Nu kunne jeg godt tænke mig at diskutere en sag - ting, der er yderst tabubelagt, men ihverfald noget jeg af og til spekulerer på uden egentlig at have lejlighed til at diskutere det med nogen som helst.
Nuvel – vi har et dødskriterie, der hedder hjernedød – meget belejligt, da man har brug for organer! Det har jeg sådan set ingen problemer med, da det er en frivillig sag, som folk kan tage stilling til via livstestamenter, længe inden dagen oprinder.
Når vi nu har et dødskriterie, burde vi i den anden ende af livet ikke også have et livskriterie?
På een måde har vi, da vi har fri abort, som naturligvis også er frivillig, men – og nu er jeg fremme ved sagens kerne -
Burde det, med al den teknik, der er til rådighed være “tilladt” at bringe et liv til verden, som man i forvejen ved, ikke bliver noget “rigtigt liv”, at dette liv kun kan opretholdes via en mængde tekniske finesser, hjælpemidler og hjælpeforanstaltninger?
Lad det være sagt med det samme, at jeg ikke taler om racehygiejne, men om den “egoisme”, der ligger i, at bringe et liv til verden, der hverken er til glæde for sig selv eller andre, som hverken kan sanse eller samle eller kommunikere med andre – et liv der ofte ender med at forældrene opgiver kampen og barnet ender på en institution.
Min mor fødte engang i 50-erne et “dødfødt” barn, der efter sigende var multihandicappet, men altså død?
Jeg har tit spekulet på om det virkelig var tilfældet, eller om det var en stiltiende “aftale”, læger og sygeplejersker imellem, at det ikke kunne leve?
Ihvertfald så ingen af mine forældre det døde barn, “fordi man ikke mente, at det var godt for dem”, og det accepterede de, hvilket jeg sagtens kan forstå, jeg mener, skulle de også ovenpå sorgen konfonteres med “noget”, der måske dårlig nok lignede et menneske – nu havde de i det mindste mindet om deres lille dreng, men ikke nogen “grimme” billeder på nethinden.
Det jeg tænker er, skal mennesker tvinges til at tage stilling til noget så følelsesladet, eller burde det overlades til professionelle at afgøre den slags?
, Steffen Mortensen, Facebook
Lidt pudsigt sådan i en periode, at rende ind i tesen ”mennesket er noget særligt” på forskellige ledder.
Mennesket kan åbenbart tillade sig hvad Fanden det skal være, og skulle der vise sig rynkede bryn holdes idiotskjoldet automatisk op.
Jeg er et menneske.
eller
Jeg er kun et menneske.
alt efter hvad der skal opnås.
Igen, igen – som om det var noget at være umiddelbart stolt af. Jævnfør: Ære! Respekt!
Men så har vi jo Etisk Råd! Det er ikke småting det blander sig i. Liv og død. Andres liv og død vel at mærke. Men det er vel nødvendigt, når VI ikke selv kan finde grænserne for humananstændig opførsel. (humananstændig er ikke en slagfejl. Selv ret små dyr kan nemlig opføre sig både anstændigt og u – overfor hinanden)
Meget af det der foregår udenfor offentlighedes søgelys kommer ind under: ‘fordi vi kan’ eller ‘grundforskning’.
Vi kan ikke godt undvære grundforskning, med mindre vi bestemmer os til, at nu er vi kommet langt nok – og det sker ikke. Det er både det gode og det dårlige ved menneskeracen. Vi er opfindere.
Med ‘Fordi vi kan’-konceptet stiller det sig anderledes. Her kunne menneskene vise et glimt af at være noget af det ‘særlige’, frem for andre væsner, det påstår, men desværre. En superswåpser.
Midt i halvfjerdserne var min mand kaldt til møde på Børnehospitalet på Fuglebakken, Frederiksberg. Han var medicinalkonsulent og sat stævne af en oversygeplejerske på en afdelingen med blandt andet multihandicappede småbørn.
Hr konsulenten var fuldstændig uforberedt. Kvajet havde ikke sat sig det mindste ind i hvad MULTIHANDIKAPPET kunne stå for.
