I dag er det Midfaste, og om nogle få dage har vi forårssolhverv, hvor dagene bliver længere og længere, og lyset bliver stærkere. Dagens tekst fra Johannes handler om at se det, der er lige for næsen af én og ikke lede efter underlige tegn, der kan lede på vildspor.
Lad os se lidt på, hvad teksten fortæller. En udefinerlig skare leder efter Jesus og hans disciple ved bredden af Genesaret Sø uden held, og de beslutter sig til at sejle tværs over søen til Kapernaum, der i parentes bemærket var den store by I Gallilæa med stor synagoge og et rigt handelsliv.
Da skaren når frem og finder Jesus, snakker de lidt frem og tilbage, og Jesus slår fast, at de ikke har rendt ham i hælene, fordi de fik en guddommelig tilskyndelse, men fordi de var mætte og tilpasse, og han minder dem om, at det da er godt nok at få noget i skrutten, men den åndelige føde er mindst lige så vigtig.
Er den åndelige føde vigtig, så er det overordentligt vigtigt at gennemskue, hvem kokken er. Noget kan se godt og pænt ud, og det kan såmænd også ligge godt i både mave og i sjæl, men hvis kokken ikke har gode hensigter, så kan selv den lækreste dessert indeholde farlige stoffer.
Er det noget, vi kan kende fra vores hverdag? Ja, det kan vi.
” Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.”
Sådan lyder teksten. Verden er delt mellem godt og ondt, og sådan har det altid været. Jesus taler flere gange om Djævelen, der frister og lokker mennesker med lækkerbiskner til at arbejde i det ondes tjeneste. Han fremstiller det onde om en fysisk skikkelse, for hvordan skulle han ellers få uuddannede bønder og fiskere til at forstå budskabet?
I vor tid og i vor del af verden har vi en vis træning i abstrakt tænkning. Altså sådan generelt. Vor tids mennesker tror ikke på en fysisk skikkelse, der lokker og frister til at gøre ondt. Moderne mennesker ved, at ondets rod ofte ligger nede i de dybe lag, som er svære at afdække og som sender velduftende blomster op igennem muldlagene.
Tag nu sådan et begreb som menneskerettigheder. Smukke er de og skabt i euforien over, at en frygtelig krig, der krævede mange millioner liv, nu var ovre, og nu skulle der skabes gode forhold for alle. Helt uden krig og ufred, ja man kan næsten sige, at fremtiden skulle være som i 1000-års riget, hvor løver og lam græsser side om side.
Hvad er det blevet, og er menneskerettighederne universelle? Næh, de gælder ikke for hvide kristne.
Så er der tolerance og rummelighed. Disse smukke ord, der i bedste fald kun rummer varm luft og i værste fald udspringer fra selve det onde.
Sådan kan man blive ved og ved. Da Jesus står og snakker med den udefinerlige skare, minder han dem om, det gode kommer fra Gud, og da han er den, han er, så er det fint nok, at skaren tror på ham, for så er de på rette spor.
Hvis Jesus levede i dag, er jeg sikker på, man kunne finde ham i onlinedebatterne, eller måske ville han have sin egen blog. Hans budskab ville med garanti være, at man skal være forsigtig med, hvad man æder råt. Der er den igen den med at arbejde for brødet men også huske den spirituelle side af livet.
God søndag.
Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: »Rabbi, hvornår er du kommet hertil?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.« Så sagde de til ham: »Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?« Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.« Da sagde de til ham: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spist manna i ørkenen, som der står skrevet: ›Brød fra himlen gav han dem at spise.‹ « Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.” De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. [Men som jeg har sagt til jer: I har set mig, og I tror ikke. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.«] Joh 6,24-35[36-37]
Det er skrappe ord i skysovs, der lyder fra prædikestolene landet over på denne 3. søndag i fasten.
Forestil jer, at Jesus kommer traskende hen ad en støvet landevej sammen med sine disciple, og møder de en gruppe mennesker, de falder i snak med. Om det er helt almindelige mennesker, eller om det er skriftkloge eller endog farisærer, melder Johannes’ ord i Joh 8,42-51 ikke noget om, og det er for så vidt også ligegyldigt.
Teksten bekræfter det gamle ord om, hvor der er to jøder, er der tre meninger, så de implicerede gør det, de er så gode til. Nemlig at debattere, så fjer og støv står dem om ørerne. Fra Det Nye Testamente ved vi, at Jesus ikke lader en chance for en god debat gå fra sig.
Hvis Jesus levede i dag, ville han nok anskaffe sig en bærbar med mobil netopkobling og kastet sig ud i netdebatterne.
Hvis Jesus havde levet i dag, ville han næppe vandre rundt på støvede landeveje. Han ville garanteret have anskaffet sig en lækker bærbar og deltaget i de mange onlinedebatter, som den moderne teknologi byder på, og han ville svinge krabasken over løgnere og dogmatikere.
Forestil jer dagens tekst udspille sig i et debatforum. Udgangspunktet for debatten har fortabt sig, men den kører videre og videre. Vi ser det på Facebook, hvor stærke personligheder, hidsigpropper, fantaster og lystløgnere kappes om opmærksomheden til at definere, hvad der er godt og ondt.
Jeg forstår godt Jesus. Ikke at jeg skal drage nogen sammenligning mellem ham og mig – slet ikke – men vi har det til fælles, at vi siger cut the crap og forhold jer til fakta.
Decideret fakta bliver opfattet som den rene og skære manipulerende ondskab i mange onlinedebatter. Når Jesus kommer tilbage, vil jeg stærkt fraråde ham at oprette en profil på for eksempel 24.dk, for der vil gå cirka en uge, så har farisærerne, der jo kendetegnes ved at lede efter svar i regelsæt og kalder hinanden for kammerater, blevet samlet for at iværksætte en kampagne med konstante klager til ypperstepræsterne, og når der er samlet nok, går de til support for at få ham korsfæstet en gang mere. Sandheden er ilde hørt.
Tilbage til onlinedebatten. Forestil jer, at Jesus deltager i en politisk debat. Han ved, for han har undersøgt det, at sandheden ikke er den, som de fleste helst vil tro. Den ligger et andet sted, og der er en række faktorer, man ikke må overse. Men så sætter debatmodstanderne trumf på. De ved bedre, for de har selv læst leksikon.org, i arbejderen.dk, på modkraft.dk eller sågar på P77, og han kan selv læse sandheden der.
Glem lige alt om det med at vende den anden kind til. Jesus er aldrig konfliktsky, og han vender ingen kinder til, men han opfordrer til, at man lige tænker sig om, inden man reagerer.
Man kan med lidt rette sige, at han glemmer sine egne gode råd, for han sprutter og hvæser det bedste, han har lært. Han ved, at han har ret, og han mødes med våserier som ekstremistiske menneskers vådeste drømme.
Piet Hein skrev et engang et meget rammende gruk:
En yndet form for polemik, består af det probate trick, at dutte folk en mening på, hvis vanvid alle kan forstå.
Dette gruk kan bruges i nutid, datid og selv i før nutid, og lidt omskrevet er det også det, Jesu debatmodstandere gør, da de alle sammen står der på den støvede grusvej og råber hinanden ind i hovedet om løgne og sandheder.
De mener, de lister ham i en fælde ved at spørge, om ikke han er en samaritaner, der er besat af en ånd.
Samaritanerne var jo ikke med i fangenskabet i Babylon, hvor de jødiske skriftlærde udviklede den sofistikerede Torah. Da jøderne efter 70 år vendte hjem igen, var det en flok moderne mennesker i modsætning til dem, der boede i Samaria, der ikke havde problemer med at røre ved et lig, men lad os tage historien om den skamredne samaritaner en anden gang og nøjes med at konstatere, at ved at spørge, om ikke Jesus var samaritaner, antydede de, at han vist ikke helt havde fattet pointen, og da de sætter trumf på ved at insinuere, at han er besat af en ånd, siger de lige ud, at han har en skrue løs.
