It’s a long way to Tipperary, og der er næsten lige så langt fra Vendsyssel og Sønderjylland til Tingbjerg. Sajdets Estrid og Havgasse drog søndag fra det jyske til Tingbjerg for at yde moralsk støtte til den fordrevne Tingbjerg-præst.
Det var ikke just den signede dag, der lyste over landet, da Havgassen klokken midt om natten mellem lørdag og søndag skyllede et krus kaffe ned og startede bilen for at sætte kursen mod et pitstop ved Lillebælt, hvor Estrid med gemal ventede efter at have tilbagelagt turen fra det søndre Jylland.
Og hvad skulle de så der? Gufle hotdogs ved Kongebrogårdens pølsevogn? Nej, de skulle såmænd i kirke. I Tingbjerg.
- Det var en vigtig gudstjeneste. Selvfølgelig kunne jeg gå i kirke hjemme ved mig selv eller i en af nabokirkerne. Men præsterne på min egn er ikke fordrevet, og det er Ulrich Vogel i Tingbjerg, siger Havgassen.
Havgassen og Estrid med gemal fik følgeskab ved gudstjenesten i Tingbjerg. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) med konfirmationsforberedende datter, Søren Pind (V), Pia Kjærsgaard (DF), Søren Krarup (DF) samt Ralf Pittelkow med frue Karen Jespersen (V) var blandt kirkegængerne i søndags.
Sajdets udsendte var ikke i tvivl. Det havde været turen værd. Helt fra Vendsyssel og Sønderjylland.
- Gudstjenesten var en helt almindelig gudstjeneste. Sagen om Ulrich Vogel blev ikke nævnt med ord. Egentlig var jeg lidt forarget over, at anledningen til så manges tilstedeværelse slet ikke blev nævnt. Men i dag, hvor tankerne er faldet på plads, synes jeg, det er flot, at gudstjenesten ”blot” var en helt almindelig gudstjeneste.
-Selvfølgelig bemærkede vi, at de kendte politikere ankom, og vi så da også pressefolkene, men alt i alt var det en ganske almindelig gudstjeneste, siger Havgassen.
Søndagen var den 20 Trinitatis-søndag, og prædiken var bygget over Matt. 22.1-14 og handlede om de mange, der var kaldet, og de få der var udvalgt.
Havgassen understreger, at hun håber, at hun bidrog til at så at sige pakke menighedens gudstjeneste ind. Hun – samt sønderjyderne – holdt sig i baggrunden langs muren og lod menigheden have deres gudstjeneste i fred.
Hun siger videre, at hendes indtryk er, at alle dem, der var kommet udefra denne søndag, var enige om, at de ikke var kommet for at optage plads i den lille kirke, og at indtrykket er, at de tilrejsende var en slags fredsvagter. Altså fredelige fredsvagter.
Også Estrid med ægtemand er glad for, at de stod tidligt op i søndags for at køre til København. For som hun siger, så er det uhyggeligt, at en kristen præst er fordrevet.
- Det er tæt på at være for sent. Tingbjerg er næsten tabt. Nørrebro er tabt. Vollsmose er tabt. Gellerup er tabt og flere områder i danske byer er ved at blive tabt.
- Det må være tiden, at vi trækker en streg i sandet og siger, at nok er nok, siger Estrid.
En lang køretur og en gudstjeneste kræver næring. Og trekløveret fandt et godt spisested i Nyhavn 19, hvor tre slags sild – Christians Ø-, krydder- og senneps – blev indtaget med stort velbehag, inden turen gik mod vest igen.
Spørgsmålet er nu, hvad der skal ske fremover. Vogel har meddelt, at han vender tilbage til jobbet til december, men han vender ikke tilbage til præsteboligen, der i øvrigt er sat til salg for godt to millioner kroner.
Bliver Vogel overladt til ”markedskræfterne”? Kan han forvente støtte og opbakning fra bøssernes organisationer? Hvad med præsteforeningen? Hvad med ….?
Hvor mange fylder kirkestolene i Tingbjerg på søndag? Hvornår kommer der fakkelvagt udenfor kirken?
Skal jyderne troppe op hver søndag, eller kunne man forestille sig, at helt almindelige medlemmer af Den Danske Folkekirke med domiciler i en rimelig afstand kunne finde på at gå i kirke i Tingbjerg. Dem, der ikke er medlemmer af Folkekirken, er også velkomne.
, Steffen Mortensen, Facebook
Fed overskrift
Om den ‘kultur’ og religion bliver ‘hjemme’ eller tager på udflugt i større stil, er det altid i følge med vold og fravær af udvikling.
Er det generne, der er indrettede til at gå på næsen?
En fod i nakken er åbenbart en livsbetingelse.
Født til et eneste facit.
Ingen spørgsmål for alt er givet på forhånd.
Sygelig trang til absurde straffe og bizar vold.
Det lyder som en uomgængelig diagnose.
Demokratiske muslimer???
Moderate muslimer???
