Din mening om …
det I ved nok?!
Sitet er gennemsyret af artikler og indlæg om de fremmede/kulturberigerne/de rosenkindede/ og deres modstandere på den ene eller den anden måde.
Som jeg har sagt før – THERE MUST BE OTHER SONGS TO SING
eller er der noget jeg har misforstået?
Jeg har før fået at vide, at man bare kan byde ind med noget andet, og at dette “site” ikke kun skal dreje sig om een og samme ting i en uendelighed?
Jeg er selvfølgelig helt på det rene med, at problemet er stort, men vi må dog have andet at snakke om – eller hvad? Der henviser ustandselig til tidsskrifter – jeg ikke har “the foggist….” om hvad er – ja – jeg føler mig jo næsten både dum og uvidende.
Er det et korstog det her? – Er det fordi at du viking og hemeka er smidt ud af mingler, at denne gruppe er dannet??
Skal den kun handle om – ja – de fremmedes gøren og laden, og deres nyttige idioter.
Lad mig så sige een ting, med et citat af Piet Hein:
Man blir´rørt, når man blir´spørt.
Men man blir´ked, når det blir ved.
Jeg orker det ganske enkelt ikke mere, hvis ikke piben får en anden lyd – bare engang imellem!!
Jeg synes der er masser af ting og tanker i hverdagen, der var værd at snakke om, men man føler sig jo nærmest som en idiot, hvis man ikke har holdt sig ajour omkring det sidste nye der er sket i Volsmose eller Gjellerup!
Selv er jeg totalt holdt op med at beskæftige mig med at læse denslags – ikke fordi jeg er bange eller nervøs, men ganske enkelt fordi jeg ikke gider blive i dårligt humør fra morgenstunden!
Disse mennesker – I er så tossede på, udgør 5% af befolkningen, det kan vel ikke berettige til, at al snak her på sitet skal dreje sig om dem – altså med mindre at dette site er dedikeret til netop det???
Nu vil jeg altså vide det!
Jae det er såmænd ikke fordi jeg ikke kan sove – det er blot tidspuntet, der er galt!
At være alene og ikke være afhængig af arbejde har naturligvis store fordele, men altså også ulemper på sæt og vis – således nattesøvnen, som jeg efterhånden har fået “ambligeret” derhen, at den faktisk kommer til at udspille sig i den tidlige aften og hen på natten – sådan ca. fra 19-20-tiden til henimod kl. 3-4 stykker i bedste fald.
Det er sådan set iorden, hvis det bare var migselv, det drejede sig om, men jeg ser trods alt andre mennesker, og det skal så helt foregå i dagtimerne.
Desværre er min omgangskreds “natteravne”, som først rigtig er vågner hen på eftermiddagen.
I kan godt se, at det er noget “knold og tot”, så når jeg så skal være længe oppe, fx. middagsselskaber og den slags, så er jeg nødt til at tage visse kunstgreb i anvendelse – stærk kaffe og en TREO (virker opkvikkende) inden jeg skal ud af døren og være frisk hele aftenen – (spiritus er iøvrigt også et udemærket middel i ikke alt for store mængder).
Jeg er ganske klar over, at dette er et “luxusproblem” i “småtingsafdelingen” og måske ikke noget at underholde med, men der må da være andre, der har det ligesom jeg, og det ku´ jeg da godt tænke mig at høre lidt om, hvad andre gør ved problemet?
Jeg har et problem – ja igrunden er det ikke mit, når alt kommer til alt, det er faktisk min datters.
Det drejer sig i al korthed om hendes ældste søn på 13 år, som er komplet umulig.
Det er der sådan set ikke så meget at sige til – han er jo lige midt i puberteten, men han foretager sig farlige ting.
Så sent som sidste weekend var han ved at miste livet pga. ukontrolleret druk hos en kammerat, og hvis min datter ikke havde taget derhen og fået ham på hospitalet, var han død sagde den behandlende læge!
Det er jo skræmmende, og man skulle synes, at han så havde fået sige en forskrækkelse, og var sin mor taknemmelig – men ak nej – slet ikke.
Han vil hverken det ene eller det andet og vil ikke tale med forældrene.
Jeg sidder her på sidelinjen og ved ikke rigtig, hvad jeg kan gøre, jeg har jo ikke noget specielt nært forhold til mine børnebørn, men når jeg er sammen med ham, har jeg indtrykket af, han vældig godt kan lide min “djærve” facon og vi snakker fint sammen.
