Den rød-grønne alliance af venstrefløj, vestlige regeringer, journalister, eksperter og stærkt troende muhammedanere fejrer nye triumfer

Israelernes opbringning af fredsflotillen på vej til Gaza har fået en lang række eksperter ud af hullerne, og glade journalister i de trykte og elektroniske mainstream medier står klar med mikrofonerne for enhver, der har noget at udsætte på jødestaten.

Det er der mange, der har. F.eks. har man på TV2 News kunnet nyde kommentarer af en række hidtil upåagtede mellemøst-eksperter. Blandt de nyudsprungne kendere af regionens komplicerede politik er pressekoordinator ved Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre, Tue Magnussen, der på ingen tid havde fået koordineret sine tanker, således at han med sikkerhed kunne fastslå, at Israel havde gjort sig skyldig i alvorlige forbrydelser. En bemærkelsesværdig indsats i betragtning af at søslag normalt ligger uden for centrets kernekompetence.

Mindre overraskende var en udtalelse af islam-fuskeren, professor Jørgen Bæk Simonsen, der ligeledes på TV2 News kunne fastslå, at det ser sort ud for freden i Mellemøsten, og at det er Israels skyld. Det tænkte vi nok, for enhver, der har sat sig ind professorens samlede værker, ved jo godt, at islam, som Gazas magthavere påberåber sig, er fredens religion og derfor aldrig ville gøre en flue fortræd, hvis ikke muslimerne blev så grusomt forfulgt af de satans jøder.

De humanitære hensigter bag den maritime udflugt fremgår i øvrigt af denne korte video, hvor nogle af fredsflotillens mest aktive aktivister opmuntrer hinanden med en lille fællessang inden afsejlingen: “[Husk] Khaibar, Khaibar, oh jøder. Muhammeds hær vil vende tilbage.” For de læsere, der ikke har hørt efter i skolen, skal det oplyses, at Khaibar hentyder til en af Muhammeds talrige fredsmissioner. I 629 lovede han jøderne i oasen Khaibar, at de kunne redde livet, mod at de årligt afleverede halvdelen af deres landbrugsproduktion til muslimerne. Der blev dog først rigtigt fred i oasen, da jøderne blev smidt ud nogle år senere.

En anden af TV2′s stjernekommentatorer er en sur dame fra Københavns Universitet, som ofte bliver indkaldt for at forklare, hvorfor det går så godt i Tyrkiet. Men nu er det fredselskende tyrkiske folk blevet gram i hu, og det er – De gættede rigtigt – Israels skyld.

Det er nok forklaringen på, at lederen af Tyrkiets kristne biskopkonference, Luigi Padovese, netop er blevet stukket ihjel af sin chauffør.  Ifølge de tyrkiske myndigheder havde drabet intet med noget at gøre. Chaufføren led af psykiske forstyrrelser, og det er tydeligvis et udbredt problem i landet, idet biskoppens afgang fra denne jord følger i kølvandet på mange lignende angreb på kristne. På TV2 News vil den sure dame snart levere forklaringen på disse mystiske fænomener: Zionisterne har gjort tyrkere så fortvivlede, at det er slået klik for dem.

Den danske regering, der arbejder for tyrkisk medlemskab i EU, vil givetvis gribe biskoppens ulykkelige afgang som bevis på, at Tyrkiet hører til i Europa, hvor det heller ikke er på mode at være kristen.

På journalistuddannelserne og de højere læreanstalter kan de glæde sig over, at de studerende har hængt i med studiet af den zionistiske verdenssammensværgelse. Også i folkeskolen går det godt. Som en nylig undersøgelse kunne bekræfte, tror halvdelen af danske skoleeveler ikke, at Holocaust har fundet sted, eller at den i hvert fald ikke har haft nær det omfang, der blev påstået for få år siden.

