Voldtager muslimer deres børn?

Share

Formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard er kommet i stormvejr, og fremtrædende medlemmer af rådgivningsgruppen som Søren Pind (V), Naser Khader (K) og præst Katrine Lilleør har forladt selskabet. Angiveligt er Lilleør blevet slettet.

Hvad er nu det her for noget? Noget tyder på, at det handler om, at udtalelser fra Lars Hedegaard måske kan misforstås.

Hedegaard er i anledning af sin og Mogens Camres bog 1400-års krigen blevet interviewet til Snaphanen, og en antiimperialistisk blogger har betegnet Hedegaard som en, der har taget til orde for “oprør, lynchninger og krig”. Den godbid kunne 180grader ikke nære sig for at bringe videre. Og som en ægte lille fjer, er den vokset og er ved at antage en størrelse af en mellemstor hønsegård.

Jeg skal ikke gå dybere ind i, hvad andre har skrevet men koncentrere mig om den alvorlige del af den anklage, der nu så muntert rettes mod Hedegaard. Står det til troende, at han skulle have udtalt, at samtlige muslimer ikke bestiller andet end voldtage deres pigebørn, niecer eller søstre.

Jeg har ikke kunnet finde noget sted, hvor Hedegaard kommer med en så oprørende påstand, og hvis vi lige træder et skridt baglæns, så ville det da også være en absurd påstand. Den er nogenlunde lige så forkrøblet som de påstande, der jævnligt bringes til torvs om et lovligt valgt dansk parti.

Lars Hedegaard har udsendt en pressemeddelelse, og da sajdet.dk er en – omend meget lille – del af det danske mediebillede, så bringer vi den her i sin fulde ordlyd.

Jeg vil også lidt ubeskedent linke til min egen anmeldelse af 1400 års krigen, som er roden i denne sag. Læs den her.

Læs Politikens omtale her.

Hør interviewet (på engelsk) på Snappen.

Læs artiklerne på 180Grader.

Pressemeddelelse
Fra Lars Hedegaard
Den 22. december 2009

Flere – bl.a. Naser Khader – har bedt mig præcisere nogle af de udtalelser, jeg fremsatte i et nyligt interview med Snaphanen.

Det har jeg allerede gjort i en kommentar på Sappho.dk og senere i en diskussion på Deadline, men jeg gør det gerne igen.

For det første skal jeg beklage, hvis jeg givet det indtryk, at jeg ville anklage samtlige muslimer – eller de fleste af dem – for at misbruge deres børn. Det har naturligvis ikke været min hensigt.

Interviewet – og bogen 1400 års krigen, som var anledningen til det – drejer sig om islam og ikke om muslimer. Det er et afgørende skel. Muslimer skal ikke stå til ansvar for at være født ind en bestemt religion, og jeg er fuldt opmærksom på, at mange af dem gerne ville reformere den religiøse praksis og bringe den i overe! nsstemmelse med vestlige normer. Desværre ligger det tungt, hvilket man kan overtyde sig om ved at studere islams kanoniske skrifter og lytte til udtalelser af islams autoritative udlæggere – imamerne og ulema.

Derimod retter jeg en anklage mod islams kvindesyn, som vi jo kan konstatere har medført megen lidelse. Først og fremmest ved, at Koranen og andre kanoniske skrifter giver manden ret til at kontrollere de kvindelige familiemedlemmers seksualitet og forlanger, at de skal stå under opsyn af en mandlig værge hele livet.  

Når den tidligere australske stormufti i 2006 gjorde voldtagne kvinder ansvarlige for de overgreb, de havde været udsat for (han sammenlignede utildækkede kvinder med stykke råt kød, som katten kunne komme og tage), og når han senere fik støtte til dette synspunkt af næsten samtlige muslimske organisationer i Australien, så har islam et problem, og det har vi andre også, – uanset om vi er muslimer eller ikke-mu! slimer. Det samme gælder udtalelser fra bl.a. Abdul Wahid Ped! ersen om stening og mord på frafaldne.

Når et sådant kvindesyn fortsat er knæsat af  imamer og islamiske skriftkloge kan det ikke overraske, at kvinder udsættes for overlast.

Det mener jeg må frem i lyset, og jeg vil fastholde myndighederne på deres pligt til at gribe ind for at beskytte udsatte kvinder og piger – hvilket hidtil er sket i alt for ringe omfang. Ikke mindst fordi det nærmest har været tabu åbent at kæde kvindemishandling sammen med islams trosindhold.  

Som reaktion på interviewet i Snaphanen er jeg også blevet skudt i skoene, at jeg går ind for krig. Nej, jeg påviser at islam har erklæret krig mod enhver ikke-muslim og enhver frihedstænkende muslim, der ikke vil bøje sig for islams magtkrav. I bogen påviser jeg, at denne krig har stået på, lige siden Muhammed udkastede sine tanker om verdensherredømmet.

I 180Grader – senere gentaget af Niels Krause-Kjær i Berlingske Tidendes blog – er jeg b! levet beskyldt for at tage til orde for “lynchning”. Jeg skulle altså gå ind for overfald, mord og selvtægt.  

Beskyldningen savner naturligvis ethvert grundlag i noget, jeg nogen sinde har sagt eller skrevet. Jeg vil derfor bede de pågældende om at trække deres beskyldning tilbage og beklage, at de har fremsat den.  

Jeg er tilhænger af den gældende danske, demokratiske retsorden, som jeg vil forsvare mod ethvert forsøg på at indføre en anden orden baseret på den islamske sharia, der har medført ulykker overalt, hvor den har vundet indpas.

På Deadline trak Ole Birk Olesen et løsrevet citat frem fra en tale jeg i 2007 havde holdt i Bruxelles. Heraf skulle det fremgå, at jeg gik ind for at oprette parallelle institutioner i konkurrence med de lovlige institutioner. Nej, jeg talte om en fremtidig situation, hvor fremvæksten af parallelsamfund havde bragt den lovlige, demokratiske orden til fald, og hvor staten med andre ord! havde måttet abdicere. Skulle vi i en sådan situation bøje! os for islam som den herskende orden? Det mener jeg – f.eks. i modsætning til den tidligere hollandske justitsminister – ikke, at vi skal.

Min Bruxelles-tale bliver snarest lagt ud på Sappho.dk.  

Til sidst skal jeg understrege, at jeg i alle andre sager end dem, der drejer sig om ytringsfrihed, taler på egne vegne. I Trykkefrihedsselskabet, som jeg er formand for, er der mange forskellige meninger om stort set alt andet end beskyttelsen af ytringsfriheden. Sådan har det været indtil nu, og sådan skal det fortsætte.