Nå, på den måde. Ja selvfølgelig, nu kan jeg godt forstå det.
Sådan tænkte jeg, da jeg læste Hedegaards og Camres tanker om velfærdstatens sammenbrud. Med et fint ord hedder det social kapital – eller rettere sagt mangel på samme.
Læsningen fik mig til at tænke på en lang snak, jeg havde på et tidspunkt med en af mine søde venner i New York.
- No way, om jeg vil være med til at finansiere en offentlig sygesikring. Not in a million years. Der er alt for mange, der bare lader stå til og forventer, at andre betaler for dem. Se nu bare alle de immigranter, der får offentlige ydelser.
Sådan lød svadaen fra Nicholas. Og der var mere endnu. For hvis folk ville have ekstra ydelser, så måtte de tegne sig en sygeforsikring.
Jeg argumenterede imod med mine typiske danske synspunkter. Den fik ikke for lidt af fordomme om folk, der ligger syge og døde på New Yorks gader, fordi de ikke har en sygeforsikring. Eller om ulykkelige, der var fanget i fattigdomsspiralen uden udsigt til nogensinde at kunne kæmpe sig ud.
- Altså, hvor er du europæisk og nærmest socialistisk. Ser du, hospitaler, der modtager offentlig støtte, har også pligt til at behandle folk uden penge eller sygeforsikring. Men de har ikke pligt til at indlægge folk på enestuer med fladskærms-tv, telefon og trådløst netværk til computeren.
- Fattigdomsspiral. Jo, der har du en pointe. Men ser du, det her er altså Amerika, og det er muligt at komme ovenpå. Mine bedsteforældre kom fra de fattige dele af Italien og ved at sælge alt, skaffede de pengene til billetten til Amerika. De knoklede og undte sig aldrig noget. Men de skaffede deres børn bedre vilkår, end de selv havde haft. Og de sørgede for, at deres børn talte engelsk. Jeg er tredje generation her i Amerika, og udover nogle høflighedsfraser, forstår og taler jeg ikke italiensk.
- Min far kæmpede sig op fra dårlige sociale forhold at drive sin egen virksomhed. Han efterlod sig en millionarv til os børn.
Det er selvfølgelig et ultra kort resume af min lange snak med Nicholas, og jeg må også erkende, at snakken efterlod mig forvirret og lidt målløs. Herregud, hvordan kunne man være kynisk ikke at unde mindre privilegerede en ordentlig offentlig omsorg.
Jeg har tit tænkt på den snak, og jeg er begyndt at forstå fragmenter af argumenterne. Jeg synes nemlig, at jeg betaler mere end rigeligt i skat, og jeg vil ikke af med så meget som en jante mere. Heller ikke selv om jeg godt ved, at der mangler ressourcer til børnepasning, skoler, sundhedsvæsen og ældrepleje.
Så var det, at jeg faldt over afsnittet om social kapital i bogen 1400 års krigen af Lars Hedegaard og Mogens Camre. Og her stod det jo sort på hvidt.
Forfatterne refererer til en undersøgelse af 40 amerikanske lokalsamfund, der blev gennemført af Harvard-professor Robert Putnam. Det viser sig, at jo flere etniske grupper et samfund består af, jo mindre mellemfolkelig tillid og vilje til samarbejde opstår der i befolkningen.
Mennesker reagerer som skildpadder og trækker sig ind i en skal. End ikke dem, der ligner os selv, har vi tillid til. De stoler ikke på borgmesteren, på den lokale avis, andre mennesker eller institutioner. Hvad der er i overskud er protestmarcher og tv-kiggeri, hedder det i bogen.
Der er meget mere og mange flere afsnit, der fortjener en selvstændig debat, men måske kan vi tage de debatter hen ad vejen.
, Steffen Mortensen, Facebook
…. Og de sørgede for, at deres børn talte engelsk. Jeg er tredje generation her i Amerika, og udover nogle høflighedsfraser, forstår og taler jeg ikke italiensk.
—————————————————————-
Jeg er en væsentlig pointe i denne passus, da disse mennesker virkelig af hjerte forsøgte at blive amerikanske, at indpase sig i den almindelige amerikanske hverdag – at blive amerikanere.
