Vor selvstændighed er udhulet og for så vidt ophævet.
Takket være underdanige danske folketingspolitikere, som gradvist og i stadigt stigende grad har smidt dansk selvstændighed over bord.
Søren Krarup har siddet i Folketinget i snart 10 år
Siden 2001.
Som han siger: Dels for at aftjene sin nationale værnepligt og dels for at fremme sin dagsorden:
I Danmark skal danskerne bestemme.
De skal bestemme, hvem der er dansk, hvad der er dansk, hvor og hvordan dansk skal herske.
Søren Krarup har indsigt.
Som følge heraf, har han ved flere lejligheder haft grund til at blive bedrøvet; især over, hvor lidt den danske regering og folketinget bestemmer i Danmark.
For både Krarups og andre dagsordener undertrykkes og tilsidesættes af overnationale instanser.
Først og fremmest af EU og FN, der, som det viser sig, hverken har respekt for lokal lovgivning eller demokrati.
Institutioner, som aktivt medvirker til at sætte vor grundlov ud af kraft.
Hvad enten dette er formålet eller ej.
At tro andet er, ifølge Søren Krarup, naivt.
Manden har indsigt.
Hvad skal vi stille op med denne konklusion:
At Danmarks Riges Grundlov er sat ud af kraft.
I Danmark.
Af danske politikere.
De, som har fået folkeligt mandat til at værne om loven, har stilfærdigt sat den til salg.
Folk, som Søren Krarup udtrykker respekt for.
Det lyder nærmest kriminelt.
Nu må al tvivl vige:
Magten er ikke længere i lovgivernes hænder.
Som følge heraf kan magten heller ikke ligge hos den udøvende og den dømmende magt.
Dermed er Danmark i opløsning.
Et demokrati i opløsning som følge af EUs og FNs indblanding og overmagt.
Derfor må Søren Krarups snak om systemskifte forstumme; for det har aldrig fundet sted.
Tvært imod har den nuværende regering eksempelvis tildelt 35 % af det totale antal tildelte statsborgerskaber siden 1979 frem til 2006.
Det totale tal for denne række på 27. år er 192.871. personer.
Derfor er antallet af tildelte statsborgerskaber i størrelsesorden 57.504 over en 5-årig periode fra 2001 til 2006.
Altså gennemsnitlig mere end 10.000 om året.
Svarende til en fordobling af Guldborgsunds befolkning over en femårig periode.
Hvilket ikke vidner ret meget om et systemskifte.
Med mindre man er farligt talblind, taler tallene for sig selv.
Der er og har i sandhed været en noget at være bedrøvet over.
Både nu, da og siden.
Ikke blot for en enkelt.
Men for hver enkelt dansker som anser Danmark sit fædreland, dansk sit modersmål, og kristendom og historien sit udgangspunkt.
Ærgerligt er det at måtte konstatere, at netop de mænd, som man med sikkerhed mente, man kunne have tillid til, klippefaste i troen, mænd, som både ville, turde og kunne sige deres mening, mænd, som lever i ansvar og skyld, veluddannede, akademikere, ordets folk, ytrings– og trykkefrihedens mænd, de ville sige til og fra, være i stand til at påtage sig dette ansvar at sætte kursen, når det var nødvendigt, ikke, i lighed med deres forgængere bøje nakken og i pænhedens og samdrægtighedens navn synke ned i selvhøjtidelig forfængelighed, falde i med impotente mænd med tykke maver og pæne slips, logrende haler, smiskende tunger, papirtynde smil og dobbelt moralsk kodeks i lommen.
Var det mon på denne agtværdigt overbevisende baggrund og i sagens interesse, at man fulgte en drejebog og under en dramatisk iscenesættelse meldte sig ud af Den Danske Forening?
Under alle omstændigheder har det vist sig, at sagen ikke eksisterer.
I det mindste ikke som nogle tillod sig at antage.
Derimod, kaster beskedent opvartet heltemodige romanfigurer, længst afdøde romere og bibelske personer både fortvivlet hovedrystende og gnækkende deres skygger langt ind i vor tid.
Når andre danske politikere vælger at tale om dansk lovgivning som vejen tilbage til frihedens land, gribes man af mismod.
For man har i snart 10 år haft mandat til at handle, at gøre det nødvendige.
Hvilket netop har vist sig frugtesløst.
Ikke mindst fordi man i en periode, der for udenforstående kunne synes opportun, fremstod handlingslammet.
Hvad enten dette var et resultat af taktiske overvejelser eller ej, lurepassede man, hvor ingen andre foretog sig noget, og imens oppositionen stadig slikkede sine sår.