Har Jesus en skrue løs? Nej, for han kender sandheden, og han er kommet fra Gud i modsætning til dem, der stopper halm i ørene for ikke at komme til at høre sandheden. De er kommet fra Djævelen og har lyttet til onde kræfter. Eller som Scopenhauer så fint udtrykker det:
Ingenting er så ærgerligt, som når man diskuterer med en person og med gode argumenter gør sig umage for at overbevise ham og så pludselig opdager, at det ikke er hans forstand man har med at gøre, men hans vilje. Han vil ikke forstå.
- Ih altså, hvordan er det her ser ud. Tænk hvis præsten kommer på besøg.
Sådan lyder en overleveret opsang i min familie, og meningen er tydelig nok. Hvor skal vi skamme os, hvis vi roder, og præsten kommer og opdager det. Præsten var en af dem i samfundet, der nød stor respekt. Sammen med skolelæreren, sognerådsformanden og den lokale storbonde.
Meget er sket siden da. Storbønder er konstant i defensiven, for de beskyldes for stort set alt. Døde hummere i en fjord, ozonlag og jeg ved snart ikke hvad. Respekten for skolelæreren kan ligge i udskrabet fra en nedbidt lillefingernegl. Altså generelt talt. Og så er der præsten.
Lad mig skynde mig at sige, at de præster, der bor og arbejder i mit område, kan der ikke sættes en finger på. Engagerede, vidende og meget spændende mennesker. Men generelt ser billedet anderledes ud.
Tag nu bare Præster for det Ukristeligste, der sammen med Bedstemødre for det Utroligste, politiske bøsser, Advokater for egen Godhed og hvad ved jeg, der går sammen for at underminere den Folkekirke, der har virket upåklageligt siden grundlæggelsen.
Præster er lige som alle andre mennesker. Nogle er kloge, andre er dumme, nogle er venlige, andre er uvenlige, nogle har ægtefælle og børn, andre har valgt partnere af samme køn, nogle er engageret i samfundsdebatten, andre er ikke. Og så er der dem, der er så kloge, at de kan undvære hovedet.
Kristeligt Dagblad har i dag en artikel, der fortæller, at det er præsterne, der skræmmer kirkegængerne væk ved simpel arrogance.
Marianne Gaarden, tidligere sognepræst og nu ansat på Pastoralseminariet, hvor hun skriver ph.d.-afhandling om kommunikationsprocesser i prædikenen, advarer mod tung teologi og en arrogant attitude over for manglende bibelkundskab.
Sørine Gotfredsen, forfatter og sognepræst i Jesuskirken i København, er inde på, at mange præster forsømmer at drage paralleller til moderne menneskers liv, og dermed bliver mange prædikner kedelige og uvedkommende.
Det vil vi her på Sajdet gerne gøre noget ved. De næste søndage gennemgår vi dagens tekst og udlægger den på nudansk i håbet om, at Sajdets trofaste læsere får en ekstra facet på søndagen.
På søndag handler det således om Markus-evangeliets kapitel 9 vers 14-29. Teksten handler om Jesus, der helbreder en syg.
Politiken har indført nye regler i debatten. Det er slut med anonyme indlæg, og når man opretter sig som bruger, bliver man cpr-valideret. Man skal nu ikke opgive sit cpr-nummer, men man skal oplyse for- og efternavn, adresse og fødselsdag. På det grundlag kan det kontrolleres. om man er den, man giver sig ud for at være.
Man kan synes om det, hvad man vil, og dte er der mange, der gør. Jeg er sådan lidt tralala, for egentlig bryder jeg mig ikke om at blive eksponeret, men jeg har også gjort den erfaring, at der sidder diagnoser parat til at finde en lille tråd, som de bruger til at skaffe sig viden om en identitet, som de i deres evige selvretfærdigelse gerne lægger frem i det offentlige rum – og dermed overtræder de lov om personregistrering.
Politiken er i sin gode ret til at kræve, at debattører optræder under eget navn. Ingen tvivl om det. Jeg har selv oprettet en profil i det håb, at det kan lade sig gøre at føre en sober debat med flere, end dem, man typisk render ind i på blogstederne.
Ditte Giese, medarbejder på Politiken og debattør, skrev et indlæg om, at det især er mænd, der er hadefulde på nettet, og at de ikke er sene til at forsøge at lukke munden på kvindelige debattører ved at være platte og vulgære og påstå, at kvinder, der mener noget andet, er ludere, får for lidt sex og andre fantasifulde betegnelser.
Jeg har kommenteret, men det blev kun et kort svar, for pladsen tillod ikke en længere svada, så den får I her i stedet:
Grim, for lidt sex, mandehader, klynker, lavt selvværd. Ja ja, Ditte Giese, du må gerne låne et par af de etiketter, som hadende mænd har sat på mig i tidens løb.
Blandt de morsomme var “du er en hadder, og du heiler med dine nazivenner i Den Danske Forening”.
Xenofob, racist, infam, perfid, ondskabsfuld og muslimhader er jeg blevet kaldt af en, der ynder at omtale sig selv som “pragtnosserne”. Jeg kender ingen – levende eller døde – der vil påtage sig at undersøge, om den selvvalgte betegnelse er dækkende eller ej.
Du skal f***** ikke komme her med dine ulækre meninger. Vi er mange, der ikke vil have dig her, og vi ved, hvor du bor”, lød svadaen fra en anden. Dog uden korrekt kommatering. Den var jeg ved at få broderet på sort fløjl, indtil jeg fik mærkelige telefonopkald, hvor der ikke var nogen i den anden ende af ledningen, og havde man bare kunnet nøjes med det, var det såmænd nok gået, men jeg syntes ikke, det var morsomt, da jeg opdagede biler, der holdt udenfor mit domicil, og hvor føreren tog billeder af mit hjem.
Jeg er selvfølgelig leveringsdygtig af yderligere bidrag til listen.
På et sted, hvor man udelukkende har blogs – udover den nu lukkede papiravis – bølgede debatten for og imod anonymitet for snart et stykke tid siden. En på det tidspunkt herboende flygtning fra Balkan mente sig i sin gode ret til at svine den befolkning til, der havde givet bloggeren med familie ly og livsgrundlag. Danskerne var dit, og danskerne var dat og danskerne var overhovedet ikke på det nærmeste så ædle og empatiske som Balkans muslimer.
På et tidspunkt skrev bloggeren trallende, at hun syntes, det var for dårligt, at der overhovedet blev luftet anonyme meninger i det offentlige rum. Enhver kunne, kvidrede hun videre, erkyndige sig om hendes identitet, for den var hun skam ikke bange for at lægge fremi sin profiltekst.
Nej, selvfølgelig var hun ikke det, og hvorfor skulle hun? Intet normalt menneske ville krumme et hår på damens hoved på grund af uenighed om samfundsrelevante emner. Uenighed om emnerne – ja, men korporligheder? Nej. Den slags overlader man til dem, der ikke kan klare sig i en debat.
Kan I huske historien om den franske gymnasielærer Robert Redeker? Han skrev i et meget velanset fransk dagblad et indlæg der var kritisk mod den stigende islamisering af Frankrig. Greb hans modstandere pennen eller tastaturet og skrev velunderbyggede indlæg, der viste, at Redeker tog fejl? Nej, det gjorde de ikke. Han blev gjort til en paria af selv sine rummelige, menneskekærlige og diversitetsfascinerede kolleger. Hans egen faglige organisation tog afstand fra ham, og i dag lever han under jorden – som jaget vildt af både toneangivende islamister samt pragtsjælene, der aldrig lader en chance gå fra sig for at fortælle, hvor ædle de er.
Skal vi lige nævne Kurt Westergaard, der efterkom en opfordring fra sin chef om at tegne en vis profet, som han så ham.?Jeg behøver næppe ridse det videre forløb op.