Alle gode kræfter, hvor forskelige de end måtte formodes at være, står nu sammen – fra den danske udenrigsminister og til bådaktivisterne – om at fordømme Israel. Fællesnævneren, der sammenbinder denne bemærkelsesværdige forbrødring, er erkendelsen af, at jødestaten er en falsk tone i den internationale koncert, og at israelerne derfor ikke har ret til at forsvare sig.
En lignende velsmurt konsensus opviste bemærkelsesværdige resultater i midten af forrige århundrede.

For at fejre den nye afsløring af den zionistiske fare har nogle af fredsaktivisternes venner skrevet en sang på  melodien “We are the world”.

Hedegaards klumme i Sappho.

Pakistaneren er sigtet for at forsøge at sprænge en bilbombe på Times Square down town Manhattan.

Her er, hvad Helle Merete Brix skriver i det norske Human Rights Service. Vi bringer artiklen uforkortet med tilladelse:

“Han var en normal fyr, så begyndte han at opføre sig lidt mærkeligt”. Sådan lød overskriften for nylig i New York avisen, Daily News, som jeg nåede at købe med hjem i Newark lufthavn til flyturen over Atlanten. Den normale fyr, der blev mærkelig er naturligvis Faisal Shahzad, der for nylig blev arresteret i forbindelse med det fejlslagne bilbombe-terrorangreb på Times Square, en af Manhattans største turistattraktioner. Videre fortæller avisen os, at Shahzad havde en “MBA, en kone og to, små børn og en lidenskab for Ping-Pong”.

Det er i øvrigt nu anden gang, jeg opholder mig i USA, samtidig med at der finder et terrorangreb/forsøg sted. Sidst jeg var i New York sad jeg i forfatteren Phyllis Cheslers dagligstue og fulgte dækningen af nedskydningen af amerikanske soldater på Fort Hood. “Hvorfor er vi ikke overraskede over at høre det”, mumlede Chesler, da det blev bragt frem, at den ansvarlige for drabene på militærbasen havde muslimsk baggrund. Major Hassan Nidal dræbte 13 mennesker og sårede 32.

Denne gang, et halvt år efter, kunne jeg fra tv stuen i mit lille hotel i East Village følge med i diverse spekulationer om bilbombemandens identitet; i første omgang blev han udråbt til at være midaldrende og hvid. Det var han selvfølgelig ikke. Ikke alle muslimer er terrorister, men alle terrorister nu om stunder synes at være muslimer. Også denne gang var gerningsmanden altså en mand med muslimsk baggrund, der havde levet et helt normalt liv, før han begyndte at “opføre sig lidt mærkeligt”, som Daily News skrev.
  
Massakre og et lykkeligt par

Hvad var årsagen til Fort Hood massakren i november 2009? Hvad skabte det skift i Nidal Hasans personlighed, der gjorde ham til jihadist? En fætter til Hasan erklærede, at han var blevet generet af soldaterkolleger på grund af sin etnicitet. Fætteren mente, at det var årsagen til at Hasan ville ud af militæret og, måtte man forstå, også noget der kunne forklare Hasans forfærdelige gerning. En tante fremførte som støtte for påstanden, at Hasan havde indgivet en klage på grund af den chikane, han i militæret var blevet udsat for på grund af sin islamiske tro. En talsmand for hæren kunne ikke bekræfte noget sådant; men om det så var sandt? Jeg erindrer hvordan Phyllis Chesler rystede på hovedet, da det blev nævnt på tv: “Jeg er også blevet chikaneret på grund af min baggrund, (Chesler er af jødisk afstamning, red.) men jeg farer ikke ud og skyder mennesker ned af den grund”.

Men tilbage til Daily News og Faisal Shahzad. Avisen har – som så mange andre – forsøgt at få klarhed over, hvordan sønnen af en tidligere top officer i det pakistanske luftvåben kunne finde på at anbringe en bombe i en bil på Manhattan.

