- Når min far og mor har sølvbryllup, så må jeg være oppe lige så længe, jeg vil, for så er jeg 17 år og fylder snart 18.
- Ved du, hvad man kan, når man bliver 18 år? Man kan stemme, men jeg ved ikke, hvem der er at stemme på, men jeg vil ihvertfald ikke stemme på dumme Palle, for han er borgmester og det er ham, der siger, at vi ikke skal have så meget billedkunst og den slags i skolen.
Den syv-årige sønnedatter er en bestemt ung dame.
For godt et år siden var der et andet valg, menlig i USA, og i den forbindelse spurgte hun, hvem jeg agtede at stemme på. Jeg forklarede, at jeg ikke agtede at stemme på nogen af dem, for jeg er ikke amerikaner og kan ikke stemme i Amerika.
Det var hun godt tilfreds med at høre, og hun tilføjede, at hvis jeg alligevel fik lusket en amerikansk stemmeseddel til mig, så skulle jeg ikke stemme på McCain. Han er nemlig krigsgal, og det havde storebror selv sagt. Basta.
Om dumme Palle blev genvalgt, ved jeg ikke. Men der var noget, der skurrede. Nemlig det der med kategorisk at udtale sig om andre mennesker.
Det er en yndet sport i debatmiljøet. På et andet debatsted, hvor jeg har et par halv-anonyme profiler, har jeg deltaget i en lystig debat, hvor en pensioneret skolelærer med tydelig foragt udnævnte andre deltagere i debatterne som græshoppesværme, der fortærer alt på sin vej.
Tidligere er han sluppet afsted med at kalde folk for en pest, der ikke fortjener at trække vejret, og han kalder med brask og bram sine meningsmodstandere for idioter, fjolser og rablende gale.
Det kan han tillade sig, fordi han har erklæret at have et ædelt menneskesyn og altid være klar til i overført betydning at hugge hovedet af enhver, der drister sig til at fornærme hans yndlingsofre.
Fober og ister er benævnelser, der klæbes på enhver, der er så ekstremistisk at stemme personligt på kandidater fra Socialdemokraternes højrefløj og længere ud ad den skala. Og der spares ikke på foragten og tilsviningerne, for “the namecallers” har ikke andet at byde på end et ædelt menneskesyn.
Hvor er de ædle i disse tider, hvor censur og selvcensur bliver mere og mere almindeligt? Hvor er de ædle, når kristne præster drives ud af boligområder i den danske hovedstad af folk, der ville have det bedre hjemme hos sig selv?
Hvor er de ædle henne overhovedet? Hvorfor kommer de ikke ud af deres små krybekældre, hvor de sidder i halvmørke og skriger fober og ister efter enhver, de har den blotte mistanke til kunne have en anden opfattelse af handlingsforløb, optakter og konsekvenser? Og hvorfor vræler de som skoletøser, når deres blafrende nonsens tilbagevises.
Sådan en flok tøsedrenge. Tudeblogs og -indlæg kan de skrive, men at kæmpe om argumenter med åben pande, det magter de ikke.
Men det kræver jo også et mandfolk.
, Steffen Mortensen, Facebook
Vikingmama – jeg har i min høje alder gjort én livserfaring, der faktisk viser sig at holde stik hvergang:
Det er fra de pæne, ædle, gode, rigtige mennesker, du kan forvente de største svinestreger. I deres fromhed er de aldrig bange for at udlevere de mindre fromme, dolke de mindre pæne i ryggen, bagtale de umoralske – og de frommes fornemste hobby er at begå karaktérmord.
Det kan de naturligvis tillade sig, fordi de har retten og de rigtige meninger på deres side – de er jo DE GODE – der kæmper mod DE ONDE.
Læg mærke til – det er ikke nødvendigt at debattere med DE ONDE. De er ude af det gode selskab, så snart man har fået dem identificeret som onde, som ikke-pæne, som racister. Så kan man nøjes med at skrige racist og andre skældsord efter dem.
Gør man det tit nok og højt nok, breder opfattelsen sig som ringe i vandet, og man kan fra sit sikre ormehul håbe på, at nogen vil kaste den første sten.
Estrid og andre – prøv engang at se dette link igennem.
http://24.dk/group/dinogmin/forum/thread/2108397
Der er godt nok ”GODHED”, som vil noget.
Herer et lidet divertissement:
Forestil dig, at du skulle bosætte dig i Irak, og du fik stukket en kontrakt ud, hvor de skrev en hel masse, du skulle overholde. VIlle du ikke tænke: Og hvad sker der, hvis jeg ikke overholder det?
———————————————————————————————
…., hvis jeg blev præsenteret for sådan et stykke papir, j eg skulle skrive under, så ville jeg enten tænke, at det land måtte tro, jeg var idiot, eller også ville jeg blive lettere anarkistisk indstillet og tænke, at de ikke skulle tage min frihed fra mig ved at få mig til at skrive under på sådan et stykke papir.
Jeg har set tråden, for jeg er faktisk medlem af gruppen.
Apropos godhed:
“Vi, der ville ændre verden til godhed, kunne ikke selv være gode!”
Sådan noget lignende sagde, så vidt jeg husker, Brecht.
Og så er det at jeg altid tænker .. tænker ..og tænker. Hvad GØR alle de der selvgode i virkeligheden?? Altså i den rigtige virkelighed.
Ér de gode mennesker? Hjælper de naboen?
Tager de sig af deres gamle bedstemødre?
Og for at ramme deres ømmeste tå; hjælper de helt konkret nogle af dem, der får/gir’ så mange problemer i Danmark, imens de er i deres hjemland
- eller efter de er kommet hertil??!!??
Eller snakker og skriver de bare løs, uden i virkeligheden at GØRE noget som helst!? Andet end at være “gode”, pr. egen definition.
Det ligner Brecht at sige sådan – og uanset er det ramt lige i øjet!!
Hvilket bringer os tilbage til, at de allerede frelste ér frelste, pr. definition og derfor indiskutabelt GODE … der ikke behøver at gøre godt!
De er gode bare fordi de og deres har defineret at de er det. FØJ!
…En sådan holdning har gode træk af den moral Brecht vil lære: I disse tider kan man kun være god, hvis man samtidig er ond. Dette er kernen i «Det gode mennesket fra Sezuan» (1938-40).
Dette har jeg lige googlet – så huskede jeg rigtigt.