februar 5th, 2012
Når man læser avis – på papir såvel som på nettet – kan man godt blive lidt træt i ansigtet over de mange sproglige fejl, som mennesker, der har en uddannelse i at anvende netop sproget, præsterer. I dag faldt jeg dog over en fejl, der fik smilet frem. Selv om jeg stadig er forundret over, at sådan en fejl ikke opdages, inden den publiceres. I dagens netudgave af Ekstra Bladet kan følgende læses:
Sammen med 133 passagerer blev kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon evakueret fra et SAS-fly i København, da der kom udviklede i kabinen.
3 Comments "
december 24th, 2011
No Comments "
december 18th, 2011
Dormitions Katedralen i Kiev Pechersk Lavra.
No Comments "
december 11th, 2011
Vladimir Katedralen, Sevastopol, Krim. Katedralen blev svært beskadiget under Krimkrigen (1853-1856). På katedralens ydermure ses stadig de mange skudhuller, og indenfor er der på væggene navne på nogle af krigens ofre.
4 Comments "
december 4th, 2011
Refektorium Kirke – Kiev Pechersk Lavra.
3 Comments "
november 27th, 2011
Den Hellige Treenigheds Kirke, beliggende i Den Ortodokse Kirkes (Moskva Patriarkatet) religiøse center Kiev Pechersk Lavra, hvor også kirkens overhoved Metropolitan Volodymyr har sin residens.
6 Comments "
september 24th, 2011
På den igen
Fire litauiske butikstyve på spil i et supermarked. To af dem blev pågrebet og tilbageholdt, indtil politiet ankom, anholdte dem, afhørte dem og løslod dem. Et par timer senere var fire litauiske butikstyve på spil i et andet supermarked. Ingen af dem blev pågrebet. Det vides ikke, om der var tale om de samme fire, som tidligere var på spil.
Men det lyder da sandsynligt, at de grinende forlod politistationen for at ”arbejde” videre.
Hastværk er lastværk…
Fire danske indbrudstyve brød ind i en villa. De var kommet ind ved at kravle op på husets tag og ind af et åbenstående vindue. Der blev bl.a. stjålet smykker. Politiet oplyser, at de fire alle havde efterladt fingeraftryk samt dna, og at det vides, hvem de er. ”Så de kan selv vælge, om de vil komme herind på politigården og få afklaret sagen, eller om vi skal komme ud til dem. Det er altså bare et spørgsmål om hvor lang tid, der skal gå”.
Ja, så kan de jo i fred og ro nå at omsætte smykkerne til rare kontanter, så de i det mindste får noget ud af deres besvær. Og hvorfor skulle politiet også forhaste sig? De bestjålne er nok alligevel ikke interesserede i, at få deres smykker tilbage.
Oplæring
En mand fik den idé at tage sin 12-årige søn med på tyvetogt. De blev opdaget, og der blev ringet til politiet, som sendte en patruljevogn af sted. Den mødte manden og hans søn kørende i en bil. Manden blev anholdt. Udover en sigtelse for tyveri blev han også sigtet for at køre uden kørekort. Det er han nemlig tidligere blevet frakendt. Sønnen blev sendt hjem til moren. De sociale myndigheder blev underrettet.
Lyder det usandsynligt, at de sociale myndigheder nok for længst har fået kendskab til, at der er noget helt galt i den familie? Lyder det usandsynligt, at der ikke har været gjort noget effektivt for at sikre, at et barn ikke skal oplæres i kriminalitet?
I næste uge kan jeg med usvigelig sikkerhed læse flere tilsvarende historier. Her går det godt, fru kammerherreinde.
2 Comments "
september 14th, 2011
Nej, der er ikke tale om en forbrødring mellem det liberale parti Venstre og den yderste revolutionære venstrefløj. Der er tale om, at en VVS-mester lod sig inspirere af denne tids valgplakater, der gav ham en god idé. Vel ikke helt lovligt, men absolut kreativt tænkt. Dagen efter jeg tog billedet, var VVS-plakaterne da også nedtaget. Af kommunen vil jeg tro. Og sikkert på mesterens regning. Men den betaler han nok gerne.
4 Comments "
august 31st, 2011
På opfordring af Estrid og Mama vil jeg fortælle lidt om forholdene i Ukraine. Jeg vil i første omgang belyse, hvad Sovjetunionens sammenbrud kom til at betyde for den almindelige befolkning. Her kan jeg naturligvis ikke medtage alle forhold, men vil holde mig til, hvilke levevilkår den almindelige befolkning fik det første årti, samt lidt om, hvordan det så er gået efterfølgende.
Den dejlige frihed
Jeg vil tage udgangspunkt i et spørgsmål, som en dansker (herefter benævnt DK) stillede en af mine ukrainske venner (herefter benævnt UA) på besøg i Danmark:
DK: Var det ikke dejligt, da I fik jeres frihed?
UA: Hvilken frihed?
DK: Ja, den frihed I fik, da Sovjetunionen brød sammen.
UA: Nåh, mener du friheden til at blive fattig? Friheden til ikke at kunne købe det tøj og den mad, som man har brug for? Friheden til ikke at have penge til at kunne købe blot en lille fødselsdagsgave til sit barn? Er det den frihed, du taler om?
DK: Øhh, næhh. Men sådan var det vel heller ikke?
UA: Lad mig fortælle dig om den frihed, vi fik. Kort før sammenbruddet blev alle medarbejdere på min arbejdsplads kaldt sammen og blev orienteret om, at der meget snart ville komme nye tider. Vores land ville blive selvstændigt. Virksomhederne skulle ikke længere være statsejede men privatejede. Også vores fabrik ville blive ejet af private. Det forstod vi ikke rigtigt, for hvordan kunne nogen i et kommunistisk samfund have penge til at købe vores virksomhed? Det fandt vi snart ud af.
Dem, der hidtil havde siddet på den politiske magt, stjal simpelthen virksomhederne, som jo hidtil i princippet havde været fælleseje. De besatte simpelthen de virksomheder, som de gerne ville have. Havde nogen taget en virksomhed, som en anden syntes, at han skulle have haft, mødte han op med 15-20 maskinpistolbevæbnede mænd og overtog virksomheden.
Straks efter overtagelsen af virksomhederne fik alle lønmodtagere besked på, at vores løn ville falde med 1/3. Årsagen blev angivet til at være, at det var nødvendigt for de nye ejere at skaffe penge til investeringer. Det, de hovedsagligt investerede i, var store flotte huse, dyre biler og bugnende bankkonti til dem selv.