Nu er det jeg sidder og tænker på om jeg skal “intervenere” - fx. tilbyde, at han kan komme ud til mig at bo en tid – jeg har jo både pladsen og tiden, men han vil få langt i skole på den måde, som han i forvejen ikke er glad for.
Desuden ved jeg kun det her på anden hånd, da min datter taler om dette med min mor og ikke med mig.
Men jeg er nu bekymret, og måske trænger drengen til at komme lidt væk fra sine mindre søskende og få lidt plads – Ikke fordi jeg kan tilbyde ham et selvstændigt værelse, men det har han heller ikke hjemme (hele familien sover i eet stor rum på 1. sal).
Jeg ved ikke – nogen gode ideer?
Jeg har et par tekniske spørgsmål, som jeg håber at få besvaret af rette vedkommende.
Bla. hvordan bærer man sig ad med at sende en mail til en af sajdets medlemmer?
En anden ting er, hvordan kan man fx. understrege, fremhæve osv. når man kommenterer på et indlæg?
Jeg kan se, at det kan lade sig gøre, men jeg kan ikke rigtig se hvordan, med mindre man vil gå omvejen og skrive i word el.lign.?
En tredje ting, som jeg lige kom til at se i oversigten, at min mailadresse stod helt åben og tilgængelig – det er lidt uheldigt – er det noget med at redigere?
Så var der vist ikke mere lige nu, men jeg kan se, at der er en mængde smarte “features”, som jeg stadig ikke gør brug af, men heller ikke umiddelbart har brug for, men det kommer måske.
Igår tabte jeg både næse og mund, idet jeg ganske intetanende stødte på et indslag i aftenshowet, hvor en for mig ukendt fremmed mand, på temmelig gebrokkent danske fortalte sin historie.
Iraner, kom til Danmark i 1984 med kone og en datter.
De kom til øhh Skive tror jeg det var, hvor de begge fik arbejde hurtigt (alene det er særpræget), men – og nu kommer det – De konvertere til kristendom og blev alle tre døbt, han selv kom til at hedde Peter Vandgård – Peter efter apostlen og Vandgård – ja det smuttede lidt, men vist nok efter vandbærer!
Grunden til han dukkede op i Aftenshowet var sådan set ikke den historie, men at han stiller op til kommunevalget på Frederiksberg for Dansk Folkeparti!!!
Som han selv sagde adspurgt – Fordi det er det eneste ærlige parti.
Hvad siger I så?
Jeg sad og tænkte – det var ligegodt satans – hvis det her er sandt, så er manden ikke mindre end en folkehelt – han burde næsten have min stemme!
I - der kender mig godt, ved også at jeg havde et formidabelt venskab med min “svigerfar”.
Han boede lige overfor mig i en pensionistlejlighed, og hver morgen ringede han til mig – på min foranledning, for at jeg kunne sikre mig at alt var vel.
Samtidig besøgte jeg ham vel en 3 -4 gange om ugen, hvor vi bla. spiste sammen, drak sjusser, spillede kort (“davoserjas”) og ikke mindst samtalede om alt mellem himmel og jord – vi havde simpelthen ingen hemmeligheder for hinanden.
Nu har jeg været i Prag i en uge og kom hjem i går aftes. I mellemtiden har jeg forsøgt at ringe ham op adskillige gange uden held, men så ringede jeg til min “svoger” – (den svoger jeg er på god fod med) – for at høre, hvad grunden var og han kunne så fortælle mig, at far var blevet indlagt igen med stærke smerter i benet.
Han er lige blevet opereret i knæet for 14 dage siden, men alt var tilsyneladende vel og vi kunne fejre min fødselsdagsmiddag hos ham, med samt mine gæster, for at spare ham for trapperne ovre hos mig .
Alt er forløbet vel og jeg kunne rejse uden bekymringer – troede jeg da – men sådan skulle det så ikke gå.
Så sent som i aftes, da jeg lige var kommet hjem samtalede jeg med svoger, og vi aftalte at jeg skulle besøge svigerfar på hospitalet for at indgyde ham lidt mod og mandsvilje -
Fik en opringning fra svigersønnen, der meddelte mig, at “svigerfar” var sovet stille ind engang i nat.
“Man ka´ sgu da heller ikke være væk et øjeblik før der sker noget – tænkte jeg først, men det blev jo hurtigt afløst af tanken om, at min gode og trofaste ven gennem mere end 20 år havde forladt mig for good.
