Onsdag er det Beatles-dag. Alle deres albums er blevet renset for overflødig støj, og de udgives nu i en boks.
Jeg husker jo så godt, dengang Jørgen Mylius – uden de – præsenterede gruppen fra Liverpool i England og deres sang She loves you.
Wow for en sang. Jeg var solgt til stanglakrids, og jeg blev en inkarneret fan.
Jeg husker de små pakker tyggegummi, hvor der udover et lille stykke tyggegummi, der smagte kemisk, også var et billede af enten en af beatlerne eller alle fire. Jeg mener, tyggegummiet kostede 50 øre, og jeg købte mange pakker. Tyggegummiet gav jeg min lillebror, men billederne beholdt jeg selv.
Er der nogen, der kan huske kjolerne med deres kontrafejer på? Sådan en sag kostede den uhyrlige sum af 78 kroner.
Dengang i 1964 var der ikke mange, der kunne eller ville bruge 78 kroner på en kjole. Bortset fra en inkarneret fan, der arbejdede efter skoletid.
Det var også i 1964, Beatles kom til København, hvor de gav koncert i KB-Hallen. Billetterne kostede 50 kroner, men jeg havde ikke råd til at være med.
Jeg var syg for at tage i lufthavnen og være med i velkomstkomiteen, men skoleinspektøren meddelte koldt og kynisk, at uanset hvor mange sedler, vi havde med hjemmefra, så blev der ikke givet fri til læge- eller tandlægebesøg. Fodterapeut var også udelukket, og skulle nogen formaste sig til at være syge, så skulle de efterfølgende stille med en lægeerklæring.
Damn, men noget måtte sættes i scene. Vi vidste, at beatlerne skulle indlogeres på SAS-hotellet, og ingen uempatisk og koldhjertet skoleinspektør kunne forhindre nogen i, at troppe op foran hotellet – efter skoletid.
Her stod vi som de berømte sild i tønder. Talstærkt politi holdt os tilbage. Informationer blev sendt gennem flokken. Nu ankom Jørgen Mylius i taxa. Nu kom der civile hotelgæster, nu kom journalister og fotografer.
Og endelig – Beatles ankom. Os der var presset over på det andet fortov, stod på tæer det bedste, vi havde lært, men vi så ikke så meget som et glimt af de verdensberømte frisurer.
Senere ændrede beatlerne stil fra at være et band, der lavede iørefaldende og glad popmusik til mere eksperimenterende musikere. Jeg husker tydeligt sangen om Mr. Taxman, Eleanor Rigby og alle de andre.
I 1970 var det slut. Der kom ikke flere koncerter eller albums.
I 1980 blev John Lennon myrdet i New York. I 2001 døde George Harrison. De to sidste, Ringo Starr og Paul McCartney, er stadig aktive, men uanset hvor aktive, de er, så repræsenterer de en tid, der er forbi.
When I’m 64, sang Paul McCartney engang, og selv om vi alle sang med, så gled mundvigene opad. 64 – det var jo langt ude i fremtiden. Nu er han 67.
, Steffen Mortensen, Facebook
64! Hm – det er mig i oktober.
Fin sang, som så mange af de andre og som så mange af de andre satte den sig spor.
Vi er vist en del mennesker der stadig nyder at lytte til “The Liverpool four”. Jeg glæder mig over at de nu udkommer som “box”, og det er bestemt en box der skal tilføjes min samling.
Ingen kan nogensinde slå Bestles. De var fantastiske.
Lad være med at spørge min musikgale søn, han vil fortælle jer, at Beatles dybest set bare var verdens første boyband *GGG*
/Gassen
- måske med fare for liv og lemmer
Helle i en hysterisk pigeflok?
Paul McCartney 67 år?
Og så “verdens første boyband” ..??
Suk – igen: som tiden dog går.
Det første Boyband!!!
Næh hør nu. Det må da være barbershop, hvorfra de forresten har hentet ikke så få af deres skønne harmonier.