Efter tre år på denne lave løn fik vi pludselig at vide, at nu var der ikke længere mulighed for at give os løn. De efterfølgende tre år fik vi i stedet udleveret mad og sommetider tøj og sko. Ingen tog dog notits af, hvilke størrelser folk brugte. Fik man f.eks. udleveret sko, der var for store, måtte man ud at finde en, der havde fået et par, der var for små. Fandt man ikke nogen at bytte med, var det bare ærgerligt.
Til jul stillede vi op på en lang række og fik udleveret legetøj til vores børn. Jeg fik kun udleveret et stykke legetøj, selvom jeg havde to børn. Jeg følte mig efterhånden så kuet, at jeg ikke kunne få mig selv til at sige, at jeg havde to børn. Jeg var ulykkelig, for jeg kunne jo ikke nøjes med at give den ene en gave og ikke den anden. Og jeg havde jo ingen penge at købe en gave for. For mig blev julen et mareridt. Jeg ønskede, at der slet ikke var noget, der hed jul.
Vi stjal
DK: Jamen, hvordan kunne I leve i tre år uden at have penge?
UA: Det kunne vi jo heller ikke.
DK: Jamen, hvad gjorde i så?
UA: Vi stjal.
DK: STJAL I?!
UA: Ja, hvad skulle vi ellers gøre? Jeg arbejdede på en metalvarefabrik, og sommetider så vi vores snit til at gemme et af de færdige produkter under tøjet og tage det med ud. Så solgte vi det til en skrothandler, hvor det blev smeltet om. Det gav os lidt kontanter. Vi kunne jo ikke udholde, at vi aldrig kunne købe en banan eller et æble til vores børn. Eller lidt af den mad, vi kunne lide, så vi ikke kun skulle spise, hvad andre ville give os.
Gennem de tre pengeløse år, fik vi hver måned udleveret tilgodesedler. Vi fik at vide, at vi, engang når virksomhederne fik råd, ville få ombyttet disse til kontanter. I det tredje år var vi så desperate efter at få lidt kontanter, at vi, da virksomhedsejerne begyndte at tale om, at der kunne gå lang tid, inden pengene kunne udbetales, lod os overtale til at sælge tilgodesedlerne til dem for ganske små beløb. Det var selvfølgelig dumt gjort, men vi trængte så meget til at have lidt penge. Få måneder senere, fik vi at vide, at nu ville vi igen begynde at få løn. Men da vi fik den, var den faldet til 1/3 af, hvad den var under Sovjetunionen. Vi var blevet gjort til en nation af 50 millioner fattige.
Er det den frihed, du taler om?
Røverkapitalisme
Mine bemærkninger: Jeg kendte historien, så under beretningen havde jeg siddet og lagt mærke til tilhørernes reaktioner. Det var meget alvorlige ansigter, jeg så. Et par stykker havde tårer i øjnene. En sagde: Det har jeg aldrig vidst. Hvorfor har vi ikke fået det fortalt?
Jeg svarede, at det ikke var den historie, medierne havde ønsket at fortælle.
Den, der havde spurgt om friheden, og som jeg vil betegne som liberalist, så ikke påvirket ud og kom med følgende kommentar:
DK: Jo jo, men det var måske nødvendigt for at få landet på fode.
Til det måtte jeg indskyde, at hvis formålet var at skabe nogle multimillionærer og milliardærer, var det nok nødvendigt. Havde formålet derimod været at få landet på fode, var det noget andet, der skulle have været gjort. For med 50 millioner fattige, kan man jo ikke ligefrem sige, at landet blev bragt på fode. (I øvrigt bliver det, der skete, af Venstres Hanne Severinsen, der har fulgt ukrainsk politik siden landets selvstændighed, kaldt for røverkapitalisme. Det er svært at være uenig med hende).
En by i Rusland
Siden er der da sket visse fremskridt. Der er kommet en middelklasse, der har det rimeligt. Men stadig befinder 30% af befolkningen sig under fattigdomsgrænsen. De bor under forhold, der ofte ligner noget, der er beregnet til geder. Som f.eks. boligen på foto nr. 2.
Og selv dem, der tilhører middelklassen, bor oftest i boliger, vi i Danmark ikke ville acceptere. Mest fordi vedligeholdelse har været aldeles fraværende de seneste 20 år. Boligblokkene er såmænd solide nok. Nu kan jeg kun tale kvalificeret om at bo på Krim. Her laves husene af sten, der er savet ud af bjergene, som er ret porøse, hvilket gør, at stenene er gode til at isolere – også i forhold til støj. Man hører stort set aldrig, at man har naboer. Men vedligeholdelse er mange steder– om jeg så må sige – en by i Rusland.
Boligmarkedet er en blandet affære med nyt og gammelt, vedligeholdt og ikke vedligeholdt. Når man i sovjettiden fik tildelt en bolig, fik man den til eje. Den kunne ikke sælges, men den kunne godt gå i arv. I dag kan de frit handles. Sådanne boliger er der naturligvis rigtig mange af i dag, og med den økonomiske afvikling, den almindelige befolkning blev udsat for, var der ganske enkelt ingen penge til vedligeholdelse.
Dem, der scorede gevinsten på røverkapitalismen, bor, som det ses på foto nr. 1. Ikke at jeg har noget imod, at folk er rige. Men det er altid et spørgsmål om, hvordan man er blevet rig.
En god mand
Alt i alt kan det derfor ikke undre, at der er mange, der siger, at de havde det bedre under Sovjetunionen. En dag, hvor jeg var i færd med at fotografere Lenin-statuen i Sevastopol på Krim, kom en gammel kone trissende med en lille hund i favnen. Hun kom over til mig og sagde: Han var en god mand. Inden ham sultede folket. Han sørgede for, at vi fik mad og arbejde. Vi levede et nøjsomt liv, men et godt liv. I dag er der så mange fattige, så mange, der ikke har arbejde.
Sådan skulle folk jo helst ikke sige. Det havde dog været bedre, hvis der var blevet sørget for, at de fleste syntes, at der var sket fremskridt efter Sovjetunionens sammenbrud. Men det står ikke til at ændre med tilbagevirkende kraft. Man kan kun satse på, at fremtiden bliver bedre.
Vodka og befolkningstilbagegang
Til slut vil jeg lige svare på spørgsmålene om alkoholisme og befolkningstilvækst. Det første kan gøres kort: Ja, en del drikker en pæn portion vodka.
Årsagerne, til at lidt for mange kigger lidt for dybt i glasset, er mange, og da jeg allerede har skrevet 1.480 ord, vil jeg ikke her uddybe det nærmere. Men få nu ikke det indtryk, at det er en nation af lutter drukkenbolte, der er blot flere end her, der ligger i sprit.
