Hvad har Hitler & Muhammed og deres tilbedere til fælles? De vil bruge vold til at erobre hele verden, de vil dræbe alle jøder og de ønsker begge et totalitært styre. Virgin-kæden – og jomfruer er jo en hot sag i Fredens Religion! – har sin egen Virgin Megastore i Qatar. I deres bogafdeling findes standeren “Virgin anbefaler”, og her finder vi minsandten Mein Kampf, den mest solgte bog i den muslimske verden næst efter voldspornografiens ukronede pamflet, Koranen!

Har Bent Jensen forsøgt at booste forhåndsinteressen for sin bog ved at sprede rygter om indholdet, spørger Trykkefriheds Selskabets formand Lars Hedegaard.

Journalist og historiker Lars Hedegaard har skrevet en klumme på Sappho om historikeren Bent Jensens bog, som ingen endnu har læst, men som mange har en mening om.

Han rejser spørgsmålet, om det i virkeligheden er professor Bent Jensen selv, der for at øge forhåndsinteressen står bag de mange rygter om indholdet af den bebudede afhandling om Danmark under Den Kolde Krig?  

Vi bringer her klummen – med Lars Hedegaards tilladelse.

Uanset hvad man ellers måtte mene om professor emeritus, dr.phil. Bent Jensen, må man tage hatten af for hans evner som reklamemand. 

Mange måneder før den bebudede udgivelse af Center for Koldkrigsforsknings mammutværk om Danmark under Den Kolde Krig, som Bent Jensen har fortalt er på 1000 sider, diskuteres indholdet vidt og bredt i pressen og blandt historikere, jurister , politikere og den interesserede offentlighed.

Ingen bortset fra professor Jensen og hans lille forskerteam aner noget om indholdet, men det forhindrer dem ikke i at udtale sig vidt om bredt om dette skelsættende værk, som de åbenbart er sikre på, der er tale om.

I Folketinget har der været animerede diskussioner om det formodede indhold, skinsyge kolleger har taget afstand fra bogen, idet de mener, at den bygger på et løsagtigt kildegrundlag, som de i sagens natur ikke selv kender.

Andre historikere er derimod overbevist om, at der ikke er noget at udsætte på kilderne, men at de er så farlige, at det burde være forbudt at viderebringe indholdet, hvilket selvfølgelig vil få folk til at stille sig i kø foran boghandlerne natten før, bogen udkommer. 

Bent Jensen kan regne med at ryge direkte ind på bestsellerlisten, når hans digre værk om den kolde krig udkommer. Forhåndsinteressen er enorm.

Topjurister truer centerleder Jensen med retssager, hvis værket viser sig at være så interessant, som de formoder. Det gælder bl.a. den øverste ansvarlige for et konkurrerende produkt, nemlig pensioneret landsdommer Leif Aamand, der var formand for PET-kommissionen, og som åbenbart er skinsyg over udsigten til  at Bent Jensen er kommet under vejrs med noget, som PET-udredningens talrige mandskab ikke har  bemærket.

 Berlingske Tidendes altmuligmand Uffe Ellemann-Jensen, der lige så lidt som Leif Aamand ved, hvad Bent Jensen har skrevet, har allerede forklaret fru Lisbeth Knudsens organ for stuerene nyheder, at Bent Jensen har misforstået Socialdemokratiets rolle under Den Kolde Krig. 

Og så er der naturligvis venstrefløjens ideologiske vagthund, MF Pernille Frahm, der i flere år – stort set inden Jensen satte pen til papiret – har advaret om de meget alvorlige konsekvenser, det kan få for centerlederen, hvis han, som hun frygter, afslører noget, som befolkningen ikke vidste i forvejen. 

Så vedholdende har Pernille Frahm været, at jeg længe har haft mistanke om, at det måske kunne være Bent Jensen, der fodrede hende med oplysninger i den hensigt at skabe forhåndsinteresse om bogen. 

PET-agenter på Information
Således spidsede jeg øren, da den fremtrædende folkesocialist den 24. maj 2011 – under folketingsdebatten om Center for Koldkrigsforsknings udredning – kunne fortælle, at der på dagbladet Information havde været meddelere for Politiets Efterretningstjeneste. 