Sådan forholder det sig desværre ikke her, hvor selv 3. generation, for manges vedkommende, taler et mangelfuldt “pigeondansk”.
Sproget er broen, der binder befolkningen sammen og gør dem til eet.
I sproget ligger kulturen og forståelsen, det fælles fodslag om jeg så må sige.
I den forbindelse kan jeg ikke lade være med at tænke på Mobergs “Udvandrene”, hvor vi ser, at det især er kvinderne/mødrene, der har sværest ved at indpasse sig – psykisk forbliver de i fædrelandet, både i sprog, vaner og klædedragt og gør intet forsøg på at blive eet med deres nye fædreland.
Selvom bogen er gammel, er den langt fra aflægs, er jeg bange for.
Der er vel flere måder at være flersproget på? Intensiv indlæring at sproget i det land man er indrejst i burde jo være en logisk selvfølge. MEN det burde ikke forhindre de tilrejsende at vedligeholde deres hjemlandes sprog. For egen regning naturligvis.
Jeg har ikke eksempler parat, men hvis verden er så globaliseret (bortset fra lille mig) så ville det være lidt for åndssvagt, at skulle glemme sit modersmål, for siden at måtte på kursus, i stedet for at opvokse tosproget. Hvis man har problemer med at hitte rede i, hvornår man taler dansk, er der nok andre barrierer, som forhindrer en succes.
Min niece(undskyld: niæse)fik sin italienske maler, tre skønne døtre og en skilsmisse på grund af MAMA og sit eget, ikke i længden, forhandlingsparate temperament.
Pigerne taler dansk og italiensk lige godt, og pendler så langt økonomien strækker.(I Danmark har de en fireværelses de ikke kan få solgt. Gæt hvor.)
Det er begavelse, kultur og u-kultur samt hvilken tidsalder man påberåber sig at leve i, der sætter grænser.
”Viljen ser Vor Herre på”
Ja Ocean, Bicholas’ italienske bedsteforældre fra de beskedne kahytter på båden havde en drøm om at blive en del af det store amerikanske samfund.
Fortællingen er interessant, fordi de to sæt bedsteforældre ikke kom med samme båd. Det ene sæt ankom som unge nygifte, og det andet sæt havde begge været børn, da de ankom til det forjættede Amerika. Så der er faktisk en del mennesker involveret, inden Nicholas dukker op på scenen i 1951.
Historien indeholder også andre elementer. For disse italienere, hvad enten de var ankommet som børn eller som unge voksne, udnyttede faktisk den sociale kapital, der opstår i befolkningsgrupper. Det ene sæt bedsteforældre var blevet gift hjemme i Italien, men de søgte sammen med andre italienere, da de havde været gennem proceduren på Ellis Island. De andre familier så at sige klumpede sig sammen i de italienske kvarterer.
Masser af anden og tredje generations italienere identificerer sig som italienere, før de føler sig som amerikanere. Altså lige til en udenforstående spørger, for så er de alle amerikanere.
Du har ret Ocean i, ay kulturen og forståelsen ligger i sproget. Og de fælles referencerammer.
Da jeg i sin tid så Mobergs serie, lagde jeg også mærke til, at kvinderne havde svært ved at overvinde sprogbarrieren – og stifte bekendtskaber udenfor egen kreds.
Der er nok noget evigtgyldigt over det. Men det får mig til at tænke på en historie, jeg på et tidspunkt fik en lidt perifær kontakt til.
En familie i USA kontaktede det lokale vestsjællandske lokalarkiv for at søge oplysninger om slægten, der kom fra egnen.
Ejendommen eksisterede skam endnu og var endog stadig i slægtens eje. Familien, det drejede sig om, brød op i tiden omkring Første Verdenskrig. USA var målet, og de ankom med en håndfuld børn, der alle havde gode danske almuenavne.
Få år efter ankomsten blev et nyt barn født – og lidt senere endnu et. Det var karakteristisk, at disse to indfødte amerikanere af vestsjællandsk oprindelse fik amerikanske navne. Jeg kan ikke huske, hvad de hed, men jeg tænkte, at der da var et stort spring fra almuenavne til engelsk-inspirerede navne.
