Jeg læste en artikel i Berlingeren, der blev ved med at kradse i min opmærksomhed.
Artiklen handler om forældre, der forgæves henvender sig til skolen og beder om hjælp til deres mobbede børn. Langt de fleste oplever, at situationen bliver værre, når forældre kontakter skolen.
Lad os slå fast, at ingen går igennem livet uden at blive udsat for drillerier. Min holdning er, at drilleri kan være harmløst, og det først er, når det går over i decideret forfølgelse og chikane, at man kan tale om mobning.
I løbet af min skoletid har jeg flyttet skole flere gange. Fra den ene landsdel til den anden – og sågar til et af vores nabolande. Som ny i en klasse har jeg altid været udsat for drilleri på grund af min dialekt, men det fortog sig altid hurtigt, og jeg fandt mig fint til rette i den nye klasse på den nye skole i en anden del af landet – og sågar i nabolandet.
Jeg er også blevet drillet, fordi jeg i nogle fag var bagud i forhold til den nye klasse, men det blev altid opvejet af, at jeg i andre fag var lysår foran.
Drillerier kan jeg nikke genkendende til Jeg skal ikke gøre mig bedre, end jeg er, for jeg har også været med til at drille andre. Hvad lige popper op her og nu er, at jeg var med til at drille en klassekammerat, fordi hun ifølge rygtet ville dukke op som konfirmand i en kjole med lange ærmer. Vi andre skulle skam have noget på med vidde i nederdelen og korte ærmer.
Da konfirmationsdagen nærmede sig så meget, at tiden var kommet til at købe den eftertragtede hvide kjole, blev jeg præsenteret for flere modeller. Den, jeg bedst kunne lide, havde lange ærmer, men ikke tag mig det ben ud ad skabet, om jeg skulle have noget på med lange ærmer.
Mobberi er noget helt andet en både harmløs og grovkornet drilleri. Mobberi er, når en gruppe udser sig et offer, der forfølges. Der kan både være tale om fysiske og psykiske overgreb.
Nogle forældre er blevet affærdiget med, at der var tale om pigefnidder. Og det er ofte den rigtige forklaring, men der er kun en hårfin grænse mellem pigefnidder og decideret mobning.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om mobning foregår med lærernes accept og viden.
Nu har jeg nået bedstemor-alderen, og min skolegang var i perioden fra sidst i 1950′erne til sidst i 1960′erne. Altså i en helt anden tidsalder, hvor lærerne måtte lange øretæver ud, og hvor disciplinen især blev bygget på frygt.
Men jeg har oplevet lærere føre an i mobningen af en elev. Sommetider var mobningen lærerens projekt, og ville man være på god fod med læreren, så accepterede man mobningen af en skolekammerat – eller i det mindste måtte man se den anden vej.
Har lærere ændret sig fundementalt? Jeg håber det inderligt, og de lærere, jeg har et personligt kendskab til, er både passionerede og årvågne. Mit ærinde er ikke at mistænkeliggøre lærere, der for de flestes vedkommende gør et formidabelt arbejde under ofte hårrejsende vilkår.
Mobberi foregår ikke kun i skolegården. Fænomenet er velkendt også på arbejdspladser og i sociale sammenhænge.
Når voksne og fornuftige mennesker er med til at mobbe en kollega eller en person i en social relation – kan det så tænkes, at en lærer kan deltage i mobning af en elev?
Hvis du vil læse artiklen i Berlingske, så er her et link: http://www.berlingske.dk/article/20090907/danmark/709060076/
, Steffen Mortensen, Facebook
Der findes efter min mening kun én vej ud af det her. For det først kan forældrene ikke passe på lille “pusser” hele døgnet, og da slet ikke efter at institutionerne nu efterhånden fungerer som primær socialisator. Man er nødt til at udruste børnene med nogle redskaber, der sikrer, at der en forholdsvis sikkerhed for, at de kan klare sig selv i hverdagen. Mine tre børn går eksempelvis alle til Wing Chun, som er et meget effektivt kampsystem. Den almindelige socialist vil i den forbindelse indvende, at “det ikke kan være meningen, at vi er nødt til at ty til den slags”. Nej, fortsæt I bare i jeres virkelighedsfjerne drømmeland og lad endelig børnene betale prisen.
Sagen er jo, at alle har frakastet sig ansvaret for alt. Lærerne fylder os med gode hensigtserklæringer, og vender sig derefter om og glemmer alt om det. Se det i øjnene: I sidste instans er børnene alene; de er i langt de fleste timer af døgnet overladt til deres egen skæbne.
Vores velfærdsstat har spillet fallit, og dette er gjort under slagord som eksempelvis “Fællesskab”, der skal fungere som kunstigt åndedræt for et system, der helt indlysende ikke fungere, men som ingen tør pege på. Vi får ikke mere noget for vore skattepenge, forældrene har opgivet at opdrage deres børn, og skolen gider eller magter det ikke.
Hvis man virkeligt har et ønske om, at éns børn skal kunne klare sig i fremtiden, så er det vigtigt, at man i øjenhøjde forklarer dem om, hvad det er, de i fremtiden kan forvente sig, og i den forbindelse spænder socialisterne med deres ideologier ben for både dem selv og alle andre (der lader dem gøre det).