Nu er jeg jo ikke den, der sender tankerne ned ad “Memory Lane”, da det ikke tjener noget formål, udover gråd og tænders gnidsel, og det vil jeg ikke – han var trods alt en gammel mand ((87) som har haft et godt og rigt liv, og forsødet i sin alderdom med familie og ikke mindst ”veninder”, der stod ham bi – og hvad mere kan man igrunden ønske sig?!
Jeg kommer sat`me til at savne ham ikke så lidt endda.
Her i formiddag var jeg ovre i lejligheden for at hente de ting, der var mine, bøger, værktøj, køkkenredskaber osv. og jeg satte mig ærlig talt ned og drak en sjus og skålede med ham “in absintia” – det ville have været helt i hans ånd.
Nu er der kun begravelsen tilbage, og “den onde søn” – ham jeg har været gift med, og som “svigerfar” var uvenner med, og som aldrig nåede at forsone sig med skal så tage sig af det praktiske. (æhh hvordan det -han har aldrig været i lejligheden og ved ikke hvor de forskellige ting/papirer befinder sig) – det ved kun jeg – tror I han henvender sig? I så fald vil jeg da være behjælpelig – det manglede da bare.
Dagen igår blev aldeles rædselsfuld – nærmest sådan, som man oplever i de værste maridt – men dette var ikke en drøm – det var virkelighed.
Det kræver en smule forhistorie.
For det første har jeg næsten lige holdt et mindre, pænt selskab i anledning af min fødselsdag, som iøvrigt var meget vellykket.
Jeg holdt det hos min svigerfar, da han så ikke behøvede at stige op af alle mine trapper og ligeledes min gamle mor.
Jeg fik en hel del gaver, men min søde svigerfar begavede mig yderlige med et større beløb (efter min målestok), og nu kommer vi så til anden del af historien, nemlig at min kære veninde og jeg tager på vores årlige tur til Prag på lørdag, og så synes han at jeg skulle have noget at “snolde” for, det kære menneske.
Nu ligger det imidlertid sådan, at jeg har forelsket mig i et stort fad, og det ville jeg købe, så der ligesom var en ting, til syn for sagn, istedet for bare at klatte pengene væk.
Igår gav jeg mig så småt til at pakke kuffert, og vile finde mit pas frem, der eller har sin plads i mit pengeskab.
PASSET VAR VÆK!!!
Jeg ledte og ledte, medens jeg tænkte – hva´ gør jeg??
OK, jeg kunne måske få udstedt et midlertidigt pas, og så gav jeg mig til at lede efter mine private papirer – I ved attester, eksamenspapirer o.lign. – De var også pst. væk.
Jeg plejer at have pinlig orden i mine sager og ved ganske nøje hvor alt befinder sig, men nu var det hele kaos og jeg blev mere og mere panisk.
Så greb jeg telefonen og ringede til “borgerservice” og forelagde dem sagen.
Det var ikke noget problem at få udstedt et midlertidigt pas, jeg skulle bare komme, så kunne de orde det med det samme.
Det koster naturligvis 600,- kr. + et nyt billede, så summa sumarum, der bliver ikke noget fad i denne omgang.
Jeg fik et midlertidigt pas, men hvor i himlens navn er mine private papirer?
Jeg leder stadig!
Asger Åmund, som jeg ellers synes er en fornuftig mand, mener efter “studier” af Gjellerupparken, at man skal fritage de voksne fremmede for arbejde, hvis de altså ikke har arbejde, hvilket gælder 60-70% - dvs. indføre en slags borgerløn, og koncentrere sig om de unge, men altså kun for dem – almindelige gammeldanskere, skal stadig jagtes rundt i manegen på sædvanlig vis.
AÅ´s agument er, at det ikke nytter noget at man jager dem rundt til forskellige beskæftigelsesprojekter, når erhvervslivet ikke ønsker at ansætte dem!
Der er et eller andet her der hænger forneden – ved han virkelig ikke, at det er lige så umuligt for almindelige hæderlige gammeldanskere at skaffe sig nyt job, hvis man befinder sig på den forkerte side af 50, med mindre man kender nogen, der kender nogen, der har set et billede af Tordenskjold?
Ved han heller ikke, at det er en stor del af den arabiske kultur – at fise den af?
Den gode Asger Åmund er da ellers kendt for at være en “hård nyser”, men hvad er det man siger:
Når Fanden bliver gammel, går han i kloster!
På sådan en kedelig søndag havde jeg lige lagt mig godt til rette på min herostratisk berømte hems for at kigge tv.
