TV Syd kører en udmærket udsendelsesrække, som hedder “Godt arbejde”. De besøger en række sønderjyske arbejdspladser, og indtil videre har det været rigtig godt og informativt fjernsyn.
Iaftes var de på besøg hos den alsiske virksomhed, Linak, som producerer actuatorer – dvs. den anordning som sidder på hæve-sænkeborde og sygehussenge og som kan hæve eks. hovedgærdet vha. fjernbetjening. I kan orientere jer mere om virksomheden her:
Flere ansatte blev interviewet under udsendelsen, og den sidste, en ingeniør, var den mest interessante.
Det var en midaldrende, vietnamesisk mand, sompå formfuldendt dansk fortalte sin bevægende historie. Efter en dramatisk flugt fra det kommunistiske Vietnam, var han som bådflygtning kommet til en FN-flygtningelejr i Malaysia. Herfra var han kommet til Danmark som kvoteflygtning. Så vidt jeg kunne forstå sidst i 70′erne.
Af alle steder havner han i Aabenraa. Efter et ½ år på sprogskole, kommer han i mekanikerlære, og da han er udlært kommer han på Teknikum i Sønderborg, hvor han læser til ingeniør.
Han fortæller, at han er meget taknemmelig for at være kommet til Danmark, som har givet ham alle de muligheder – mange flere end han havde haft i Vietnam. Han lagde ikke skjul på, at det havde været vanskeligt for ham at omstille sig fra vietnamesisk kultur og til dansk kultur, men at han kun havde mødt venlighed og hjælpsomhed. Som han lidt pudsigt udtrykte det: Jeg blev modtaget med åben arm.
Journalisten spørger, om han kan forklare den vellykkede integration, og han siger: Det kommer an på indstillingen!
Det var lige før jeg fik tårer i øjnene over denne tiltalende mand og hans historie. INGEN offerretorik! INTET klynk!INGEN tale om racisme eller “fucking luderland”.
Nej – taknemmelighed over det land, som tog imod ham, gav ham sikkerhed og muligheder. Til gengæld fik vi en hæderlig, arbejdsom og tiltalende medborger.
Sig mig: Kan man ikke lave et byttesystem?
, Steffen Mortensen, Facebook
Jeg hørte lige i min øresnegl Nationalbanken oplyser, at hver ikke-integrerbare tilvandrede koster Danmark den nette sum af to millioner kroner om året.
Det sætter din gode beretning i økonomisk relief, Estrid.
Der er ikke mange tilbage som ikke har opfattet, hvad musliminvasionen drejer sig om, og beskyldninger om paranoia og vrælene om konspirationsteorier høres efterhånden kun fra de ekstreme dele af venstrefløjen.
Det var en dejlig historie, der fint beviser alt står og falder med indstillingen. Jeg håber den mand har familie, som vil befinde sig godt i Danmark og være stolte af ham der startede det hele – selvom det slet ikke var så let.
Hvordan vi så slipper af med hver eneste anden fremmed – til to millioner danske skattekroner om året – må vi finde ud af. Hurtigt. Først de kriminelle og deres familier . . . first we take . . .
Heldigvis findes der også den slags historier. Jeg har også en.
For år tilbage, imens jeg var leder på en mellemstor institution ansatte jeg en kvinde, der havde en omtrent lige så styg baggrund, og gud i himlen hvor fik jeg respekt for hende! Hun var gift, mor til fire og flygtet sammen med sin mand fra Iran. Han var akademisk uddannet og hun havde hvad der svarer til en gymnasiel uddannelse. De havde været om af Afghanistan på flugten, indtil mennesker der selv kan tænke, heller ikke kunne være dér mere.
Mere fik jeg ikke at vide.
En bruger på den institution hvor jeg arbejdede var svært syg, kunne ikke og ville aldrig komme til at lære dansk. Hun var ganske ung (teenager) og flygtet med sin familie fra Afghanistan.
Så jeg henvendte mig til kommunen, med det formål at tale med dem, der havde med integration på arbejdsmarkedet at gøre.
Allerede samme uge blev jeg kontaktet, de havde en der matchede kravene; kvinde, farsitalende, med ønske om et job/uddannelse indenfor omsorg/sundhed/sygdom.
Vi havde to møder med tolkebistand, siden var vi på egen hånd. Og jeg skal hilse at sige, at hun var ihærdig, jeg var SÅ imponeret.
Hun skulle f.eks. tage en bus inde fra byen og to kilometer nordpå, for at komme på arbejde. Det lyder jo ikke af noget særligt. Men når man ikke læser dansk og kun har nummeret på bussen skrevet ned, så er det!
Første dag mødte hun ikke op om morgenen – jeg blev først bekymret, siden vred. Tre timer efter mødetid ankom hun, hun havde taget den sydgående bus, istedet for den nordgående. Havde tumlet rundt i en stor transithal, og selv fundet ud tilbage, ikke kun til udgangspunktet, men videre til arbejdspladsen.
Vi var selvfølgelig lettede, men jeg blev også SÅ imponeret! Tænk at kaste sig ud i sådan en opgave, i et land, hvor man ikke kan spørge om vej, ikke kan bede om hjælp, ikke kan noget som helst, andet end at bruge sin sunde fornuft.
Men sådan en ildhu havde hun! På sin egen stille måde.
Vi fik løntilskud fra kommunen, på den måde har mange jo et forspring som arbejdssøgende, hvis de vil bruge det. Og imens hun arbejdede hos os 15 timer om ugen, fortsatte hun sin sprogundervisning. Lige fra starten var hun i øvrigt akkurat den hjælp for vores bruger, som jeg havde håbet på.
Vi endte med at lægge 2½ time af hendes ugentlige arbejdstid i frokostpausen, for at hun kunne være en del af det sociale på arbejdspladsen også. Og selvfølgelig også for at styrke hendes danske sprog.
Forestil dig, at sidde i en pause, på en kvindearbejdsplads og ikke kunne forstå mere end ganske lidt …….
Hun mødte i øvrigt til tiden hver dag siden.
Hun er en af de stærkeste kvinder jeg har mødt. Og netop som Estrid skriver, så klynkede hun ikke ét minut. Selvom hun tog fat på dansk sprog, dansk kultur og dansk job med det samme. Hun VILLE det! Ikke mindst, så ønskede hun danske muligheder for sine børn – og havde en mand der gav hende lov.
Jeg håber det gik hende godt, og at hun fik den uddannelse som hun fortjener og vi alle har brug at hun fik. Jeg forlod institionen for flere år siden.
Og jo, der blev mange ressourcer sat ind, for at få hende i arbejde. Og jo, det startede med behovet fra en psykisk syg flygtning. Så allerede NU kan jeg se forvirringen fra alle dem, der har stemplet sajdets firkløver til at være racister og hvad deraf følger.
Men når det nytter, når der er vilje, når der ikke er en indforstået modvilje imod alt hvad der er dansk, så kan det faktisk lykkes!
Når der ikke er, så nytter det altså ikke!!!!!
Jabba-dabba duuuu – jeg fandt linket til udsendelsen.
http://www.tvsyd.dk/hvor-h%C3%A6ve-s%C3%A6nkebordene-bor
Interviewet med vietnameseren er allersidst, men hele historien om Linak er ikke at foragte.
Godt med endnu en historie af den opmuntrende slags, Gasse. Og så sandt som vietnameseren sagde: Det kommer an på indstillingen.
Gid det dog snart må gå op for de ansvarlige (?) politikere! Og at de vil handle derefter!
Jeg kan ikke få gang i ‘filmen’???