Det fandt jeg højst interessant – bl. a. fordi jeg selv har en fortid som redaktør for bemeldte dagblad.  Kunne det mon være nogen, jeg kendte? 

Jeg skrev derfor til bladets ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen for at forhøre mig om sagen. 

Her er mailudvekslingen: 
“Kære Christian Jensen 

Under folketingsdebatten om Center for Koldkrigsforsknings udredning om Danmark under Den Kolde Krig, der fandt sted den 24. maj, oplyste MF Pernille Frahm (SF), at der på dagbladet Information havde været medarbejdere, der optrådte som meddelere for Politiets Efterretningstjeneste. 

Under et efterfølgende interview med professor Bent Jensen  spurgte jeg, om han var stødt på noget, der kunne bekræfte fru Frahms oplysning. Det var han ikke. 

Da Pernille Frahm næppe står i Folketinget og udspreder grundløse anklager mod en velanset avis, vil jeg spørge dig som ansvarshavende chefredaktør, om det er noget, du kender til. Og hvis du ikke gør, agter du så at foretage en undersøgelse for at finde sandheden? 

Da jeg endvidere anser det for givet, at du og avisen har en vital interesse i at få kendsgerningerne om de påståede hemmelige forbindelser mellem Information og PET frem i lyset, går jeg ud fra, at du vil drage omsorg for, at alt om denne penible affære bliver lagt åbent frem. 

Jeg skal endvidere meddele, at jeg agter at offentliggøre såvel denne mail som dit svar på den i Sappho.dk. 

Bedste hilsner 

Lars Hedegaard” 

Christian Jensen svarede den 7. juni 2011:

 “Kære Lars Hedegaard,

 Først og fremmest skal du have tak for at henlede vores opmærksomhed på denne udtalelse. Den er ny for mig. Jeg har spurgt Pernille Frahm, hvad hun baserer sin udtalelse på. Hun refererer en kilde, hun nu vil opfordre til at kontakte os. Om det sker, ved jeg af gode grunde ikke. 

Jeg har spurgt rundt i huset, og ingen har erindring af en sådan sag. 

Med venlig hilsen 

Christian” 

Samme dag svarede jeg Christian Jensen som følger: 

“OK, jeg afventer med interesse, hvad Frahm kan fortælle. Jeg er selvfølgelig specielt optaget af sagen pga. min fortid som chefredaktør. 

Bedste hilsner 

Lars” 

Allerede dagen efter, den 8. juni 2011, var der nyt fra Christian Jensen: 

“Kære Lars, 

Jeg har nu hørt fra Pernille Frahm igen. Den pågældende kilde ønsker hverken at nævne navne eller selv henvende sig til mig. 

Som nævnt har jeg forespurgt rundt i huset, og her erindrer ingen denne sag. Derfor er det vanskeligt for mig at gøre meget mere ved den. 

Har – eller får – du oplysninger vil jeg bede dig kontakte mig. 

Med venlig hilsen – og god dag

 Christian” 

Sidste mail i sagen havde følgende indhold:

 “Kære Christian 

Det er jo interessant. 

Det skriver jeg nok en lille historie om til Sappho.dk. Det bliver naturligvis ikke en udhængning af Information, som må anses for at være offer for bagtalelse. Hverken kilder eller navne – det er vist den slags man dumper på. 

Bedste hilsner 

Lars” 

Hvem står bag?
Folketinget, Information og den ganske offentlighed er altså fortsat på bar bund. 

Tilbage står, at nogen tydeligvis har en interesse i at gøre reklame for Center for Koldkrigsforsknings udredning ved at udbrede artige historier. 

Vi ved endnu ikke, hvem det er, kun at Pernille Frahm må vide det.

Jeg ved det, for jeg er også en af dem, der har læst bogen, inden den rammer boghandlernes diske, og jeg bemærkede ordvekslingen mellem Hans Erling Jensen og Lars Hedegaard, hvor forfatteren siger, at man ikke bør glæde sig til at læse bogen, for der er ikke noget i den, der kan glæde eller opløfte.

Lars Hedegaards bog udkommer tirsdag

Hvis man gerne vil tjene mange penge på en let og ukompliceret måde, kan man uddanne sig til gynækolog og give sig til at rekonstruere mødomme. Efterspørgslen er stor.