Hvad angår befolkningstilvækst, eksisterer en sådan ikke i Ukraine. Her er befolkningen skrumpet ind med tæt på 5 millioner. Det skyldes forskellige forhold. Bl.a. at der efter Sovjets sammenbrud ikke længere var gratis lægehjælp. Sådan noget kan man dø af, hvis man er fattig. En anden grund er, at mange er rejst ud for at prøve at skabe sig et andet og bedre liv. I øjeblikket giver netop det faktum anledning til bekymringer, da dem, der er rejst, jo er i den arbejdsdygtige alder og oftest har en uddannelse. Det vil sige, at landet mangler kvalificeret arbejdskraft.
Er der noget at glædes ved?
Nu kunne nogen så spørge, hvorfor jeg så er så glad for Ukraine. For det ser jo ikke ud til, at der er så meget at glædes ved. Men det er der skam. Rigtig meget. Det har jeg fortalt lidt om i tidligere indlæg og vil også gøre det i nogle fremtidige.
Ja, det var jo mange ord. Sommetider er jeg næsten ustoppelig. (Det ord findes mærkeligt nok ikke i min stavekontrol). Hvis du fik tygget dig igennem hele teksten, har du inklusiv disse sidste sætninger læst 1.651 ord.
4 Comments "
august 29th, 2011
Så har den ukrainske kvindebevægelse Femen atter været på banen. Desværre er de på englishrussia.com noget sippede, hvorfor de har det med at censurere billeder, hvor de ikke skal censureres… Men se aktionen her:
Femen go reaping
Under Mamas indlæg om Femens støtte til saudiske kvinder stillede Estrid spørgsmålet, om håb og fornyelse i disse tider kommer fra øst. Jeg tror det, for det er i øst, at tingene spirer og gror frem, hvor vi i vest sidder fast i gamle normer og ditto tankegange, der for længst er groet mug på.
5 Comments "
august 23rd, 2011
Dette indlæg er foranlediget af den grumme Mamas reklame for McDonalds Ramadan Meal. Hvor er det dog i sandhed en underlig verden, vi lever i. Nogle må ikke spise svinekød, andre må ikke spise oksekød, og for atter andre er det helt tredje, fjerde, femte etc. regler for hvilken mad, der må spises, som gælder. Og hver især har de deres egne ritualer ved slagtning med hensyn til metode og bestemte ord, der absolut skal siges. Alt sammen fordi deres guder ellers bliver vrede. Sikke guder at have!
Gad vide, hvad sådan en Ramadan Meal består af. Ja, jeg kan jo godt regne ud, at der ikke er svinekød i. På den anden side skal man aldrig sige aldrig, hvilket det følgende viser.
Jeg har spist på adskillige muslimske restauranter ejet af tatarer. Tatarer er ofte dygtige restauratører, og man får altid super god mad og ditto betjening. Og selve restauranterne er som regel top lækre. Første gang jeg var på en tatar-restaurant på Krim, troede jeg ikke mine egne øjne, da jeg på menukortet kunne finde svinekød. Forbavset nævnte jeg det for mine ukrainske venner og fik svaret: Nåh, det tager vores muslimer ikke så tungt.
Det er dog ikke på alle tatar-restauranter, man finder svinekød. Om det kunne fås på Emine Bair på bjergvejen til Tjatir Dag Plateauet, ved jeg ikke, for der bestod min frokost af blandet salat, kildevand og to kopper kaffe. Vil man være sikker på at få god kaffe, går man aldrig fejl ved at gå på en tatar-restaurant. Salaten blev tilberedt af den søde tatar-pige, som ses på billedet, og den var så himmelsk, at jeg kunne høre englene synge. Og som det også fremgår af billedet, har jeg ikke løjet, når jeg sagde, at tatar-restauranter som regel er top lækre.
Uanset hvad du spiser eller ikke spiser, hvilken gud du sværger til eller ikke sværger til (og selv om jeg ikke forstår din gud og vedkommendes krav til menukortet): Må din mad bekomme dig vel!
3 Comments "
august 14th, 2011
Når man står på balkonen til sit værelse på Boryspil Hotel – ved Kievs lufthavn Boryspil – og kigger ud over terrænet, ser man fire rørledninger, der løber gennem området. Hvad de bruges til, ved jeg ikke, men det er heller ikke det, der er mysteriet.
Mysteriet består i, hvorfor rørene er ført på denne måde, med disse knæk. Stod der en mand i vejen, så rørlæggerne var nødt til at lave det sådan? Og hvis der gjorde, hvorfor bad de ham så ikke bare om at flytte sig?
Eller havde de fået bestilt for meget rør og tænkte, at så kunne de da lige lave et par sving, så de fik brugt det hele?
Eller har rørlæggerne haft et kreativt øjeblik og tænkt, at det så smartere ud på denne måde?
Som sagt, ved jeg det ikke, og har aldrig været i stand til at regne det ud. Jeg har så heller ikke spurgt nogen. På hotellet ved de det jo nok ikke, og ligefrem at sætte en undersøgelse i gang er måske lige i overkanten. På den anden side har jeg jo flere gange brugt tid på at undre mig, så måske skulle jeg alligevel finde en, der kender svaret.
6 Comments "
juli 17th, 2011
Min sidste dag i Ukraine brugte jeg i Kiev. Mit fly fra Simferopol havde været en time forsinket. Da jeg langt om længe var kommet på plads i det, begyndte det at køre ud mod startbanen. Og det kørte. Og kørte. Og kørte. Da det havde kørt et kvarters tid, begyndte jeg at overveje, om vi måske skulle køre hele vejen til Kiev. Det skulle vi heldigvis ikke, men de havde da fundet lufthavnens allerfjerneste startbane til denne tur. På grund af forsinkelsen kom jeg ikke til at sove før kl. 02.30. Allerede kl. 7 vågnede jeg og følte mig mærkeligt nok udhvilet.
I en butik i Boryspil Lufthavn (Kiev) havde jeg, da jeg dagen inden ankom kort før midnat, købt diverse varer, så jeg havde til lidt nat- og morgenmad. To små flasker kildevand, en liter mælk (langtidsholdbar, men i en nødsituation går det lige), 300 gr. yoghurt med blåbær samt en trekantet sandwich (som var forbavsende god). Pris 95 grivnia (ca. 67 kr.). Ikke specielt billigt, men så føler man i hvert fald ikke, at man har snydt nogen for noget…
Efter indtagelse af morgenmad med tilhørende kaffe (Pulverkaffe stillet til rådighed af hotellet. Også her kan det lige gå an, når man ikke lige har den ægte vare), forlod jeg hotellet.
Bussen ind til Kiev holdt og var næsten klar til start, da jeg kom hen til dens holdeplads foran lufthavnsbygningen. På vej ind til byen passerer bussen Dnepr, som altid er et smukt syn. Jeg holder meget af vand.
