Jeg er nok ikke den eneste, der har fulgt en smule med i Adams mors fortrædeligheder, da hendes søn blev bortført af Adams far til Syrien. Khadar blev den store helt, da han tog ned og hentede drengen, imens moderen sad grådkvalt herhjemme.
Indtil for få år siden ville jeg ha’ grædt sammen med hende og tænkt at hun havde en ond og ufortjent skæbne, men den medfølelse kan jeg simpelthen ikke mobilisere mere! Til gengæld har jeg så uendelig ondt af drengen, der indtil voksenalderen kan se frem til at være lovlig vildt, for den far der vil ha’ ham opdraget muslimsk. Og da man herhjemme har mere travlt med at tilgodese forældrenes rettigheder, fremfor barnets, så ser det ud til, at Adams far snart får almindelige “far-weekends” sammen med ham igen. Så Adam risikerer altså igen, at blive bortført til Syrien – arme unge 
Når jeg ville ha’ grædt med moderen for ti år siden, så var det vel fordi, at de færreste dengang havde forestillet sig, i hvor stort omfang danskfødte børn ville blive bortført af udenlandske fædre. Men i dag er der SÅ mange historier om det samme.
Kærlighed gør blind, og sikkert også en smule dum (det er en del af gamet, det har de fleste af os sikkert prøvet). Men når man vælger at sætte børn i verden, så skal hjernen ikke længere være på standby! Den skal være på ON. Så skal man være så klar i hovedet, at man ikke kun kan tænke på sig selv og HAM – men også på det barn man sætter i verden! Jeg forstår ikke, at en dansk kvinde ved sine fulde fem kan finde på at få et barn, med en mand fra den kultur som f.eks. Adams far kommer fra. Det kan være at han vil sætte barnet højest og ikke rende af med det, hvis de skilles. Men efterhånden er der vel så mange eksempler på noget andet, at det burde komme børnene tilgode! Altså de børn man påtænker at få. Jeg ville ikke sætte mit barn på spil på den måde!
At der lige nu er 57 danske børn, der er bortført til udlandet, det hørte jeg netop i nyhederne.
, Steffen Mortensen, Facebook
57 børn – det er 57 børn for meget.
Er deres mødre ikke naive bytter for den indpiskede holdning, at det betyder ingenting hvilken religion man tilhører eller hvilken kultur man er opvokset i – vi er jo allesammen MENNESKER, og selv om man hører om undertrykkelse af kvinder i de kredse, så SKAL MAN JO IKKE SKÆRE ALLE OVER ÉN KAM. Eller generalisere.
Hvis far og mor måske sætter spørgsmålstegn ved idyllens holdbarhed, er de bare at anse for indskrænkede, de lider af xenofobi og er en smule racistiske.
Blander man det politisk multikulturelt korrekte med ungdommelig naivitet og letsind har man cocktailen, der næsten med 100% sikkerhed fører lige lukt i det helvede det må være, at have et barn i et fjernt muslimsk land. Et stakkels barn, der inden længe er fremmed for sin egen, vantro mor.
Tjoooo .. mødrene kunne da have været naive ofre for “vi er jo alle sammen mennesker” eller “man kan ikke skære alle over én kam”. Hvem er ikke blevet ofre for det?
Dem der ikke er, er på forhånd udråbt til racister!
I hvert fald er der tilsyneladende stadigt unge danske kvinder, der ikke kan se forbi forelskelsen, og sætte deres børn højere end den. Det kommer jeg aldrig til at forstå!
Som Gasse skriver, så bliver vi jo lidt dumme, blinde og naive, når vi bliver forelsket, og så vidt jeg husker, er det en herlig og salig tid, hvor små klemt fra alarmklokkeren bevidst bliver overset, for “det betyder ikke noget, og vi er allesammen mennesker”.
Jeg kan godt forstå, at piger falder for de unge arabiske mænd, for de kan noget, som unge danske mænd ikke kan. De kan gøre kur. De kan få selvden mest gennemsnitlige pige til at føle sig som en prinsesse. Når vielsesattesten ligger i kommodeskuffen og barnet i vuggen, begynder problemerne.
For nu ikke at skære alle over én kam, så lad mig skynde mig at sige, at der da findes gode og ansvarsbevidste arabiske mænd, der gerne vil se deres børn vokse op som harmoniske mennesker i et frit samfund med gode fremtidsperspektiver.
Lad os tage fat i vielsesattesten. Hvis den er udstedt af en kommunal vielsesmyndighed, opfattes den kun som et juridisk papir, der sikrer opholdstilladelse. En muslim vil være meget utilbøjelig til at acceptere et ægteskab, der ikke er sanktioneret af en imam.
En muslimsk mands børn tilhører ummaen, og det er hans religiøse og kulturelle pligt at sørge for, at hans børn opdrages til at blive gode muslimer. Moderen er uvæsentlig, og det gør ikke noget, hvis hun ikke er muslim, for faderens religion arves af børnene.
Set i fugleperspektiv, kan jeg forstå (men ikke acceptere), at fædrene handler som de gør. Og endelig er der også det perspektiv, at de mister respekt og anseelse blandt deres slægtninge og folk i miljøet, hvis de ikke viser overskæg og om nødvendigt bringer barnet til sit hjemland.
Den lille Adam kan man kun have medlidenhed med. Hans far har intet – kun et brudt forhold, et mistet arbejde, en voldsdom og et nægtet statsborgerskab. Hans mor har været for naiv og ikke kunnet gennemskue arabisk tankegang.
Nu vil myndighederne bevise, hvor dygtige de er til strudseadfærd. Hvis Adams far får samvær uden opsyn, kan man være helt sikker på, at han smutter med drengen. Og da familien i Syrien næppe vil hjælpe ham, da de ikke ønsker at komme i de syriske myndigheders søgelys med en overhængende fare for at blive udvist, vil han nok forsvinde i menneskemylderet i Irak, og så kommer Adam aldrig hjem til sin mor.
- der er hjælp på vej, der er foreslået en “Oplysningskampagne” så er vi heldigvis ude over dette problem.
- der er hjælp på vej, der er foreslået en “Oplysningskampagne” så er vi heldigvis ude over dette problem.
Cantor – siden hvornår har oplysningskampanger haft nogen virkning på alle sætilfældende, der sagtens kan klare kulturforskelle?
Jeg har skrevet en hel artikel om det – og antallet kan være op til 81 børn. Fyldig beskrivelse på http://oikonea.org/component/content/article/45-iuv/119-mindst-81-bortforte-born.html
Mikkel, Oikonea
Tak skal du have Mikkel.
Hej Mikkel.
Det var grum læsning.
Jeg var rundt på den glimrende side og takker for god information.