Først skulle jeg lige gense programserien om den engelske dronning, og dernæst Forbrydelsen, men jeg havde tændt lidt for tidligt, for de viste OBS – nå tænkte jeg – det er jo bare 5 minutter, og det ku´ jo være, at der blev vist noget jeg ikke vidste. Normalt ser jeg ikke OBS, for deres budskaber er såååå betonagtige, at jeg som regel bliver irriteret – nå men der blev så vist en lille film:
En ung mand kommer hen til en skranke i en bank – han leder efter noget i inderlommen (betalingskortet), men inden da, har bankassistenten allerede trykket på alarmknappen og har stukket poterne i vejret!
Jeg tænke – hvad går det her ud på? og så toner der et skilt op – noget med at stoppe fremmedfjendskheden.
Jeg blev i den grad altereret - så jeg fik ikke opfattet, hvem i alverden, der var bagmændene, eller jeg skulle måske hellere sig “kagekonerne” for sådan en gang ….. ja jeg mangler ord – men det burde stoppes – ja forbydes.
Min gamle mor har været så uheldig at falde over en telefonledning og har brækket håndleddet og slået sit knæ rigtig slemt. Det er desværre “den gode hånd”, så nu kan hun heller ikke bruge sin rollator.
Dette skete sidste torsdag aften, og hun trykkede så på sin alarm og ringede til min datter, som bor tæt ved. Hun kom og tog affærde, fik min mor op at sidde og afsted på skadestuen, hvor de sad nogle timer.
Armen kom i gips, og min datter fulgte hend hjem og lagde hende iseng.
Alt dette, fik jeg først at vide næste morgen ved min sædvanlige morgenopringning, hvor alting tilsyneladende var ok efter omstændighederne.
Nu er det sådan, at jeg bor temmelig langt væk, og jeg har ingen bil, det tager derfor ca. tre kvarter at komme til Amager med de offentlige transportmidler, så jeg må indrømme, at jeg kvier mig ved at storke afsted, hvis ikke der er et eller andet praktisk, jeg kan gøre for hende, så udover at tale i telefon med hende, foretog jeg mig ikke noget i den forbindelse samme dag.
For at gøre en lang historie kort – jeg har været ude hos hende 2 gange i den forløbne uge, for at sikre mig, at hun klarer sig, for jeg er ingen trøster, men en praktisk gris, så jeg ser jo også, at trods hendes “jamren”, så er hun smadder kreativ og ressourcestærk, og selvom jeg er der, og klarer praktiske ting, så humper hun rundt alligevel, og sikrer sig at jeg nu også gør tingene rigtigt (det er skide irriterende), men samtidig kan jeg jo se, at det faktisk går rigtig udemærket og hun har jo også al den hjælp hun kan få fra hjemmeplejen – så hvad er det lige, jeg skal gøre?
Det er ikke længe siden, at hun lå på hospitalet en ugestid pga. “svimmelhed”.
Hun er undersøgt på kryds og tværs, og der er angiveligt ikke noget specielt i vejen, andet end alderens skavanker.
Jeg har sagt til hende, at jeg kan skaffe hende en pensionistbolig lige overfor mig (der hvor svigerfar bor), så kan jeg meget bedre holde øje med hende, men nej – det vil hun ikke.
Min datter har tilbudt hende, at hun kan flytte derud – det vil hun heller ikke, og hos mig kan hun ikke bo – dels bor jeg på 3. sal og desuden er jeg storryger, så det går heller ikke – og som følge deraf, kan jeg jo heller ikke bo sammen med hende i hendes lejlighed – vi ville blive rygende uvenner i løbet af få dage – hvis der går så lang tid – min lunte er meget kort!!
Så sent som her til morgen, siger hun: “Benet er helt sort, bare det ikke ender med, at det skal sættes af”.
Jeg forklarer hende møjsommeligt, at det er en kombination af slaget og den blodfortyndende medicin, og så længe der ikke er noget hul eller inflamation, dvs. optræk til skinnebenssår, så er der ingen grund til bekymring.
Det ku´ jeg godt have sparet mig – det trænger slet ikke ind.
Hun har bevist eller ubevist en ganske bestemt agenda, som jeg ikke vil fortænke hende i, nemlig at vække medynk, men jeg har jo gjort, hvad jeg kunne – har jeg ikke?
Jeg holder skam meget af min mor, men jeg kan ikke lide at hun især driver “rovdrift” på min datter, som har et anderledes følsomt gemyt, og hos hende går mors jammer rent ind.
