderst velopdragne piger på hhv. 11 og 9 år, og medens vi sad og spiste spurgte den yngste: “Var der nogen i din klasse med sjove navne?”

Der gik lidt før jeg opfattede spørgsmålet, som det var stillet. Hun mente ikke fx. Orla og Egon, men “fremmede” navne.

“Æhh – nej du, da farmor var barn var der ingen fremmede i landet, der var kun danskere og så man endelig en neger på gaden, så vakte det opsigt!”.

Hun gloede på mig, somom jeg fortalte hende et eventyr, somom jeg stammede fra en anden tidsalder – men det gør jeg jo igrunden også.

“Er det rigtigt?” – sagde hun så med undren i stemmen.

Tja – jeg kunne også have fortalt hende, at er ikke heller var nogen narkomaner, ingen knivdrab, ingen ghettoer, ingen afbrænding af biler og ingen bander, rockere og ingen bistandslov – men jeg lod det være godt, med denne ene oplysning, som åbenbart gjorde indtryk på hende.

Datoen var iøvrigt 11. september og da jeg fortale dem om Tvillingetårnenes skæbne hin 11. september, sagde den store: “Det skal du ikke fortælle hende, så kan hun ikke sove”.

Det undrede mig faktisk, at de ikke vidste noget om “den sag” om ikke andet fra skolen, for det er jo en “historisk dato”, men det skyldes måske netop det faktum, at det er en “blandet” klasse, og man kan jo ikke have, at der skabes problemer – så hellere fortie - i den hellige konfriktskyheds navn!