Kort sagt – han fik et chok af dimensioner De første nætter derefter kunne han ikke sove, så gik han over til jævnlige mareridt, som han havde livet ud.
- ”Der var en lille dreng, to år, med et kæmpe hoved, større end mit. Han sad op, helt stille med skråpuder, pøller og snoretræk. Hovedet blev støttet af et stativ – ligesom en omvendt vinballon. Halsen var som en lille stilk og tynd, tynd hud voksede over han bittesmå øjne. Hænderne var ikke større end gafler og med kun fire fingre. Der var kun én sygeplejerske, som kunne få ham til at vise han var der.”
Somme tider huskede min mand også andre glimt af flere af de arme unger, hvis eksistens jo måtte være resultaterne af et FORDI VI KAN? For et resultat af etisk tænkning kan det jo ikke være. Vel? Eller et krav fra forældrene?
At føde et barn, der ikke kan blive et så kaldt normalt menneske må være næsten ubærligt, men det vil være umenneskeligt, at holde fast bare FORDI VI KAN.
Jeg minder om den udbredte opfattelse af, at mennesket er noget særligt.
Det er et utroligt svært spørgsmål Ocean, og som du nævner lidt tabuanlagt.
Nogle gange véd naturen bedre, ment på den måde at mange aborterer ufrivilligt, fordi barnet ganske enkelt ikke vil være levedygtigt.
Men lægevidenskaben er også blevet så dygtige at de i tilfælde går over stregen, og ved hjælp af al mulig teknik vil bevise, ja hvad?, at de KAN?
Måske endda i tilfælde for at forske yderligere, istedet for at tænke på at det er et levende menneske, som istedet kan blive udsat for meget svære smerter, og alligevel ikke leve ret længe.
Mange tak hemeka, for dit “overordentlig malende billede” og i det hele taget vægtige indlæg af lige netop det, jeg er fortaler for.
Det er ganske enkelt meningsløst, og helt uden perspektiv, at holde liv i noget “menneskelignende” bare fordi man kan!
Det er igen denne omsiggribende misforståede “godhed”, der gør sig gældende.
Det er ikke, efter min opfattelse, godhed, at lade sådan en skabning leve – det er ondt – ondt mod forældrene, ondt mod barnet, og en unødvendig belastning for samfundet – hvis det hele skal med.
Du minder os om opfattelsen, at mennesket er noget særligt.
All Right – hvad er det så, der gør mennesket særligt – Tingen ved tingen, som Platon ville have udtrykt det?
Ocean – Det er kun hver gang jeg ser op, jeg bliver i tvivl om, hvorvidt mennesket er noget særligt – underforstået, godt og positivt, ansvarligt og uundværligt – en gevinst for kloden. Et væsen det har været ulejligheden værd at vente på, så vi kan komme videre.
Mennesker kan kun bedømmes og måles i sammenligning med – hvad? – hvis det er så enestående?
Vi ved vi skal dø, og det bliver ikke alle milde og gode af.
Nogen bruger den viden til at sætte sig spor. Skriver romaner, operaer, konfirmationssange, danser ballet, river fjer og dun af levende ænder og gæs, får børn med vilje og de særeste, kurerer en mørkeræd, tilbeder guder, skovler i sig fra trepanerede levende aber, foragter deres forældre, udnytter alle mennesker, starter en krig, forliser en fred.
Vi ved så udmærket, hvad vi gør – selvom det ikke altid lige ser sådan ud. Nogen gør ikke noget – trækker blot vejret og nyder udsigten.
Mennesket er født grundforsker. Kunsten må bestå i, at se begrænsninger – i tide.
Viden om døden er ikke forbeholdt mennesket. Hvaler, delfiner, blæksprutter og primater, huskatte og elefanter – for eksempel – ved det også – bare fritskrabet for filosofiske kvababbelser. De er ikke religiøse og læser ikke Søren Kierkegaard og den slags – heldige asner.
Teknisk er mennesket vel ”noget særligt”, men det må være os selv der skal bevise, at det er sådan. Somme tider er det lige ved at lykkes, men så sker der et eller andet. Grøden brænder på eller nogen tegner en tegning.
