Tænk sig, at man i sit tresindstyvende år kan få sidesting af latter. Men i dag skete det.
Ovre på et andet blogsted har en selvudnævnt jovial blogger med et ædelt menneskesyn skrevet en blog om en bænk. Ja. Om en bænk. Der står ikke et ord om, hvad han agter at stille op med bænken, der blev åbenbaret under en udflugt. Men et billede af bænken, som han angiveligt selv har taget, er der da.
Så fredelig har han ikke altid været. Jeg fjumrede rundt på nettet i jagt på et eller andet, jeg ikke kan huske. Og så faldt jeg over en af hans gamle blogs.
Hans ærinde med bloggen var at fortælle omverdenen, at han ikke kan fordrage mig.
Det er der ikke noget nyt i, for det er der så mange, der ikke kan, og normalt interesserer det mig mindre end prisen på den nyeste model af røremaskiner, hvad dovne papirclips og andre kulturpersonligheder af samme kategori mener om min person.
Hans ærinde var at harcelere over, at jeg engang på et andet sted brugte mit profilnavn som tag, fordi jeg skrev mange blogs, og dermed endte mit profilnavn som meget dominerende på tagskyen.
Det var ikke noget, jeg selv havde fundet på. Jeg havde engang undret mig over, hvorfor en skabagtig bøsses profilnavn stod bøjet i neon, og jeg fandt ud af, at det var fordi, navnet blev brugt som tag. En krigerisk fredsvagt brugte samme metode, ligeledes gjorde en øbo på afvænning.
Bloggen blev til et studie i menneskelig fornedrelse. Vel har jeg grinet, så ruderne duggede, og jeg fik sidesting, men nu hvor jeg læser bloggen og kommentarerne igen, ser jeg den i et andet lys. For da den dovne papirclip erkendte, at ideen med at bruge profilnavne som tags kom fra den skabagtige bøsse og den krigeriske fredsvagt, fik chillumen en anden lyd.
Nu handlede det pludselig ikke længere om navne og tagskyer. Nu handlede det om intet mindre end uforfalsket had. Til personer han aldrig har mødt i levende live. Og heller aldrig vil møde.
Tænk sig. En granvoksen mand med ansvar for et barn, kaster sig ud i sådan en gang lirum larum. Det var ikke kun mig, mit profilnavn og mit engagement på Møgkællingerne, der fik et fur.
Det gjorde Hemekas bamse også. Den beskrives en lille brun bondage bamse, bundet og bastet med små dannebrogsflag på en snor.
Senere hvæser og spytter han , at jeg beklikker hans moral og ærlighed.
Han slutter med at erklære, at han skriver blogs for at blive læst.
Det bliver han garanteret. Især når han skriver om bænke.
! ……..og 1000 andet …
Har du et link? Det lyder sandelig spændende med den bænk.
Selvfølgelig har jeg et link.
Get ready – Hemmingway go home.
http://24.dk/user/lazyclip/perma/2009/10/16/Blogbnk
Halløj – ham husker jeg udmærket og har fænomenet katalogiseret under brækmidler.
Hvor hadefuld skal man være for at afsløre sygelige tilbøjeligheder i fuld offentlighed?
En lille malet bamse og en flagguirlande blev i hovedet eller hvor nu den slags foregår til – ja det har vi lige læst.
NB.: Han var også engageret i ”Ægteskab over alle bjerge” eller hvad det nu hedder.
Ifølge ham selv var det ikke noget han kunne få til at virke heller. Blev skilt af og til, og det havde hans søn ikke noget imod, sagde han – hvad det så end kan skyldes.
Efter den gribende bænke-prosa, fandt jeg lidt lyrik af samme forfatter:
http://24.dk/user/lazyclip/perma/2009/10/09/Store_Peter_Edderkop
Her er i sandhed en kandidat til Nobels litteraturpris…
Du har ret. Jeg er målløs. Aldrig har man set mage.
Nahhh – ikke helt rigtigt Mama. Mht. lyrikken har jeg set andre gruelig eksempler….uden at ville bore dybere i det.
Åhhhhr Estrid. Du er bare misundelig over min lyriske nyskabelser om år, der går rundt om hundegårde.
Ja, måske er det misundelse over dit – hmm, OVERRASKENDE billedsprog og dine påfaldende metaforer. Så lyrisk – og dog så virkelighedsnært..!
Hvis du påtænker udgivelse, så lov mig at jeg må skrive forordet..
Selvfølgelig må du det.
Det manglede da bare andet. Og jeg vil strække mig yderligere – du får også et signeret eksemplar.