Jae det er såmænd ikke fordi jeg ikke kan sove – det er blot tidspuntet, der er galt!
At være alene og ikke være afhængig af arbejde har naturligvis store fordele, men altså også ulemper på sæt og vis – således nattesøvnen, som jeg efterhånden har fået “ambligeret” derhen, at den faktisk kommer til at udspille sig i den tidlige aften og hen på natten – sådan ca. fra 19-20-tiden til henimod kl. 3-4 stykker i bedste fald.
Det er sådan set iorden, hvis det bare var migselv, det drejede sig om, men jeg ser trods alt andre mennesker, og det skal så helt foregå i dagtimerne.
Desværre er min omgangskreds “natteravne”, som først rigtig er vågner hen på eftermiddagen.
I kan godt se, at det er noget “knold og tot”, så når jeg så skal være længe oppe, fx. middagsselskaber og den slags, så er jeg nødt til at tage visse kunstgreb i anvendelse – stærk kaffe og en TREO (virker opkvikkende) inden jeg skal ud af døren og være frisk hele aftenen – (spiritus er iøvrigt også et udemærket middel i ikke alt for store mængder).
Jeg er ganske klar over, at dette er et “luxusproblem” i “småtingsafdelingen” og måske ikke noget at underholde med, men der må da være andre, der har det ligesom jeg, og det ku´ jeg da godt tænke mig at høre lidt om, hvad andre gør ved problemet?
, Steffen Mortensen, Facebook
Det var lidt underligt at læse om dit problem, for jeg har præcis det modsatte problem … eller måske egentligt det samme??
Jeg er en potentiel natteravn, der KAN ende med at bruge weekends og især ferier på at vende mere eller mindre rundt på døgnet. Jeg har nogle gange tænkt, at planer med børnene, familie og venner var det eneste der så nogenlunde holdt mig fra at sidde vågen hele natten.
I øvrigt skriver jeg bedst om natten (det må du kende Ocean?? – dine skriverier foregår tit midt om natten, når du er stået op
). Så de gange jeg har skullet have en tekst færdig, sidst et projekt, så foregår det mest efter midnat. Jeg planlægger det altid anderledes, men det er sådan det blir’.
Til gengæld kan jeg så ikke læse om natten …. i hvert fald ikke noget jeg kan forlanges til at huske senere.
Jeg er så nødt til at tvinge mig til at gå i seng kl 22-23 på hverdage, hvor jeg vitterligt ikke er træt! For at kunne stå op kl. 5.15. Det sidste kan være en prøvelse i vinterhalvåret, hvor der er kulhamrende SORT når man står op.
Har du egentligt tænkt på det årstiderne? Mit søvnmønster ændrer sig lidt i sommerhalvåret … gør dit?
Årstiderne?? – Næh – bortset fra, at så står jeg jo op en time senere!!
Til forskel fra de fleste, kan jeg godt lide mørket om morgenen, men jeg skal jo heller ikke ud i det!
Igår fx. så jeg hele temaudsendelsen i DR2 om sko – jeg ææælsker sko – og så tænkte jeg – imorgen så sover jeg nok til kl 6 i det mindste – men nej – 4.
Da jeg var yngre var jeg også B-menneske, men det skiftede omkring 50-årsalderen til A – altså ekstremt A.
Da jeg var meget ung, havde jeg på et tidspunkt tre (3) vækkeure for at være sikker på at møde rettidigt. Så kom børnene, og det blev sjovere at stå op.
Men ligesom ocean skiftede det i 50 års-alderen, og nu har jeg samme problem.
Det er ærgerligt, hvis der er en film eller udsendelse, man gerne vil se, men jeg har vænnet mig til det. Så fremfor at sidde og glippe med øjnene gør jeg alt for være vågen til klokken 22. Og det bliver jeg bedre og nedre til.
Morgenerne nyder jeg meget. Den første kaffe, barbering, oprydning i et stille og roligt tempo. Dejligt.