Efter 45 minutters kørsel stod jeg af ved banegården, hvorfra jeg tog en taxi til Verkhovna Rada – Ukraines parlament. Bag det grønne – og midlertidige – plankeværk ligger Mariyinski Palads, som i øjeblikket ikke er tilgængeligt, da det gennemgår en omfattende renovering.
Mariyinski Palads.
Herfra gik jeg videre til monumentet og museet for Holodomor – hungerkatastrofen i 1932 – 1933, hvor millioner af ukrainere døde af sult. Det sovjetiske styre havde pga. fødevaremangel beordret, at hovedparten af Ukraines høst skulle sendes til Rusland. Ukraine producerer enorme mængder korn, hvorfor landet i sin tid fik betegnelsen ”Europas kornkammer”. Men når hovedparten i disse to år blev sendt ud af landet, var der altså så lidt tilbage, at det kostede mange liv. Rusland har for få år siden erkendt og beklaget, at landets tidligere styre var skyld i katastrofen.
Nede under monumentet ligger et museum, der fortæller om hungersnøden.
Næste – og også dagens sidste – mål befandt sig lige bag monumentet, nemlig en større samling af gamle ukrainsk ortodokse kirker – ni i alt.
Efter fire timer på stedet havde jeg kun fået set halvdelen, men om guderne vil, kommer der en anden gang, hvor jeg kan få det sidste med.
Tilbage ved banegården steg jeg ombord i bussen til lufthavnen. Som nævnt i begyndelsen, tager turen normalt 45 minutter – men jeg havde selvfølgelig ikke lige tænkt på, at det var fredag, og at mængden af biler i Kiev derfor er ganske voldsom. Efter en times kørsel, nåede bussen endelig ud af byen til den 4-sporede mortovej, der fører til Boryspil Lufthavn. Kl. 22.45 (UA tid) kunne jeg så sige farvel og på gensyn til mit skønne Ukraine, og kl. 0.15 (DK tid) var det goddag til mit dejlige Danmark.
3 Comments "
juli 10th, 2011
Det blev til en fredag eftermiddag i flyvningens tegn. Udenfor Simferopol blev der dystet paa livet loes om, hvem der havde det bedste selvbyggede modelfly. Der var to kategorier, nemlig svaevefly og fly med elastikmotor. Sidstnaevnte er forsynet med en lang og tyk elastik, som i den ene ende er fastgjort inde i flyets krop, og i den anden ende er forbundet med propellen. Med en haanddrevet maskine snoes elastikken stramt op, og naar flyet saa sendes afsted, faar det propellen til at snurre rundt.
Drengen, der paa billedet netop har sendt sit fly i luften, havde det bedste fly, altsaa det, der kunne flyve laengst. Faktisk alt for langt, for da det var kommet hoejt til vejrs, drejede det rundt, og med en forrygende fart floej det derudaf. Det var kommet saa hoejt op, og der var en saa kraftig vind, at det, paa trods af at elastikken jo udloeb, fortsatte sin faerd mod ukendt maal. Drengen satte i loeb ud over marken, men snart var flyet blot en ganske lille prik paa himlen, og lidt efter kunne det slet ikke laengere ses. Den stakkels dreng maatte opgive at indhente det, og han mistede sit fly. Saa var det jo en ringe troest, at det var det fly, der kunne flyve laengst. Naturligvis er det paa et eller andet tidspunkt landet et eller andet sted, men om han nogensinde faar det tilbage, er mere end tvivlsomt.
Om aftenen var der koncert paa Lenin Pladsen. Adskillige kunstnere optraadte med sang, musik og dans. En god aften med en god stemning. Som det fremgaar af logoet paa scenen, var der tale om et kirkeligt arrangement. Formaalet var at indsamle penge til boern i noed.
Et kig ud over Lenin Pladsen, hvor man i baggrunden ser det oplyste Sovjetministerium. Yderst til venstre i billedet kan man ane Lenin-statuen paa sin sokkel.
Maalet for loerdagen var den tidligere lukkede by Balaklava paa Krims sydkyst. Undervejs gjorde jeg holdt ved soeen ved Mangup Kale. Mangup Kale er en grotteby, med boliger udhygget i klipperne oeverst paa bjergenes plateauer. Byen blev grundlagt for et par tusinde aar siden, og er i dag ubeboet. Paa Krim findes der mange af slagsen, og det er absolut anstrengelsen vaerd at bevaege sig derop. Det gjorde jeg nu ikke denne gang, men noejedes med at nyde udsigten en stund, inden jeg koerte videre.
Fra 1956 og frem til Sovjetunionens sammenbrud var Balaklava en lukket by. Ingen andre end de ca. 3.000 mennesker, der arbejdede paa den hemmelige u-baadsbase, maatte komme der. Forsoegte man, ville det have kostet en livet.
Forholdene var saadan, at de ansatte ikke maatte tale med hinanden, naar de var paa arbejde paa basen, som er skjult inde i et bjerg. I deres fritid maatte de ikke tale sammen om deres arbejde. Og et eneste ord til udenforstaaende ville have faaet fatale konsekvenser for den, som talte.
Balaklava ligger i en fjord, der munder ud i Sortehavet. Paa oestsiden ligger byen, og paa vestsiden befinder basen sig. Som naevnt inde i bjerget. Gennem bjerget er der gravet tunneller, nogle er vandfyldte, saa u-baadene ubemaerket kunne sejle under vandoverfladen i Sortehavet og ind i bjerget. Andre er toerre, for her var der vaerft, fabrikker, arsenal m.m.
I dag er Balaklava et ganske mondaent sted. Byen ligger saa at sige i vandkanten, og overalt ses smaa, store og meget store og luksurioese sejl- og motorbaade.
Paa ovenstaaende foto ses en del af et gammelt fort fra Krimkrigens tid.
Til hoejre i billedet ses fjordens udmunding i Sortehavet.
Saa er jeg kommet ind paa basen og staar ved kanalen, som u-baadene benyttede. Inde i bjerget er kanalen 8 meter dyb. Ved indsejlingen er dybden 24 meter, saa u-baadene i neddykket tilstand kunne komme ind, uden at blive set fra land eller fra luften.
En anden – og mere dramatisk oplyst – del af kanalen.
Inde paa basen findes der ogsaa et privat museum, der omhandler Krimkrigen. Jeg vil ikke gaa i detaljer om udstillingen, da det vil vaere for vidtgaaende.
Paa hjemvejen tog jeg forbi Inkerman Grottekirke. Som de foer naevnte grottebyer er den udhugget i klipperne. Kirken er fra det 1. aarhundrede. Paa billedet ses nogle store mursten. De er naturligvis af nyere dato, og udgoer en reparation af klippen, som har vaeret oedelagt. Ogsaa vinduer og altan er selvsagt af nyere dato.
