Hvem gjorde det?
En bovlam krikke er trukket ud af stalden igen. En række udenlandske og danske kulturpersonligheder opfordrer til, at der sættes endnu en undersøgelse i gang af, hvem der stod bag terrorangrebet på USA den 11. september 2001.
Røgen bølgede stadig over det sydlige Manhattan, da råbet fra muslimske og muslimvenlige grupper lød, at det var jøderne, der havde bombet den nation, der historisk set har behandlet dem bedst – altså lige bortset fra Israel.
Overalt i Mellemøsten flokkedes folk i gaderne for at fejre sejren over fjenden. Her i landet kørte velintegrerede muslimer rundt med palæstinenserflag ud gennem sideruderne, mens de jublede over, at USA havde fået en huskekage, så de ikke glemmer islamisk fornærmelse sådan lige med det samme.
Så kom postulaterne fra dem, der ser sig selv som toneangivende. For det var hverken bin Laden, islamister eller andre fra den kant, der havde bøjet så meget som et vandrør i tvillingetårnene. Det var ingen ringere end præsident George W. Bush og hans administration, der med koldt blod myrdede 3.000 amerikanere, så de i deres umættelige magtbegær og krigsliderlighed kunne gå i krig mod Irak og stjæle Iraks olie.
At krigen mod Irak kom flere år efter offensiven i Afghanistan, hvor Taleban blev sat fra bestillingen, snakkes der ikke så meget om. Men Iraks olie er interessant. Ikke mindst fordi der er ret meget af den, og den, der sidder på oliekilderne, sidder også i en magtposition, så umiddelbart kunne man da godt få den tanke, at det kunne være en spændende tanke at kunne bemægtige sig den irakiske oliepøl. Det er ikke uinteressant, at oliepriserne tog på himmelflugt efter Saddam var nedkæmpet.
De danske kulturpersonligheder, der har skrevet under på, at de vil have endnu en undersøgelse af, om angrebet var et camufleret regeringskomplot, er skuespiller Jesper Klein, filminstruktør Lotte Svendsen, læge Inge Genefke, sanger Ivan Pedersen, skuespiller Flemming Jensen, Gasolin’-guitarist Franz Beckerlee, bassist Peter Ingemann, præst Flemming Pless og teolog Gitte Berg.
Så er det sagt, ikke sandt.
Gad vide, hvorfor der aldrig bliver stillet de åbentlyse spørgsmål, når WTC diskuteres. Lad os for et øjeblik lege med tankespindet om, at Bush-regeringen gav ordre til, at tvillingetårnene skulle klistres til med sprængstoffer, så man var sikker på, at tårnene – med mænd og mus – kollapsede, så skulle der lidt mere end krudtmængden i en nytårsraket til.
Det vil sige, at nogle skulle først udstede ordren, dernæst skulle en række mennesker snige sig forbi vagterne i bygningerne for at placere sprængladningerne, eller også skulle vagterne se den anden vej, når er kom mænd med rygsække og bugnende lommer.
Nu skulle man få fat i de 19 flykaprere, der i den arabiske verden omtales som de glorværdige 19, og spørge om ikke de godt kunne tænke sig at hjælpe den amerikanske regering med at slå et par tusinde amerikanere ihjel og skyde skylden på muslimer. Jeg tvivler ikke på, at de med stor fornøjelse ville myrde 3.000 amerikanere, men jeg tvivler på, at de ville gøre den amerikanske regering sådan en tjeneste.
Alle os, der med fornøjelse har set X Files ved, at sandheden er derude, og onde myndigheder dækker over den. Så det er da bestemt muligt, at det kunne lade sig gøre at dreje et hændelsesforløb, så det så anderledes ud.
Tilbage står der det faktum, at ingen – siger og skriver ingen – på noget tidspunkt før eller efter 11. september 2001 har lagt noget konkret på bordet, der kan dokumentere, at disse fantasier og konspirationer er andet end fantasier.
Ikke en eneste stod frem før 11. september 2001 for at advare om, hvad der var ved at ske. Pågældende kunne selv skrive tallet på checken for at fortælle sandheden og advare om, at tusinders liv var i fare. Men ikke en eneste fik dårlig samvittighed eller blev grisk nok.
Heller ikke efter 11. september 2001 er der ene eneste, der er stået frem og har fortalt, at han placerede sprængstoffer i tvillingetårnene, og ikke en eneste sikkerhedsmand har fortalt, at han blev betalt for at se den anden vej.
Jamen, hvad så med Bygning 7 for ikke at snakke om den måde tårnene faldt sammen, lyder det igen og igen fra konspirationselskerne. Ja, hvad med Bygning 7, og hvad med tårnenes sammenfald? Noget lignende er aldrig tidligere sket, så der foreligger ikke nogen erfaringer med, hvordan skyskrabere falder sammen, når de rammes af passagerfly med masser af brændstof i tankene.
