Han hedder Alex Ahrendtsen, og han er 1. viceborgmester i Odense, hvor han er valgt for DF.
Indtil for nylig var det de færreste udenfor den fynske hovedstad, der vidste, hvem han var. Men så skrev han en bog med titlen Når danskere bøjer af.
Sådan noget skriver man ikke ustraffet om, for empater, rosenkinder og multikulturister står på spring for at lukke munden på de formastelige, der ikke synes om den stigende islamisering af vores land – og hele Vesten med for den sags skyld.
Lad mig skynde mig at fortælle, at Ahrendtsen og undertegnede har noget til fælles. Nemlig rødder i Odense og især i Vollsmose Sogn.
Jeg flyttede til Vollsmose i somemren 1970 med tre små børn. Hillemænd, vi fik varmt vand i hanen og et badeværelse med et rigtigt badekar. De små gasblus blev erstattet med et komfur, og vil I tænke jer – vi havde også køleskab.
Hvad vi også havde i Vollsmose var masser af luft, grønne områder, børneinstitutioner, skoler og med tiden kom der styr på indkøbscentret, der helt ærligt ikke var noget at prale af dengang.
På et tidspunkt fik jeg den ide, at jeg gerne ville være lærer, og jeg fortalte både mig selv og min omverden, hvor vigtig uddannelse og indlæring er. Jeg var på venteliste til en plads på Odense Seminarium, og i ventetiden kunne jeg jo passende prøve mine pædagogiske evner af som løs vikar.
Jeg blev lynhurtigt tilknyttet skolen i Vollsmose, og det blev en blandet fornøjelse. Der var alt for mange børn på skolen, og ethvert tænkeligt lokale blev inddraget til undervisning. Det var helt rimeligt, at man gik i gang med at bygge bydelens anden skole.
Allerede dengang midt i 1970′erne var de første indvandrerbørn dukket op på skolerne. Der stod de tyrkiske piger med deres karakteristiske tørklæder og de pakistanske piger med deres slørlignende sjal, der ustandselig blev hevet op over hovedet.
Nej, indvandrerbørnene udgjorde ikke noget problem dengang. Nok var de anderledes og gjorde et stort væsen ud af at være anderledes, men de var ikke så mange.
Siden har forholdene ændret sig dramatisk i Vollsmose, og det er den moderne bydel, Alex Ahrendtsen skildrer i sin bog. Samt det omgivende samfunds reaktion på, at hovedparten af beboerne i Vollsmose ikke længere er danske lavindkomst-familier.
Alex Ahrendtsen kan knap skjule sit chok og sin forargelse over, at byens ledende politikere kaster sig i støvet for en kultur, der har været i landet i rundt regnet 40 år.
Halal-mad i offentlige institutioner, badeforhæng, tørklæder, tilslørede kvinder – og en borgmester, der inviterer til officiel middag på rådhuset for at fejre ramadanens afslutning.
Det er sådanne episoder, Alex Ahrendtsen beskriver, og for det kaldes han af SF for væmmelig og frastødende.
Bogen er udgivet af Trykkefrihedsselskabet, og hvis nogen har lyst til at læse forfatterens tale, da han i den 2. september fortalte om sin bog ved et arrangement arrangeret af Trykkefrihedsskabet, så ligger den her:
, Steffen Mortensen, Facebook
Jeg husker borgmesteren fra dengang vi begge arbejdede i Bilka i Odense i weekenderne….nå, ja – og så har vi haft den samme kæreste, men det er en anden historie. Jeg anede ikke noget om, at han interesserede sig for politik, når vi sad ved sidden af hinanden i bussen på vej hjem. Han var en virkelig hyggeonkel, men set i bakspejlet, kan jeg godt se, at han var en “pleaser”, hvilket der sådan set ikke er noget galt i, hvis ikke det var fordi, at han er borgmester for en stor dansk by med et muslimsk problem, der absolut ikke fordrer den slags gemytter.
Jeg er altid på vagt overfor pleasere. Jeg kan også sagtens selv finde på at holde mund for husfredens skyld …. ja ja grin bare jer, der kender mig, men det er da sket. Jeg husker tydeligt en dag i 1992 ….
Nå men. Jeg mener da ikke, at man skal søge konfrontationen bare for konfrontationens skyld. Men når tilstrækkeligt mange bøjer af, som Ahrendtsen fortæller om i Odense, så bliver de til det tavse flertal. Og tavse flertal er dødsens farlige.
Jeg kender ikke Odenses borgmester. Jeg flyttede fra byen i 1978 og har kun været tilbage på familiebesøg.
Væmmelig og frastødende!
Hvor underligt, forvrøvlet og uheldigt.
Hvad er det mon SF – og de Radikale med, for den sags skyld, finder så yndigt ved den ‘kultur’? Jo jeg har skam læst koranen. Jeg bryder mig heller ikke om 1000 & 1 nat.
Fedt flæsk og svulstige skumfiduser.
At småkårsfolk, trælle, rækketungeunge og ikkesåkvikke ‘gik over’ i de gode gamle dage kan jeg godt forstå. Sådan da. Nogen har trangen – til at krybe – i blodet. At herske over andre – via en religion – når der er totalt mangel på noget personligt at byde på.
Nasar Khader skriver i sin anmeldelse af Når danskere bøjer af:
*Når man har læst bogen, er man ikke i tvivl om, at der her er en mand, der kæmper for sin sag. Man er heller ikke i tvivl om, at ethvert forsøg på dialog uanset med hvem, ifølge Alex Ahrendtsen er ensbetydende med et knæfald for fundamentalisterne, og det er om ikke bogens svaghed, så Alex Ahrendtsens svaghed, at han på intet tidspunkt skelner mellem muslimer og islamister eller fundamentalister.*
Som ældgammel dansker påstår jeg ikke, at tilhængere af Muhammed er en gang grød eller vælling. Nogle er sikker værre end andre. Mere beviste og korankyndige.
Måske er der vitterlig forskel på muslimer, islamister og fundamentalister. Det er ikke til at vide. Se venligst eller uvenligst Vikingmamas meninger om ”det tavse flertal”.
Og Nasar Khader! Startede han ikke Moderate Muslimer? Var der ikke noget med, at de gik i deres mor igen, da Khader – som forudsagt – hoppede fra efter et års tid?
Khader, muslim, kan ikke gå frit og sikkert i Danmark. Den eneste løsning på det lille men kostbare problem må være, at der ikke findes muslimer i Danmark. Vi kan ikke se forskel på en muslimsk skattebasse og en ditto skiderik. Det kunne de heller ikke i New York, i London eller nogle af de andre steder, hvor velintegrerede, åbne unge mennesker havde lagt deres særlige planer.
Over alt i den vestlige verden er det fuldstændig synligt, hvad der er gang i. Hvis det skal udråbes som racisme, at registrere det, så har ordet og begrebet bare overlevet sig selv. Sammen med menneskesyn, rummelighed, empati og flere af samme skuffe jeg allerede har glemt.