En god muslimsk pige skal være jomfru på bryllupsnatten, og er hu ndet ikke, så må hun sørge for at blive det. Hvis pigen er vokset op i et vestligt land og har ladet sig inspirere af vestlige jævnaldrende og haft en kæreste, kan så let som ingenting finde en mødomssnedker og få klaret problemet på få minutter og næsten uden ubehag.

Så er der alle de gifteklare piger, der lever i muslimske lande. Den sociale kontrol er så veletableret, at pigerne er under opsyn døgnet rundt uanset om de moser kikærter i køkkenet eller er studerende eller udearbejdende – slægtens øjne hviler altid på dem, og vé nåde og trøste dem, hvis …..

Alligevel forsvinder mødomme som dug for solen, og hvor forsvinder de hen? 

Den syriskfødte psykiater Wafa Sultan fortæller om oplevelser fra den gynækologiske klinik i Aleppo i Syrien. Her blev den samme historie fortalt igen og igen med visse afvigelser, men det handlede altid om en ung kvinde, der skulle giftes i nær fremtid og som barn var faldet så uheldigt, at hun blødte fra underlivet.

Hun havde brug for en jomfruattest, og efter indgående snak med de unge piger, handlede det om seksuelt misbrug, der var foretaget af nære familiemedlemmer.

Lars Hedegaard lægger vægt på at understrege, at det selvfølgelig ikke er alle muslimske mænd, der voldtager deres døtre eller andre nærtstående familiemedlemmer.

Bogen udkommer tirsdag, og Hans Erling Jensen har lagt de relevante links til hvor og hvordan man kan købe bogen. Man kan eventuelt (gen)læse interviewet med Lars Hedegaard.

Forlag: TRYKKEFRIHEDSSELSKABETS BIBLIOTEK

Af Hans Erling Jensen

“Vold, mord og voldtægter i Islams Hus

I forbindelse med Trykkefrihedsselskabets generalforsamling den 2. april traf jeg Lars Hedegaard i København.

-Jeg glæder mig til at læse din nye bog, ”Muhammeds Piger”, sagde jag bag en cigaret i Vartovs gård.

-Det skal du ikke, svarede han prompte, der står der nemlig ikke noget, man kan glæde sig over!

Nu har jeg lagt bogen fra mig. Og jeg forstår til fulde Lars’ svar. I ”Muhammeds Piger” står der ikke noget, man kan glæde sig over! Der i mod er den fuld af information om en lang række uhyrligheder, nogen burde gøre noget alvorligt ved – og det kan kun gå for langsomt!

Retssagen mod Lars Hedegaard

Bogen er uhyre velskrevet (velfortalt), dynamisk og medrivende viser en Hedegaard, der bliver bedre og bedre ”bog for bog”. Værket er utvivlsomt foranlediget af den pågående retssag mod forfatteren, der foreløbig kulminerer den 26. april i Landsretten, hvor byrettens frifindelse af LH i sagen om de famøse udtalelser i julefrokostinterviewet fra december 2009 skal omprøves. Hvor nogle måske kunne få den ide, at ”Muhammeds Piger” skulle være en ørkesløs forsvarstale for Hedegaard selv, kan jeg straks banke en pæl gennem enhver sådan opfattelse. Det er det ikke! Det er en hårrejsende dokumentation af islams indbyggede kvindedesavouerende indhold og ikke mindst udførelsen af dette.

Hedegaard anvender flittigt facts og citater fra forfattere som M. A. Kahn, Ayan Hirshi Ali, Phyllis Chester, Jan Goodwin, Taslima Nasrin, Wafa Sultan, Robert Roberts og mange flere for at underbygge sine pointer, at kvinder i islam ikke bare undertrykkes og styres, men derudover fornedres, bankes, voldtages og myrdes, hvor det passer ind i familiens, stammens, imamernes og eller nationens kram.