Jeg vil gerne beskytte min datter, der har alt rigeligt at se til, samtidig med at jeg godt vil hjælpe min mor – men jeg er altså ikke villig til at lade mig “udnytte” på det følelsesmæssige plan.
Hvad gør jeg?
Hjælp!
Mit køkken sværmer med bananfluer, og jeg aner ikke mine levende råd.
Hvor kommer de fra og hvorfor kommer de?
Der ligger ikke madrester og flyder eller for den sags skyld frisk frugt.
Jeg har potteplanter, men hvis det var problemet, så ville de jo også være i stuerne.
Det er et tibagevendende problem, dvs. de kommer og går, men jeg kunne godt tænke mig at vide hvorfor?
Først og fremmest, jeg har et meget ambivalent forhold til koncepter “facebook”, og i virkeligheden blev jeg kun medlem, fordi det var den eneste mulighed for at finde en gammel veninde, jeg havde mistet kontakten med.
Først “googlede” jeg hende, og fandt, at hun var på facebook, og så var der ingen anden mulighed, end selv at blive medlem og denæst kontakte hende.
Det har forøvrigt allerede været til stor glæde for os begge – så vidt så godt.
Så får man jo blod på tanden, og kontaktede min fætter (farbrors søn), som jeg også fandt på facebook, for at komme i forbindelse med hans forældre, som jeg ligeledes har tabt kontakten til uden nogen grund – bare løbet ud i sandet – det kender I sikkert godt?
Tiden går – og pludselige er der gået alt for lang tid – -
Jeg fik hurtigt svar, og var glad for at høre, at begge var i live og havde det godt, og jeg bad ham (fætter) om at oplyse mig deres (forældrenes) telefonnummer, som jeg heller ikke har kunnet finde, for at genoptage kontakten.
Her til morgen ligger der et svar:
“Jeg har talt med mine forældre, og de har ikke overskud til at genoptage forbindelsen – og jeg kan derfor ikke osv….”
SLAM – det gjore sgu ondt – og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, at så har der alligevel været en mig ubekendt årsag til den lange pause – som nu altså viser sig, ikke at være nogen pause.
Min stakkels fætter, tænker jeg, som har måtte agere budbringer, og finde nogle velvalgte ord at svare mig med.
Men han svarede mig istedet for at tie, og det har jeg takket ham for.
Det var vel det mindste, jeg kunne gøre.
Fortiden synder kaster lange skygger – som skrevet står, og selvom “synden” er mig ukendt – så må jeg vel bare leve med det.
Jeg får indtrykket af, at avislæsning er en af de helt store interesser her på sajdet (og de deraf medfølgende links) - for der kan jeg slet ikke følge med – jeg læser nemlig aldrig aviser, og undgår for så vidt også div. tv-aviser.
Ikke fordi jeg er “bange” for at læse noget ubehageligt, men fordi jeg igrunden har et barns tilgang til nyhedsstof – det er gudjammerlig kedeligt!
Ej heller er jeg nogen “ildsjæl” rent politisk, dvs. jeg har ikke nogen sag, jeg ligefrem “brænder” for, i ihvertfald slet ikke i så høj grad, som det viser sig at være tilfældet her.
Jeg har heller ikke behov for at blive vred eller forarget – det klarer jeg helt på egen hånd og behøver heller ingen tilskyndelse ;-P
Eller er det bare en tilfældighed, at 90% af indlæggene drejer sig om - dybest set – et eneste emne, set under forskellige synsvinkler?
Dette her skal ikke betragtes som en kritik - blot en konstatering, for I ved jo, at jeg har akkurat, den samme indstilling til “dette emne”, som I andre, jeg orker bare ikke at snakke om det fra morgen til kvæld – og hvad skulle det iøvrigt også gavne? -
Jeg mener, vi er jo en meget lille sluttet kreds, med de samme synspunkter, som ikke, mig bekendt, når ud over vore egne rækker?
Er der her på sajdet.dk en form for agenda, jeg ikke er bekendt med – altså noget der skal opnås – i så fald hvad?
Ja – dette var mine spørgsmål – som jeg simpelthen måtte stille, for at få ro i sindet.
Håber ikke I tager det ilde op.
Nu ved jeg ikke hvor mange her, der støver sider igennem med køb/salg og bytte, men jeg vil ikke undlade at gøre opmærksom på en rigtig smart side på nettet, nemlig LOKUS.dk, hvor alting foregår i dit eget lokalområde.
I kender sikkert godt det, at man finder en eller anden ting – men ak så befinder den sig i den anden ende af landet – det er bare øv.