Derfor taler man enten imod bedre viden, måske som sædvanligt til opmuntrende intern brug, lidt i stil med ham irakeren, som med amerikanerne både som baggrunds-og lydbillede benægtede, at amerikanerne ville være i stand til at komme i nærheden af Baghdad, eller også vender man som sædvanlig simpelthen, når der er noget man ikke har lyst til at se det blinde øje til.
Både lysten til og ikke mindst evnen til at sige og gøre det nødvendige har vist sig kun været til stede i beskedent omfang.
Et stort anlagt korstog synes at ebbe ud, som bobler i en spand vand.
Hvilket nok er værd at huske.
Selvom mange i al beskedenhed er vældig imponeret af sig selv og egne evner, egen slet skjulte trang til ekshibitionisme, og deraf egen stadigt voksende betydningsfuldhed, må vi konstatere, at der mere end nogen sinde er brug for Den Danske Forening.
, Steffen Mortensen, Facebook
Hej Bjarke.
Først – velkommen til og på sajdet.
Dernæst kunne jeg godt lide, at få noget at vide om Den Danske Forening fra en, som åbenbart er engageret og inde i stoffet.
Det er mit indtryk, at DDF har ændret udtryk i nogenlunde takt med, hvem der har været formand/næstformand.
Min overfladiske ‘viden’ om Krarup og andres udmeldelse af foreningen drejer sig netop om den daværende formands (?) retorik.
Siden da er sket et skred i at sige, hvad man mener om den nyeste besættelses konsekvenser de seneste par år. Det Krarup meldte sig ud for dengang er helt almindelig åben tale i dag.
Har du forslag til, at vi skal ’’se på sagerne’’ på sajdet, så kom med et oplæg.
Jeg har lige strejfet hjemmesiden og er skuffet over ikke at kunne få øje på nazistiske og ekstreme højrefløjs holdninger. ØV ØV!
Jeg er principielt fuldstændig uenig.
Mange tak, det glæder mig, at en mindst to har haft lyst til at læse En mand lod sig tøjle, og oven i købet lader sig inspirere og tilmed ser op og fremad på samme baggrund, i større eller mindre omfang.
Når en udtrykker, at man principielt er uenig, med ordlyden af en given artikel er der noget at tage fat på.
Hvilket jeg imidlertid ikke ser som min opgave.
Var det Poul eller Harry, der var formand, næstformand på tidspunktet for DF troikaens udmeldelse?
Og hvis retorik var afgørende?
Krarup selv gjorde opmærksom på netop dette forhold.
Uden navns nævnelse.
Og jeg husker ikke, ved ikke hvem, der var formand på det nævnte tidspunkt.
Som “ung”, forsigtig og nysgerrig nyt medlem omkring det tidspunkt, havde jeg travlt med at se mig om i det nye landskab.
Var det Poul, var det Harry?
Netop foreningens kurs stod senere for mig som en gåde.
Noget nogen udtrykkeligt anså mig oplagt til at være med til at udstikke, mens andre anså mig meget lidt velegnet.
Sidstnævnte vandt.
De er gode til sidespor.
Dels røg jeg derud.
Dels lukkedes DDFs skotter til omverden.
Og dels gjorde man DDF appendix til Trykkefrihedsselskabet.
Hvor Den lille Ole er tilknyttet som juridisk ekspert, ligesom formanden, Hedegaards protege med betydende mine gør, hvad der bliver sagt.
Uden at ane, hvad der foregår, uddeler Lille Ole med fortinnet blik bandbuller.
Verdens mest anonyme og betydningsløse formand får til gengæld lidt papmache, rød tud, og dusseri med Langballe, Kraruperne, som han er vældig imponeret af.
Disse omgås på deres side en tidligere dørmand og Danmarksmester i benpres ude i byen.
Ingen nazisme.
Derimod uventet og derfor uforståelig, men ikke desto mindre slet skjult misundelse og brødnid af en uventet karakter på et Sorte Per plan de færreste antagelig er forberedt på i en forening, hvor man arbejder i samme interesse, samt en udpræget nærmest rituel hang til stifter, ligesom en udpræget nærmest søvndyssende hang til småkagegumlen og kaffeslubren.
Også når der bliver sagt:
“At det er de kristne, der skal nærme sig muslimerne og ikke omvendt”.
Ingen besvimer, ingen raserianfald eller vredesudbrud.
Kun gumlen og slubren.
Selvom budbringeren kalder sig moderne muslim, med det formål for øje at revidere og modernisere islam.
Hvilket naturligvis er noget sludder og vrøvl, som han selv tilbageviser.
Uden 75 DDF og DF lyttere reagere.
Hverken formand næst eller juridisk rådgiver:
For de hører det de gerne vil.
Så når der råbes Vagt i Gevær fra sidesporet, værdiges dette ikke et blik.
En enkelt venlig, repræsentant for ordensmagten holder denne underrettet.
Hvorimod det kniber med at få øje på foreningens arbejde i forbindelse med at fremme dansk kultur og sprog, og hindre islams udbredelse.