Og Bygning 7? Jeg ved det ikke, og det er der vist ikke mange andre, der gør. Og hvad med Pentagon? Det ene øjeblik er det et folkekrav, at en terrorist med et defineret mål er i stand til at ramme den korrekte bygning, hvor alle de betydningsfulde og alt isenkrammet befandt sig. Det næste øjeblik påstår de samme mennesker, at flyet skulle have efterladt et hul i muren, som om det var Tom og Jerry der efterlader sig huller med muse- og katteform, når de med stor fart rammer en mur.
Da jeg var en lille pige, var den årlige tur i Tivoli et af årets højdepunkter. Oh hvilken fryd at hjembringe en stor og flot ballon. Jeg husker tydeligt dengang jeg havde fået en megaballon – gasballon blev sådan en fætter kaldt dengang – og jeg promenerede den stolt. Jeg var sikker på, at den halve by så på min ballon med slet skjult misundelse.
I sekundet hvor jeg trådte over barndomshjemmets dørtrin, lød der et brag, og min store smukke ballon var forvandlet til et par usle trevler ballonmateriale, der sad ynkeligt og vippede på en pind. Jeg siger jer, mit lille pigehjerte var knust.
Og hvor vil jeg hen med den historie? Jo, jeg vil fortælle, at uanset hvor stor og imponerende en ballon er, så er det kun en smule udspændt plastikmateriale, der er substansen. At hullet i Pentagon ikke tydeligt viser et passagerfly er logisk al den stund et passagerfly er hult.
Hvis flere personer uafhængig af hinanden står frem med dokumenterede efterretninger om skumle mænd, der placerede sprængstoffer i tvillingetårnene – og fremviser enten en obskøn stabel dollarsedler eller en crosset check udstedt af Bush-administrationen med en følgeseddel, hvor der står “For udførte tjenester”, så kan både danske kulturpersonligheder og deres udenlandske kolleger rende og hoppe.
Pudsigt at du nævner lige den hændelse –
Så sent som igår sad jeg (i mangel af bedre)og så på en udsendels fra Discovery, der omhandlede det fly, “fly93″, som kæmpede mod flykaprerne.
Det var iøvrigt det fly, der fald ned på en mark i nærheden af Washington.
Har det overhovedet været omtalt før – eller er det bare mig, der er så åndsformørket??
Som svar på dit stillede spørgsmål – tja – så tror jeg, det forholder sig sådan, som det først blev antaget og beskrevet – for fanden – man ser jo flyene tørne ind i tvillingetårnene – eller er det bare billedmanipulation og iscenesættelse – det tror jeg næppe!
Faktum understøttes jo også af en mængde private optagelser.
Alt andet lige, så må man sgu alligevel “beundre” de som planlagde det og satte det i værk, det var overordentlig dygtigt gjort.
Flight 93 endte på en mark, efter at passagererne kæmpede mod kaprerne.
Man ved, at det forholdt sig sådan, for flere af passagererne kommunikerede med familiemedlemmer og andre via mobiltelefoner, og det var på den måde, de fandt ud af, hvilken skæbne, der var tiltænkt dem. De vidste, hvad der var sket i New York, og de tog kampen op.
Et eller andet sted i stakket af dvd’ere har jeg en film om netop Flight 93. Du må gerne låne den, hvis du har lyst til at se den.
Jo mange tak viking, men nu så jeg jo den udsendelse igår , som også viste alle de telefonsamtaler, der blev ført, og da det gik op for nogle af passagererne, at dette ikke var en almindelig flykapring, men en selvmordsaktion – tja – så kan man jo lige så godt give sig til at kæmpe imod – de ville jo dø anyhow.
Det var pudsigt nok også den lektie jøderne lærte af 2. verdenskrig, bortset fra, at da de begyndte at kæmpe imod, så var de godt organiseret, men de havde bestemt ikke gode odds – det var først noget, der skete sidenhen.
Men det er jo en anden historie.
I min sønderjyske barndom forlød det med jævne mellemrum, at Hitler slet ikke var død, men levede i bedste velgående i Sydamerika, hvor han pønsede på sin genkomst som en anden Napoleon. Vi unger gøs, for Hitler var jo monsteret over alle monstre, og hvad nu hvis det var rigtigt? Vi boede ikke så langt fra grænsen, så det var om at være klar til en ny besættelse. Vi fabrikerede våben af forhåndenværende materiale til at give hr. Hitler en varm velkomst, og de blev stuvet ned i Helges mors kælder, hvad hun ikke var begejstret for. Hun mente hr. Hitler var stendød, og at hans genkomst ikke var sandsynlig, og hun mente vores våbenlager var noget roderi.
Spielverderber, var hun.
Helt ærligt – jeg forstår ikke, at noget voksent menneske kan stille sig frem i offentligheden, som de nævnte.
Det er jo komplet latterligt med den konspirationsteori. Jeg gider ikke en gang argumentere for, at Bush administationen ikke selv stod
bag angrebet. Spild af tid.
Men trods det vi lever i et videnssamfund, synes der at være en stigende tendens til at disse forrykte teorier opstår.
Prøv at læse denne artikel om emnet – jeg tror forfatteren har ret langt hen af vejen:
http://nomosdk.blogspot.com/2010/02/venstrefljens-loonier-marcherer.html