Min gamle mor har været så uheldig at falde over en telefonledning og har brækket håndleddet og slået sit knæ rigtig slemt. Det er desværre “den gode hånd”, så nu kan hun heller ikke bruge sin rollator.
Dette skete sidste torsdag aften, og hun trykkede så på sin alarm og ringede til min datter, som bor tæt ved. Hun kom og tog affærde, fik min mor op at sidde og afsted på skadestuen, hvor de sad nogle timer.
Armen kom i gips, og min datter fulgte hend hjem og lagde hende iseng.
Alt dette, fik jeg først at vide næste morgen ved min sædvanlige morgenopringning, hvor alting tilsyneladende var ok efter omstændighederne.
Nu er det sådan, at jeg bor temmelig langt væk, og jeg har ingen bil, det tager derfor ca. tre kvarter at komme til Amager med de offentlige transportmidler, så jeg må indrømme, at jeg kvier mig ved at storke afsted, hvis ikke der er et eller andet praktisk, jeg kan gøre for hende, så udover at tale i telefon med hende, foretog jeg mig ikke noget i den forbindelse samme dag.
For at gøre en lang historie kort – jeg har været ude hos hende 2 gange i den forløbne uge, for at sikre mig, at hun klarer sig, for jeg er ingen trøster, men en praktisk gris, så jeg ser jo også, at trods hendes “jamren”, så er hun smadder kreativ og ressourcestærk, og selvom jeg er der, og klarer praktiske ting, så humper hun rundt alligevel, og sikrer sig at jeg nu også gør tingene rigtigt (det er skide irriterende), men samtidig kan jeg jo se, at det faktisk går rigtig udemærket og hun har jo også al den hjælp hun kan få fra hjemmeplejen – så hvad er det lige, jeg skal gøre?
Det er ikke længe siden, at hun lå på hospitalet en ugestid pga. “svimmelhed”.
Hun er undersøgt på kryds og tværs, og der er angiveligt ikke noget specielt i vejen, andet end alderens skavanker.
Jeg har sagt til hende, at jeg kan skaffe hende en pensionistbolig lige overfor mig (der hvor svigerfar bor), så kan jeg meget bedre holde øje med hende, men nej – det vil hun ikke.
Min datter har tilbudt hende, at hun kan flytte derud – det vil hun heller ikke, og hos mig kan hun ikke bo – dels bor jeg på 3. sal og desuden er jeg storryger, så det går heller ikke – og som følge deraf, kan jeg jo heller ikke bo sammen med hende i hendes lejlighed – vi ville blive rygende uvenner i løbet af få dage – hvis der går så lang tid – min lunte er meget kort!!
Så sent som her til morgen, siger hun: “Benet er helt sort, bare det ikke ender med, at det skal sættes af”.
Jeg forklarer hende møjsommeligt, at det er en kombination af slaget og den blodfortyndende medicin, og så længe der ikke er noget hul eller inflamation, dvs. optræk til skinnebenssår, så er der ingen grund til bekymring.
Det ku´ jeg godt have sparet mig – det trænger slet ikke ind.
Hun har bevist eller ubevist en ganske bestemt agenda, som jeg ikke vil fortænke hende i, nemlig at vække medynk, men jeg har jo gjort, hvad jeg kunne – har jeg ikke?
Jeg holder skam meget af min mor, men jeg kan ikke lide at hun især driver “rovdrift” på min datter, som har et anderledes følsomt gemyt, og hos hende går mors jammer rent ind.
Jeg vil gerne beskytte min datter, der har alt rigeligt at se til, samtidig med at jeg godt vil hjælpe min mor – men jeg er altså ikke villig til at lade mig “udnytte” på det følelsesmæssige plan.
Hvad gør jeg?
, Steffen Mortensen, Facebook
Det siger sig selv, at det ER synd for din mor. Eller ærgerligt og hamrende irriterende.