Så prøv Lokus, der er mange andre interessante “features”.
Nu kunne jeg godt tænke mig at diskutere en sag - ting, der er yderst tabubelagt, men ihverfald noget jeg af og til spekulerer på uden egentlig at have lejlighed til at diskutere det med nogen som helst.
Nuvel – vi har et dødskriterie, der hedder hjernedød – meget belejligt, da man har brug for organer! Det har jeg sådan set ingen problemer med, da det er en frivillig sag, som folk kan tage stilling til via livstestamenter, længe inden dagen oprinder.
Når vi nu har et dødskriterie, burde vi i den anden ende af livet ikke også have et livskriterie?
På een måde har vi, da vi har fri abort, som naturligvis også er frivillig, men – og nu er jeg fremme ved sagens kerne -
Burde det, med al den teknik, der er til rådighed være “tilladt” at bringe et liv til verden, som man i forvejen ved, ikke bliver noget “rigtigt liv”, at dette liv kun kan opretholdes via en mængde tekniske finesser, hjælpemidler og hjælpeforanstaltninger?
Lad det være sagt med det samme, at jeg ikke taler om racehygiejne, men om den “egoisme”, der ligger i, at bringe et liv til verden, der hverken er til glæde for sig selv eller andre, som hverken kan sanse eller samle eller kommunikere med andre – et liv der ofte ender med at forældrene opgiver kampen og barnet ender på en institution.
Min mor fødte engang i 50-erne et “dødfødt” barn, der efter sigende var multihandicappet, men altså død?
Jeg har tit spekulet på om det virkelig var tilfældet, eller om det var en stiltiende “aftale”, læger og sygeplejersker imellem, at det ikke kunne leve?
Ihvertfald så ingen af mine forældre det døde barn, “fordi man ikke mente, at det var godt for dem”, og det accepterede de, hvilket jeg sagtens kan forstå, jeg mener, skulle de også ovenpå sorgen konfonteres med “noget”, der måske dårlig nok lignede et menneske – nu havde de i det mindste mindet om deres lille dreng, men ikke nogen “grimme” billeder på nethinden.
Det jeg tænker er, skal mennesker tvinges til at tage stilling til noget så følelsesladet, eller burde det overlades til professionelle at afgøre den slags?
Indrømmet – jeg var så småt ved slumre ind, og var ikke alt for opmærksom på den dokumentarudsendelse angående dun, der kørte over skærmen, desuden kom jeg midt ind i udsendelsen.
Men jeg ku´forstå så meget, at man var meget forarget over, at man plukkede dun af levende fjerkræ altså ude i Kina – that is, og der har man jo som bekendt et andet syn på både mennesker og dyr.
Så vidt jeg kunne se, slap fuglene (tror det var gæs og ænder) levende fra det uden nogen men – ellers ville det jo ogå have været en dårlig forretning!
Selvfølgelig var der en del “rapperi”, men det ville der jo være alligevel, hvis man tager fat i dem, så man kan ikke rent videnskabeligt udlede at det gør ondt på fuglen – det er bare noget man tror, fordi visse mennesker er antropomorfe – altså tillægger dyr menneskelige følelser og reaktionsmønstre.
At fuglene selv, plukker løse dun af sig en en uendelighed, det er ikke interesant – ikke i denne her forbindelse, for udsendelsen skal jo handle om “dyremishandling” – men hvad er igunden facts – se det er der ingen der ved, og jeg tror såmænd også de fleste er ligeglade med det – selvfølgelig lige bortset fra dem, der har gjort det til deres levevej – - ikke at plukke dun – men at være forargede – det koster jo heller ingenting!
Nå men på baggrund af denne formodning/antagelse så skal fx. DyneLarsen og andre forbrugere af dun, sørge for at sikre sig, at dunene ikke kommer fra levende fjerkræ! – Hvordan i himlens navn skulle man kunne kontrollere det??
Storm i et glas vand? – Agurketid? – Hvad?
i det nostalgiske hjørne, og kan ikke rigtig finde ud af ,at gå i seng.
Det startede alt sammen i morges, hvor jeg af en eller anden mærkværdig årsag fik lyst til at genhøre Lis Sørensens helt uforglemmelige version af : “Alle nattens stjerner” (Sebastian, fra Skatteøen)
Dem der kender Skatteøenvil vide at det er moderens sang til sønnen og dennes udlængsel, men faktisk handler den om alle vi mødres dilemma – at slippe vore sønner (vi ved jo at pigerne bliver) ud til nye eventyr og nye horizonter, hvor vi ikke mere spiller hovedrollen .