Tak fordi du bringer så stort et spørgsmål op Ocean.
Jeg er jo en af denne verdens kynikere, der ikke tror på, at alvorligt multihandicappede er til glæde for andre end omsorgsbranchen.
For nok en halv snes år siden fulgte jeg en debat på tv om netop det perspektiv at fravælge handicappede fostre. Og lad mig skynde mig at sige, at der ikke var tale om flyveører, skæve fingre eller læbe/ganespalte.
Der sad to grupper overfor hinanden – den ene var helligt forarget over, at man overhovedet kunne få den tanke at vælge et barn fra “bare fordi” det led af en alvorlig sygdom eller havde handicaps, der gjorde, at de aldrig kunne leve det, som vi definerer som et rimeligt normalt liv.
Debatten bølgede frem og tilbage, og blandt publikum var der en ung mand, der led af cystisk fibrose. Han fik spørgsmålet “Hvad tænker du, at hvis teknikken havde været der, da din mor ventede dig? Hvad føler du ved tanken om, at du kunne have været en abort?”
Den unge mand svarede, at hans liv ikke var misundelsesværdigt, og hvis lægerne havde kunnet stille diagnosen, da han lå i moders liv, så ville han have været lettet over ikke at være blevet født, for ingen burde leve et liv med en så alvorlig og angstprovokerende sygdom.
Jeg er så træt af, at når denne debat popper op, så kommer automatreaktionerne også. Altså hvor forargeligt det er, hvis forældre bare ønsker sig et sødt og rask barn og ikke magter opgaven med et alvorligt handicappet barn.
Er der nogen af jer, der har læst Bertel Haarders biografi? Hvis ikke, så gør det – og læs især kapitlet om sønnen.
Drengen var en helt almindelig sund og rask knægt, der snart skulle i skole. Pludselig ændredes familiens liv, for den lille dreng blev ramt af alvorlig sygdom. Jeg husker ikke lige diagnosen, men det var vist noget med betændelse i hjernen.
Drengen kom aldrig i skole, og han fik ikke et normalt liv. I dag er han multihandicappet, og en af hans største glæder er at komme med ud og køre en tur i fars bil.
Haarder fortæller om forløbet, der burde være forbudt for børn, og en af hans konklusioner er, at hans familie magtede opgaven, fordi den trods alt er veluddannet og velstillet. Og fordi han og konen har et godt og bundsolidt ægteskab. Han fortæller også om de familier, der opløses, fordi forældrene ikke magter opgaven, og det er for det meste en ressourcesvag mor, der lades tilbage med en umenneskelig byrde.
Nu kan jeg jo sagtens vigte mig af, hvad jeg ville vælge, hvis jeg ventede barn og erfarede, at det havde en alvorlig diagnose og prognose. Jeg mener, her i mit tresindstyvende år er situationen ikke aktuel for mig.
Men jeg har jo øjne og øren, og jeg erfarer lidt hist og her.
I min nærmeste kreds er der en ung kvinde, der kalder mig mor. Hun er ortodoks jøde og går ikke ind for prævention.
Hun blev gift, da hun var et par og tyve, og snart efter blev to til tre. En yndig og velskabt datter var født. Året efter kom næste datter – lige så fin og velskabt.
Da den tredje datter blev født, stod det klart, at noget var helt galt. Pigen havde Downs Syndrom, og min pige blev sendt hjem med den nyfødte og besked om at vænne sig til sit barn. I øvrigt var der intet i forældrenes gener, der kunne forklare naturens lille ondskabsfulde lune med denne lille pige. Og det kunne ikke ske igen.
Halvandet år senere blev familiens fjerde barn – og den eneste søn – født. Med Downs Syndrom.
Pigen er en charmetrold, der på mange måder minder om gakkakkerne, som vi alle lærte at kende og holde af. Hun skal nok klare sig med lidt ekstra støtte hen ad vejen. Jeg kan sagtens forestille mig hende i egen bolig, når hun når den alder.