Æresdrabskulturen er overvejende muslimsk

Bogen belyser æresdrabskulturen med henvisninger til såvel gammel litteratur som de allernyeste undersøgelser, der taler for, at æresdrab er en som epidemi. Når velmenende apologeter ofte sammenligner æresdrab med ”almindelig patriarkalsk vold mod kvinder”, dokumenterer Hedegaard ved hjælp af rapporter og artikler fra såvel feminister som professorer, at æresdrabene er kulturrelaterede og på sin egen akavede måde religiøst motiverede. Hvor et dansk jalousidrab foragtes og fordømmes af befolkningen, så bifalder den muslimske kultur æresdrabet, og morderen og dennes medhjælpere ophøjes til helte i deres eget miljø. I muslimske lande straffes de sjældent andet end symbolsk.

At statistisk materiale om omfanget af familievoldtægter i islam er svær at opdrive, kommer ikke bag på nogen, men at visse undersøgelser i blandt andet Egypten og Pakistan peger på at op mod halvdelen af alle muslimske piger har været udsat for seksuelle overgreb fra familiens side, er et faktum, som ganske vel dokumenteres i den 150 sider lange ”rapport” om kvindeundertrykkelse i islam gennem tiderne, som man uden at sige noget forkert godt kan kalde ”Muhammeds Piger”.

Et spørgsmål som hører en anden verden til

Lars Hedegaard stiller ved at citere forfatteren Robert Fisk et spørgsmål, der er så horribelt, at de fleste af os ikke ville kunne svare uden anvendelsen af de værste gloser:

”Hvordan skal man reagere over for en mand – og dette er noget, der er sket både i Jordan og Egypten – der voldtager sin egen datter og derefter, når hun er blevet gravid, dræber hende for at redde familiens ære”?

Sexmisbruget er sanktioneret i de hellige skrifter og underbygges af imamer og andre religiøse ledere over hele den muslimske verden, sunni såvel som shiamuslimer hylder børneægteskaber, og den store shiamuslimske helt ayatollah Khomeini har endda udgivet en pamflet, hvor han maner til forsigtighed, når en mand har sex med en pige, der endnu ikke er fyldt ni år. Ligeledes indeholder skriftet ”Tahrir ul-Vasileh” (Udførlige vejledninger) en beskrivelse af, hvordan man kan lege seksuelt med børn helt ned til ammestadiet! Hårrejsende, men Hedegaard har taget det meste med.

Islam har brug for en revolution

”Muhammeds Piger” indeholder et stort register af ”links”, som det jo hedder i moderne digitalt sprog. Der findes ikke meget unødigt mellem omslagsiderne. Det er lige på og hårdt. I det sidste kapitel efterlyser forfatteren en islamisk revolution – knapt den, der sker i Nordafrika og Mellemøsten lige for tiden, men en religionsrevolution, der kan sætte kvinderne fri!

Det er med den nuværende situation i mente, helt ligegyldigt, om Muhammed, skal anses for at have været en progressiv reformator, der gjorde sit bedste for at forbedre kvinder og slavers situation, eller om han var en eklatant kvindehader og kvindeundertrykker. Det altoverskyggende problem i dag udspringer faktisk af islams grundlæggende konstruktionsfejl: Nemlig den opfattelse at en gud med navnet Allah skulle have ønsket for evigt at fastfryse samfundsforholdene, som de eksisterede på et bestemt sted og tidspunkt for meget længe siden!

Før muslimer erkender, at den skikkelse, de kalder Muhammed – om han så har levet eller er en fiktion skabt af historiefortællere – har haft sine fortrin og sine fejl som ethvert andet menneske, vil der ikke kunne komme nogen civilisering af islam – og ingen “befrielse” af muslimerne.

Lars Hedegaard afslutter bogen således:
Nøglen til den revolution, som islam så åbenlyst har brug for, er frigørelsen af den muslimske kvinde. Og vi kunne passende begynde med de muslimske kvinder, der har taget bolig iblandt os!

Bogen kan og bør straks bestilles hos http://www.bibliotek.trykkefrihed.dk/

Lars Hedegaards bog udkommer den 26. april.

Man kan indvende, at det gør vi andre skam også, så der er ingen forskel. Men det er der. Vi kan selvfølgelig ikke frasige os, at vi fødes som en mands datter, men vi kan selv bestemme, om vi vil være nogens kone eller nogens mor.

Nogle muslimske piger er heldige, og de får gode og tilfredsstillende liv. Men der er mange, der ikke har fået appelsiner i hovedbeklædningen.