Hvad årsagen er, aner jeg ikke. Men mit gæt er, at familien ville vise, at de var blevet amerikanere, og de nye børn, der var født i Amerika, skulle derfor hedde noget amerikansk.
Ofte nævnes at menneskehjernen ikke har ændret sig siden stenalderen eller endnu længere tilbage. Kunne det så ikke være ligegyldigt, hvad man propper ind? Udhulning af egestammer eller kvantefysik – styret af umiddelbare behov og forståelsen af sammenhængskraft?
Jeg havde en lang forgrint snak med Vikingmama om en fælles ”svaghed”.
Mine børn kalder det ”egernsyndromet”. Oppe på Sjælland hedder det ”landhusmorgénet”.
Med andre ord: Vikingmama og jeg har, hver for sig, ikke flyttet os mange alen fra hulens bål og forrådskamre. Vi går videre når I har grinet af.
Dertil har vi også begge en veludviklet sans for, hvem det kan ‘svare sig’, at tale med, slås for, give viden til og ikke mindst FÅ VIDEN FRA.
Det lyder da grumt, når et menneske siger han – eller hun – ikke vil slæbe sammen til en vildt fremmed nasserøv. Men hvad skulle formålet være? At være den ‘godeste’? At trække pinen ud?
Danmark var et homogent samfund indtil for nylig. På få år er vi blevet pålagt at forsørge anmassende fjender af frittænkende samfund – uanset hvad. Er det ikke lidt fjollet?
Vi sidder ved bålet og har kun et til fælles – ønsket om at vi og vores overlever. Instinkterne er blegnede, men forskellen ligger stadig i, om vi forventer andre fodrer os i vores bevidstløshed eller om vi er indstillet på at tage fat, og gøre det så godt vi kan. Sammen.
Ud at ”plukke bær og grave rødder op”.
Jeg tror ”folk” skal tage hjem til sig selv og arbejde på, at få det som de synes det er godt og naturligt. Hvad jeg synes om det er ligegyldigt – bare jeg ikke med vold og magt skal drages ind i det. Jeg vil heller ikke finde mig i kritik af hverken mit land eller mine landsmænd. Det klarer jeg helt fint selv uden ”global” indblanding.
Vikingmama – Citat: ”Få år efter ankomsten blev et nyt barn født – og lidt senere endnu et. Det var karakteristisk, at disse to indfødte amerikanere af vestsjællandsk oprindelse fik amerikanske navne. Jeg kan ikke huske, hvad de hed, men jeg tænkte, at der da var et stort spring fra almuenavne til engelsk-inspirerede navne.
Hvad årsagen er, aner jeg ikke. Men mit gæt er, at familien ville vise, at de var blevet amerikanere, og de nye børn, der var født i Amerika, skulle derfor hedde noget amerikansk.”
____
Noget amerikansk!!! Var det ikke tidligt et kludetæppe fra indvandrelandene? Mange navne – globalt – har særlige betydninger, og mange kan oversættes, så de passer til de lande man har valgt at indvadere.
Muhammad betyder på dansk …?
Adolf betyder på dansk …?
Min mand har eller havde fætre Canada. Hvad hedder det? Han er død – fætrene lever. Han kan vel ikke sidde hist oppe eller dernede og have fætre? Hvad skulle han med dem?
De hedder Anders, Jon, Mickel, Jens og Svend. Det er der forresten så mange andre der gør derovre. Det viser eller tyder på, HVAD?
Er det et spørgsmål hemeka?
Anyway – ingen af os kan vel være interesserede i at vore børn bliver drillet unødvendig i skolen, og ingen er vel større skydeskive for drillerier, end de børn, der har underligt – eller ligefrem komisk klingende navne?
Selv har jeg et fornavn, skønt ærkedansk, der er umuligt at udtale for en engelsktalende, til gengæld er mit mellemnavn “usædvanligt”, for det er engelsk (jeg er jo fra den tid, lige efter krigen, hvor man især i arbejderkredse sværmede for engelske og amerikanske navne) – gyseligt ja – men jeg er jo heller ikke pisket til at bruge det.
Det jeg i al korthed vil sige er, man kan ikke skaffe sig en anden social eller etnisk arv, men man kan skaffe sig et andet navn, og derved bøde lidt på forældrenes dårskab!