Derimod er situationen mere problematisk vedrørende drengen. Han er næsten 10, er stadig ikke renlig og har et meget mangelfuldt sprog. Om man så sætter 10 pædagoger på ham, så får han aldrig et normalt liv.
Om min pige ville have valgt abort, hvis hun havde vidst, hvor slemt hendes søn ville få det, tror jeg ikke. Meget religiøse mennesker har en tendens til at nægte at tage stilling til store dilemmaer. I øvrigt har hun fået yderligere to børn. Begge raske piger.
Det er en del af jer bekendt, at jeg sidste år sad ved to dødslejer. I det første tilfølde var det min niece, der havde status som datter. Da det stod klart, hvad vej, det sandsynligvis ville gå, gjorde vi klart overfor lægerne, at der ikke skulle kæmpes for livet, hvis det medførte, at en glad og aktiv ung kvinde skulle tilbringe resten af livet som en grøntsag på et plejehjem.
Selv om det var smertefuldt at sidde med hende i hånden, da hendes liv stoppede, var der også en lettelse inderst inde. Hendes liv kunne ikke reddes, så hun fik lov til at dø i fred og med værdighed.
Få uger senere var det hendes mor, der skulle herfra. Heldigvis havde hun selv skrevet under på diverse dokumenter, hvor hun afskrev al form for livreddende og livsforlængende behandling. Det var hendes beslutning, og jeg vidste besked, så det kom ikke som noget chok. Hendes liv kunne have været reddet, men til hvad? Til at få det dårligere og dårligere med en snævrere og snævrere radius?
Jeg tror også, jeg vil have sat min underskrift på dokumenter, der redder mig fra at blive reddet for enhver pris.
Jeg kunne tænke mig, at man lavede en undersøgelse over, hvordan disse “reddede” har det efter nogle år. Der er selvfølgelig grænsetilfælde, og det er nok det, der gør det svært at tage stilling til, hvem der skal have den fornødne hjælp og hvem ikke.
Når man tænker på for tidligt fødte børn, så vil det være muligt at tilse dem helt op til voksenalderen, idet de fleste af dem har en eller flere følgesygdomme. Alt afhængig af hvor tidligt disse børn er født.
Denne undersøgelse er aldrig blevet offentligjort, og jeg tror, det er fordi folk ville blive chokerede over at se, hvad det er de ønsker for disse børn.
Kan I huske Huxleys “Fagre nye Verden”. Er det der vi er på vej hen?
Etisk råd har en tendens til at tage et religiøst hensyn, altså at hvis der er skabt et liv, skal der gøres alt for at redde dette. Men på et tidspunkt vil man måske forsøge at “forbedre” dette liv, med visse formål for øje. Man skal passe på med at falde på halen for al videnskab.
I naturen dræber moderen sit afkom, hvis hun kan se, at disse ikke kan overleve. Har vi noget at lære her?
Og så er denne tendens til, at ingen vil tage ansvar for døden, men gerne dømme til et usselt liv.
Det er virkeligt svært. Ikke mindst når man får det ansvar og skal give lov til at slukke sin elskede fars respirator. Det er frygteligt.
Dog nåede 3 andre at komme, og de talte til ham, men så lagde jeg mærke til monitoren ved siden af. Det var det værste, for hver gang jeg talte til ham steg aktiviteten. Jeg nævnte det, og det var tydeligt for de 3 andre, men jeg vidste også at der intet var at gøre.
Men han reagerede åbenbart på min stemme. Jeg havde meget svært ved at slippe min fars hånd. Min dejlige, kærlige far.
Det er forfærdeligt at vente på at de piler alle slanger væk, og skal vente på at døden indtræder.
Det skete efter ½ tim. og så kunne vi lige igen sige farvel til min far.
NEJ, dette burde jeg ikke have fortalt, men alligevel er det godt. Men jeg, tårene triller bare lige nu.
NEJ, dette burde jeg ikke have fortalt, men alligevel er det godt. Men jeg, tårene triller bare lige nu.
—–
Det gør ondt at sige farvel for evigt til et elsket menneske. Er det en lille trøst, hvis jeg i tankerne rækker dig en kleenex?
