Der er mange bidder af hverdagen, der fortæller gode og dårlige historier – sådan er det sikkert for os alle. Fortællingen af hverdagen kan aldrig gøres til en ophøjet sandhed, men de bidder vi oplever, er dog vores individuelle sandhed. Jeg har gode og dårlige ting i min hverdag. Jeg starter med den styggeste, måske fordi den plager mig mest. Den betød unødvendige plager for mit barn. Plager som jeg, set i bagklogskabens klare lys, burde have stoppet. Aldrig før eller siden har jeg haft så dårlig samvittighed.
Den lille bid, der handlede om min datters første skoleår:
Min datter startede i børnehaveklasse, glad og stolt som de fleste andre børn der gør det. Og som alle andre forældre, så syntes jeg, at hun var ALT for lille, til at skulle slippes ind på en stor skole. Men som storebroren før hende, så gik hun ind ad døren med stor selvtillid og helt tændt på at skulle gå i skole!
De kom igennem børnehaveklassen, og barnets vidnesbyrd var at ”hun er en god kammerat, der bekymrer sig om de andre”. Nøj hvor var jeg stolt!
I første klasse fik vi så fortalt, at den gruppe kurdiske børn, der var lavet special-klasser for, hver især var blevet tilknyttet en dansk klasse. Jamen det lød da fint og integrationsmæssigt FLOT. Til min datters klasse blev der først tilknyttet to, det var dog kun den ene vi nogensinde hørte om. Måske kom den anden aldrig, måske faldt han/hun bare ind.
Der var store kræfter sat ind, for at sikre integrationen. En del af skolen var afsat til kurder-klasser. Den del blev moderniseret, de fik musikterapi og alt andet der kunne hjælpe dem. Resten af skolen havde man så ikke råd til at gøre så meget ved. Men vi var faktisk ret stolte af, at have en kommune, der kunne afse overskud til den slags. Imens tilbød en del af os forældre, at male, sy gardiner og små-renovere resten af skolen – det satte fagforeningerne en stopper for. Man må ikke tage fagligt arbejde fra nogen – det er nok også ok.
I de små klasser kom de tilknyttede kurdiske børn så mere og mere i deres danske kontaktklasser – og her startede min datters mareridt. Det stod på ALT for længe, og har ekkoer helt op i hendes nuværende liv. Det kostede hende faglige bagslæb, som hun næsten har indhentet. Men hendes følelsesmæssige overlast tumler vi stadig med.
Min datter fik en stor del af sin barndom og hele sin tryghed ødelagt af misforstået hensyntagen til én eneste kurdisk dreng – og ikke mindst koret af mennesker der fortalte os, at vi skulle FORSTÅ, at drengen og hans familie jo havde haft det svært. Det er garanteret rigtigt, de har haft det stygt! Det betvivler jeg ikke ét sekund.
Alt alt alt for længe levede hun med prygl og nedværdigelser, imens vi forsøgte DIALOG med skolen og lærerne. Ingen vil jo være racistisk og ufølsom og den tone lå hele tiden over det – at det ville være racistisk at gøre noget ved det.
Efter al for lang tids dialog tog de kontakt til drengens familie. SÅ skete der noget!!! For kort efter stod der en mand fra drengens familie i fritidsordningen og truede med at ”den næste der klager over XXXXX slår jeg ihjel!” – da meldte vi pas og opgav dialogen. Vi flyttede hende simpelthen til en anden skole.
Det kan være svært at være taknemmelig i den slags sammenhænge, men lige hér var jeg taknemmelig for, at hun faktisk ikke var iblandt den flok drenge, som han havde fået samlet i et hjørne, imens han afgav sin trussel. Det gik ud over helt uforvarende drenge i hendes alder.
Gud ske tak og lov havde de ikke røbet hvem XXXXX’s offer var.
I dag ejes vores lille by af 2.g’s libanesere og kurdere, ingen af vores unge færdes der mere. Vi viger når vi ser dem komme, for vi tør ikke andet.
