Forleden dag skulle jeg passe min søns børn – blot for nogle timer – da de selv skulle i biografen.
Det er to yderst velopdragne piger på hhv. 11 og 9 år, og medens vi sad og spiste spurgte den yngste: “Var der nogen i din klasse med sjove navne?”
Der gik lidt før jeg opfattede spørgsmålet, som det var stillet. Hun mente ikke fx. Orla og Egon, men “fremmede” navne.
“Æhh – nej du, da farmor var barn var der ingen fremmede i landet, der var kun danskere og så man endelig en neger på gaden, så vakte det opsigt!”.
Hun gloede på mig, somom jeg fortalte hende et eventyr, somom jeg stammede fra en anden tidsalder – men det gør jeg jo igrunden også.
“Er det rigtigt?” – sagde hun så med undren i stemmen.
Tja – jeg kunne også have fortalt hende, at er ikke heller var nogen narkomaner, ingen knivdrab, ingen ghettoer, ingen afbrænding af biler og ingen bander, rockere og ingen bistandslov – men jeg lod det være godt, med denne ene oplysning, som åbenbart gjorde indtryk på hende.
Datoen var iøvrigt 11. september og da jeg fortale dem om Tvillingetårnenes skæbne hin 11. september, sagde den store: “Det skal du ikke fortælle hende, så kan hun ikke sove”.
Det undrede mig faktisk, at de ikke vidste noget om “den sag” om ikke andet fra skolen, for det er jo en “historisk dato”, men det skyldes måske netop det faktum, at det er en “blandet” klasse, og man kan jo ikke have, at der skabes problemer – så hellere fortie - i den hellige konfriktskyheds navn!
, Steffen Mortensen, Facebook
Ja, vi oplever noget når vi passer børnebørn, eller er med i deres dagligdag.
Den store pige på 7 år skulle jeg køre til Badminton en eftermiddag.
Der var ca. en snes stykker både drenge og piger og en instruktør på holdet.
Børnene var vel i alderen op til ti år, de fleste havde selvfølgelig udstyret som sig hør og bør til denne sport, men der var en enkelt der faldt udenfor, og som jeg havde den allerstørste medfølelse med, en lille pige iklædt tørklæde, slaskekjole og GUMMISTØVLER, det virkede helt absurd, men der var ingen der mobbede og hun så ud til at være fuldt accepteret.
Jeg spørger mig selv, er det pigen der forlanger at gå til Badminton i den mundering, eller ved forældrene ikke at hun går til denne sport????
Integration er det i al fald ikke.
Tak for den, Ocean. Jeg vil foretage indledende undersøgelser i weekenden om hvor ringe det står til blandt mine børnebørn. Deres forældre bliver aldrig for gamle til en verbal r*vfuld.
Sammenholdt med den omsiggribende uvidenhed ved jeg, at jeg har den enorme fejl at tro viden er sådan noget der flyder fra mor til barn gennem navlesnoren, og resten var learning by doing. Da det vrøvlede heri gik rigtig op for mig var megen god tid gået tabt, og den sidste tid af mine børns barndom blev lidt videnspresset uden struktur. Karavaner, æg som symbol, pungdyrenes udbredelse,om at finde sig i tysk grammatik osv. Hektisk, siger jeg bare. De fik også en omgang mens de børstede tænder. Det er aldrig til at vide, hvornår sådan noget krapyl flytter hjemmefra, vel?
Sommetider overventede jeg på at den åbne nysgerrighed skulle vise sig før jeg læssede på. Med børnebørnene har det været helt anderledes. Viden, viden, viden. Ligegyldigt, hvad de spørger om eller hvad der undrer mig selv kaster vi os over det.
Hvordan forklarede man 11. september for seksårige amerikanere? Noget må man jo have sagt, men hvad?