Cris – Den største kærligheserklæring du kunne give din far var at give ham fri på trods af den ret du, som nærmeste pårørende, pludselig var udstyret med.
Det er så svært at ikke at være egoist, når det gælder mennesker vi elsker. At give slip, mens der endnu er et alternativ, er det aller sværeste.
Årh ja, det er nærmest umuligt som voksen, at undgå at tage afsked med et elsket menneske. Jeg sad også ved min fars dødsleje – men det gik hurtigt – gudskelov (massiv hjerneblødning). På et døgn var han væk og det var naturligvis meget svært for min mor især, da det kom så pludseligt, men jeg er taknemmelig over, at han aldrig vågnede op fra komaen, for jeg ved jo, at han ville have været en grøntsag, og det “fortjente” hverken han selv eller min mor at opleve.
Desuden var han alt andet lige en bedaget herre på 85, men sorg er jo sorg.
Vi blev altså sparet for at tage stilling til selve dødstidspunktet, og det er jeg også taknemmelig for. Dog bekymrede det mig, at far havde en “pacemaker” og jeg var i tvivl om at denne tingest ville holde ham i live, men lægen, som jeg talte med “beroligede” mig med, at det ikke ville ske.
Nu var det jo sådan set “livskriteriet” vi drøftede, men godt at få med,at også “den anden ende af livet” har sine problemer.
Mao. Det er meningsløst at forlænge et liv, der alligevel er udsigtsløst såvel i den ene som den anden ende af livet.
Hvis det skulle være smuttet for nogen i den tid vi har ‘kendt’ hinanden, så er jeg en af Fandens såre sure Sidser.
Med jævne mellemrum køres kampagner for, hvad befolkningen skal gøre, for at blive regnet med til det gode selskab. Melde sig til donorregistret for eksempel.
Mig forekommer det usmageligt – fordi det ikke kædes aturligt og rimeligt sammen med et lovmedholdeligt LIVSTESTAMENTE.
Jeg meldte mig som organdoner i 1967, men da det, efter års arbejde for at få anerkendt ‘bevægelsen’ MIT LIVS TESTAMENTE, udmundede i at den lovgivende del af galehuset end ikke ville lytte til borgernes ønsker, meldte jeg mig ud af arkivet. Vi ville ikke lege ‘bytte købmand’, men have balance. Og logik, tak.
Naturligvis kan og bør man oplyse og appellere til borger- og samfundssind, men på en anstændig måde. Bed pænt. Jeg er (var) ikke bestemt til at være reservedelslager på gratissiderne.
Nu er det jo ikke en ‘tonedebat’ Ocean har startet, men hvor har den, tonen, meget med udfaldet af beslutninger om liv og død at gøre.
Hvis vi nu forestiler os en folkelig diskussion om grænser for, hvornår et foster eller en nyfødt skal forsøges holdt i live, så vil de første på debatscenen antagelig være forældre til de børn der var i live, men slet ikke havde haft det forventede held med sig.
Mit gamle hjerte bløder for hvert forventningsfuldt par, der skuffes, men der må sættes grænser for forsøg og eksperimenter bare – fordi vi kan.
Jeg har lyttet til timelange foredrag om det berigende i at have mere eller mindre hjerneskadede børn. Mangfoldighed, mine damer og herrer! Beretninger om at få et smil fra en lille størrelse med hjerne som en hasselnød må til. Enhver må vel have brug for noget at klamre sig til, når realiteterne ved et egoistisk valg virkelig går op for en.
Helt trivielle graviditeter og fødsler kan godt resultere i, at der alligevel er noget galt i større eller mindre grad. Det må være der alle ressourcer sættes ind – fordi vi kan.
Desværre er der en tendens til, at ingen rigtig tænker på, hvad der sker med barnet, når forældrene dør.
Disse børn ender i offentlig forsorg til en tilværelse, de ikke forstår.
Jeg ved et tilfælde, hvor begge forældre er døde, og nu har hendes søskende dårlig samvittighed over ikke at kunne besøge denne ulykkelige pige så ofte. Hun græder og forstår ikke, hvor hende far og mor er henne.
