Politiken har indført nye regler i debatten. Det er slut med anonyme indlæg, og når man opretter sig som bruger, bliver man cpr-valideret. Man skal nu ikke opgive sit cpr-nummer, men man skal oplyse for- og efternavn, adresse og fødselsdag. På det grundlag kan det kontrolleres. om man er den, man giver sig ud for at være.
Man kan synes om det, hvad man vil, og dte er der mange, der gør. Jeg er sådan lidt tralala, for egentlig bryder jeg mig ikke om at blive eksponeret, men jeg har også gjort den erfaring, at der sidder diagnoser parat til at finde en lille tråd, som de bruger til at skaffe sig viden om en identitet, som de i deres evige selvretfærdigelse gerne lægger frem i det offentlige rum – og dermed overtræder de lov om personregistrering.
Politiken er i sin gode ret til at kræve, at debattører optræder under eget navn. Ingen tvivl om det. Jeg har selv oprettet en profil i det håb, at det kan lade sig gøre at føre en sober debat med flere, end dem, man typisk render ind i på blogstederne.
Ditte Giese, medarbejder på Politiken og debattør, skrev et indlæg om, at det især er mænd, der er hadefulde på nettet, og at de ikke er sene til at forsøge at lukke munden på kvindelige debattører ved at være platte og vulgære og påstå, at kvinder, der mener noget andet, er ludere, får for lidt sex og andre fantasifulde betegnelser.
Læs oplægget og kommentarerne her.
Jeg har kommenteret, men det blev kun et kort svar, for pladsen tillod ikke en længere svada, så den får I her i stedet:
Grim, for lidt sex, mandehader, klynker, lavt selvværd. Ja ja, Ditte Giese, du må gerne låne et par af de etiketter, som hadende mænd har sat på mig i tidens løb.
Blandt de morsomme var “du er en hadder, og du heiler med dine nazivenner i Den Danske Forening”.
Xenofob, racist, infam, perfid, ondskabsfuld og muslimhader er jeg blevet kaldt af en, der ynder at omtale sig selv som “pragtnosserne”. Jeg kender ingen – levende eller døde – der vil påtage sig at undersøge, om den selvvalgte betegnelse er dækkende eller ej.
Du skal f***** ikke komme her med dine ulækre meninger. Vi er mange, der ikke vil have dig her, og vi ved, hvor du bor”, lød svadaen fra en anden. Dog uden korrekt kommatering. Den var jeg ved at få broderet på sort fløjl, indtil jeg fik mærkelige telefonopkald, hvor der ikke var nogen i den anden ende af ledningen, og havde man bare kunnet nøjes med det, var det såmænd nok gået, men jeg syntes ikke, det var morsomt, da jeg opdagede biler, der holdt udenfor mit domicil, og hvor føreren tog billeder af mit hjem.
Jeg er selvfølgelig leveringsdygtig af yderligere bidrag til listen.
På et sted, hvor man udelukkende har blogs – udover den nu lukkede papiravis – bølgede debatten for og imod anonymitet for snart et stykke tid siden. En på det tidspunkt herboende flygtning fra Balkan mente sig i sin gode ret til at svine den befolkning til, der havde givet bloggeren med familie ly og livsgrundlag. Danskerne var dit, og danskerne var dat og danskerne var overhovedet ikke på det nærmeste så ædle og empatiske som Balkans muslimer.
På et tidspunkt skrev bloggeren trallende, at hun syntes, det var for dårligt, at der overhovedet blev luftet anonyme meninger i det offentlige rum. Enhver kunne, kvidrede hun videre, erkyndige sig om hendes identitet, for den var hun skam ikke bange for at lægge fremi sin profiltekst.
Nej, selvfølgelig var hun ikke det, og hvorfor skulle hun? Intet normalt menneske ville krumme et hår på damens hoved på grund af uenighed om samfundsrelevante emner. Uenighed om emnerne – ja, men korporligheder? Nej. Den slags overlader man til dem, der ikke kan klare sig i en debat.
Kan I huske historien om den franske gymnasielærer Robert Redeker? Han skrev i et meget velanset fransk dagblad et indlæg der var kritisk mod den stigende islamisering af Frankrig. Greb hans modstandere pennen eller tastaturet og skrev velunderbyggede indlæg, der viste, at Redeker tog fejl? Nej, det gjorde de ikke. Han blev gjort til en paria af selv sine rummelige, menneskekærlige og diversitetsfascinerede kolleger. Hans egen faglige organisation tog afstand fra ham, og i dag lever han under jorden – som jaget vildt af både toneangivende islamister samt pragtsjælene, der aldrig lader en chance gå fra sig for at fortælle, hvor ædle de er.
Skal vi lige nævne Kurt Westergaard, der efterkom en opfordring fra sin chef om at tegne en vis profet, som han så ham.?Jeg behøver næppe ridse det videre forløb op.
Bloggeren Kim Møller er to gange blevet overfaldet af politisk modstandere.
Fælles for Redeker, Westergaard og Møller er, at de i eget navn udtrykte en holdning og stod fast på den. Er det i øvrigt ikke også ret interessant at se, hvilket politisk segment, de voldelige er rundet af?
Hvad så med mig, vil nogen måske spørge? Ja, hvad så med mig? Jeg har levet mit liv, mine børn er voksne og mine børnebørn er teenagere, så skulle en politisk modstander gå til yderligheder, så … tja. Men skulle det ske, forventer jeg en statsbegravelse, hvorefter mine jordiske rester stedes til hvile i et nyopført mausulæum, der gene må indrettes med café med en slags jukeboks, hvor man for et beskedent beløb kunne høre mine bedste fornærmelser reciteret.
, Steffen Mortensen, Facebook
Det er i orden, at nogen i debatten ’fornærmer’ mig, HVIS det har noget med debatten at gøre. Den med ’kun at gå efter bolden og lade afsenderen ude’ er så tåbelig og direkte skadelig for debatten. De færreste af os kan ikke føre en samtale eller diskutere et emne uden at SE de andre deltagerne for os i det omfang der styres af vores indestående af erfaring og fantasi.
Især på 24.dk har jeg mødt ’debattører, der var i stand til fuldkomment at afholde sig fra en tråds emne og gå direkte efter mig som person – ikke som meningsmodstander. På en måde er det ’fedt’ og besparende. Man behøver ikke længere læse eller lytte til dem end sige svare på deres angreb. De kan springes over.
Tag nu sådan en som denne:
Der er seriøst nogle der mener at der ligger en implicit dagsorden indenfor islam om at overtage magten i hele verden med skjulte metoder såsom indvandring og langsomt kræve flere og flere rettigheder. I nogles øjne er muslimer en slags forenet organisme der langsomt overtager verdenen via et koordineret og langvarigt angreb der er styret af magtfulde mennesker. Mennesker der har den sådanne teorier har seriøst brug for hjælp. Det er den samme slags manipulation Hitler fyldte tyskerne med og historien viser at lektien ikke helt er lært endnu. Nu mangler vi bare en spade udråbe “Døøh, nazistkortet” men når nu sammenligninen er helt perfekt. Hvilket kort skulle man så ellers trække?
Selv debatører som ikke kender denne profil vil vide, at ‘der er ikke noget at komme efter’ i begrebets egentlige betydning – for eksempel brugt af utilfredse indbrudstyve og blondineforskere.