Bloggeren Kim Møller er to gange blevet overfaldet af politisk modstandere.
Fælles for Redeker, Westergaard og Møller er, at de i eget navn udtrykte en holdning og stod fast på den. Er det i øvrigt ikke også ret interessant at se, hvilket politisk segment, de voldelige er rundet af?
Hvad så med mig, vil nogen måske spørge? Ja, hvad så med mig? Jeg har levet mit liv, mine børn er voksne og mine børnebørn er teenagere, så skulle en politisk modstander gå til yderligheder, så … tja. Men skulle det ske, forventer jeg en statsbegravelse, hvorefter mine jordiske rester stedes til hvile i et nyopført mausulæum, der gene må indrettes med café med en slags jukeboks, hvor man for et beskedent beløb kunne høre mine bedste fornærmelser reciteret.
Jeg kender en mand. Der er ingen grund til at gå i detaljer om bekendtskabets natur og intensitet, så lad os bare holde os til, at jeg kender ham.
For mange år siden sad vi på en færge og nød udsigten over den stockholmske skærgård. Pludselig udbrød han “Det er også her i området, at Simon har sommerhus”. Jeg kløede mig i nakken, mens jeg tænkte, så det bragede, for jeg kendte ikke nogen Simon, der havde sommerhus på de kanter, så jeg spurgte forsigtigt “Simon hvem?”. Svaret faldt prompte “Simon Spies selvfølgelig”.
Nå ja, Simon Spies selvfølgelig. Ham havde jeg hørt om, læst om og interesseret mig for, men jeg kendte ham ikke personligt, og det gjorde min bekendte heller ikke.
Jeg har altid undret mig over trangen til at være på fornavn med politikere, kongelige, skuespillere og andre kendte. Jeg vedkender mig gerne, at jeg også ligesom de fleste her til lands var på fornavn med en tidligere statsminister. Af en eller anden grund virkede det absurd at referere til ham som Jørgensen.
Anker Jørgensen var ikke en af efterkrigstidens bedste landsfædre. Underbudgettering, inflation, devalueringer og afgrundens rand på første klasse er nogle af de begreber, der knyttes til hans tid. Uanset hvor katastofalt Danmarks situation var på den tid, så stod der en menneskelig respekt om statsminister Jørgensen.
Utallige er de vittige hoveder, der omtaler den nuværende statsminister som Helle. Bevar os, det er et smukt navn, der var på top 10 listen over pigenavne op gennem 50′erne og 60′erne, så hun skal skam ikke skamme sig over sig navn. De vittige og joviale hoveder mener heller næppe, at der er noget galt med navnet.
I dag bemærkede jeg to links på Facebook. Det ene handler om statsministerens måske, måske ikke skattesag. Det andet citerer hendes forgængers opfordring til at passe godt på nøglerne, for de er kun til låns. I begge tilfælde benytter linklæggerne sig af muligheden for at demonstrere, at de godt ved, at statsministeren hedder Helle til fornavn.
Man kan spørge sig selv, om linklæggerne har en menneskelig respekt for statsministeren, og svaret er, at det har de næppe. Jeg skal ikke føre socialdemokratisk korstog, og jeg skal bestemt ikke forsøge at forklare eller forsvare socialdemokratisk politik, så mit ærinde er ikke som en tyrk på det berømte hus at kræve respekt. Mit ærinde er en stille undren.
Undren over, hvorfor det tilsyneladende gør så godt at slynge omkring sig med for- eller tilnavne. Vi husker jo Anders Fjogh og Lars Uløkke/Ulykke eller Lille Lars fraGræsted for ikke at tale om fadbamserne.
Hvem får sidestik af grin over den slags? Hvem synes, der bare er antydningen af humor over forsøg latterliggørelse?
Jeg tror, det handler om magtesløshed. Man kan ikke stille noget op, men man kan da altid forsøge sig med en humor, der nok kan få en gruppe børnehavebørn til at trille rundt på gulvet af grin. Hvis man da ikke går over i den modsatte grøft og omtaler de vederstyggelige med Hr. eller Fru og det fulde navn. Det er nemlig bare så chikt.
Var der nogen af jer, der så Politirapporten forleden? Altså den udsendelse, hvor et tv-hold følger betjente fra helt almindelige vagthold forskellige steder i landet? Det gjorde jeg, og jeg synes godt nok, at de unge betjente burde have en medalje for enestående tålmodighed og langmodighed med samfundets bundfald, der optræder for fuld skrue.
Blandt andet oplevede vi arbejdsforholdene for et par betjente i Sønderborg. Om Sønderborg kan man vel sige, at det er en mellemstor provinsby med fortrinsvis ordentlige mennesker. Og så lige de andre.
Betjentene stoppede en udlejningsbil på tyske plader og genkendte øjeblikkeligt den kulturberigende chauffør, der ikke har kørekort. Seerne bliver vidne til en meningsudveksling, der for en stor del bliver ført på arabisk.
Uriasposten har pillet indslaget fra hinanden og fået oversat de følsomme passager fra arabisk til dansk, og man kan vel kun sige, at den unge kulturberiger giver udtryk for sin kultur.
Vi bringer her hele dialogen, som takket være Uriasposten nu kan bringe lys over, hvad der virkeligt skete:
Speak: Politielev Sune Kristiansen og hans vejleder Anders Kusk er på patrulje i Sønderborg. Pludselig ser de en gammel kending. Betjentene har stoppet manden mange gange tidligere, og ved at han ikke har kørekort.
Anders Kusk, Sønderjyllands Politi: Jeg tror det er 43. eller 44. gang han bliver taget for kørsel uden føreret. Så ligger han og kører rundt i et udlejningskøretøj på tyske plader.
Speak: Det er vigtigt at patruljen når frem inden manden forlader bilen, ellers bliver det svært at bevise hvem der sad bag rettet.
Anders Kusk: Jamen sørme om det ikke var ham. Så gik den ik’.
Araber I: Sådan er det nu engang.
Speak: De ved at manden ofte bliver aggressiv overfor dem.
Araber I: Hvad er det jeg har gjort – hvorfor tager du fat i mig?
Sune Kristensen, Sønderjyllands Politi: Vi taler pænt til dig, ikke også?
Araber I: Hvad har jeg gjort dig?
Anders Kusk: Hvor er udlejningspapirerne?
Araber I: Fuck din søster, din jøde! (på arabisk) … Hvad har jeg sagt til dig? Jeg har ikke sagt en skid til dig… Hvad har jeg gjort dig din fucking racist, mand. … Fuck din søster… Jeg sagsøger dig – vent og se. Du kommer til at fortryde det her. Vent og se hvad der sker med dig. Du kommer til at fortryde det her, det det dummeste du nogensinde har gjort. Du bliver fyret fra dit fucking job!
Anders Kusk: Find dine udlejningspapirer
Araber I: Her! Skal du bruge mere nu, hvad skal du bruge mere nu mand.
Anders Kusk: Du bliver også sigtet for… (afbrydes)
Araber I: - Jeg kalder dig racist en gang til.
Anders Kusk: Nej, det med bilen.
Araber I: - Racist. Du er racist. Ellers havde du ikke gjort sådan mod mig. Hvis du ikke var racist, så havde du ikke gjort sådan mod mig.
Araber II: Han er sej nu, fordi han har den blå vest på.
Araber I: Lige præcist. Ellers havde de ikke turdet været så fucking seje.
Anders Kusk: Du bliver sigtet for at køre uden føreret.
Araber I: Jeg vil skide på det.
Anders Kusk: Okay, kan du erkende det.
Araber I: Jeg skal ikke erkende noget som helst. Ikke en skid.
Anders Kusk: Du bliver også sigtet for at køre i en tysk bil.
Araber I: - Og hvad så? Det vil jeg skide på også. Et langt stykke. Om en halv time har jeg en ny én. For dine fucking skattepenge. Forstår du det? For dine skattepenge.