Man har nu i ren egoisme skabt en familie, der lever med kronisk dårlig samittighed.
Hendes søskende har børn og nærer derfor ikke noget ønske om at tage pigen hjem.
Lutter ulykke.
Jo louise – jeg tænker også på dette.
Hvor langt og hvor vidt vi skal gå i vore “bestræbelser” for hvor grel en “fejl” må/kan være, før der “frasorteres”, er meget svært at vurdere – ihvertfald som lægmand, men lægerne har den nødvendige viden til at vurdere – og hvem ved – måske finder det allerede sted til en vis grad, som en slags stiltiende overenskomst – jeg tror det, hvis ikke lige der er en religiøs – eller anden slags fanatiker blandt plejepersonalet, der i den misforståede godheds navn, gør det umuligt.
Ihvertfald bliver der ikke talt højt om den slags – vi kan jo blot se på de “historier” fra den anden ende af livet, hvor der rejses tvivl om hvorvidt en god sygeplejerske er kommet til at føre morfinsprøjten lidt for lemfældigt, så hun er kommet til af afkorte den døendes lidelser med en dag eller to.
Uhja, Louise – jeg har også set enkelte tilfælde lig dem du nævner. Det drejede sig om mongolbørn. Det var hjerteskærende.
Jeg kommer også til at tænke på ”de gamle forældre”. Egoisme der virkelig er til at få øje på.
Førstegangsfødende på 68.
Hvor kvalmt og uhyggeligt.
Ocean – Hvad synes du så om, at en læge eller sygeplejerske igen og igen konfronteres med disse svære valg, eller hvad man kan kalde det.
Den smerteplagede døende.
Det multihandicappede lille barn.
De pårørende der tigger om enten det ene eller det andet.
En jysk politiker med mototvejssyndrom sagde: De kan jo bare pas’ der’ arbejd’.Så er’et som det er.
Ham ville jeg så gerne sparke tænderne ind på.
hemeka – jeg har ikke noget regulært svar, men jeg ville synes,rent overordnet, at har man ikke det fornødne “mandsmod” og “karisma”, som et fag kræver, så bør man vel skifte job.
Jeg har sagt det før, men vil da gerne gentage det – i mit fag (ergoterapi – vil visse vide)blev det banket ind med syvtommersøm: “Vær professionel”!!!
Alle fag, der har “noget med mennesker” at gøre, har sine svære overvejelser, og du hjælper ikke mennesker ved at trøste og klappe dem på ryggen, men derimod overvejer nøgternt pro et contra, hvad der er bedst, i den givne situation.
Dermed mener jeg ikke at man skal være kold og hjerteløs, slet ikke, men forsøge at tage udgangspunkt i personens “totalsituation”, som det hed!
Dette kan man ikke, hvis det kun er hjertet og følelserne, der taler!
Her på Frederiksberg, har vi et privat plejehjem, som er et billede på netop det, jeg kalder på. Jeg husker ikke lige navnet, men det har været vist i tv flere gange.
Dette plejehjem har en karismatisk leder – Thyra, som flere gange har været indstillet til prisen: “Årets Dansker”.
Hun er top-professionel, men hun går helt sine egne veje.
Hun gør nemlig folks livsaften til en dejlig oplevelse – behøver jeg at sige, at der er vild rift om at komme til at bo der.
Det undrer mig at ikke andre tager Thyras model op til overvejelse.
Er det hende du mener (via Lars Pind) Så hedder hjemmet LOTTE.
http://larspind.com/da/2009/09/tyra-frank/
?
Frisk nyt fra avisen:
Downs syndrom næsten udryddet
Brita Mannick Laursen, formand for Landsforeningen Downs Syndrom, er forfærdet over udviklingen.
- Der bliver brugt kæmpemæssige ressourcer hver eneste dag på at drive klapjagt på mennesker med Downs syndrom. Det er meget diskriminerende, siger formanden, som selv har en datter på seks år med mongolisme.