“Ser dem komme, ser dem gå – - et øjeblik
og disse timer blir´til år på et øjeblik”….
Hva´ba´? - det hiver sgu i hjertestrengene – ihvertfald i mine.
Og nu da jeg var så godt igang, så ku´jeg også lige så godt høre Johannes Møllehaves tekst til Anne Linnet melodi og sang: Lille Messias.
Hele dagen har jeg været “borte”, da jeg har været på “udflugt” med “svigerfar” med hans gamle firma DFDS,- (vi var på Anneberg) – og nu i en sen aften/nattetime sidder jeg og hører nogle af Bert Brecht bedste sange (det er der sikker delte meninger om) -
Jeg har lyttet til Lotte Lenia og Gisela May fortolke Seereuber Jenny, Surabaya Johnny og Moldau lied.
Jeg ved sgu ikke hvorfor jeg lige pludselig kom i den stemning – nostalgi måske – undertiden har man “lyst” til at være søgmodig, flæbende og tilbageskuende, men det er sjældent, jeg giver migselv lov til den slags, alene af den grund, at det ikke tjener noget formål.
Kan I også have det sådan – uden nogen som helst foranledning eller grund??
Forleden dag skulle jeg passe min søns børn – blot for nogle timer – da de selv skulle i biografen.
Det er to yderst velopdragne piger på hhv. 11 og 9 år, og medens vi sad og spiste spurgte den yngste: “Var der nogen i din klasse med sjove navne?”
Der gik lidt før jeg opfattede spørgsmålet, som det var stillet. Hun mente ikke fx. Orla og Egon, men “fremmede” navne.
“Æhh – nej du, da farmor var barn var der ingen fremmede i landet, der var kun danskere og så man endelig en neger på gaden, så vakte det opsigt!”.
Hun gloede på mig, somom jeg fortalte hende et eventyr, somom jeg stammede fra en anden tidsalder – men det gør jeg jo igrunden også.
“Er det rigtigt?” – sagde hun så med undren i stemmen.
Tja – jeg kunne også have fortalt hende, at er ikke heller var nogen narkomaner, ingen knivdrab, ingen ghettoer, ingen afbrænding af biler og ingen bander, rockere og ingen bistandslov – men jeg lod det være godt, med denne ene oplysning, som åbenbart gjorde indtryk på hende.
Datoen var iøvrigt 11. september og da jeg fortale dem om Tvillingetårnenes skæbne hin 11. september, sagde den store: “Det skal du ikke fortælle hende, så kan hun ikke sove”.
Det undrede mig faktisk, at de ikke vidste noget om “den sag” om ikke andet fra skolen, for det er jo en “historisk dato”, men det skyldes måske netop det faktum, at det er en “blandet” klasse, og man kan jo ikke have, at der skabes problemer – så hellere fortie - i den hellige konfriktskyheds navn!
Nu så jeg igen idag en mor og en datter, begge formummede i tørklæder, men datteren var ellers iført et par superstramme bukser, hvor intet var overladt til fantasien.
Så er det jeg godt ku´tænke mig at vide om man i den islamiske tankegang finder kvinders hovedhår mere sexuelt provokerende end et par r*vballer til fri beskuelse?
Næppe. – Men jeg oplever tit denne misk-mask af blandede signaler, så mon ikke vi kan konstatere med nogenlunde sikkerhed, at tørklædet er et politisk statement – en provokation, og har som sådan ikke noget at gøre med religion, med mindre at resten af klædedragten svarer til “ærbarhedsbegrebet”?
Men går den, så går den – og det gør den jo indtil videre.
Så er der det med passet. – Det er ikke længe siden jeg skulle have fornyet mit pas, og det er i og for sig meget nemt, hvis ikke altså lige det var for det der med billedet – - Begge ører skal være synlige, og man må ikke så meget som have en synlig hårklemme i, for slet ikke at tale om en hat. Briller er et kapitel for sig – MEN muslimske kvinder må gerne være tilhyllede, selvom man hverken kan se ører eller noget – hvorfor er der mon de strenge krav til os andre? Det kalder jeg sgu forskelsbehandling.
Det får mig så umiddelbart til at tænke på burkaen. Den er der ingen regler for, så monstro sådanne kvinder ikke kan få udstedt et pas – for her ville et billede overhovedet ikke vise andet end en sort klat!
Tja man får tid til at tænke på mangt og meget sådan en almindelig onsdag -
Skønt jeg ikke denne gang har brugt, det samme billede som I – og jeg – er vant til.