Speak: Nu skal betjentene finde ud af om de kan konfiskere den tyske bil.
Araber I: Det bliver ikke glemt. Husk det.
Anders Kusk: Hvordan er vi overfor dig?
Araber I: Det bliver ikke glemt. Husk det. Husk det. Jeg siger bare husk det. Jeg sværger på min mor, det bliver ikke glemt – husk det. Jeg sværger på min mor, husk det.
Speak: Manden er ikke færdig med at råbe efter betjentene.
Araber I: Bare spil smart med din blå trøje. Hvis du ikke havde haft den, havde du ikke turdet være så smart overfor mig. Tro mig. Det havde din kollega heller ikke. I havde ikke haft nosser til det. I er nosseløse.
Sune Kristensen: Du bliver så sur fordi vi passer vores arbejde.
Araber I: I er nosseløse! I har kun nosser, fordi I har det tøj på. Hvis I ikke havde den trøje, så skulle vi se.
[...]
Araber I: Han er den største racist! Han er det største svin!
Sune Kristensen: Der er ikke nogen af os der er racister.
Araber I: Jov, han er den største racist. Og den største luder.
Anders Kusk: Nu gider jeg ikke høre på det der pis mere! Kan du fatte det!
Araber I: Hej, hvad tager du fat i mig for? Jeg må godt sige racist.
Anders Kusk: Nej.
Araber I: Jeg har ikke sagt noget. Jeg må godt sige racist.
Anders Kusk: Nej. Jeg gider ikke høre på det der. Hvis du ikke forstår det, så bliver du anholdt.
Araber I: Fint. Jeg holder min kæft.
Speak: Betjentene får fat i den tyske udlejer, og får at vide, at de kan konfiskere bilen.
Anders Kusk: Vi skal have bilen.
Araber I: - Hvad.
Speak: Manden får en bøde for at køre i bil uden kørekort, for at køre i en lejet bil uden lejekontrakt, og for fornærmende tiltale af betjentene. Bilen bliver konfiskeret. Manden og hans venner må gå hjem.
Anders Kusk: I må have en fortsat god aften.
Araber III: Tag nu lige og hold kæft ikke?
Anders Kusk: Tal nu pænt.
Araber I: Jeg må lige spørge dig om en ting. Kender du et ordsprog på dansk: Når man ler sidst, man ler bedst.
Anders Kusk: Ja, noget i den retning i hvert fald.
Araber I: Jeg gider ikke sige det helt lige ud, du ved.
[...]
Anders Kusk: Det var sgu dejligt, for han er jo blevet taget absurd mange gange… det nærmer sig 50 gange. I sidste uge blev han også taget i sådan en (BMW 520). Han lærer det aldrig, han er nok ligeglad.
Her er tv-indslaget, der er en stor opvisning i kulturel folkedans.
Ikke mange har reageret på dette indslag, og slet ingen har sat det i relation til sagen, hvor en politimand i København nær var sat på hjul og stejle for at kalde en kulturberiger, der slet ikke havde gjort andet end at demonstrere sin hjemstavns vemodige kultur, for perle.
Det var for skrapt. Eksperter i lyd og sprog blev hidkaldt, for politimanden var under alvorlig anklage for at have kaldt berigeren for perker, og den slags kan man blive bespist af det offentlige for, eller der kan stikkes en offentlig hånd i tegnebogen og lænse den for et par ugelønninger. Vi kan jo ikke have, at landets højt skattede gæster føler sig stødte eller krænkede.
I den aktuelle sag kan man kun sige tak til Uriasposten for at orke.
Tilbage sidder man så med en underlig fornemmelse. Berigeren råber om nosser og mod. Betjentene mangler begge dele, for uden uniformen havde de ikke turdet så meget som sige godaften til den unge mand, der bare kørte en tur.
Hvem stiller spørgsmålet, hvorfor den modige mand med store nosser befinder sig i Sønderborg, hvor han viser sit mod ved at køre uden kørekort? Er han mon flygtet fra krig og undertrykkelse på sin hjemegn? Hvorfor viser han ikke mandsmod og rejser hjem og viser sit mod blandt ligemænd i stedet for at spilde det på at råbe ukvemsord efter danske politifolk, der passer deres arbejde?
Som bekendt er farcen næsten lige begyndt. Den tidligere politimand, Lars Andersen – også kendt som Licens Lars – står til domfældelse for følgende udtalelse:
“jeg er overbevist om, at muslimske mænd i meget stort omfang verden over både voldtager, mishandler og slår deres døtre ihjel. Dette skyldes efter min mening en defekt menneskefjendsk kultur, der bygger på en defekt menneskefjendsk religion, hvis lærebog Koranen om muligt er endnu mere umoralsk, forkastelig og vanvittig end de andre 2 verdensreligioners manualer tilsammen.”
Sådan noget må en hvid mand fra en kristen kultur ikke sige, for så kommer statsadvokaten efter ham. Den slags er racistisk og dømmes efter den berømte 266B.
Hvad nu, hvis en brun dame rundet af en muslimsk kultur siger det samme offentligt? Er hun så også racist? Næppe. For hun er jo brun og rundet af en muslimsk kultur.
Firoozeh Bazrafkan er født i Iran og bor i Danmark. Hun er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi. Hun er foredragsholder og udøvende kunstner og har siddet i bestyrelsen for Trykkefrihedsselskabet. Ved flere lejligheder har hun talt den pæne tone midt imod og senest har hun ladet sig fotografere uden en trævl på kroppen i solidaritet med den egyptiske kvinde, der er hjemfalden tilstraf for at lade sig fotografere nøgen.
Firoozeh Bazrafkans landsmand, Farshad Kholghi, har også talt den pæne tone imod. Han har været så øretæveindbydende, at han har fortalt om, hvordan han blev opsøgt på gaden og udsat for chikane, intimideringer og deciderede trusler. De truende var ikke rødblonde Brian eller Dennis men i høj grad sorthårede Muhammed, Mustafa eller Abdullah.
Han kunne ikke være bekendt ikke at pakke tingene lidt bedre ind og have nøjedes med at omtale overfaldsmændene som utilpassede unge mennesker.
I sin blog i Jyllands Posten i dag skriver Firoozeh Bazrafkan med rene ord, at hun er enig med Lars Andersen, og hun spørger, om hun nu bliver tiltalt for racisme. Læs selv bloggen.
Firoozeh Bazrafkan henleder også opmærksomheden på den shiamuslimske fest, Muharram, og at det er Imam Ali moskeen på Vibevej, der arrangerer optoget. Her skal blodet flyde – også fra småbørn.
Vi har tilføjet en ny mulighed på Sajdet. Under hvert indlæg kan man nu klikke på for eksempel Facebooks logo og annocere derovre, at man synes godt om et indlæg.
Det ser lidt rodet ud, og der har været forsøgt flere forskellige muligheder for at få noget pænt og nobelt, men der er vist ikke så meget at gøre ved det.
Nu lader vi denne mulighed være åben, og hvis I vil bruge det, er det godt. Gider I ikke den slags tant og fjas, så kan vi bare slette det igen.
Charlie Hedbo fik raseret deres redaktionslokaler på grund af denne tegning, og de skulle ikke regne med Jyllands Postens sympati og opbakning, for "nu må vi videre, så vi ikke får stivnede fronter".
Min telefon ringede, og en manisk glad gymnasieelev præsenterede sig som Morten fra Jyllands Posten, der så forfærdentligt gerne ville sælge mig et abonnement.
Jeg ved det godt – det unge menneske er ansat på et callcenter, og det er hans arbejde at ringe til så mange som muligt og håbe på, at bare nogle vil sige ja tak til et prøveabonnement. Men ikke om så Morten skriger og skaber sig, vil jeg sende penge til Jyllands Posten. Og det unge menneske er ikke i tivivl om hvorfor.