Shahzad er født i Pakistan og har gået i skole i blandt andet Saudi Arabien. Han kom til USA på et studentervisa i slutningen af 1990erne. Han studerede på diverse universiteter uden at udmærke sig på nogen mulig måde.

På et tidspunkt blev han kæreste med Huma Mian, der er født og opvokset i USA af pakistanske forældre. Åbenbart levede parret papirløst sammen – vel ret usædvanligt for unge med pakistansk baggrund – før de i 2008 giftede sig. Parret, der har to små børn, flyttede på et tidspunkt til Shelton i Connecticut, men kunne ikke betale afdragene på huset. Parret måtte derfor sidste år flytte til Bridgeport, en mindre fin del af Connecticut. På et stort billede i Daily News ses det lykkeligt udseende par foran St. Patricks Cathedral i New York City. Hun bruger ikke hovedtørklæde.
  
Terrorprædikanten

Naboer har til pressen sagt lidt af hvert om Shahzad. At han forlod hjemmet hver morgen for at gå på arbejde – det sagde han ihvertfald – på Wall Street. At han bragte kasser ind i huset midt om natten. At han nogle gange iførte sig traditionel, islamisk klædedragt. At han virkede nervøs og ligesom altid så sig over skulderen.

Det er svært at konkludere noget egentligt ud fra naboernes observationer. Og åbenbart arbejdede Shahazad som junior finansanalytiker. Hvad der er væsentligt er derimod, at han – ligesom Hasan og gruppen Revolutionary Muslim, der for nylig vitterligt truede mændene bag tegneserien South Park – havde kontakt med en livsfarlig prædikant, når det gælder om at påvirke muslimer til at udføre jihad: Den amerikanskfødte imam Anwar al-Awlaki, der i dag har søgt tilflugt fra de amerikanske myndigheder i Yemen. 

Shahzad havde også kontakt med pakistansk Taleban og har indrømmet at have modtaget terrortræning i Pakistan. Også de amerikanske myndigheder siger nu, at det var Taleban i Pakistan, der hele tiden har har udtalt at de orkestrerede angrebet via Shahzad, der stod bag bilbomben.

I februar 2010 vendte Shahzad hjem til USA fra træning i Pakistan. Det er også kommet frem, at Shahzad trak på et netværk af jihadister, herunder Awlaki. Det er også kommet frem, at han – naturligvis – ikke arbejdede alene. En række familiemedlemmer er således blevet arresteret, herunder Shahzads far, der i 1998 flyttede til USA for at arbejde som finansieringsanalytiker.

Major Nidal Hasan, den ansvarlige for Fort Hood massakren, udvekslede en række emails med imamen Awlaki, som også i 2001 stod for prædikerne i den moské Hasan frekventerede. I en af disse emails skriver Hasan: “I can’t wait to join you” (i livet efter døden, red.). Hasan spurgte også Awlaki hvornår jihad er på sin plads, og om det er tilladt at dræbe uskyldige i et selvmordsterrorangreb. Det er også kommet frem, at Hasan øgede sin kontakt med prædikanten i månederne op til Fort Hood massakren. 
  
Vejen til Paradis

Daily News har i forbindelse med sin dækning af sagen om bilbomben på Times Square opremset en række terrorangreb, succésfulde som fejlslagne, i verden inden for den seneste årrække. Avisen nævner følgende episoder fra USA siden 2003: 
  
I 1993 planlagde en lastbilchauffør fra Ohio, Lyman Farris, i samarbejde med Al Qaeda, at sprænge Brooklyn Bridge i New York i luften.
    
I maj 2007 afslørede FBI, at seks mænd fra New Jersey – inspireret af bin Laden- planlagde at angribe Fort Dix.

I maj 2009 blev fire New Yorkere – alle konvertitter til islam – arresteret for planer om et angreb på Riverdale Synagoge.
  