Børn og kvinder kan risikere seksuelt misbrug i alle kulturer, men i den muslimske kultur er det ikke en teologisk synd.

En nybagt brud skal være jomfru, og er hun ikke det, er fanden løs. En ny mødom kan konstrueres let, uden nævneværdigt ubehag og til en overkommelig pris. Og mødomme fremstilles på samlebånd både i Vesten men i lige så høj grad også i muslimske lande.

De forsvundne mødomme er et mysterium al den stund, at piger i et muslimsk land overvåges døgnets 24 timer, så hvor bliver mødommene af?

Lars Hedegaard – ja ham der blev frikendt for hatespeech ved Retten på Frederiksberg men som skal i Landsretten i samme sag, fordi anklagemyndigheden har anket – har skrevet bogen Muhammeds piger med undertitlen vold, mord og voldtægter i Islams Hus.

Bogen udkommer på Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, koster 150 kroner og udkommer den 26. april, der også er dagen, hvor Østre Landsret skal tage stilling til, om muslimer blev forhånede, nedgjort eller tilsvinet.

Læs interview med Lars Hedegaard om bogen.

Journalisten, fra Gentofte stillede spørgsmålet; ”mener du virkeligt, at medarbejderne skal køre i radiobil???”

Da var jeg ved at køre i grøften af grin! – første gang.

Dernæst foreslog han, at man i stedet udstyrede medarbejderne med en pels, hvortil kandidaten svarede, at det var fint med ham, for så kunne de jo alle holde varmen og skifte el-bilen ud med en cykel.

Den efterfølgende dialog om, hvordan gartnere kunne komme omkring med pels, river, spader og trillebør – på cykel, var ikke mindre morsom. En ironisk journalist er ikke at kimse ad!

Valgkamp er en alvorlig ting … men jeg sætter pris på den slags småting.

Og læs lige dette link: Brogede Blade

Citat: 

Allah – den barmhjertige og nådige
”Islam” af Jes Peter Asmussen i serien Verdens religioner, må betragtes som en af grundbøgerne i islams historie, religiøse opbygning, indhold og retninger. 
Den udkom i 2.udgave i 1988, det år, hvor ayatollah Khomeini erklærede dødsdom over Salman Rushdie – en af de begivenheder i nyere tid, som har været medvirkende til at uddybe fjendebillederne af Islam. 
 
 I sit forord skriver forfatteren: ” Islam er mere provokerende og nærmere inde på livet af os end nogensinde.
Men én ting må ikke glemmes og det er ”Bismillah” (I Guds navn), der indleder næsten alle Koranens kapitler. For i denne formel er Allah ” den barmhjertige og den nådige”.
Det glemmes let i tumulterne omkring Khomeinis private dødsdom – men islam er ikke Khomeinis! ”

Problemet er politisk – ikke religiøst
“Islam er meget andet og mere – og Saudi-Arabiens Kong Fahd opfordrede på samme tid alle muslimer i verden til at vise Salman Rushdie tolerance – helt i den sande islams ånd.
Problemet er politisk – ikke religiøst”- slutter Jes Asmussen.

Det samme må vel siges at gælde den i 2006 aktuelle strid om Muhammed-tegninger, som endnu en gang viser, hvor vigtigt det er at kende og forstå hinandens religiøse og kulturelle værdisæt i en globaliseret verden.

Hvad foregår der her?

Sådan tænkte jeg, da jeg læste Hedegaards og Camres tanker om velfærdstatens sammenbrud. Med et fint ord hedder det social kapital – eller rettere sagt mangel på samme.

Læsningen fik mig til at tænke på en lang snak, jeg havde på et tidspunkt med en af mine søde venner i New York.

- No way, om jeg vil være med til at finansiere en offentlig sygesikring. Not in a million years. Der er alt for mange, der bare lader stå til og forventer, at andre betaler for dem. Se nu bare alle de immigranter, der får offentlige ydelser.

Sådan lød svadaen fra Nicholas. Og der var mere endnu. For hvis folk ville have ekstra ydelser, så måtte de tegne sig en sygeforsikring.