Det fortaelles, at den ortodokse kirkes foerste pave havde forbrudt sig, og derfor blev sendt til Inkerman for at hugge sten. I den tiloversblevne tid huggede han ogsaa sten, nemlig ud af bjerget, og lavede paa denne maade grottekirken.
Indgangen til Inkerman Grottekirke, hvor det desvaerre ikke er tilladt at fotografere.
Jeg er opdaget
Efter endnu en begivenhedsrig dag endte jeg hjemme i Simferopol, og nu, hvor det er blevet soendag, sidder jeg og fordoejer en herlig middag, der bestod af blandet salat og tre slags fisk. Den indtog jeg paa en af byens udendoers restauranter, sammen med en mangeaarig god bekendt, som jeg endnu ikke havde haft tid til at opsoege. Men i gaar, da jeg var paa vej til Balaklava, ringede min telefon, og foelgende ordveksling fandt sted, efter at jeg glad overrasket havde sagt hej:
”Du er i Simferopol!”
”Ja, hvor ved du det fra?”
”Aah – du ved, Simferopol er jo blot en lille by.”
Jo da, en lille by med 365.000 indbyggere. Man kan da heller ikke gemme sig nogen steder, uden nogen faar oeje paa en og sladrer… Naa, i dette tilfaelde gjorde det ikke noget – tvaertimod!
No Comments "
juli 7th, 2011
Soendag tog jeg sammen med en ven til Sevastopol. Her var vi bl.a. paa havnerundfart og saa den russiske og den ukrainske sortehavsflaade. Efter Sovjetunionens oploesning blev sortehavsflaaden delt imellem Rusland og Ukraine. Paa billedet ses to af Ruslands krigsskibe. Som det maaske er laeseren bekendt, blev Sevastopol fuldstaendigt udslettet under 2. Verdenskrig. Ikke et eneste hus stod tilbage, alt laa i ruiner. Da Churchill efter krigen saa det, udtalte han, at det ville tage 100 aar at genopbygge byen. Denne udtalelse satte Stalin sig for at goere til skamme, hvorfor han sendte tusinder af bygningsarbejdere og haandvaerkere til byen. 10 aar senere var den genopbygget.
Vi besoegte ogsaa Sevastopol Panoramaet, som befinder sig i en cirkelrund bygning. Inde i bygningen er der paa vaegen hele vejen rundt lavet et maleri, der beskriver Krimkrigen (1853 – 1856). Foran maleriet er der opbygget kulisser, som naermest smelter sammen med maleriet. Faktisk er det saa fantastisk lavet, at det stort set er umuligt at afgoere, hvor kulisserne stopper, og hvor maleriet begynder. En overvaeldende oplevelse. Her ses et udsnit af panoramaet.
Min ven er direktoer for Videnskabernes Akademi, og havde bedt mig om at komme til akademiets sommerlejr om tirsdagen for at fortaelle de studerende om Danmark. Sommerlejren ligger i en lille landsby – Sokolinoje – i Krimbjergene. Det var en rigtig god oplevelse, baade hvad angaar stedet samt moedet med de unge, der var meget videbegaerlige, med hensyn til livet og systemet i Danmark.
Paa hjemvejen koerte jeg til Bakhtjisaraj, hvor jeg besoegte Khanens Palads. Khanen havde to paladser, nemlig et vinter- og et sommerpalads. Kun det sidste eksisterer stadig og er meget stort og meget smukt. Som saa mange andre despoter levede khanen i ufattelig rigdom, mens hans undersaatter levede i ufattelig fattigdom. Paa billedet ses kun en lille del af paladset.
Min vens oejesten
Onsdag tog min ven, hans kone og jeg til Feodosija paa Oestkrim. Besoeget skyldtes baade soergelige og glaedelige omstaendigheder. For omkring 10 aar siden moedte min ven et amerikansk aegtepar paa gaden i Krims hovedstad Simferopol. De var faret vild i byen og spurgte ham om vej. De fortalte, at de var i byen, fordi de skulle adoptere en lille dreng. Moedet endte med, at det blev aftalt, at min ven skulle vise dem rundt paa Krim. Og moedet udmoentede sig i et venskab, der har varet ved lige siden. Da aegteparet var kommet tilbage til USA med drengen, kontaktede de min ven, for at spoerge, om han ville hjaelpe dem med at finde drengens mor, da ingen vidste, hvor hun var blevet af. Maaske var hun i en situation, hvor hun kunne have brug for hjaelp. I saa fald ville de gerne yde hende denne hjaelp. Det blev til en lang og besvaerlig eftersoegning, som til sidst endte i en lille og meget fattig landsby. Her gik min ven fra hus til hus og spurgte efter moren. Som han sagde til mig: “Det, der moedte mig, var mennesker i dyb armod og i dyb alkoholisme. Alle landsbyens beboere var fulde, meget fulde eller kanonfulde.” Da han endelig fandt moren, var hun ikke mindre fuld, end de andre. Og hun havde en lille datter paa 3 aar. Det amerikanske aegtepar indsaa, at de ikke kunne sende moren penge, for de ville blot gaa til alkohol. I stedet sendte de jaevnligt penge til min ven, som saa koebte gaver til moren og den lille pige. De fik toej, sko, legetoej m.m.
Pludselig for ca. 1 1/2 aar siden, var mor og datter vaek, og ingen vidste, hvor de var. Atter gik jagten paa dem ind. Sidste foraar fandt min ven saa pigen paa et boernehjem i Feodosija. Moren derimod var som sunket i jorden, og datteren har ikke set hende, siden hun blev forladt. Saa besluttede det amerikanske aegtepar at adoptere pigen, saa hun kan faa et ordentlig liv sammen med sin bror, som de jo allerede havde adopteret for 10 aar siden. Engang til efteraaret gaar det formodentligt i orden. Siden hun igen blev fundet, har min ven dagligt ringet til hende, og hun er saa glad for, at han er der for hende. Og onsdag havde hun saa foedselsdag. Hun blev 11 aar. Derfor var vi paa besoeg. I faellesskab havde vi koebt en mobiltelefon til hende, og paa vej dertil var vi i et supermarked, hvor vi fyldte to indkoebskurve med kager, slik og frugtsaft, saa de andre boern paa boernehjemmet ogsaa kunne faa en god dag. Hvor blev hun dog glad, da hun saa os. Hun kastede sig i armene paa min ven og var eet stort smil. Og hvor var der dog mange dejlige unger paa det boernehjem. Jeg blev staerkt beroert af, at ingen vil kendes ved saa skoenne boern. Jeg kunne med det samme have taget et par stykker med mig hjem, men da jeg jo baade er enlig og efter danske regler alt for gammel, er jeg ikke i en situation, hvor jeg kan adoptere. Det var haardt at tage derfra og vide, at de fleste af de skoenne unger aldrig vil opleve, at nogen holder af dem. Jeg kunne se, at de bliver behandlet godt, og personalet er soede mennesker, men det er jo ikke det samme.