Jeg har nemlig altid været en af JPs varmeste tilhængere. Forsvaret avisens ide med at bede en række bladtegnere give deres bud på Muhammed – ham der profeten med lyst til småpiger og terror mod andre mennesker,
Da tøsedrengene stod i kø for at fortælle, at ytringsfrihed er vældigt godt, men den er jo ikke beregnet på at krænke andremenneskers følelser, talte jeg dunder imod tåberne.
Da de samme tøsedrenge udtrykte om ikke accept så forståelse for, at galninge ville myrde tegnere eller sprænge avisen i luften talte jeg dunder imod tåberne og forsvarede avisens ret til at bringe, hvad de har lyst til at bringe.
Da tøsedrengene i de europæiske regeringer og selvudnævnte eliter holdt sig for næsen, når Jyllands Posten blev nævnt, stod jeg parat til at kalde dem, hvad de er, nemligf tøsedrenge og forræddere mod vores historie og kultur.
Da tøsedrengene på alverdens avisredaktioner bøjede nakken og lod være med at bringe de berømte tegninger, fordi der jo ikke er nogen grund til at krænke muslimer, og der er slet ikke nogen grund til at påkalde sig muslimers vrede med bomber, drab og terror til følge, var der en behagelig undtagelse. Nemlig det franske satiriske magasin Charlie Hebdo. De turde, hvor de fleste tav.
For en måneds tid siden blev Charlie Hedbo ramt af en brandbombe, der totalt raserede bladets redaktionslokaler. Bladet havde en satirisk tegning af en vis profet – I ved ham med hang til småpiger og terror mod andre mennesker – på forsiden.
Her skulle man tro, at Jyllands Posten havde så meget anstændighed i livet, at Charlie Hedbo kunne regne med en sympatierklæring, hvor tegningen blev vist. Om ikke andet for at vise avisens læsere, hvor lidt der skal til for at krænke muslimers sarte følelsesliv.
Men nej. Tøsedrengene påJyllands Posten har et ønske om at komme videre og brede forsvaret for ytringsfriheden ud til andre indsatser end en tilbagevendende, statisk debat om, hvorvidt nogle bestemte tegninger skal trykkes eller ej. Den debat har i sjælden grad stivnet fronterne og kortsluttet de fleste forsøg på nuancering.
Derfor, Morten fra Jyllands Posten, vil jeg ikke tegne abonnement. Aldrig i livet, og selv om jeg godt ved, at du i frokostpausen nok bruger pegefingeren til at lave cirkler ud for din ene tinding, når du skal fortælle de andre unge på callcentret om hende, der kunne skrue en vredesudbrud sammen på ingen tid, så er du velkommen til at ringe igen, hvis du har mistet detaljer i mit venlige nej tak til Jyllands Posten.
SAJDET: Det meddeles hermed, at enhver lighed med de i artiklen nævnte kvinder og Sajdets bagkvinder er det pureste opspind og savner enhver dokumentation.
Sajd-kællingerne tager afstand fra enhver form for voldelige overfald, og vi kunne ikke drømme om at indsamle sæd fra uskyldige og ubekendte mænd.
Så er der endnu en sag, hvor en etnisk dansk pige under 18 år leger brudeleg med en ungersvend af mellemøstlig herkomst.
I dette tilfælde er der tale om en 17-årig pige, og hendes mor er forståeligt nok fortvivlet. Hun har forsøgt at få de danske myndigheder til at reagere. Uden resultat.
Men hvad skal de danske myndigheder stille op? En bryllupsceremoni udført af en imam har ingen juridisk gyldighed. Det har heller ikke nogen juridisk gyldighed, når småpiger leger bryllup med mors blondegardin.
Alligevel ligger der et aspekt, som det nok er værd at tage ganske alvorligt.
Nogle muslimske miljøer respekterer ikke sekulær vestlig lov, så i deres øjne er et sådant ægteskab gyldigt. At den nyslåede brud ikke er muslim er ligegyldigt. Enten kan kun tage shadaen (den muslimske trosbekendelse) i overværelse af imamen, og så hænger hun på den resten af livet. Men shahada eller ej er ikke det væsentlige, for det handler om, at der skal fødes nye soldater til Allahs hær, og moderens etniske oprindelse eller religiøse tilhørsforhold er ligegyldigt. Børn født i et muslimsk ægteskab tilhører islam.
Vi har efterhånden set ikke så få tilfælde af vestlige piger, der indgår muslimske ægteskaber med Muhammed, Mustafa, Adbullah eller hvad de udvalgte brudgomme ellers hedder. En tankevækkende detalje er, at der vist ikke har været nogle europæiske gymnasiepiger, der har haft lyst til at blive fru Abdullah.
Hvad der også er værd at bemærke er, at muslimske mænd ifølge deres kultur har ret til at have op til fire koner. Imamer står gerne til rådighed for at erklære nye unge piger for hustruer, og dermed har manden mulighed for at skaffe sig mere afkom. Forsørgelsen overlades i mange tilfælde til de danske/europæiske skatteydere.
Dilemmaet i den aktuelle sag er, at det på den ene side ikke er myndighedernes opgave at være barnepiger for rebelske teenagepiger, men denne pige beskrives som meget umoden og er anbragt på et opholdssted, så man må formode, at kommunen har et udvidet ansvar.
Spørgsmålet er så, hvorfor kommunen ikke levede op til det.
Det er nok ikke pænt af mig, men jeg morer mig storslået. På 24.dk har de en profil, der smides ud og bannes næsten i samme sekund, som han opretter en profil, men det tager ikke gejsten af pågældende, for han logger bare ind og laver en ny profil fra en ny computer med det resultat, at nok halvdelen af de sjællandske biblioteker har acces denied.
Et eller andet sted forstår jeg ham godt. Om der er begået en tort og uretfærdighed eller ej, skal jeg ikke gøre mig klog på, men da den tidligere webredaktør følte trang til at skærme for diagnosernes, misbrugernes, de tiloversblevne og de uelskedes skrøbelige følelsesliv og sikre, at de aldrig blev konfronteret med deres egne udtalelser, blev der også smidt en acces denied i hovedet på Hemeka, Havgassen og jeg selv.
Vores brøde? Vi ville slette en aktiv og populær gruppe samt vores profiler, og det skulle vi ikke bryde os om. Gruppen var unik og måtte ikke slettes. Det var den gruppe, der blev linket til, når 24.dk forhandlede med annoncører. Jeg ved det, for jeg kender en på et reklamebureau, der forhandlede med 24.dk. De valgte at bruge deres penge et andet sted. Og så var der floskeltråden, der var forløberen for The Wall.
Vi fandt selvfølgelig hurtigt ud af at omgås et ip-ban, og jeg har ikke tal på de profiler, vi oprettede i de glade dage. En af dem blev hjerteven med Frau Kickel, da hun blev fyret som moderator i en af Rekkis grupper og vist også smidt ud. En anden var slyngveninde med Bimse og fik på den måde uvurderlig viden om phugle med storm i kysen, perverse Krusse, rygeklumpen og andre farverige personer.
En af de profiler, der blev oprettet dengang er stadig stifter i en omend skindød gruppe men den gav adgang til stiftergruppen, hvor stedets empater og humanister højlydt demonstrerer, at det vist er for tidligt at slippe medicinen og antabussen.
Jeg har bemærket profilen Tumpe, da han optrådte under eget navn, men der var kun sjældent en lille godbid til The Wall, så han gik i et med tapetet.
Så kom historien med billedet. Hvem, hvad, hvornår og hvorfor overlader jeg til de implicerede. Frulau deltog dengang, så hvis hun vil fortælle historien bag, så er det fint.
Hele affæren endte med, at også Tumpe blev smidt på porten, og det er han rasende over, hvilket jeg godt forstår. I dag skriver han (som udmeldt igen igen) i Udsyn, at Support har meddelt, at Det er for kompliceret at finde ud af med al den chikane, som – naturligvis ikke må finde sted, men vi magter ikke at finde ud af det, da det er for omfattende.