Jeg argumenterede imod med mine typiske danske synspunkter. Den fik ikke for lidt af fordomme om folk, der ligger syge og døde på New Yorks gader, fordi de ikke har en sygeforsikring. Eller om ulykkelige, der var fanget i fattigdomsspiralen uden udsigt til nogensinde at kunne kæmpe sig ud.

- Altså, hvor er du europæisk og nærmest socialistisk. Ser du, hospitaler, der modtager offentlig støtte, har også pligt til at behandle folk uden penge eller sygeforsikring. Men de har ikke pligt til at indlægge folk på enestuer med fladskærms-tv, telefon og trådløst netværk til computeren.

- Fattigdomsspiral. Jo, der har du en pointe. Men ser du, det her er  altså Amerika, og det er muligt at komme ovenpå. Mine bedsteforældre kom fra de fattige dele af Italien og ved at sælge alt, skaffede de pengene til billetten til Amerika. De knoklede og undte sig aldrig noget. Men de skaffede deres børn bedre vilkår, end de selv havde haft. Og de sørgede for, at deres børn talte engelsk. Jeg er tredje generation her i Amerika, og udover nogle høflighedsfraser, forstår og taler jeg ikke italiensk.

- Min far kæmpede sig op fra dårlige sociale forhold at drive sin egen virksomhed. Han efterlod sig en millionarv til os børn.

Det er selvfølgelig et ultra kort resume af min lange snak med Nicholas, og jeg må også erkende, at snakken efterlod mig forvirret og lidt målløs. Herregud, hvordan kunne man være kynisk ikke at unde mindre privilegerede en ordentlig offentlig omsorg.

Jeg har tit tænkt på den snak, og jeg er begyndt at forstå fragmenter af argumenterne. Jeg synes nemlig, at jeg betaler mere end rigeligt i skat, og jeg vil ikke af med så meget som en jante mere. Heller ikke selv om jeg godt ved, at der mangler ressourcer til børnepasning, skoler, sundhedsvæsen og ældrepleje.

Så var det, at jeg faldt over afsnittet om social kapital i bogen 1400 års krigen af Lars Hedegaard og Mogens Camre. Og her stod det jo sort på hvidt.

Forfatterne refererer til en undersøgelse af 40 amerikanske lokalsamfund, der blev gennemført af Harvard-professor Robert Putnam. Det viser sig, at jo flere etniske grupper et samfund består af, jo mindre mellemfolkelig tillid og vilje til samarbejde opstår der i befolkningen.

Mennesker reagerer som skildpadder og trækker sig ind i en skal. End ikke dem, der ligner os selv, har vi tillid til. De stoler ikke på borgmesteren, på den lokale avis, andre mennesker eller institutioner. Hvad der er i overskud er protestmarcher og tv-kiggeri, hedder det i bogen.

Der er meget mere og mange flere afsnit, der fortjener en selvstændig debat, men måske kan vi tage de debatter hen ad vejen.

Bogen 1400 års krigen med undertitlen Islams strategi, EU og frihedens endeligt beskæftiger sig med det, vi godt ved foregår lige under vores næsetip, men uden at vi som borgere kan gøre ret meget ved det.

Fra politikerne og den selvudnævnte elite hedder det, at vi skal være søde ved muslimerne, og at der ikke er noget at sige til, at de sommetider reagerer skarpt, når de til stadighed fornemmer, at flertallet af danskerne – eller andre europæere for den sags skyld – tager afstand fra dem.

Forfatterne tager fat på alle de områder, der gør nas. Fra at have været et homogent samfund med en stor grad af sammenhængskraft er vi blevet til underlige satellitter, der flakser rundt og søger mod lyset uden rigtigt at turde.

Problemer med utilpassede unge tilvandrede i ghettoerne forsøges løst med endnu en pose penge betalt af de danske skatteydere, der i forvejen betaler verdens højeste skatter og som samtidig må se stiltiende til, mens velfærd ophæves, standarden på hospitaler og skoler forvitrer og syge gamle ikke kan få ordentlig hjælp, fordi vi har lukket en gruppe mennesker ind i landet med en ekstrem lav uddannelsesgrad og en ekstrem høj grad af sygelighed for ikke at nævne en foruroligende høj repræsentation i kriminalstatestikkerne.