Naa, men vi tog pigen med ud i byen, hvor vi fik is og andet guf. Ved stranden sad vi paa en restaurant, der ligger 10 meter fra vandkanten, og fik en ekselent middag. Vi var ogsaa en tur rundt i byen samt ved det gamle fort. Hele tiden holdt pigen min ven i haanden, og hun var saa glad. Hun er en kvik lille pige. Og staerk. Jeg haaber det bedste for hende.
I faar ikke noget billede af min vens lille oejesten, for hun er ikke til offentliggoerelse. I stedet faar I et billede af et flot relief paa en facade i Feodosija:
Paa vejen hjem koerte vi stort set i tavshed. Vi havde alle noget at taenke over. Foerst faa kilometer oest for Simferopol broed min ven tavsheden. Han stoppede bilen og sagde: “Selv om det her er et meget soergeligt sted, skal du se det.” Han pegede ind mod et monument. “Under 2. Verdenskrig myrdede nazisterne tusinder af joeder her og smed dem i et stort hul.” Vi steg ud og gik derhen. Naar man stod der, kunne man jo ikke lige se, at denne smukke vildtvoksende mark i saa mange aar har gemt saa grusomme gerninger. Ogsaa her fik vi noget at taenke over.
Det muntre hjoerne
Vil det ikke naesten vaere for soergeligt at slutte denne blog her? Jo, det synes jeg. Lad os i stedet slutte i det muntre hjoerne. Paa mine ture i Ukraine, herunder naturligvis paa Krim, har jeg taget et hav af billeder – bl.a. af Lenin-statuer. Der findes mange forskellige, men to typer ses ofte: Den ene, hvor Lenin med venstre haand holder fast i reverset paa sin jakke. Den anden, hvor han med hoejre haand peger fremad og viser den rette vej. I befolkningen gaar der en vittighed om disse statuer. Se venligst nedenstaaende billede.
Herren til venstre befinder sig i Bakhtjisaraj, og ham til hoejre residerer i Sevastopol. Begge steder er paa Krim.
5 Comments "
juli 4th, 2011
Efter en behagelig tur landede flyet planmaessigt i Boryspil Airport uden for Kiev. Her hoerte det planmaessige saa ogsaa op. Efter at have ventet i 40 minutter paa min kuffert, gik jeg sammen med 5-6 andre kuffertloese over til en skranke for at spoerge, hvor vores bagage var. Den var i Frankfurt. Hurra for nogle skvadderhoveder i Kastrup Lufthavn! Kl. 2 nat ville bagagen komme til Kiev, saa indtil naeste morgen maatte jeg undvaere diverse vigtige sager.
Skvadderhoveder
Men hvor svaert kan det der med bagehaandtering i en lufthavn egentlig vaere? De rejsende stiller sig op ved de respektive skranker til til de enkelte destinationer for at tjekke ind og aflevere bagage. Naar bagagen fra en skranke koerer ud bagved, skal den blot samles sammen og koeres ud til flyet. Jeg stod hverken foerst eller sidst i koeen, men saadan cirka midt i. De andre, der heller ikke havde faaet deres bagage, stod ikke i naerheden af mig i koeen. Altsaa maa nogen have plukket vores kufferter ud af sammenhaengen. De maa i Kastrup Lufthavn have nogle medarbejdere, der er revnende ligeglade med, om de goer deres arbejde ordentligt. Eller maaske er de bare ikke kloge nok. Ja ja, jeg ved godt, at saadan er det i alverdens lufthavne. Men saa fyr dog skvadderhovederne og ansaet nogle folk med hjerne!
Hvad de dog husker
Naa, men jeg hankede op i min haandbagage, der indeholdt pc, kamera, videokamera, opladere etc., og gik de ca. 300 meter til Boryspil Hotel (lufthavnshotellet), hvor jeg flottede mig med et dobbeltvaerelse. Til hotellet – hvor jeg har boet flere gange tidligere – hoerer der en ganske god restaurant. Her faar man en udmaerket morgenmad. Hvis man ikke ved, hvad ukrainere regner for god morgenmad, kan jeg fortaelle, at 2/3 af buffeten bestaar af diverse varme og lune retter. For sarte danske ganer og maver er der heldigvis ogsaa broed, ost, poelse, tomat, agurk, aeg og yoghurt. Jeg har ganske vist ogsaa engang oplevet, at der paa et ret luksurioest hotel i Uman i det centrale Ukraine, hvor jeg slaengede mit legeme i en skoen suite, kun var varm mad til morgenmad. Nemlig en ret med en af deres soede kogte poelser. Der stod jeg godt nok af og noejedes med to kopper espresso.
I oevrigt har Boryspil Hotel et behageligt personale. Og sommetider kan det undre, hvad den slags dog kan huske. Da jeg sidst overnattede der for 2 aar siden, spurgte den kvindelige receptionist, da jeg indlogerede mig: ”Var De ikke ogsaa her sidste aar?” Jo da, det var jeg.
Naa, men lad os nu tage et smut ind til Kiev:
Fra banegaardens gamle forhal. I den anden ende af omraadet ligger en nyere og meget moderne en af slagsen. Den gamle har dog stoerst kunstnerisk vaerdi.
Kammerat Lenin i roed marmor.
Kievs hovedstroeg Khreshchatyk. Paa denne dag er den 8-sporede gade afspaerret for koerende trafik, da der skal vaere koncert paa Uafhaengigheds Pladsen.
Uafhaengigheds Pladsen. Det var her, Den Orange Revolution fandt sted.
Hoejt til vejrs skuer symbolet paa den unge ukrainske kvinde (og stat) ud over pladsen.
Fra toppen af en bygning bevogtes pladsen af aerkeenglen Michael (beskytteren) med sit flammesvaerd.
Kaerlighedstrae. Bind et stykke stof, der tilhoerer dig, fast og du er sikret evig kaerlighed. Maaske. Eventuelt. Vist nok. Det kan i hvert fald ikke skade.
Kiev er en by, som byder oejet paa mange skoenne senarier.
Og nu er klokken fem minutter i seks, saa det er tid til at finde et sted at spise aftensmad.
4 Comments "
maj 28th, 2011
Fredag eftermiddag var jeg på vej tilbage til firmaet, da jeg tænkte, at jeg lige ville banke min måtte ren for noget grus, jeg havde fået slæbt ind i bilen. Ca. 30 km før mit endemål så jeg et skilt, der pegede ind til en p-plads. Jeg sagtnede farten for at dreje ind ad en lille grusvej, der førte hen til den lille plads, hvorfra der udgik en natursti. Et sekund tænkte jeg: ”Nej, jeg venter, til jeg kommer tilbage til firmaet”, men så drejede jeg alligevel ind på grusvejen.