Næh, det magter de vel ikke. Jeg mener, at når de også skal passe deres skolearbejde, så er der ikke krudt til at sætte sig ind i, hvad der sker under dere næse. Min gamle kammersjuk, Niels Thimmer, der jo er uddannet fra RUC, kunne passende demonstrere, hvad han har læst af analysemetoder, indsamling af info med mere og så skille skæg fra snot.
Jeg har ikke været involveret i hele denne historie, men den har medført, at der er en person, der føler sig dårligt og uretfærdigt behandlet, og noget tyder på, at han har noget at have sit raseri i.
Jyllands Posten burde af alle være den avis, der prompte bakkede op, når gale islamister hærger og raserer.
I Frankrig er det gået ud over det satiriske magasin Charlie Hedbo. Brandbompber har raseret redaktionslokalerne.
Det er værd at bemærke, at netop Charlie Hedbo stod last og brast med Jyllands Posten degang, der blev offentliggjort 12 verdensberømte tegninger. Men hvor er Jyllands Posten i dag, hvor Charlie Hedbo nok kan siges at kunne bruge moralsk støtte og opbakning? Nok lægger Jyllands Posten spalteplads til ord i metermål, men den tegning, som de rablende islamister blev vrede over, har Jyllands Posten ikke bragt. Det sker med en dikkende forklaring om, at kampen for vores demokrati og ytringsfrihed skal kæmpes på mange fronter.
Jyllands Posten skulle skamme sig som en våd hund, men på Sajdet er vi ikke en flok snottede tøse,der lader sig kue af Allahs mørke kræfter, så værsågod, her er tegningen:
Her er tegningen, som rasende islamer er blevet rasende over.
Regnbueskolen ligger i Hammel, der hører til det mere veletablerede århusianske opland. Regnbueskolen er en friskole, der har elever fra 0. til 9. klasse.
Som de fleste andre danske folke- og friskoler tilbyder Regnbueskolen også en udlandsrejse for de ældste elever, og dennegang gik turen til London.
London er en fantastisk by, der med en kliche af de værre byder på alt, hvad hjertet kan begære, og så er det ikke engang løgn. Byen har det dér sus, som hovedstaden i et imperium giver. Pragtbygninger, storslåede kirker, fantastiske museer, imponerende koncertsale, restauranter, hvor man kan spise fra hvilket som helst køkken, man kan begære – fra Gordon Ramseys fine mad over sofistikerede curries til fish and chips.
Som dansk skoleelev kunne statuen af Lord Nelson nok have en vis interesse, idet han jo stod bag bombardamentet af København i 1807, der efterlod vores hovedstad med ikke så få ruiner. I øvrigt var der også tale om historiensførste terrorbombardament af en hovedstad.
Alt det var ikke på programmet. Det vigtigste punkt på programmet var at besøge London Central Mosque.
“Det var en stor oplevelse. Det var at opleve religionen indefra, og det gav os en indsigt i islam, der er helt forskellig fra, hvad vi havde forventet. Vi synes, at alle skulle prøve det, især dem, der er skeptiske overfor andre religioner. Det var en oplevelse, som vi aldrig glemmer.”
“At besøge moskeen gjorde, at vi forstår, at mennesker let kan leve side om side og respektere hinanden uden uden at have samme religion” har de to elever Kristine Frandsen og Alma Fjeldsted efterfølgende fortalt.
Besøget var planlagt på forhånd, og en imam tog imod de danske elever ved ankomsten. Halvdelen af eleverne var piger, og de fik tørklæde på – selvfølgelig kun af respekt for religionen. I bedesalen tog alle skoene af.
Den stolte og rolige imam fortalte begejstret og med humor om islam, og han besvarede spørgsmål fra eleverne, så de alle fik et positivt indtryk.
Historien om de østjyske skolebørns besøg i London stammer fra Europe News.
I Sverige kryster de mennesker på flugt til deres barm og giver dem plads i Folkhemmet. Hvis de vel at mærke er muslimer.
I disse år er vi vidne til, at Sverige tømmes for jøder, og de svenske byer overtages af indvandrere og deres efterkommere. Muslimske indvandrere vel at mærke. Resten kan rende og hoppe.
Det har pakistanske Khalid Saeed mærket på egen krop. Saeed har vendt sig mod islam, og det gør man ikke ustraffet. Gør man det, så skal man ikke forvente nåde og beskyttelse i det empatiske Sverige, og hjemme i Pakistan venter den stensikre henrettelse. På de kanter vender man ikke ryggen mod islam.
Eticha.com har taget Khalid Saeeds sag op, og Sappho har beskrevet sagen. Vi har – med tilladelse selvfølgelig – sakset historien, for den fortjener at blive læst af så mange som muligt. Her er artiklen, som Sapphos redaktion har skrevet:
Khalid Saeed har vendt ryggen til islam. I Pakistan venter en dødsdom. I Sverige kan han ikke få asyl.
Er det udtryk for svensk dobbeltmoral, når man vil sende en frafalden muslim tilbage til Pakistan? Aktuel sag tyder på, at det er bedst at være muslim, hvis man vil søge asyl i Sverige.
I Sverige er der plads til alle. Eller næsten alle. En af de få, der ikke fandt nåde, er pakistaneren Khalid Saeed, der netop har fået afslag på asyl.
Man skulle ellers synes, at Khalid er kvalificeret til en plads i folkehjemmets trygge favn. Ifølge eget udsagn er han og hans familie truet på livet i hjemlandet.
Det er en påstand, der virker troværdig, når Khalid samtidig fortæller, at han er frafalden muslim. Han har ikke alene lagt afstand til sin tro, han har gjort det offentligt på sin blog.
Det burde få alle lamper til at lyse.
I Pakistan blev han opsøgt af Allahs rettroende. De mishandlede ham og truede ham på livet. Derefter gik han under jorden, og kom ad omveje til Sverige. Her har han opholdt sig i de to år, sagsbehandlingen har stået på.
Nu er dommen så faldet, og Khalid skal forlade landet.
Men hvorfor har de svenske myndigheder ikke fundet ham værdig?
Det er et godt spørgsmål. Og måske har den svenske kunstner, Lars Vilks, ret, når han ironisk skriver:
”Han (Khalid, red) burde have vidst, at en muslim, som forlader islam ikke passer ind i det svenske folkehjem”.
Vilks noterer også, at ingen af de medier, der normalt står på spring for at forhindre udvisning af muslimske asylanter, har interesseret sig for denne sag.
Et troværdighedsproblem
Måske har Vilks ret. Måske passer frafaldne muslimer, jøder og andre der er truet af fanatiske muslimer bare ikke ind i dagens Sverige?
Man kunne få den tanke, at bemeldte grupper skaffer meningseliten et troværdighedsproblem på halsen.
For er det ikke sådan, at en anerkendelse af Khalids asylbehov – samtidig vil være en anerkendelse af, at islam – og dermed mange muslimer – er to ekstremt intolerante størrelser?
Kunne man forestille sig, at man i det politisk korrekte Sverige, hvor troen på islam som Fredens Religion lever i bedste velgående, vil have det svært med en sådan erkendelse?
Og kunne man forestille sig, at man frem for at se virkeligheden i øjnene vil vælge den lette løsning – og vende ryggen til forfulgte som Khalid?
Kender man en smule til Sveriges politiske tradition, vil man vide, at de lette og opportunistiske løsninger ligger lige for.
Her sætter man sig sjældent op imod dem, der truer med vold. Her vælger man den mest opportune – nogle vil sige feje – løsning, hvorefter man konstruerer en argumentation, der forklarer, hvorfor dette eller hint var det eneste rigtige at gøre.