I september 2009 blev Najibullah Zazi og to andre mænd, som han kendte fra Flushing, Queens, arresteret i forbindelse med afsløringen af et Al Qaeda plot om at bombe New York Citys subway.
  
I december 2009 forsøgte “undertøjsbombemanden” Umar Farouk Abdulmutallab at overtage et Nortwest Airline fly med kurs mod Detroit. (Han blev overmandet, før han kunne sprænge flyet i luften, red.)  
  
Bemærkelsesværdigt er det i øvrigt, at Fort Hood massakren ikke er med; men det er så i tråd med Barack Obamas modstand mod at betegne gerningen som jihad. Trods det at Nidal Hasan råbte “Allahu Akhbar”, da han fyrede sit våben af.   

Nu kunne det være interessant at vide noget om, i hvilke moskeer og hos hvilke imamer, disse konvertitter, undertøjsbombemænd med flere hang ud. Det er min tese, at der altid står en imam og en moské bag. Samt nogle specifikke koranvers og specielle hadith-henvisninger.

Hvad der gør præcist gør disse normale muslimske drenge og mænd modtagelige for det voldelige budskab ved vi ikke. Men en faktor må være vældig væsentlig, og den nævnes sjældent af terrorforskerne: At jihad i islam anses for den hurtigste og sikreste vej til Paradis. Og hvem vil ikke gerne ende dér?

Det skal nok gå altsammen.

http://www.moskeforeningen.dk/?page_id=3

Og så er der alle de andre! I finder det hele lidt efter lidt, men gå ikke glip af denne:

http://www.moskeforeningen.dk/?page_id=13 

Allah har travlt.

Det er en udtalelse fra 19. august 2009 – altså længe inden hr. Saidenfaden krøb rundt og fik blanke ‘knæer’ i bukserne.
http://journalisten.dk/politikens-oplag-ryger-under-100-000

Det hedder videre: Ifølge de foreløbige indberetninger til Dansk Oplagskontrol ligger Politiken nu under de magiske 100.000. For blot tre år siden var oplaget 126.380 i første halvår af 2006. I juli måned i år var tallet 98.986.

Der er ikke noget der som kedelighed kan få avispatrioter til at rende.

Men så skulle der jo ske noget, der kunne få læserne til at strømme tilbage igen.

I BØRSEN står i dag:

Oplagsfaldet hos dagbladet Politiken tog voldsomt til i efteråret og accelererede yderligere til 6,7 pct. i januar – det højeste niveau i op mod to år.

Udviklingen falder tidsmæssigt sammen med, at Politiken har skruet op for sine værdipolitiske markeringer, og er landet i en række større, politiske kontroverser.
I september sidste år udgav Politiken den omdiskuterede jægerbog om krigen i Afghanistan, i november oprettede avisen Irak Centeret, der skal tilbyde beskæftigelse
til afviste irakiske asyl-ansøgere, og i slutningen af februar indgik avisen et kritiseret forlig
med en gruppe af profeten Muhammeds efterkommere.

DEN FYR ER IKKE TIL PÆNT BRUG.

Her er resten: pdf.borsen.dk/reqpdf.php?src=2010/03/201003101038.pdf (snup det lige selv i musen og sæt det ind i Google/søg, thi jeg ved ikke, hvordan jeg skal gøre.)

Jeg så et sted, at nogle skulle ud og promenere de nye tørklæder i solidaritet med de muslimske medsøstre, for der er vist ikke noget så kulturelt som islam og tilslørede kvinder er det mest bedårende, empaterne kan forestille sig.

Sjovt nok er det egentligt, når man sammenligner med andre kvinders skæbner.

Det er mindre end to år siden, verden gik i chok og koma over Josef Fritzl, der spærrede sin datter inde i en kælder og avlede børn med hende. Der var vist ikke mange, der var uenige i, at manden skulle på hjul og stejle samt druknes, hænges og skydes.