Chancerne for at bevise, der kunne være noget om snakken har været legio i tredive år. Det er umuligt for værtsfolkene, at gennemskue om der kunne være en og anden det var værd at satse på, så derfor vil slutresultatet blive, at vi ikke længere har råd til at lade tvivlen komme nogen til gode.
Vi er ved at lære, at vi må skære alle over en kam, hvis vi vil overleve som land og som folk. Den flinke nabo, den søde kioskejer! Desværre! Andre troede på de fremmede og døde af det.
For mange er løbet kørt for længst og kun den absolutte nederste venstrefløj klamrer sig til diverse nedslidte mantraer om at sejle op ad Aaen og navlig nedad igen.
Tingbjerg og mange ordentlige landsmænd har på en time gjort det klart for alle ikke skæve og døddrukne nasserumper og landsforrædere, hvem der ser Danmark som deres fædreland, og for hvem der blot er tale om en pengekasse, som for øvrigt snart er tom.
Udelukkelsesmetoden er suveræn her: Hvem var ikke til stede eller repræsenteret af partisoldater ved gudstjenesten i søndags???
Helle Thorning? Willy Søvndal? Margrethe Vestager og hvad de nu hedder – de andre – I ved? Foruden alle Demokratiske muslimer og Moderate muslimer. Dem er der jo så langt flest af – hedder det sig.
Var de nervøse for der ikke var plads?
Tror I de kommer næste søndag – de kaldede og de udvalgte – de gode og de retfærdige?
Næppe.
Emnet Tingbjerg med tilliggender vil ikke dampe af på samme måde, som skyderier, knivstik og voldtægt på gader og stræder gør det. Hvor og hvem skød ”de” sidst og hvem blev der sidst snittet eller stukket i og, hvor i Danmark må danskerne ikke længere komme?
Er det ved at blive så tæt på hverdagskost, at det ikke er langt fra at blive accepteret som: sådan er det bare.
Hvor mange selvmordsbombe-herrer og damer har vi hørt om i den forløbne uge? Jeg aner det ikke og hvad værre er – jeg er bedøvende ligeglad – så længe det ikke foregår i mit land og går ud over mine landsmænd. Det er virkelig sandt – så langt ud er jeg kommet.
Tingbjerg er kun endnu et eksempel på den omsiggribende politiske naivitet, der kommer af mangel på historisk viden.
En lille artikel- http://jp.dk/indland/article1862602.ece – om søndagens begivenheder i forbindelse med Tingbjerg kirke ser jeg som yderligere bevis på den manglende sammenhængskraft, der uforstyrret har kunnet brede sig i mange år.
Ægteparret Jørgensen, som elles ikke kommer i kirken var mødt op for at ”støtte op om arangementet, som de havde hørt om via Søren Pinds Facebookinvitation.”
Hr og fru Jørgensen var ikke forberedt på statsministerens tilstedeværelse, men synes det er godt politikerne ”bakker op om sognepræst Ulrich Vogel.”
Parret ved ikke om ændrer noget for ”ballademagerne”, som de unge betegnes. I lyset af, hvad de har foretaget sig uforstyrret i årevis, må der findes ny betegnelser for udøverne af voldsomme indbrud, groft tyveri, destrukttivt hærværk.
Ballademagere rækker ikke rigtigt,vel? Vi har vel vænnet og og fundet os så længe, at vi ikke længere regner mennesker med den ‘kultur’ for rigtige i hovedet. Det vil sige alle andre end venstrefløjen og alle andre som mener ”integration” er danskernes ansvar. I grunden er det jo, at betragte fremmede som evnesvage.
Ægteparret Jørgensen er, som før nævnt, ikke kirkegængere og kom kun for at demonstrere opbakning til fordel for den plagede præst. Det går de så ud fra alle andre også burde. Sært, for de kom inspirerede af Søren Pinds opfordring på Facebook.
“Det var en helt almindelig søndagsgudstjeneste, og det var som det skulle være,” fortæller Søren Pind.
Sidste citat: ”Utilfredse med prædiken
Else og Flemming Jørgensen var dog ikke tilfredse med dagens prædiken.
“Det er for dårligt, at der slet ikke blev nævnt noget om anledningen i dag. Det er rigtig dårligt,” siger Flemming Jørgensen.
Det var vikarpræst Janette Baun, der forestod prædiken i dag uden nogen kommentarer til de prominente kirkebesøgende. Men Else og Flemming Jørgensen var ikke imponerede.
“Hun kunne i det mindste have sagt tak til alle de fremmødte, der var kommet for at støtte Ulrich. For det er jo derfor vi er her,” siger Else Jørgensen.”
Skuffelsen over den fraværende demonstration er lidt rørende. Mangel på forventet ‘gang i gaden’.
Måske har Else Jørgensen tidligere givet sin støtte og vist loyalitet i arbejdskonflikter og ved lignende lejligheder.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på,hvor stor forskellen mellem at være ”kirkegænger” og ikke at være det kan være – alle gode viljer uforsagt.