Gad vide hvordan forklaringen vil lyde, hvis det går Khalid, som det er gået tusindvis af andre ”dårlige muslimer”. Hvis han lynches eller dømmes til døden ved en sharia-ret?
Vil man sige, at han var en provokatør, der i ord og handling opildnede til had, og som derfor lå, som han selv havde redt?
Historikeren, journalisten og forfatteren Lars Hedegaard har skrevet en klumme på Sappho. Det er der i og for sig ikke noget nyt i, for det gør han med mellemrum.
Når jeg hæfter mig ved denne, hvor han analyserer Vestens indblanding i Libyens interne forhold, så er det, fordi han har nogle væsentlige pointer.
Vi bringer her klummen i dens fulde omfang – med tilladelse naturligvis.
Lars Hedegaard fortæller om de sejrende libyiske oprørere, der har meget travlt med at få implementeret sharia i den nye forfatning.
Stik imod hensigten ser NATO ud til at have banet vejen for et teokratisk styre i Libyen. Men man var advaret.
Mens vestlige statsledere og presse jubler over, at deres nordafrikanske krig har skabt frihed og demokrati i Libyen, meddeler lederen af landets midlertidige styre, Mustafa Abdul-Jalil, at der altså ikke bliver tale om demokrati i vestlig forstand – og heller ikke frihed, sådan som vi forstår det.
Faktisk snarere det modsatte, idet grundlaget for det nye Libyen bliver shariaen. Eksisterende love, der afviger fra islamisk rettroenhed, vil blive kendt ugyldige.
Som sin første regeringshandling efter at have erklæret Libyen frit har Abdul-Jalil ophævet Gaddafi-styrets forbud mod at have mere end en hustru, ligesom han har skyndt sig at bekendtgøre en nyordning af landets bankvæsen, der nu skal bringes i overensstemmelse med principperne i “Islamic banking”.
Denne udvikling synes at være kommet helt bag på de vestlige politikere – bl.a. de danske – der åbenbart ikke har set nyheder de seneste otte måneder.
Havde de tændt for fjernsynet, ville de ellers have bemærket, at de skæggede oprørere ikke er gået til kamp under slagord som demokrati, frihed og menneskerettigheder, men derimod har råbt Allahu akbar, hver gang, de har affyret et skydevåben.
På tv har man også kunnet se, hvordan de formodede frihedskæmpere har benyttet enhver pause i kamphandlingerne til at stikke numsen i vejret som bevis på deres hengivenhed for et gudsstyre.
Islamistisk højborg Under en aktion i Irak i oktober 2007 erobrede de vestlige koalitionsstyrker nogle dokumenter, der kastede lys over den libyske deltagelse i krigen mod det nye irakiske styre.
Dokumenterne blev analyseret i en rapport fra anti-terrorisme centret ved det amerikanske militærakademi i West Point, og denne rapport har været velkendt i den amerikanske regering.
Det mest slående ved West Point-analysen er påpegningen af, at de libyske byer Darnah og Benghazi, hvorfra det vellykkede oprør mod Muammar Gaddafi havde sit udspring, længe har været hovedbastion for islamiske voldsgrupper.
Faktisk rummer korridoren fra Benghazi via Darnah til Tobruk en af de største koncentrationer af islamiske terrorister noget sted i verden.
I forhold til indbyggertallet er det også herfra, at de fleste selvmordsbombere i Irak er rekrutteret.
Nu sidder de hellige krigere på magten – godt hjulpet af NATO.
Beundringsværdigt klarsyn Man kan ikke andet end beundre de islamiske strategers overlegne klarsyn. Det er lykkedes dem at formå Vesten til at føre deres krig og nedkæmpe deres modstandere, og det er jo ikke første gang.
Libyen er faktisk det femte land, hvor de vestlige magter under påberåbelse af at ville fremme frihed og demokrati og beskytte civilbefolkningen har indsat militær og spenderet enorme summer – og dermed sikret, at brutale sekulære regimer er blevet afløst af ligeså brutale teokratiske.
Tidligere er denne tragiske komedie blevet opført i Bosnien, Kosovo, Irak og Afghanistan.
Det har naturligvis ikke været de velmenende vestlige lederes hensigt at bane vej for shariaen eller nye gangsterregimer, som ikke var en tøddel bedre for menneskerettighederne, friheden og demokratiet end de gamle.
Men det er ikke desto mindre blevet resultatet af de vestlige krigseventyr i Islams Hus.
Europæisk tiggergang Som for længst meddelt, skal de flere hundrede millioner kr., Danmark har brugt på at bane vej for flerkoneri og islamisk banking i Libyen, tages af det almindelige forsvarsbudget – med det resultat, at der nødvendigvis må skæres ned på forsvarets øvrige aktiviteter.
Der er ellers nok at bruge penge til, f.eks. forsvaret mod muslimske sørøvere ud for Afrikas kyst.
Som om det ikke var nok, står Europa nu med hatten i hånden for at bede om penge fra menneskeretskrænkerne i Kina og shariaregimerne i den arabiske verden. Under EU’s eminente lederskab er det lykkedes at gøre euro-zonen til et økonomisk fallitbo med det foreløbige resultat, at Grækenland er gået bankerot.
Grækenlands gæld til europæiske banker må formentlig nedskrives med 60 pct., hvilket medfører, at euro-zonens skatteydere må ryste op med tusinder af milliarder til refinansiering af først og fremmest de franske banker, som ellers ville gå fallit.
Men her stopper det ikke. Man behøver ikke have gået på Copenhagen Business School for at kunne forudsige, at en græsk statsbankerot vil føre til spekulation mod statsobligationerne i andre europæiske lande, der også har brugt euro-paraplyen til at gældsætte sig til op over skorstenen.
Foreløbig snakkes der om Italien, Spanien, Portugal, Irland og Belgien, som altså i givet fald skal reddes af Tysklands skatteydere.
Fra USA og Den Internationale Valutafond er der næppe mere hjælp at hente, så det er ikke underligt, at EU er begyndt at bede om økonomisk forstærkning i Kina, Saudi-Arabien og de arabiske Gulf-stater. Det kan blive muntert.
Samtidig med, at vi bebrejder disse lande, at de ikke overholder menneskerettighederne, tigger vi penge af dem for at kunne opretholde offentlige velfærdsordninger, som vi ikke længere har råd til.
Tid til “respekt” Deres uduelighed og enfoldighed til trods må det være gået op for selv EU-bureaukraterne og de europæiske politikere, at hjælp fra diktaturstater ikke kommer uden modydelser.
Hvis saudierne og deres velbeslåede venner i Islams Hus skal sætte penge i den europæiske underskudsforretning, vil de utvivlsomt kræve mere “respekt” for islam foruden en betydeligt bedre “tone”.
Så vi kan nok se frem til en bølge af statsfinansieret byggeri af stormoskeer, yderlige muslimsk massetilvandring og accept af sharialovgivning i Europas muslimske parallelsamfund.
Og så naturligvis et forstærket pres på ytringsfriheden. EU og de europæiske regeringer kan jo ikke risikere, at åbenmundet islamkritik får araberne til at kræve deres penge tilbage.
Benhård social kontrol af muslimske kvinder rager den empatiske venstrefløj en høstblomst.
Inspireret af Hammerlein, der har skrevet en blog på 24.dk om social kontrol af muslimske kvinder, synes jeg, emnet trænger til at hives frem i lyset igen.
Det var måske at tage munden for fuld at sige, ar Hammerlein havde skrevet en blog om emnet, for han har reelt kolporteret en klumme af Suzanne Bjerrehuus, der skulle have været bragt i Ekstra Bladet og som nu er en bobler på 180 grader.
Normalt kunne jeg mageligt bruge en halv regnskov på at påpege det forkerte i at copy/paste, hvad andre har skrevet i andre medier. Det er at krænke lov om ophavsret – også selv om man linker og gør alverdens kunster.