Ækle kryb
Inde på p-pladsen standsede jeg og åbnede døren. Straks hørte jeg en kats mjaven. Ud fra et toilet, hvor en stor gren var sat i klemme, så døren stod lidt åben, kom en kat farende over til mig – og hoppede ind i bilen alt imens den spandt højlydt. Jeg forklarede den, at den ikke kunne komme med og satte den ud igen, men straks sprang den atter ind. En gang til satte jeg den ud, og en gang til sprang den ind igen. Og en gang til. Jeg tænkte på, om det var en hjemløs kat, men den var jo temmelig tam. Eller om det var en kat, som nogen havde læsset af, fordi de ikke ville have den. Nogle har jo den frækhed at kalde sig mennesker, uagtet at de rettelig blot er ækle kryb. Men mon ikke den i virkeligheden boede i et af de tre huse, der lå i nærheden?
Hvad skal der nu blive af MIG?
Jeg satte den igen ud, skyndte mig at lukke døren og begyndte at køre. Katten stod der og kiggede fortabt på mig. Så krummede den sig helt krampagtigt sammen og kom med et langt hjerteskærende klagehyl. Som om den råbte: ”Hvad skal der nu blive af MIG?” Dér besluttede jeg, at køre tilbage til firmaet og få afsluttet mit arbejde – jeg kunne lige nå det inden lukketid – og så bagefter tage min egen bil og køre tilbage for at se, om katten stadig var der. Hvis den var, ville jeg lade den komme ind i bilen og så køre rundt til de tre huse for at spørge, om den hørte til der. Hvis den ikke gjorde det, måtte det være en forladt/udsmidt kat, for i miles omkreds var der ikke andre huse.
Da jeg ca. 1 ½ time senere kom tilbage, havde jeg kun lige standset bilen, da jeg hørte katten igen. Igen kom den løbende ud fra toilettet og sprang ind i bilen. Resultatet af mine besøg ved de tre huse var negativt. Ingen kendte katten. Ved det tredje hus sagde en kvinde, at hun var overbevist om, at der var tale om en udsmidt kat, for det var et par gange tidligere sket, at nogen havde sat katte af på den lille p-plads. Altså havde jeg fået kat.
Mistanke
På turen hjem, krøb den op på mit skød og lagde sig. Hjemme begyndte den straks at udforske sit nye hjem. På vejen havde jeg købt kattemad, som den ivrigt guffede i sig. Efter måltidet begyndte den atter at trave rundt og tage det nye sted i øjesyn. Og her var det, at jeg først rigtigt fik studeret den – og fik en stærk mistanke om, at den var gravid. Jeg lagde mine hænder om dens mave og kunne mærke, at noget rørte sig derinde. Så fandt jeg et lammeskind frem, som den kunne ligge på, hvilket den syntes vældig godt om. Sent fredag aften fødte den så fire killinger.
Var der ”nogen”, der vidste det?
Naturligvis har jeg tænkt på, at det sker, at en kat finder på at gå hjemmefra for i ensomhed at føde sine killinger, for senere at bringe dem hjem. Den tanke har jeg imidlertid forkastet. Dels fordi der kun er de tre nævnte huse i miles omkreds, dels fordi katten næppe havde været ellevild for at komme med mig, hvis den vitterligt ville føde i ubemærkethed uden for menneskers nærvær. Jeg er overbevist om, at den er blevet smidt ud, fordi dens ejere ikke ville have besværet med killinger. De har så sat en stor gren i klemme i toiletdøren, så den trods alt havde et sted at komme i ly. Hvor storsindet!
Måske ”nogen” ledte mig ind på den lille p-plads, fordi ”nogen” vidste, at katten havde brug for hjælp. Sommetider kan man jo godt få den tanke, at der er mere mellem himmel og jord, end som så.
Udfordring og ansvar
Nu har jeg selvfølgelig fået et problem – eller en udfordring – for snart rejser jeg til Ukraine for et stykke tid. Men jeg tror, at jeg kender en, der kan overtales til at agere babysitter imens. Det satser jeg i hvert fald på. Ellers må jeg jo blot finde en anden løsning. Katten (kattene) skal under ingen omstændigheder smides ud. Har man taget et dyr til sig, har man også påtaget sig et ansvar, som man må tage alvorligt. Også selv om det ene dyr pludselig blev til fem.
6 Comments "
maj 22nd, 2011
… at nu må de islændinge altså se at få styr på deres vulkaner!
(Hvis man selv vil have styr på, hvad det er, der sker, bør man gæste en herre, der ved, hvad han taler om: Danmarks eneste vulkanolog Henning Andersen).
4 Comments "
maj 21st, 2011
Jamen, så holder vi os da væk! (Ved Kongebrogården, Middelfart).
Vi har hørt om it-boblen og boligboblen – her er så endnu en boble. En pigeboble? (Ved Kongebrogården, Middelfart).
Havets Brus – af den japanske kunstner Jun-Ichi Inoue. (Middelfart Havn).
Sejlskibsmodeller. (Middelfart Havn).
På porten står der bl.a.: ”Redest regnskab. Varigst venskab”. ”Spe og spot gør ingen godt”. (Middelfart).
Hjemme igen. Fra min terrasse.
7 Comments "
maj 17th, 2011
Klokken 23 forlader toget perronen på Kiev Nordre Banegård og begynder sin 800 km lange færd mod Krims hovedstad Simferopol, Vi er kommet tilrette i sovekupeen, og sidder og spiser kiks med ost og drikker kildevand. Ude for enden af gangen er der en samovar, der står og koger vand, som man kan hente, hvis man ønsker en kop te.
Da vi er færdige med kiksene, lægger vi os og læser, inden vi en halv times tid senere går til ro. Vi vugges i søvn af togets duvende bevægelser. Omkring kl. 2 vågner jeg, da toget standser ved en station. Jeg kigger ud af vinduet på den mennesketomme perron. Nå ja, helt mennesketom har den vel ikke været. Nogen har nok skullet enten af eller på toget. Lidt senere kører vi videre, og snart falder jeg atter i søvn. Ved 5-tiden vågner jeg igen og ser ud på det endnu halvmørke landskab. Så falder jeg igen i søvn. Men kun en halvanden times tid, så vågner jeg atter, kryber ud af køjen, tager forsigtigt – for ikke at vække de andre – mit tøj på og går ud i gangen.