De færdes i den smule natteliv der er her, som ejere. De går ind på de 3-4 værtshuse der findes, rækker ind over baren og tager hvad de skal bruge i kassen. Ingen gør noget, for ingen tør. Det er slut med at ringe til politiet, for de kommer sent herude og det straffes prompte med tæv. Da den første værtshusejer var slået gul og blå af “ejerne”, så holdt de op med at ringe efter hjælp.
Og DET er virkelighed! Det er ikke smukt eller skønt – og I guder hvor ville jeg ønske at det var anderledes. Men det ér virkeligheden her! I vores lille provinsby.
, Steffen Mortensen, Facebook
Gasse, jeg har netop i aften/nat lagt et lille indlæg med bøn om teknisk assistance til download, så alle, der var interesserede, kunne se femogtredve minutters eksempler på, hvor galt det kan gå i godhedens navn, når man altfavnende giver sig romantikken i vold.
Det er en sørgmunter affære alt i alt.
Fem mennesker – to fornuftige – tre savlere.
Hvad kan vi regne med skete i hovederne på ”skolebestemmerne” i jeres område? Når der gøres noget ekstraordinært og uventet for mennesker kommer man i reglen i festhumør. De mennesker som ankom der for eks antal år siden blev så ikke særlig glade af at blive godt behandlet. Ih altså, jeg kunne godt lide at vide hvorfor.
Sidder og tænker på, om et eventuelt forbehold overfor ørknernes sønner din datter kunne tænkes at tage resten af sit liv vil blive kaldt fordomme, fobi eller bare ”menneskesyn”.
Hvor mange mange danske børn gik det mon som din datter? Det kommer antagelig aldrig frem, for der har vi de virkelige ofre.
Hvor mange uduelige skolefolk og kommunerødder har gjort sig kloge – for at komme i AVISEN?
Det er hamrende synd for mennesker, at de ikke kan eller vil være i deres hjemlande. Godt det ikke er mig. Det takker jeg mine forfædre for. De gik te’den.
Jeg tumler lidt med eksempler på en teori om forskellige former for goldhed og skumfiduser.
Hvis religion er én selv ligegyldig og den ligegyldighed er en privatsag man ikke bliver hørt i, så bliver andres religion mærkværdig vigtig, beundringsværdig, æreværdig (ikke en stavefejl) og hamrende hellig. Jo værre jo bedre.
For år tilbage havde jeg en herre fra Eventyrernes Klub til bords engang, som begejstret fortalte om fortæring af spædbørn på Kongens fødselsdag i et meget, meget fjernt land. Guderne ville så skænke kongen et langt liv. Helt logisk, men mødrene var ikke altid helt med på den. Nogle af dem prøvede af og til at myrde kongen. Det var de ikke dygtige til, og så blev de smidt i en småsimrende vulkan.
De muslinger jeg havde i munden vidste ikke rigtig …, men så sagde min bordherre:
”Tag det ikke så tungt. Det kunne jo aldrig foregå i Danmark.”
Jeg vil undersøge, om han lever endnu og så bede ham gentage den sidste sætning.
Om det er spædbørn i skiver eller sharialov – evig ungdom eller tooghalvfjerds jomfruer. Forskellen er akademisk.
Og så ville det være gavnligt, hvis påstanden om at alle mennesker er ens kunne kastes for løverne eller ned i kvindevulkanen.
gasse – jeg er himmelfalden – intet mindre!!
Jeg kommer til at tænke på Kuklux klan, som i virkeligheden opstod som en følge af den amerikanske borgerkrig og de meget restriktive forhold for sydstaternes hvide befolkning.
Idag tror de fleste mennesker, og ikke uden grund (pga. div. films) at klanen er helt igennem ondsindet, men den opstod fordi man gav de frigivne negre alt for vidt spillerum, og det er der ikke nogen “uopdragne” mennesker, der kan tåle, uden deres opførsel går over gevind!
De, der deltog betragtedes som helte (bare læs Borte med Blæsten)
Måske var det på tide at noget lignende kom på tale her, men jeg er bange for, at det er for sent.
Iøvrigt mener jeg:
Med ondt skal ondt fordrives – godhedsindustrien har jo spillet fallit for længst!