Lad det nu ligge og lad andre tage sig af juraen, for Bjerrehuus/Hammerlein tager fat i et alvorligt emne. Nemlig den ufrihed, som muslimske kvinder lever med på trods af, at de bor midt i den danske hovedstad, der er fyldt med demokratiets institutioner.
Ingen løfter en finger for disse kvinder. Heller ikke jeg, for de må kæmpe deres egne kampe, og så længe, de finder sig i at leve et liv, der bedst kan sammenlignes med slaveri, så længe gider jeg ikke forstyrre min søndagshygge.
Hvad jeg ikke forstår er, hvorfor venstrefløjen med de empatiske, menneskekærlige og rummelige mennesker, der drømmer om menneskerettigheder, accepterer at den tilslørede kvinde, der sidder ved siden af dem i bussen, lever et liv som untermensch. Frihed til at tage tørklæde på eller pakke sig ind i heldragter, de har de, men har de frihed til at tage staffagen af igen?
Det forbløffer mig, at de mennesker, der hat taget patent på verdens godhed, er så ligeglade med en stor gruppe kvinder.
Mit fjernsynet har kørt i baggrunden, og her til aften var det Toppen af poppen, hvor en række sangere er taget til Caribien for at grine og fjante og synge hinandens sange.
Det slog mig, hvor utroligt krukkede og krampagtige de er at høre på. De taler om peaks, og det handler ikke om sex men om karriere, og når man har en karriere, så performer man.
Er det deres normale måde at kommunikere på? Så forstår man bedre, at der kun skal sælges 100 cd’ere for at få en platinplade. Sådan da.
Jeg sætter stor pris på Anne Linnet, Søs Fenger og Brødrene Olsen. Jeg kan ikke stå for Sys Bjerre og hendes sang om lejligheden, der er lidt brændt af og katte, der har der godt. Lina Rafn kender jeg ikke, og Rasmus Nøhr og Joey Moe havde jeg aldrig hørt om.
Ideen med at lade dem synge hinandens sange er god og sjov. Bare de da ville lade være med at være så skabagtige og krydre deres sprog med amerikanske vendinger. De minder lidt of meget om 24′s postordrebrud, da hun var værst og desperat for at demonstrere hvor klog hun var.
Er det noget, der kendetegner musikbranchen generelt – altså at være så skabagtige?
Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.
Sådan siger Jesus ifølge evangelisten Lukas i kapitel 14, vers 1-11, og det kunne man høre præsten prædike, hvis man har tilbragt sin søndag formiddag i en dansk folkekirke.
Jeg er helt ny her, så jeg lister indenfor og sætter mig på den bageste bænk mens jeg betragter dem, der ophøjer sig selv. For det er jo det, de helligste gør, ikke sandt. Ophøjer sig selv.
Man møder dem overalt i debatmiljøerne, hvor de skriger sig hæse og kræver god tone. Det kan vi skam godt blive enige om, men hvor vandene skilles er, når vi når til opfattelsen af god tone.
Jeg synes, det er god tone, at give udtryk for sin mening i et sobert sprog, mens andre skriger om fucking fober og ister og kalder det god tone og medmenneskelighed.
Vi har fået en ny regering. Det lå jo i luften, allerede før valget blev udskrevet. VK-regeringen med støtte af DF var kørt træt, og den havde lavet ikke så få skæverter i løbet af de 10 år, den havde siddet på taburetterne. Underskriften, der gør os til ydmyge undersåtter i et EU, som ingen har valgt. Halveringen af dagpengeperioden, der gør arbejdsløse til jaget vildt og som gør ofre for en verdensomspændende økonomisk krise til dovne driverter, der ikke gider at arbejde.
Nye koste fejer ikke altid bedst, men fejer, det gør de. Og nu har vi fået en indisk kirkeminister, der ser det som sin vigtigste opgave at undergrave Den Danske Folkekirke. Det er jo ikke sådan at jeg ikke forstår ministeren, for hvor skulle han havde fået viden og indsigt fra?
Bøsser og lesbiske vil gerne giftes i kirken. Med den udpegede kirkeminister skal det nok også lykkes. Man kunne spørge, om jeg ikke kan være ligeglad, og med lignelsen om vingårdsbonden i erindring kan jeg jo være ligeglad med, hvad andre får, og hvad de gør.
Det kommer jo nok ikke til at betyde det helt store, for der er stærke kræfter i gang i vores samfund, der hellere end gerne vil afmontere de sidste bærende institutioner, så der kan gives plads til nye spændende og eksotiske ideer, der ikke kunne drømme om at give bøsser og lesbiske ret til andet end en plads i en galge, der dingler fra en kran.
Jeg føler mig som Prometeus – bundet på klippen, mens fuglene hakker i min lever.
Jeg har læst det mest oprørende og chokerende, som det i lang tid har været min fornøjelse at læse. Pølsemændene vil bryde med Cocio. Ja, har man hørt magen? Pølsemændene vil dumpe Cocio.
Skal det virkelig være slut med en ristet hotdog med sennep ketchup, remoulade, ristede løg med lidt agurkesalat på toppen, der indtages sammen med en kold Cocio. Eller en varm når frosten bider.
Jeg mangler ord, jeg er i chok og nu får jeg svært ved at nyde Vild med dans i aften.
Det forlyder, at grupperne Stifinder og Speakers Corner på 24.dk er blevet lukket i dag, og stifteren skulle angiveligt være bannet. Hans nye profil er meget åbenlys, så den er nok væk i morgen, når Stetson, Tumpe, Gabi, Krusse og de andre skarnsknægte og rendestenstøse har haft lejlighed til at gøre det, som de mestrer til perfektion – at rende til Support med mere eller mindre underbyggede påstande. Ikke at de konkret ved noget, men de føler og henter ned fra åndeverdenen.
Der er lidt dejá vúe over forløbet, men forskellen mellem de to grupper og den hedengangne After Dinner er alligevel stor. Hemeka og jeg bebudede, at vi ville slette After Dinner og vores profiler, men sådan kom det ikke til at gå, for gruppen var for god til at slette, så den blev kapret af den daværende 24-ledelse. Det videre forløb er kendt af de fleste.
Stifinder og Speakers Corner har ikke haft noget med mig at gøre – ud over at jeg har været taknemmelig for grupperne, for hvor finder man ellers guldkorn, der skal reddes for eftertiden?
Vi har selvfølgelig rss-feeds på vores yndlings blomsterbede, men nu skal vi holde øje med, hvor storleverandørerne søger hen. Vi kan jo ikke have, at noget går til spilde, og der skulle gerne komme et par bøger ud af det.
Akademikeren med de bimse børn, og som læste videre til chauffør, sidder helst i sine mudderpøle, men han kan jo ikke nære sig for at komme ud i dagslyset med mellemrum for at belære alverden om nobel adfærd. Jeg har bemærket hans trang til infantil venden vrangen ud på navne og/eller begreber.
Mine unger var ved at drive mig til vanvid i en periode, da de gjorde det samme. Min store pige fik galt fat i ordet applepie og oversatte det til æblepige, og hun nægtede at acceptere sin misopfattelse. Min store dreng fik mavekramper af grin, når han meddelte, at han ikke var trættende men fjortende. Men de var også i 12-14 års alderen dengang og havde ingen ambitioner om at blive opfattet som sprogfornyere. Eller som en type.
Ham, der er blevet pryglet som barn og som følge deraf ikke kan aktivere et hormon, uden genstanden for attråen er rigeligt pigmenteret, har den ulempe, at han keder mennesker i søvn, men sommetider popper han op og leverer en hel væg fyldt med det utroligste.
Vores allesammens lille rygeklump har opnået kultstatus og har sin egen kategori. Kan andre gøre ham kunsten efter?
Jeg kan kun opfordre jer allesammen til at gå på jagt efter gode sprogblomster.
, Steffen Mortensen, Facebook
Archive for Hovedet på sømmet »
Politiken
Nye kommentarer