For få dage siden skulle jeg holde højre hånd absolut ro i bare et døgn, og det foregik via en slynge. Til at se en ende på må man sige, men det afholdt mig ikke fra at tale meget om det var heldigt det ikke skulle vare længere, for det var dog rærligt. Bare at åbne en dåse kattemad…
Du skriver blandt andet: Jeg holder skam meget af min mor, men jeg kan ikke lide at hun især driver “rovdrift” på min datter, som har et anderledes følsomt gemyt, og hos hende går mors jammer rent ind.
Jeg vil gerne beskytte min datter, der har alt rigeligt at se til, samtidig med at jeg godt vil hjælpe min mor – men jeg er altså ikke villig til at lade mig “udnytte” på det følelsesmæssige plan.
Hvad gør jeg?
Siden du spørger, så lad mor være mor lidt, og skynd dig at sige det du skriver her til din datter. Er hun glad for sin mormor, så er det da ikke noget offer – selvom hun har nok at se til – tværtimod. Desuden er et håndled jo ikke brækket for evigt.
Så vidt jeg husker besøger du din mor en gang om ugen? Hvis, så ville jeg fortsætte med det. Hjemmehjælp og desuden barnebarn i nærheden. Der er jo ikke grund til at I falder over hinanden.
Når du så kommer, kan du høre om alt det hjemmehjælpen har klokket i. I må fordele jer.
Det med at tale med din mor i telefon er nok det allerbedste. På et tidspunkt vil hun garanteret sige, hun ikke kan holde til at snakke mere med dig. Så er succesen i hus og slut med snak om koldbrand.
Dårlig datter? Vist ikke. Desuden – din mor kender dig jo og ved hendes liv ville blive væsentligt kortere, hvis du flyttede ind – selv om det så kun var til gipsen skulle af.
Hvis der er et hul i taget, så vil røg søge dertil for at komme ud.
Hvis der er et lille bitte hul i en spand, så vil vandet løbe ud.
Hvis der er et følsomt og empatisk sind i nærheden, så er det da bedre at få medynk og opmærksomhed end få klaret opvasken.
Ocean, din mor er såre menneskelig, og der er intet galt med dig. I har bare forskellige temperamenter.
Jeg er en varm tilhænger af Dr. Phil – i reglen – og han siger, at ingen gør noget, der ikke medfører en eller anden form for løn. Med andre ord, ingen stikker fingrene mellem døren og karmen og smækker døren i bare for at mærke, om det var rigtigt, det gjorde ondt at få klemt fingrene.
Et af hans tilbagevendende spørgsmål er “What is your payout?”, og det virker ret åbenlyst, at din mor klarer sig udmærket men gerne vil have opmærksomhed. Og den kan hun jo få ved at bo langt fra dig men i nærheden af din datter, der ikke kan stå for mormors ynk.
Jeg synes, du er en god datter, for du har sikret dig, at din mor kan klare sin hverdag så nogenlunde som omstændighederne tillader.
Mange tak begge to – inderst inde er jeg såmænd heller ikke rigtigh i tvivl om, at jeg er en forholdsvis omsorgsfuld datter.
Men på en eller anden måde, tor jeg min mor ubevist har “forgiftet” min datter sind mod mig.
Det giver sig udslag i, at hun ringer til mig, når hun er “helt oppe og køre” følelsesmæssigt og udbreder sig om mors beklagelser, bekymringer og allehånde indbildte sygdomme, der i virkeligheden kun har sin rod i nervøsitet og ensomhed.
Jeg fortæller hende, at hun ikke skal lade sig kuske rundt, – at vi kan ikke gøre mere for mor, end vi allerede gør. – og at hun i det hele taget skal lade være at bekymre sig.
Men ak – mors indflydelse på hende er stor, og jeg tror hun synes at jeg er en “kynisk banan” og ikke helt kan forstå, at jeg tager det så afslappet, som jeg gør.
Afvigte weekend var den således helt gal, fordi hun og hendes mand skulle på en weekend til Norge, og så var hun bange for at jeg ikke ku´tage mig behørigt af mor.
Jeg forsøgte at berolige hende det bedste jeg kunne, og bad hende om at nyde turen, men alligevel SMS-ede hun mig adskillige gange.
Herregud – stakkels pigebarn.