Når det kommer til muslimske kvinder, er tonen en hel anden. Ingen løfter en finger, når piger i de muslimske miljøer, trues, tvinges, tæves, tages ud af skolen, sendes på genopdragelse i  familiens hjemland eller tvangsgiftes, nægtes at forlade hjemmet uden følgeskab af ægtemænd eller andre mandlige familiemedlemmer – eller dræbes.

Når de sager dukker op i offentligheden, er de empatiske og de menneskekærlige sært spagfærdige. Vist er det da ikke rart med en dræbt pige eller kvinde MEN der er også danskere, der slår koner eller døtre ihjel. Og den muslimske kultur har jo sådan en smuk tradition med at sætte familien højt, og de respekterer kvinder.

I de somaliske miljøer i Europa omskærer de pigerne. Det er godt nok forbudt her i landet, men så sender familien bare pigen til et land, hvor indgrebet foretages under uhygiejniske forhold med infektioner til følge.

Hvor er solidariteten med disse piger? Kan de regne med solidaritet fra den krigeriske fredsvagt og fra andre skøre madammer? Vil de skære en stump af deres klitoris af lutter solidaritet?

Fred i vor tid, synes Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden at mene.

Breaking news her og nu fortæller, at Politiken har indgået forlig med den saudiske advokat, der på vegne af en selvudnævnt profet har rejst sag mod de danske medier, der efter truslerne mod Kurt Westergaard besluttede at genoptrykke muhammedtegningerne.

Politiken udviste på det tidspunkt et glimt af anstændighed og trykte tegningerne.

Nu kryber Seidenfaden igen for islam.

Seidenfaden bør som et minimum fortælle, om og hvornår han tog shahadaen.

Læs Berlingskes artikel her.

Trykkefrihedsselskabet har udsendt en pressemeddelelse om hændelsen, og vi vælger at bringe den i sin helhed:

Selv om begge de overfaldne pådrog sig læsioner i hovedet og blødte kraftigt, synes de at være sluppet uden varige men.

Godt nok foregik denne religiøse/kulturelle begivenhed ikke i Danmark men i Tyrkiet.

16-årige Medine fik hænderne bundet på ryggen og sat ned i et hul i jorden, hvorefter jorden blev hældt ned over hende.

Obduktionserklæringen viser, at hun havde jord i mavesækken og i lungerne. Med andre ord – hun blev kvalt.

Hvem begik denne grusomme handling? Hendes far og farfar er anholdt for drabet, og faderen erklærede, at han var vred, fordi Medine havde venner af det modsatte køn.

For at komme skrighalsene i forkøbet – nej, jeg tror ikke, at alle muslimske fædre myrder alle deres døtre. Men i Tyrkiet sker det rundt regnet 200 gange om året.

I Danmark sker det også med mellemrum, og skrighalsene er ved at sparke hinanden over skinnebenene for at komme frem i rækken med påstande om, at det ikke handler om religion eller kultur, og i øvrigt myrder danske fædre også deres børn.

Jo da. Senest har vi set det tragiske drab på de to børn ved Køge. Det ene af børnene var en pige, der ville have fyldt 13 år dagen efter sin død.

Der er bare den forskel – uanset hvor grusomt drabet på de to børn i Køge var, ligesom alle de andre sager om drab på børn er – så kan sagerne ikke sammenlignes.

Der forlyder end ikke et lillebitte rygte om, at børnene i Køge er dræbt, fordi faderen var fortørnet over venner af det modsatte køn.

Da Ghazala Khan blev skudt foran Slagelse Station var det netop, fordi hun havde trodset familiens traditioner og havde giftet sig med en mand, som familien ikke havde valgt.

Den 16-årige Medine blev levende begravet, fordi hun angiveligt havde drengevenner.

Kan I huske den tyrkisk-kurdiske pige – Fadime – der for nogle år siden blev dræbt af sin far i Sverige? Hun havde gentagne gange forsøgt at råbe den svenske offentlighed op, men hensynet til de tilvandredes sarte følelser vejede tungere end denne unge kvindes nødråb.