Et møde med Uhrskov er det blevet til.
Hvorimod det er karakteristisk dels at indgå aftaler, der som det mest naturlige i verden gemmes af vejen og glemmes, og dels at søge at sætte andre i skidt lys.
Blot som et led i føromtalte Sorte Per.
DDF er en forening der modarbejder sig selv på to plan.
1. Dels ved at gøre sig til appendix til Trykkefriheden
2. Og dels ved med alle midler at bekæmpe enkelt medlemmer.
At pkt. 2. skulle være et bevaringsværdigt led af dansk kultur, er jeg ikke så sikker på jeg er enig i.
Derfor kan man vel godt være uenig.
Hej igen Bjarke.
Jeg har læst og læst og læst og er nogenlunde lige klog.
DDF er så godt som helt nyt område for mig, og jeg kan ikke følge med i fremstillinger, hvor de medvirkende kun har for og tilnavne eller vigtige begivenheder, jeg aldrig før har hørt om, kun antydes.
Dette er ikke af mangel på god vilje eller af manglende interesse; det håber jeg du er klar over – nærmere tværtimod.
Da jeg sad og ‘bladrede’ i DDFs hjemmeside dukkede de citater op, som jeg mener var udmeldelsesårsag. Jeg mener også de stammede fra en der havde et tredelt navn og at Poul var det første. Du er inde i stoffet, så prøv selv at tjekke.
Min fornemmelse er, at du som medlem har været utilfreds med formen og at internt bøvl tager kræfter fra det egentlige? Det tror jeg også var tilfældet ved sidste besættelse. Interne styrkeprøver og personlige stridigheder tager på kræfterne. Det med appendiks til Trykkefriheden må du også gerne forklare; jeg har aldrig set dem i sammenhæng på nogen måde, så det er nyt for mig.
Et NB & et PS
1) Der er en hænger i dit indlæg – som om du er begyndt, men ikke har fuldført og derfor skal jeg lige huske at spørge dig, om du er klar over, vi kan redigere, ikke bare indlæg men også vores kommentarer? Når du bevæger musen over indlægget fremkommer et mørkerødt kvadrat med et hvidt Edit.
2) Du skrev, at det var rart at se i alt fald to havde læst dit indlæg. Vi har en ’’føler’’ slået til og vi blev i starten meget forbavsede over at se hvor mange læsere – udefra – vi har – bare så du ved det.
Hmm, jeg har læst Bjarkes oplæg og lange svar til Hemeka – men jeg er ikke blevet klogere. Hvem har ladet sig tøjle? DDF som appendix til Trykkefrihedsselskabet? Hvem er den lille Ole og hvem er Sorte Per? Og hvem har noget i klemme hvor? Måske det manglende afsnit kan løse gåden.
Det presente er i al fald alt for indforstået til at jeg fatter noget.
Ja, der mangler desværre ikke noget.
Den sidste linie skulle have været slettet.
Har forsøgt uden held.
1. Hvem har ladet sig tøjle?
Søren Krarup og de, som undertegnede havde sat sin lid til.
2. DDF som appendix…
Trykkefrihedsselskabet er en international størrelse, hvorimod DDF er lokal.
Et forhold formanden anser latterligt og dermed DDF overflødig.
3. Lille Ole var et sarkastisk alia for en der hedder Ole Hasselbalch.
Han er dr Jur.
Med speciale i foreningsjura.
Han er tilknyttet DDF og Trykkefriheden som juridisk rådgiver.
4. Sorte Per er det spil, der spilles både på børne og voksen niveau.
Bla med henblik på at udmanøvrere alle andre end sig selv.
Formålet med at melde sig ind i og deltage i foreningsarbejde er for mit vedkommende forbundet med ønsket om at gøre noget i sagens tjeneste.
Og dermed medvirke til at vende en uønskelig kurs.
Det var mit udgangspunkt i forbindelse med at melde mig ind i DDF og DF.
Søren Krarup var medstifter af DDF, og i lighed med både Mogens Camre, og Jesper Langballe en væsentlig brik i DFs fremgang.
Artiklen er et udtryk for min ærgrelse over, at disse, og andre både DF og DDF medlemmer efter min opfattelse har svigtet ikke alene sagen, men også min og andres tillid.
Venligst Bjarke
Nu forstår jeg lidt mere, men ikke nok. Det kommer efterhånden.
Nu kender jeg ikke hverken den ene eller ande ‘topfigur’ i politik, men som iagttager og flittig læser forekommer det mig uforståeligt at en personlighed som Krarup pludselig melder sig ud af en forening han selv var medstifter af – uden der er en meget vægtig grund.
Når en hvilkensomhelst forening skifter formand er det altid på bekostning af den oprindelige idé. Ny koste, du ved. Ikke at det behøver at være en dårligt, men allenfals – der sker ændringer.