Jeg vil gerne fortælle lidt om billedet – sådan lidt “petitstof” mellem alt det super seriøse.
Billedet er i virkeligheden en gammel plakat, som engang i 70-erne prydede div. skomagervinduer og er en reklame for skofarve såmænd, – “skoene er tætte, lad vandet komme…”, lyder teksten, men billedet fortæller noget helt andet.
Dengang i 70-erne blev jeg “dybt betaget” af det tvetydige budskab, og jeg støvede rundt hos samtlige skomagere og tiggede mig til sidst til et – ganske vist ikke den store størrelse, men jeg kunne trods mit smukke udseende, helt klare charme og overtalesevner, ikke formå den gode skomager til at overlade mig det store billede.
Det har henslumret sin tid på loftet i mange år – min mand ku´ ikke lide det, men siden jeg blev skilt, har det igen prydet en af mine vægge i entreen – halleluja!
Politiken JyllandspostenKøb KW krus på trykkefrihed@trykkefrihed.dk hvis du også mener, vi skal støtte og bevare
friheden til at skrive og tegne hvad vi vil.
KW kruset koster 50 kroner – plus porto.
Archive for Støt Westergaard »Tænk ikke på det
Jeg ville også gerne have tid fortælle jer om, hvad jeg mener om de ”de borgerlige hippier” der løfter solidaritetstrofæet mens de fastlåser sig i deres egne urtehaver. Francesca Pavia, JP
***
Nok for de fleste
Nu er koranen jo ikke skrevet med baggrund i, at nogen havde læst koranen, forinden den blev skrevet! Det må komme meget bag på mange. Bjørn Holmskjold, JP
***
Et levende bevis
Ja nogen menneskere udtalere sig som de har forsta til,man kan ikke bare stoppe med lykke pillere uden at det er i samarbejde med ens egen læge,tænk lige overe det,ellers kan det skabe uheldige bivirkningere for en selv. Karin Tamburg Jensen, Facebook
***
Grøn er vårens hæk – Frisk ab fabrik
Opfrisk dit indermiljø med en kunstig palme fra Hilmars blomster - annonce Facebook
***
Lad erantisserne stå
Byd foråret velkommen med vores store udvalg af kunstige afskårne blomster - annonce Facebook
***
Flokmentalitet
Det eneste vi ved med sikkerhed er, at mennesker, der i flok kan finde på at banke et andet menneske ihjel, de er totalt skudt i roen. De fungerer på de allermest primitive planer. Den slags mennesker bliver meget nemt og uden proportioner fornærmede. Cenelotia, 24.dk
Archive for The Wall »Jeg huskede jeg engang fik tæsk med en matematikbog af læren. Det hjalp ikke. Jeg er stadig sproglig.
***
Kan man lægge sin sande identitet til sine udsagn så tager man også ansvar for dem.
***
Jeg var 5 uger i kina, hvor jeg oplevede den mentalitet i Yunnan, Szechuan og Beijing og jeg så ikke en eneste der lå død på gaden.
***
Det er lige omvendt. Vi er utroligt egocentriske i denne del af verdenen og det ville være sundt for vores kultur at omvende os til et bedre fællesskab.
I kina er der en helt anden mentalitet. Der siger folk du ikke engang kender direkte til dig, hvis du ikke opfører dig sundt eller opfører dig som du beskriver og der er ikke meget blufærdighed på den front.
***
HAHAHAHAHA!!! Civil courage?
Kræver det virkelig så meget mod at sidde gemt bag en skærm og skrive “Æv, bæv du er bare dum”?
***
Hvis I nu fik hovedet ud af røven og forsøgte forstå andet end Jeres egen lille sølle verden så ville I måske forstå hvad det vil sige at tage magten over sit eget liv.
og jo…det skrives tågehovede.
Til skolelærens orientering så er det noget vi andre kalder grammatik.
***
Det eneste du skylder er at klappe i…
Er det ikke snart på tide du begynder opføre dig som en voksen mand i stedet for en dramakælling uden rygrad?
***
Hvis Jeres fordomsfulde og fordummende ævl skal være værd at læse. Kan I så ikke lige argumentere for Jeres udtalelser?
***
Jeg er nemlig ikke styret af behovet for anerkendelse af min empati. Den anerkender jeg selv.
Jeg er hamrende ligeglad med hvad andre tænker om mig…Jeg er klar til at dø for det jeg tror på.
Archive for Dagens Dennis Jensen »
Nye kommentarer