Da det uafvendelige skete, fik Sverige er sjældent anfald af selverkendelse. Politikere, medier og mange mange mennesker gik på gaden, hvor de mindedes den unge kvinde og tændte lys for hende. Og politikere samt medier erkendte deres blinde vinkel og lovede, at det aldrig ville ske igen. Selv kongefamilien var repræsenteret ved hendes begravelse.

I Sverige er hatecrimes imod den etnisk svenske befolkning blevet et faktum, som selv Sverige anstændigvis snart må forholde sig til.

Et er kulturberigernes hærgen og raseren. Noget andet er de indfødtes voldsomme trang til dhimmificering.

Svinekød ud af børneinstitutioner. Forældremøder kun for mødre. Tilslørede kvinder i det offentlige rum. Svømmebade, der et par gange om ugen er lukket land for alle andre end muslimske kvinder – you name it.

Jeg har en nær bekendt i Canada, nærmere bestemt i nærheden af Toronto. Nu er hans søn blevet så gammel, at han har forladt mors kødgryder og fars beskyttelse og lever sit eget ungdomsliv på lige fod med alle andre unge canadiere.

Da han for år tilbage gik på highschool kunne han risikere at blive bortvist for at ønske skolekammerater god jul.

Min nære bekendt fortalte om en uhyggelig ændring i samfundet i løbet af bare en halv snes år. Han fortalte – og nu gengiver jeg efter hukommelsen – at for en halv snes år siden lignede Toronto alle andre storbyer i Nordamerika. En smeltedigel, som både USA og Canada jo er, betød at man kunne møde alle mulige slags mennesker i bybilledet. Efterkommere efter europæere, efterkommere af folk, der stammer fra Afrika, asiater, mellemøstlige, indere og alle de andre, der ikke sådan lige lader sig katalogisere.

Videre fortalte han, at bybilledet havde ændret sig, så man hovedsaligt så mennesker med oprindelse i det mellem østen og fra det indiske subkontinent.

På sønnens highschool var det forbudt at ønske god jul, og det skete af hensyn til skolens knap 10 procent muslimske elever – som i øvrigt havde fået gennemtrumfet undervisningsfri fredage, så de kunne koncentrere sig om deres bønner, der blev råbt i lokaler, som skolen velvilligt stillede til rådighed.

Julepynt, juletræ og andet, der kunne relatere til den kristne højtid blev gjort kriminelt, mens skolens daglige liv blev ændret, så det ikke greb forstyrrende ind i de knap 10 procent muslimske elevers deltagelse i ramadan og andet religiøst relateret.

Man kan selvfølgelig hævde, at muslimer er godt dumme, hvis de ikke forsøger at rage så mange fordele til sig som muligt. Og det er jo rigtig nok.

Jeg vil hævde, at et forkrøblet dhimmisamfund er endnu værre.

Det handler slet ikke om islam.

Der var ingen amerikanske tropper i Baghdad.

Tyskerne kunne aldrig forcere Maginotlinien.

Som jeg har forstået det, så var Kamal “Oliver” Qureshi iført en pakistansk festdragt. Jeg synes, den er mægtig flot, og den gør sig helt givet til pakistanske bryllupper og andre fester. I Pakistan altså. Men ikke til et hofbal i Danmark.

Kamal “Oliver” Qureshi vildleder mange at se nydelig ud og være i stand til at tale dansk, så man tror, han forstår sproget. Hans danske statsborgerskab gør ham ikke det fjerneste dansk, for så ville han som et minimum kende dresscoden for hofbal hos majestæten.

Han fik på hattepulden, da han i 2004 også mødte op til hofbal i sit hjemlands vemodige festdragt. I mellemtiden har han fået en ny, eller også har han hele klædeskabet fyldt med pakistanske festdragter. En dansker af hjertet ville orientere sig om, hvad der er passende påklædning til et hofbal.

