Jeg har et problem – ja igrunden er det ikke mit, når alt kommer til alt, det er faktisk min datters.
Det drejer sig i al korthed om hendes ældste søn på 13 år, som er komplet umulig.
Det er der sådan set ikke så meget at sige til – han er jo lige midt i puberteten, men han foretager sig farlige ting.
Så sent som sidste weekend var han ved at miste livet pga. ukontrolleret druk hos en kammerat, og hvis min datter ikke havde taget derhen og fået ham på hospitalet, var han død sagde den behandlende læge!
Det er jo skræmmende, og man skulle synes, at han så havde fået sige en forskrækkelse, og var sin mor taknemmelig – men ak nej – slet ikke.
Han vil hverken det ene eller det andet og vil ikke tale med forældrene.
Jeg sidder her på sidelinjen og ved ikke rigtig, hvad jeg kan gøre, jeg har jo ikke noget specielt nært forhold til mine børnebørn, men når jeg er sammen med ham, har jeg indtrykket af, han vældig godt kan lide min “djærve” facon og vi snakker fint sammen.
Nu er det jeg sidder og tænker på om jeg skal “intervenere” - fx. tilbyde, at han kan komme ud til mig at bo en tid – jeg har jo både pladsen og tiden, men han vil få langt i skole på den måde, som han i forvejen ikke er glad for.
Desuden ved jeg kun det her på anden hånd, da min datter taler om dette med min mor og ikke med mig.
Men jeg er nu bekymret, og måske trænger drengen til at komme lidt væk fra sine mindre søskende og få lidt plads – Ikke fordi jeg kan tilbyde ham et selvstændigt værelse, men det har han heller ikke hjemme (hele familien sover i eet stor rum på 1. sal).
Jeg ved ikke – nogen gode ideer?
, Steffen Mortensen, Facebook
Tretten år og ikke noget privatliv på hjemmefronten. Så må man jo finde på noget andet.
Har du fornemmelse af, hvorfor han ikke er glad for skolen?
Det er hipt at være SKOLETRÆÆÆÆT, men men …
Faglige problemer? Problemer med kammeraterne?
Har hans forældre forsøgt at ændre på tingenes tilstand i skolen?
En trettenårig der drikker sig stangstiv har i reglen noget han gerne vil sige, men er i bekneb for en meget, meget god lytter.
Ocean, da knægten er 13, går jeg ud fra, at han går i syvende klasse. Så efterskole er ikke nogen realistisk mulighed.
Men det er kostskole. Kostskoler er ikke ligesom de engelske i 30′erne. Ungerne er faktisk glade for og stolte af deres skoler.
Jeg kan godt forstå, at du overvejer at intervenere, men lad være. Det er mit råd, for det kan sagtens gå i et par uger, men pludselig er det også hverdag, og både du og knægten har behov for at kunne gå ind til sig selv og lukke døren.
Der findes en del tilskud til kostskoler. Hvis jeg var dig, ville jeg undersøge dem.
Gudskelov din datter nåede frem i tide, så hans druk ikke fik uoverskuelige konsekvenser.
Jeg kan huske til min ældstes konfirmation, da listede konfirmanden og hans et år yngre fætter ind i et tilstødende gemak. Jeg havde lovet, at han gerne måtte prøve at nippe til en cognac – sådan i dagens højtidelige anledning, og i en parantes bemærket, så regnede jeg ikke med, at han kunne lide det.
Nå men, jeg ankom til lokaliteten tidsnok til at se, at de to knægte havde taget hver et ølglas, og dem var de ved at fylde med cognac. “Jamen mor, du sagde da, at jeg måtte få et glas cognac”. Geeez.
Mange tak skal I have.
Kostskole kan i nogle tilfælde være en god ting – een af mine – den ældste – gik på Det Kgl. Opfostringshus fra 6.-10. klasse (han var også “besværlig”), men i dette tilfælde faldt det sig lige for, da jeg var “enlig” mor, og “far” boede i D.K.O.´s stiftelse – dvs. en ejendom som beboedes af “skorper” fortrinsvis.
Desuden var Herlufsholm også en mulighed, da han var 4. generation, og derfor kunne have fået friplads – men det blev D.K.O. og det kom der noget godt ud af – ikke mindst det ubrydelige venskab han stadig har med sine skolekammerater, og de bånd og forbindelser der knyttes den vej.
Barnebarnet er ikke helt så heldig stillet “forældrewise” hvad angår ressourcer – - og det smerter mig at sige – hverken på den ene eller den anden måde!
Jeg tror, uden at vide det, at drengen er klar over, at forældrene er desparate (faderen er helt stået af) så min datter er den, der kæmper alene med problemet, men hun ved ikke, hvad hun skal gribe og gøre i.
Efterskole har været på tale, men som hemeka siger, det er han ikke helt gammel nok til.
Måske har han det, sådan lidt ligesom “sin morbror”, havde det – han gider ikke skolen, fordi det ikke er interessant nok.
Jeg er overbevist om, at han er en begavet dreng, men der er ingen feed back på hjemmefronten. (man kan jo ikke plukke håret af en skaldet!)
Han er diskussionslysten, men der er ikke overskud og ressourcer i hjemmet – det var derfor jeg tænkte, at det måske ikke ville være så ilde med en “ferie” hos mormor – så kan han i det mindste få styret sin “diskussionslyst”
Jeg ved ikke – men i morgen har min datter sin ugentlige fridag (hun arb. skiftehold) og så skulle jeg måske tage en samtale med hende – eller bedre endnu – tage ud til hende og få snakket og vendt problemet??
Jeg synes, du skal tage ud og snakke med din datter. Måske er det alligevel en ide at knægten rykker ind hos mormor, men har du tænkt over, at sådant et problem ikke kan løses på en måned eller tre. Og det giver et pladsproblem.
Sig nu endelig til din datter, at du kommer, fordi du kan se, at sagen er ved at køre op i en spids, og at du gerne vil række hende en hjælpende hånd.
Husk Ocean, at du altid er velkommen til at ringe, hvis du har behov for at snakke.
Det er dog ad Helvede til.
Manglende genklang er noget af det mest dræbende. Manglende modspil er sjælsnedbrydende. Hvad nu hvis drengen gerne ville blive hos dig efter en ferie? Kan du holde til det?
Ideen med at snakke med din datter i fred og ro synes jeg er helt rigtig.
Igen tak begge to, jeg tager nok ud og snakker med hende, hvis hun altså vil, og ikke mindst har tid – der er jo så mange ting hun skal, når hun endelig har fri.
Og nej – jeg er nok alt for meget eenspænder, til at kunne huse barnebarnet i længere tid.
Viking – tak for tilbudet, men jeg er ikke meget for telefon og bruger den faktisk kun til min daglige “kontrolopringning” til mor.