Du og de andre menige medlemmer i DDF kan trække på skuldrene af en formands overdrivelser, men det kan et medlem af Folketinget ikke. Måske har han heller ikke lyst. De udtalelser jeg har henvist til var a la Glistrup, når han tabte jordforbindelsen, og oprigtig talt – man behøver ikke klippe julepynt med en motorsav. Glistrup fik ret, men måske havde flere villet være ved deres enighed med ham og den selvudnævnte elite havde ikke kunnet køre med klatten i så lang tid.
Heldigvis klarer denne bemærkelsesværdige del af befolkningen selv at vise, hvor lidt deres teser og påstande kan holde til. Nu sidst ekstasen om arabisk/muslimsk ”forår”. Det har kun været kendisser og deres fodvarmere der har troet på den. En grøntsælger sætter ild til sig selv, og alle der ikke mener det er fantastisk og nok skal føre til noget, er RACISTER, FREMMEDFJENDSKE og BAGSTRÆBERISKE. Ok, så siger vi det.
Åbenheden om besættelsestilstanden er voksende og jeg håber det kan medvirke til, at det der foregår i Sverig – og Norge – vil udvikle sig mindre dramatisk og at direkte borgerkrig kan afværges.
Jeg har en kusine syd for Malmö, og hun tør kun fortælle om hvor dårligt det står til, når vi mødes ansigt til ansigt.
Jeg kommer lige løbende og siger velkommen til Bjarke.
Med hensyn til private foreninger, så kan jeg aldrig hitte hoved og hale på dem. Om Den Danske Forening tror jeg, at den er stiftet, fordi nogen forudså en udvikling, der burde have været bremset for længe siden.
Der kan så let opstå uenigheder, uvenskaber og deciderede fjendskaber, og så står alle vi betragtere tilbage som store spørgsmålstegn. Vi ved ikke, hvad der er sket, for de involverede lægger selvfølgelig kun deres syn på sagen frem. Om den ene formand er dum, om den anden er grim, om den tredje har ladet sig kue eller om den fjerde har set lyset, tør jeg ikke udtale mig om.
Hej Bjarke – undskyld, jeg fik ikke budt dig velkommen. Det være hermed gjort!
Tak for opklaringen – nu faldt der nogle brikker på plads.
Det er lidt svært at kommentere, fordi vi ikke har konkret (person-)kendskab til de konflikter, som åbenbart har fundet sted, og som har medført din mistillid og følelse af svigt. DDF har jeg kun overfladisk kendskab til, og DF kender jeg kun fra “mediebilledet”.
Men hvad der end er foregået – jeg tror ikke Søren Krarup lader sig tøjle af noget eller nogen. Han siger, hvad han mener og mener det han siger, er mit klare indtryk.
Jeg har også det bedste indtryk af Søren Krarup. Og så kan jeg oplyse, at han ikke, hvad mange ellers tror, er neger.
Efter at have set ham indtil flere gange live, kan jeg også afkræfte alle rygter om, at han er neger.
Tak til alle.
Nej.
Her er ikke tale om bagateller.
En forening eller et parti som har et bestemt formål for øje, og siden svigter dette formål, begår tillidsbrud.
Jvf DF:
1. §266 b lever i bedste velgående.
Skønt DF havde til formål at afskaffe denne §.
2. Repatriering.
Lyden af dette ord forstummede så snart DF erklærede sig selv:
Ansvarlig.
3. Imens DF påstod at de bekæmpede indvandringen tildeltes i Blå Stues tid flest statsborgerskaber.
4. EU og FN satte Danmarks Riges Grundlov ud af kraft, af politikere man samtidig udtrykker respekt for.
Tværtimod tav ansvarlige DF og holdt fakta for sig selv.
5. Mediestunt. Kollektiv udmelding af DDF med henblik på at ansvarliggøres ved at tage afstand fra tidligere meningsfæller.
6. Påstå, at vejen til Frihedens Land går via lovgivning.
Skønt DF efter 10 år intet har foretaget sig i den retning.
Ang DDF:
Hedegaard styrer DDFs formand og opnår at gøre DDF til appendix til Trykkefrihed.
Misundelse og brødnid.
De kristne skal nærme sig islam og ikke omvendt, uden DDF reaktion.
Intet af ovenstående er bagateller i forhold til udgangspunktet nemlig:
At søge at bevare dansk sprog og kultur, og kristendom og historie.
Således er der ikke tale om bagateller men alvorlige løftebrud.
Endelig kan det tilføjes at Trykkefriheden ikke besvarer henvendelser vdr. evt. juridisk vurdering af det forhold at Kbh Borgerrepræsentation giver grønt lys for moske byggeri.
Begår borgerrepræsentationen landsforræderi?