Jeg kan godt se hans dilemma, for hvis han ankom i en til lejligheden passende påklædning, så ville man rundt omkring ved kakkelbordene godte sig lidt og erklære, at nu havde han omsider lært at klæde sig passende.

Og når man nu så gerne vil demonstrere, at man ikke har lært en hujende fis, så er man jo nødt til at fremture.

Som sagt synes jeg, den pakistanske festdragt er flot, og den gør sig helt givet på de bonede gulve i Pakistan.

Jamen, hvad så med grønlænderne, kommer de ikke i anorak? Ja, hvad så med grønlænderne. De har lige fået et udvidet selvstyre, og grønlænderne er grønlændere og ikke danskere.

Jamen, hvad så med alle de farverige klædedragter, som afrikanere, asiater, sydamerikanere og folk fra små lande, man knap kender eksistensen af bærer til ambassadørfesterne? Ja, hvad med dem? De er her i landet som repræsentanter for deres lande, og de mødes til en festlig stund med dronningen og hendes familie hvert år. De er ikke danske statsborgere og ikke medlemmer af det danske folketing.

Kamal “Oliver” Qureshi har en trist evne til at demonstrere, at dansk er han ikke. Og gudskelov for det.

Baggrunden er alarmerende. Ifølge regeringens egen offerundersøgelse udsættes 12.000 personer hvert år for vold motiveret i deres etnicitet, seksualitet eller religion. Heraf anmeldes godt 5.000 sager. Men kun ca. 100 registreres af politiet som hadforbrydelser og i 2007 var der kun 10 retssager, hvor man refererede til begrebet hadforbrydelser.

Således skriver en SF-politiker og blogger, der er kendt for dette og hint.

Videre skriver han, at regeringen med Dansk Folkeparti i ryggen mener ikke, det er nødvendigt at gøre mere for at modvirke hadforbrydelser.

Jeg er helt enig i, at det er for dårligt. Denne regering og støttepartiet må op på tæerne, for det er utåleligt med hadforbrydelser, og forbryderne bør på hjul og stejle.

Hvorfor gør denne regering og dens støtteparti ikke mere for at forhindre vilkårlige chikanerier af etniske danskere, der vover sig ind i no-go zonen Nørrebro. Det er i øvrigt ikke kun blege danskere, der chikaneres. Også kvinder af eksotisk oprindelse men uden islamisk indpakning kan med stor sandsynlighed regne med at blive puffet til, snerret af og spyttet på.

Det er på tide, at denne regering og dens støtteparti tager affære og beskytter etnisk danske piger mod seksuelle overgreb fra kulturberigende ungersvende, der bekender til fredens religion

Der bør også gøres mere, så en kristen præst ikke chikaneres væk fra sin embedsbolig i Tingbjerg.

Hvor er den forøgede indsats mod nedbrydning af vores skolesysten, vores sociale system, vores demokratiske rettigheder og ikke mindst angrebene på vores grundlovssikrede ytringsfrihed?

Hvorfor tager denne regering og dens støtteparti ikke fat på det faktum, at vi har en Kurt Westergaard og en Naser Khader, der lever under politibeskyttelse mod hadeforbryderne?

Hvad gør denne regering og dens støtteparti ved det faktum, at vores fængsler er overfyldte med kulturberigere?

Hvordan agter denne regering og dens støtteparti at gøre for at beskytte de modige kvinder, der på trods af alle odds er krøbet i ly på et af vores krisecentre på vild flugt fra deres kulturberigende familier, der med slet skjulte referencer til fredens religion mener sig berettiget til at behandle kvinder som lavere rangerende end dresserede husdyr?

Jeg er helt enig med bloggeren i, at det er for galt med de hadforbrydelser, og at denne regering og dens støtteparti må få fingeren ud og handle i stedet for at snakke.