I forbindelse med præsidentvalgkampen i USA sidste år var tonen forbitret mellem de to fløje. Men politik er politik, og man har altid forsøgt at miskreditere modstanderen.

Jeg var på jævnligt besøg på mit gamle foretrukne hænge-ud-sted på nettet – et amerikansk debatsted med stor deltagelse af europæere. Lad os bare nøjes med at sige, at debatterne bølgede frem og tilbage.

Da valgresultatet forelå og Barack Obama var valgt som USA’s præsident, var det på mange måder banebrydende. Aldrig før havde man haft en farvet præsident, og det faktum, at den nyvalgte hed Hussein til mellemnavn og delvist voksede op i Indonesien, hvor han efter sigende gik på muslimske skoler, blev der set bort fra.

Men ikke af muslimerne på paltalk.com. Her ville jubelen ingen ende tage, og rum efter rum skød op for at fejre sejren over Vesten og dets afskyelige demokrati. For første gang nogensinde sad en muslim i Det Hvide Hus.

Om Obama er skabsmuslim, tør jeg ikke gætte på. Men jeg fik røde knopper og ansats til kvalme, da jeg blev mindet om den tale, som Obama holdt på Cairos universitet den 4. juni i år. Talen var en hvidvaskning af islam, som Obama pointerede var hovedbidragyder til den vestlige civilation.

Obama erklærede frejdigt, at Amerika ikke er og aldrig vil være i krig mod islam. Han nævnte ikke, at islam har proklameret jihad mod Amerika.

Jeg kan godt huske, at jeg læste om talen et eller andet sted. Hvis nogen vil læse den, så er den her: http://www.huffingtonpost.com/2009/06/04/obama-speech-in-cairo-vid_n_211215.html

Hvad skal der ske med os? Lars Hedegaard og Mogens Camre mener, at hvis ikke der gribes ind med drastiske midler som forbud mod islamiske organisationer, koranskoler, muslimsk signalpåklædning i offentlige hverv, stormoskeer og yderligere tab af byområder til den muslimske umma, så kan vi godt vinke farvel til den velfærdsstat med udprægede frihedsrettigheder, som generationerne før os har kæmpet for. I løbet af få årtier har vi smidt det hele på gulvet.

1400 års krigen er med sine knap 300 sider meget informationstæt. En enkelt omtale af bogen kan aldrig yde den en tilnærmelsesvis retfærdighed, og det er svært at plukke afsnit ud på bekostning af andre.

Jeg kan kun varmt anbefale bogen, der er velskrevet og som rummer en masse information, som jeg ikke lige havde styr på.

Bogen udkom den 1. oktober, og den er udgivet af Trykkefrihedsselskabets Bibliotek og koster 279 kroner

Men jeg ku´forstå så meget, at man var meget forarget over, at man plukkede dun af levende fjerkræ altså ude i Kina – that is, og der har man jo som bekendt et andet syn på både mennesker og dyr.

Så vidt jeg kunne se, slap fuglene (tror det var gæs og ænder) levende fra det uden nogen men – ellers ville det jo ogå have været en dårlig forretning! 

Selvfølgelig var der en del “rapperi”, men det ville der jo være alligevel, hvis man tager fat i dem, så man kan ikke rent videnskabeligt udlede at det gør ondt på fuglen – det er bare noget man tror, fordi visse mennesker er antropomorfe – altså tillægger dyr menneskelige følelser og reaktionsmønstre.

At fuglene selv, plukker løse dun af sig en en uendelighed, det er ikke interesant – ikke i denne her forbindelse, for udsendelsen skal jo handle om “dyremishandling” – men hvad er igunden facts – se det er der ingen der ved, og jeg tror såmænd også de fleste er ligeglade med det – selvfølgelig lige bortset fra dem, der har gjort det til deres levevej – - ikke at plukke dun – men at være forargede – det koster jo heller ingenting!

Nå men på baggrund af denne formodning/antagelse så skal fx. DyneLarsen og andre forbrugere af dun, sørge for at sikre sig, at dunene ikke kommer fra levende fjerkræ! – Hvordan i himlens navn skulle man kunne kontrollere det??

Storm i et glas vand? – Agurketid? – Hvad?