Ude i gangen står jeg og betragter landskabet, som toget passerer igennem. Farten sagtnes, da vi kører gennem en lille landsby, hvor husene er så små, at jeg tænker på, om der overhovedet kan være mennesker i dem. Men det kan der. Rundt om de bittesmå huse er der køkkenhaver, hvor der dyrkes kartofler, kål og andre grønsager til livets opretholdelse. Ved mange af husene er der et mindre hønsehold. Nogle steder et par geder, og dér, på grusvejen ved siden af banelegemet, går en gammel kone med sin ko. Det går kun langsomt fremad, for hele tiden stopper koen op for at gumle lidt græs i sig fra vejsiden. Så stopper også konen og står tålmodigt og venter på sin ko. Der er en kolossal ro over de to. Ja, jeg vil faktisk sige en velsignet ro.
Jeg kommer til at tænke på, at en undersøgelse viste, at danskerne er verdens lykkeligste folk. Det på trods af, at vi har en af verdens højeste selvmordsrater, og at hundredtusinder kun kommer igennem dagen ved hjælp af lykkepiller og andre dulmende medikamenter. Samme undersøgelse sagde, at ukrainerne er verdens mest ulykkelige folk. Jeg ved ikke, hvordan den slags undersøgelser laves, men hvis lykke måles på, hvor mange store huse, fladskærme, computere, mobiltelefoner og firhjulstrækkere man har, så er konen med koen meget ulykkelig, for hun har intet af det. Tænk, om man målte lykke på, om man har en ko. Så ville danskerne være meget ulykkelige, for hvor mange danskere har en ko?
Er lykken at eje en ko? Tja – måske.
4 Comments "
maj 16th, 2011
I Ukraine har begrebet trafikkøer sin helt egen betydning. Her et eksempel fra hovedvej M18/E105 på Krim, hvor køerne helt frit går og græsser i rabatten. De har vænnet sig til trafikken, og trafikanterne har helt sikkert også vænnet sig til dem. I baggrunden proklamerer præsident Viktor Janukovitj: ”Vi opbygger et nyt land” – et budskab, køerne muhligvis er helt ligeglade med.
9 Comments "
maj 14th, 2011
Landsforeningen for overvægtige (Adipositasforeningen) er rasende på Villy Søvndal, fordi han har talt om ”fire tykke toldere”. Hvor har de dog ret i deres kritik! Hvad bilder Villy sig ind at tale om fire tykke toldere? Sandheden er jo, at der er tale om TREDVE tykke toldere.
14 Comments "
maj 13th, 2011
Pia K mener, at befolkningen har forståelse for, at dem, som ikke er skyldige i krisen, skal betale for den, mens de skyldige går fri – ja, endda belønnes. Og Pias pris for at lade de ikke-skyldige betale er en kvart-effektiv grænsekontrol. Det er dæleme flot.
Jamen, der vil i 2020 jo mangle 18 milliarder kroner! Ja måske, men de kan findes andre steder end hos de ikke-skyldige. Det er for fantasiløst at hente pengene netop der. Og det skal jo nok vise sig, at denne mangel på fantasi slet ikke kommer til at skaffe disse 18 milliarder. Med udsættelse af efterløn og forhøjelse af pensionsalder vil flere komme i situationer, som vil koste samfundet penge, så ”gevinsten” bliver sikkert til at overse.
Pia og hendes støttepartier mener, at det er helt fint, at de ikke-skyldige skal betale, mens en af de skyldige, Danske Bank, kan nøjes med at betale 2% i skat af et gigantisk milliardoverskud. Det er også helt i orden, at stribevis af udenlandske selskaber i årtier ikke har betalt en krone i skat til det land, hvor de nyder godt af en veluddannet befolkning. Uddannelse, som samme selskaber altså ikke har ydet en bøjet 50 øre til.
Brug dog fantasien, Pia. Kom dog frem med nogle visioner. Vis dog, at du kan andet og mere end at lade de ikke-skyldige betale med minimum 2 års ekstra arbejde. Men det kan du måske så heller ikke…
PS: 18 milliarder kroner divideret med antal borgere giver ca. 3.300 kr… Det sætter jo unægtelig tåbeligheden i perspektiv.
5 Comments "
april 23rd, 2011
Var i dag på Kalvø i Genner Bugt nær Aabenraa. Kalvø har periodevis været beboet siden stenalderen. I dag er der ca. 10 beboere på øen, der ikke er større end 17 ha. Man mener, at navnet Kalvø kommer af enten ”Calf Ø”, dvs. Kalve Ø, fordi stedet førhen blev brugt til græsning af kalve, eller af ”Call Øe” efter sørøveren ridder Call. Første gang Kalvø nævnes i historiske kilder er i 1200 tallet, hvor den omtales som Calf Ø.
Kalvø har gennem tiden været brugt som udskibningshavn for bl.a. tørv, brænde og lokale varer, men er mest kendt for sin tid som værftsø. Fra 1847 til værftet lukkede i 1864 blev der bygget 7-9 store skibe, hvoraf det mest kendte er klipperskibet ”Cimber”, som er det største træskib, der nogensinde er bygget i Nordeuropa. Skibet blev verdensberømt, da det slog overfartsrekorden på ruten Liverpool-San Francisco.
Kalvø har haft flere forskellige ejere, men i 1974 købte Miljøministeriet det meste af øen for bl.a. at sikre publikums adgang til området.
Årsagen til mit besøg på øen var en påskefrokost på Kalvø Badehotel. Det er meget længe siden, jeg har fået så lækker mad. Stedet er yderst anbefalelsesværdigt. Efter frokosten gik vi en tur på øen, så lad mig her tage Sajdets læsere med på sightseeing:
Kalvø Badehotel
Gammelt gangspil til ophaling af anker.
Stenparken består af en mængde sten sat op i en cirkel og med et skilt ved hver, hvorpå der står hvilken slags sten, der er tale om, og hvor den kommer fra. Der er tale om sten ført hertil under sidste istid fra Norge og Sverige. De er alle fundet i Sønderjylland. Stenene er dannet for millioner af år siden og kan inddeles i tre grupper: Sedimentære (aflejrede), metamorfe (omdannede) samt vulkanske. Der er flest af sidstnævnte art. De svenske vulkaner? Tja, sådan nogle må der åbenbart have været engang.
Ladebyskibet fra ca. år 800 blev i 1963 rekonstrueret af DDS-spejderne i Gram. Skibet fik navnet Imme Gram. Navnet Imme kommer af, at det blev bygget i Endrupskov, som i gamle dage gik under navnet Imme. Imme Gram forliste natten til søndag den 26. juli 2009 ved Lyø.
Tønder Skibslaug er i øjeblikket på Kalvø ved at rekonstruere vikingeskibet Imme Gram, og man regner med at søsætte hende i sommeren 2012.
8 Comments "
april 22nd, 2011
Langfredag ved Bramdrup Kirke.
Bramdrup Kirke
No Comments "
, Steffen Mortensen, Facebook
Archive for Hovedet på sømmet »
Politiken
Nye kommentarer