”I landsforeningen for udviklingshæmmede, LEV, er formand Sytter Kristensen også ærgerlig over, at der nu fødes så få børn med Downs syndrom.
Ifølge formanden fjerner man en gruppe borgere, “som i stor udstrækning har været ambassadører for de udviklingshæmmede”.”
Sådan ser det altså ud! I følge JP’ forbrugermagasin. Og der plejer man jo ikke at nøjes med formodninger.
http://fpn.dk/liv/article1835311.ece
Netop hemeka – det er “Lotte”, jeg mener, og Thyra Frank er formidabel.
De gamle får lov til at få rødvin til maden, og der er heller ikke noget rygeforbud – “Leve og lade leve” er åbenbart Thyras princip.
De går ikke så meget op i lidt skidt i krogene eller om beboerne bliver vasket eller kommer i seng til bestemt tid – det er alt sammen efter behov – “kundernes” behov og lyst – vel at mærke.
Glemmer aldrig at hun i et tv-interview sagde: “Vi følger hellere beboerne på toilettet end at give dem en ble på, og så sparer vi jo 10,- kr. hver gang – det er også penge”.
Hun glemt at tilføje, at man så også undgår at tage værdigheden fra beboeren, men det turde vel være klart for enhver.
Jeg vil skyde på, at de heller ikke bruger mange “basseører” på antidepresiv (læs: passiverende) medicin.
Til dit andet indlæg om Downs har jeg kun at bemærke: “Ja det ville da være skrækkeligt for de ansatte og alle deres medløbere, at de pludselig skulle blive arbejdsløse!!”
Professionel, jo vist, det får man jo sin hyre for, men hvornår skal man så, i jobs med umiddelbar adgang til andres liv og død, søge et andet erhverv? Det kan jo blive for meget på mere end én måde. Eller for lidt.
Jeg arbejdede som beskæftigelsesvejleder på et A-plejehjem i tolv år, og det var vist godt systemet er så viseligt indrettet, af min faggruppe ikke lige kan dreje lidt på hanerne. Jeg stod aldrig med ansvaret. Jeg skulle aldrig sige nej, hvis et ja var indlysende rigtigt.
Det jeg altid voterer for er faktisk bare, at lovene indrettes så der bliver ”frit valg” krydret med lidt logik.
Tyra er da et fint eksempel på, at omsorg naturligvis er andet og mere end ro, renlighed og regelmæssighed. Men, men men – når hun i sit foredrag (linket) føler det nødvendigt TRE gange at sige hendes personale er hearthunted ikke headhunted, så studser jeg.
Kan det være Tyra også har været til foredrag?
Foredrag ved Erik Lindsø
Hellere hearthunted – end headhunted.
- Hvad er livskvalitet?
Om at være den, man er, der hvor man er
”Fordi Danmark bliver fattigere, behøver vi jo blive dummere”. (Frederik 6.)
På den ene side: Hvorfor er nogle mennesker langtidsskuffede? Hvorfor siger nogle: Vil du være glad i dag, er det dit eget problem, der er nok at være ked af?
På den anden side: Hvorfor er der nogle mennesker, som ikke er i tvivl om, at det at være til skaber livsglæde, livsmod, fylde, energi og livslyst.
Hvorfor rakker nogle altid op, mens andre rakker ned.
Nogle føler livslede, livstræthed og livsfornægtelse, mens andre oplever selvindsigt, selvaccept, selvagtelse, selvrealisering og selvforståelse. Nogle oplever selvfornægtelse, selvforkastelse, selvdestruktion og selvmordstanker, mens andre kun ser livets tiltrækningskraft og vokser med opgaverne og troen på det bedste.
Muntre filosofiske og litterære betragtninger krydret med hverdagslivets historier om en livskvalitet, der bygger på at være den, man er, der hvor man er.
http://www.foredragsportalen.dk/sw3730.asp
Bælle rødvin og bappe smøger, det jo ok. Den sidste tid må bestemt gerne være sjovere end den første.
Jeg arbejdede forresten også under sådan en forstanderinde. Ruth Bagge hed hun. Fantastisk menneske, men alt for genert til at holde foredrag om det.